Da Fjerde Internationale blev dannet i 1938, vedtog man et program med titlen “Kapitalismens dødskamp og Fjerde Internationales opgaver”, senere kendt som Overgangsprogrammet. Det blev genudgivet på forlaget Solidaritet i 2017 sammen med teksten “Diskussioner med Trotskij”. Vi bringer her bogens forord.

 

En tekst skal, som ethvert andet fænomen, ses i sin historiske kontekst. Overgangsprogrammet blev udviklet op gennem 1930’erne – en periode med dyb kapitalistisk krise, der først blev “løst” med Anden. Verdenskrig. Den programmæssige udvikling var også perioden med fascisme og nazisme, med den politiske kontrarevolution i Sovjetunionen og samtidige politiske ødelæggelse af Kommunistisk Internationale – Komintern, samt den spanske revolution og borgerkrigs nederlag, som Lev Trotskij sagde i anden sammenhæng – “sidste  chance for at forhindre udbrud af en ny verdenskrig”.

 

Programmet består af en række programmatiske redskaber. Selve begreberne overgangsstrategi og overgangskrav formuleres først på Kominterns kongres i 1921. Ikke bare fx i forhold til fagforeningskampe, men som skitser til, hvordan kampe og aktioner kan udvikles  frem mod kamp om magten i samfundet, kampen om den politiske magt.

 

Som så mange andre begynder også dette program med at analysere og beskrive epokens karakter, og det var her i 1938, og tingenes tilstand forandredes hele tiden. Systemet kan ikke tilfredsstille krav, masserne her og nu rejser. Hvordan kan de kæmpes igennem alligevel? Systemet undermineres gennem kampe og krav på alle planer. Bevidstheden udvikles tilsvarende. Derfor  et program!

 

 

Ledelseskrise

Et gennemgående træk i Overgangsprogrammet er arbejderklassens ledelseskrise. De eksisterende ledelser i arbejderklassen og dens bevægelser på alle niveauer er ikke i stand til at lede kampe og føre dem fremad og sejre. Der må udvikles nye ledelser, der svarer  til det nye niveau i kampene, i aktionerne. Organisering og organisation er nødvendig.

 

Dette program er ikke et program, hvor der er en mur mellem minimumsprogram og maksimumsprogram Det forsøger at bygge bro mellem de dagsaktuelle kampe og kampen om magten i samfundet – og i de forskellige dele af verden. Programmet indeholder især tre typer  af krav: Demokratiske krav, umiddelbare økonomiske og sociale krav, – og overgangskrav. Sådanne krav hænger sammen, dialektisk forbundne. Sidstnævnte kan være et system af overgangskrav for at mobilisere arbejderklassen og andre klasser og lag i selvstændig  organiseret kamp, der mere og mere direkte angriber den borgerlige magts grundlag og peger frem mod kampen om magten i samfundet.

 

Et vigtigt omdrejningspunkt er arbejderkontrol. Rådene, der kan formes og udvikles i kampene, er grundstammen i en ny arbejdermagt, i en ny statsmagt. Et inddragende og deltagende demokrati. Arbejderkontrollen er ikke mindst en skole i at administrere samfundet.

 

Programmet siger konkret også noget om kampen mod arbejdsløshed, hvor svaret er nedsat arbejdstid og jobskabelse, som arbejderorganisationer må definere. Et svar, der ikke kan holdes indenfor nationale rammer, men kræver et europæisk svar – tænk og handl internationalt.  Det gennemsyrer Overgangsprogrammet.

 

Arbejderklassen er ledende og må udvise handlekraft og udvikle sig politisk, da den er centralt placeret i produktionen og distributionen. Men der kan og skal altid på basis af denne orientering udvikles et program for hele samfundet. I hvert fald for de 99  procent mod den ene procent – for nu at anvende billedet fra Occupy-bevægelsen, der opstod for et par år siden i New York og bredte sig rundt omkring.

 

Igen – programmet er skrevet i 1938. I dag er der nye kriser lagt til andre – klimaforandringer ikke mindst. Klimakrisen må med i klassekampen på det store plan og ned i de mindste detaljer og kampe. Der mangler – af gode grunde – en overgangsstrategi på de  omfattende problemer i klodens tilstand. Et aktuelt program må integrere kampen mod klimaforandringer og forsvaret for miljøet med klassekampen i sin helhed, og se disse kampe som en del af kampen for et andet samfund. Opgaven er at se menneskeheden som en  del af naturen og ikke som dens udnyttere eller dens ødelæggere.

 

Der er brug for inspiration, analyser og redskaber i det politiske arbejde overalt. Inspiration fra det Kommunistiske Manifest fra 1848 over Overgangsprogrammet fra 1938 frem til i dag. Og det må hænge sammen med erfaringerne fra alle disse år i vores hoveder,  for at handle, for at forandre.

 

Ny Internationale

Overgangsprogrammet var et af dokumenterne fra Fjerde Internationales stiftende kongres. En kongres, der blev holdt i Paris i september 1938. Den internationale venstreopposition i den kommunistiske bevægelse anså det for nødvendigt at danne en ny Internationale,  da såvel den anden Internationale som den tredje Internationale ikke længere kunne anvendes til det, de var sat i verden for. Især efter nederlaget i kampen mod fascisme og nazisme. I 1933 kom Hitler (se note) til magten uden at møde samlet fælles modstand fra de tyske socialdemokrater og kommunistpartiet.

 

Da Komintern, som den – kommunistiske – tredje Internationale blev kaldt, godkendte det tyske kommunistpartis katastrofale politik, fastslog Lev Trotskij og den internationale venstreopposition, at tiden var kommet til at opbygge en ny Internationale.

 

Teksten “Diskussioner med Trotskij” (note 2) er fra marts 1938, hvor han førte omfattende diskussioner om blandt andet det planlagte overgangsprogram med ledere fra Socialist Workers Party i USA. Diskussionerne foregik i Mexico, hvor Trotskij var i eksil fra 1937 til  mordet på ham i august 1940 – udført af en stalinistisk agent. Efter diskussionerne fuldendte Trotskij første udkast til programmet. Det blev lagt frem til international diskussion, som varede flere måneder op til den internationale konference i Paris samme  år. Han deltog i denne diskussion ved at skrive artikler til interne bulletiner og ved at føre flere samtaler og give interviews om de forskellige aspekter af Overgangsprogrammet.

 

Mange af Trotskijs tanker om Overgangsprogrammet blev skrevet ned af stenografer, der var til stede under diskussionerne. Når man læser disse referater, må man huske på, at de ikke blev redigeret eller rettet af Trotskij eller andre deltagere i diskussionerne,  og at Trotskij talte engelsk – et sprog, som voldte ham nogle problemer.

 

Note:

1) Adolf Hitler (1889-1945) var leder af Det Tyske Nationalsocialistiske Parti (nazist-partiet) og forfatter til Mein Kampf (Min Kamp). Han oprettede et fascistisk regime i Tyskland i 1933 og begik selvmord i slutningen af Anden Verdenskrig.

 

2) ”Diskussioner med Trotskij har aldrig tidligere været offentliggjort på dansk. Dog er den her oversat i 1980 til internt brug i organisationen RSF (Revolutionære Socialisters Forbund), som en del af debatten om partiets nye program – “Program for 1980’erne”.  Dette program blev vedtaget i 1980, hvor RSF ændrede navn til Socialistisk Arbejderparti. Oversættelsen af selve Overgangsprogrammet er fra Røde Hæfter nr. 6, udgivet i 1975, der kom i en ny udgave i 1981 på Socialistisk Arbejderforlag.

Opslået i Fjerde Internationale, Historie

single.php