Fjerde Internationale, som fra starten solidariserede sig med den sandinistiske revolution, støtter den venstreorienterede og demokratiske modstand, oprøret og folkemagten mod det nuværende Ortega-regime. Solidaritet med de kræfter, der kæmper for at genopbygge en sandinisme, der er anti-kapitalistisk, demokratisk, og som respekterer menneskerettighederne!

 

Den sandinistiske folkelige revolution

 

FSLN (den Sandinistiske Nationale Befrielsesfront) opstod som en “avantgardeorganisation” med en anti-imperialistisk og revolutionær orientering og proklamerer i sit historiske program (1969), at det er “politisk i stand til at tage magten (…) oprette et socialt system, der afvikler den udbytning og fattigdom, som vores folk har været udsat for.”

 

Da Somoza-diktaturet blev besejret i juli 1979, havde FSLN bred støtte fra størstedelen af ​​befolkningen og forsøgte at lægge grundlaget for et revolutionært projekt af socialistisk karakter, selv om man stod over for store udfordringer i et land med en stærkt afhængig økonomi og en dybtgående social opløsning, for ikke at tale om den kontrarevolution, som USA fremmede i 1980’erne, hvilket var afgørende i denne fase af sandinismen.

 

Fjerde Internationale fejrede straks diktaturets fald og var dybt involveret i den revolutionære folkebevægelse.

 

FSLN var opmærksom på, at radikale økonomiske og sociale transformationer vil foregå gradvist, og etablerede en Junta for National Genopbygning med repræsentanter fra den sandinistiske blok og fra borgerskabet. Det blev derfor proklameret, at revolutionens principper var blandingsøkonomi, politisk pluralisme og alliancefrihed som nødvendige strategier på kort sigt.

 

På langt sigt var FSLNs historiske program den overordnede ramme, der skulle udvikles, men den blev ikke gennemført i sin helhed, hvilket efterlod betydelige underskud i forhold til kvindefrigørelse (især ændrede man ikke den restriktive abortlovgivning, der kun tillod abort, hvis kvindens liv var i fare) eller kravene fra bønderne. Man respekterede også fejlagtigt den udenlandske gæld, som Somozaregimet havde oparbejdet og gennemførte en monetaristisk politik i slutningen af ​​1980’erne. Fra 1988 introducerede de sandinistiske ledere en strukturtilpasningsplan, der forringede de fattiges forhold uden at ramme de rige. Denne politik lignede meget de sædvanlige betingelser, der blev pålagt af IMF og Verdensbanken, samtidig med at de to institutioner under pres fra Washington havde suspenderet deres støtte til de sandinistiske myndigheder. Denne tilpasningspolitik blev stærkt kritiseret af visse tendenser inden for FSLN, fordi den pålagde de folkelige klasser store byrder.

 

FSLN’s program omfattede imidlertid etableringen af ​​en revolutionær regering, der tillod fuld deltagelse af hele befolkningen, både på nationalt og lokalt plan, respekt for menneskerettighederne, frihed til at organisere fagbevægelsen i byerne og på landet, frihed til at organisere grupper af bønder, unge, studerende, kvinder mv. Store landejendomme blev eksproprieret, jord omfordelt, og bondeforeninger og fagforeninger blev dannet. Der var også nationalisering af fabrikker, bygninger og andre aktiver i Somoza-oligarkiet.

 

I løbet af de følgende elleve år blev undervisning udbredt, universitetet blev åbnet for folket, sociale hjælpeprogrammer blev oprettet, ligesom et sundhedssystem for alle samt andre grundlæggende serviceydelser blev sat i gang, og sandinistiske forsvarskomiteer (CDS) blev lanceret for at organisere befolkningen i bykvartererne

 

FSLN etablerede også en retfærdig skattepolitik, faglige rettigheder og historisk social retfærdighed for de indfødte folk på den caribiske kyst, som var udsat for udbytning og diskrimination.

 

Det var derfor et socialistisk orienteret program, der med en taktisk og strategisk tilgang forberedte de materielle betingelser for det, der på trods af kontekstens vanskeligheder og truslen om amerikansk imperialisme åbnede nye løfter om brud med det herskende system.

 

Imidlertid var jordreformen ikke vidtgående nok: Ekspropriationerne fokuserede hovedsageligt på Somozas og hans allieredes besiddelser, men beskyttede storkapitalens og de mest magtfulde familiers interesser, eftersom nogle af de sandinistiske ledere ønskede dem som allierede eller rejsekammerater.

 

I stedet for at prioritere små og mellemstore jordbrug skabte FSLN hurtigt en statslig landbrugssektor og kooperativer, som ikke var i overensstemmelse med landbefolkningens holdning, og derfor blev nogle tiltrukket af de kontrarevolutionære.

 

Selvorganisering og arbejderkontrol blev ikke opmuntret nok. En del af FSLN-ledelsen blev uddannet i Cuba i 1960’erne og 1970’erne, og var under indflydelse fra det staliniserede Sovjetunionen, der arbejdede for at fremme folkelig organisering inden for en meget kontrolleret og begrænset ramme. Som følge heraf kunne masserne ikke fuldt ud deltage i deres egen frigørelse.

 

Forræderiet mod FSLNs historiske program og etableringen af et autoritært korporativt regime

 

Da FSLN tabte valget i 1990, favoriserede den nye internationale situation højrefløjen, og den kapitalistiske genopbygning i Østeuropa fratog Nicaragua sine internationale allierede. Men folk mistede også modet af den retning, den revolutionære proces tog. I sandinisternes egne rækker var der uro på grund af bureaukratiseringen og FSLN’s vertikale ledelse, som valgte medlemmerne af CDS, fagforeningsledere, lokale ledere og mellemledere. Gradvist førte manglen på demokrati i disse strukturer til udviklingen af ​​et bureaukratisk sandinistisk lederskab, som nød privilegier, og som stod i kontrast til ​​det store flertals virkelighed, hvor flertallet blev opfordret til at yde økonomiske og sociale ofre i revolutionens navn.

 

Da de øverste ledere i FSLN, embedsmænd og mellemledere – i det, der populært er kendt som piñata – bemægtigede sig jord, kaffeplantager, palæer, godser, biler og anden statslig ejendom, som revolutionen havde nationaliseret, blev mismodet ikke mindre. Kommandanternes argumenter var, at det var for at forhindre fjenden i at tage det i besiddelse, der havde kostet så meget blod, men det var ikke nok til at forklare befolkningen det daværende spirende sandinistiske borgerskabs personlige berigelse.

 

Derefter indtog FSLN under Daniel Ortega en holdning, der svingede frem og tilbage mellem kompromis og konfrontation med regeringen for den Nationale Oppositions Union (UNO) ledet af Violeta Chamorro.

 

FSLN’s ledelse, som hovedsageligt var kontrolleret af Daniel Ortegas strømning, Demokratiske Venstre, opmuntrede på den ene side kampen mod privatiseringer, mens den på den anden side i Nationalforsamlingen støttede Chamorro-regeringen, der førte dem ud i livet.

 

I slutningen af ​​90’erne sluttede Ortega en pagt med det Konstitutionelle Liberale Parti (PLC) ledet af Arnoldo Alemán, der havde været præsident siden 1997, i en slags sameksistens med den mest konservative og korrupte højrefløj. Disse var “farlige venskaber” for et revolutionært projekt. De var imidlertid gavnlige for Daniel Ortegas FSLN og Alemáns PLC, som fik forskellige fordele ved sådanne pagter. Det var med PLCs støtte, at Ortega imødegik anklagerne om seksuelt misbrug fra sin steddatter, Zoilamérica Narváez.

 

Og nogle år senere fik Alemán, der var blevet dømt til 20 års fængsel for regeringens galopperende korruption, lov til at afsone sin dom i husarrest takket være de folk, Ortega havde placeret i retssystemet, indtil Højesteret omstødte dommen i 2009 under Ortegas lederskab.

 

Reformen af ​​valgloven i år 2000, som blev støttet af sandinistiske og liberale deputerede, var et andet produkt af Ortega-Alemán-pagten. Reformen betød, at præsident og vicepræsident kunne vælges med kun 35 procent af stemmerne, forudsat at kandidaterne havde mere end 5 procentpoints over kandidaten på andenpladsen. Denne nye valglov gjorde det muligt for Daniel Ortega, der ikke havde fået stemmer nok siden 1990, at blive valgt med 38,07 procent af stemmerne i 2006.

 

Som en del af oppositionen stemte sandinisternes parlamentariske gruppe i 2006 sammen med de konservative deputerede for en lov, der fuldstændig forbyder abort. De gjorde det som en del af pagten med højrefløjen, der gjorde det muligt for FSLN genvinde præsidentposten ved valget i slutningen af ​​2006. Og det var under Daniel Ortega, som nægtede at fjerne denne del fra loven, at dette forbud blev medtaget i en ny straffelov, der trådte i kraft i 2008. Dette forbud tillader ingen undtagelser, selv om der er fare for den gravides sundhed og liv, eller hvis graviditeten er et resultat af voldtægt.

 

Dette skete samtidig med, at andre farlige venskaber blev indgået: denne gang med en gammel modstander af FSLN, kardinal Miguel Obando y Bravo, som Ortega genindsatte i det offentlige liv som formand for Kommissionen for Forsoning, Fred og Retfærdighed, et organ, der blev oprettet for at sikre, at veteranerne fra krigen overholdt aftalerne. Dette var begyndelsen på et andet privilegeret forhold mellem Ortega’s FSLN og de facto magthaverne. For at vinde de konservative stemmer, blev Daniel Ortega viet til Rosario Murillo af kardinal Obando i kirken inden valget i november 2006.

 

Det var også efter Ortegas tilbagevenden til regeringen, at FSLN formaliserede aftalerne med COSEP (arbejdsgiverforeningen). Der blev etableret en alliance mellem disse to sektorer, der blev fremlagt som et rum for trepartsaftaler mellem regeringen, den private sektor og fagforeningerne. Men fagforeningernes deltagelse var symbolsk, eftersom de var udpeget af og varetog FSLNs interesser, det vil sige Ortega-Murillo-duoen, hvilket kan ses af CST’s (Central Sandinista de Trabajadores, den sandinistiske fagforening) holdning i sager med arbejderkampe mod mod store arbejdsgivere som familien Pellas, eller i kampen for mindsteløn. Således blev den nicaraguanske økonomiske politik lidt efter lidt, fra formuleringen af ​​love til lønforhandlinger, underlagt den nationale storkapitals interesser. Men en aftale af denne art kan ikke begrænses til den nationale storkapital, der i sin egen dynamik fører til transnational kapital, især i udvindingsindustrien, frem for alt i minedrift. Bagved alt dette ligger den neoliberale logik, der hersker i regionen: kanalisering af offentlige ressourcer til private investeringer, outsourcing og privatisering af tjenesteydelser, skattefritagelser og fordele for kapital mv.

 

Frihandelsaftalen med USA blev vedtaget i 2005. Selvom FSLN-parlamentsgruppen, der på det tidspunkt var i opposition, stemte imod ratificeringen i oktober 2005, støttede FSLN-parlamentarikere i 2006 ændringer i en række love, der gav grønt lys til de betingelser, som USA pålagde dem. Desuden forsøgte Daniel Ortegas regering ikke, selvom de kom til magten i 2007, at ophæve denne frihandelsaftale med supermagten USA. Dette var et yderligere skifte i FSLN’s orientering, som man tidligere havde beskyldt præsident Enrique Bolaños’ regering for: at lade Nicaragua underlægge sig Washingtons økonomiske interesser. FSLN-parlamentsmedlemmernes godkendelse af denne traktat blev fulgt op af støtte til ændringer af en lang række love for at overholde de betingelser, der blev pålagt af USA. Andre frihandelsaftaler blev godkendt med FSLN’s støtte: En traktat med Taiwan (som trådte i kraft i 2008), en om Mellemamerika med Mexico (2011) og en anden mellem Mellemamerika og Den Europæiske Union (2012).

 

I 2006 fik Nicaragua eftergivet gæld inden for rammerne af initiativet om tungt gældsatte fattige lande – IMF annullerede 206 millioner dollars af Nicaraguas gæld. Da Ortega kom tilbage i regering i 2007, var IMF-programmet allerede gennemført, og fonden så ingen grund til at underskrive en ny aftale, da den betragtede Nicaraguas gæld som bæredygtig. Daniel Ortegas regering insisterede alligevel på at gennemføre et nyt program for at tiltrække udenlandske investorer. Endelig accepterede IMF og krævede, at regeringen forstærkede den neoliberale politik og strammede op på finanspolitikken for at få et finansielt overskud.

 

Bretton Woods-institutionerne har således ingen grund til at bebrejde den nicaraguanske regering. IMF noterer sig “den succes, Nicaragua har haft for at opretholde makroøkonomisk stabilitet” (marts 2016). I løbet af det sidste besøg af IMFs tekniske personale (februar 2018) erklærede man, at “økonomiske resultater i 2017 var over forventningerne, og fremtidsudsigterne for 2018 er gunstige”. Hvad angår Verdensbanken, valgte den i april 2018 – da Ortegas regering netop havde annonceret sine neoliberale foranstaltninger vedrørende social sikring – at lykønske landet med den sunde økonomiske politik. Nicaragua har med andre ord fungeret inden for de retningslinjer, som disse organisationer pålægger regionen.

 

Alt dette har været muligt med FSLNs flertal i Nationalforsamlingen. Hertil kommer, at Ortega i november 2013 forelagde et lovforslag om ændringer af forfatningen, så præsidenten kan vælges med et “relativt flertal” af stemmer, uanset hvor stor en procentdel, han har opnået, samt at tillade genvalg på ubestemt tid. I øjeblikket har Ortegas FSLN absolut kontrol over forsamlingen, med 71 deputerede ud af i alt 92.

 

Men der er endnu to store forræderier mod FSLNs historiske program, der må nævnes. Den første er demobilisering og ødelæggelse af de grundlæggende organisatoriske strukturer og de store sociale bevægelser, der for det meste er blevet underlagt regimet. Det sker gennem styring på forskellige niveauer, fra det juridiske, med afskaffelse af valget af uafhængige lister og den kontrol, der udøves gennem CPC (Consejos del Poder Ciudadano, Borgermagtsråd), som er vertikale organisationsformer, der kontrollerer borgerne med henblik på præsidentparrets magt.

 

Det andet forræderi er sket mod kvinders rettigheder, som i lyset af det samlede forbud mod abort, reform af loven om vold mod kvinder, forfølgelsen af ​​den feministiske bevægelse, der er kritisk for regimet, straffrihed til Ortega for et årelangt seksuelt overgreb mod Zoilamérica mv. Alt dette udfordrer hele det politiske og sociale system, ortegaismen er bygget på. I 2012 vedtog Nicaragua lov nr. 779 om vold mod kvinder, efter at græsrodskvindeorganisationerne havde gennemført en vigtig kampagne, der går tilbage til revolutionens tid. Denne lov fjernede det tidligere krav om mægling i tilfælde af overgreb mod kvinder. Denne bestemmelse var resultatet af en progressiv kampagne, men der var også en reaktionær kampagne imod den, fremmet af det katolske hierarki, som kaldte den “familiefjendtlig”. Dette resulterede i, at loven blev alvorligt svækket af et ændringsforslag, der genindførte obligatorisk mægling, 15 måneder efter at loven første gang blev vedtaget, uden modstand fra FSLN.

 

Feministiske og arbejder-bondebaserede kampfronter. Statens undertrykkelse som svar

 

Man kan således påvise, at FSLN’s historiske program, der bekender sig til rettigheder og lighed blandt mennesker, er i modstrid med ortegaismens retning. Kvindebevægelser har været kritiske over for regeringen og har vedholdende protesteret mod ændringen af lov 779. Loven reducerer kvindedrab sfæren for heteroseksuelle parrelationer eller påbyder mægling med voldsmanden som en konfliktløsning. Med andre ord demonstrerer kvinderne for deres rettigheder og imod loven, som ikke beskytter de nicaraguanske kvinders kroppe.

 

Andre fronter er placeret i kampen mod ekstravisme (udvinding af råstoffer) og der er forskellige eksempler på konflikter mellem kapitalens akkumulering og selve livets bæredygtighed. Konflikten stammer fra den uforenelighed, som ekstravisme har som en udviklingsmotor, og som ikke gavner det store flertal eller lokalsamfund, der mærker de negative virkninger, som det ses i Rancho Grande eller Mina El Limón. I begge tilfælde har svaret været undertrykkelse af den lokale organisering og mobilisering. Det samme sker med minedrift, vandkraft og agrobusiness-projekter.

 

Men af ​​alle disse projekter, der truer samfund og miljø, er der en, der har provokeret en vigtig mobilisering, nationalt og internationalt, og som Ortega ikke har været i stand til at skjule: den forventede opførelse af en kanal fra Caribien til Stillehavet, som krydser Nicaraguasøen, den største ferskvandsreserve i Mellemamerika, og som opdeler landet og regionen i to. I dette tilfælde har reaktionen været forfølgelse, undertrykkelse og stigmatisering af sociale bevægelser. Således agerer regeringen, som tjener private kapitalers interesser (hvad enten de ejes af lokale “traditionelle” kapitalister eller bureaukratiske eller udenlandske) ikke kun ved at undertrykke folket til fordel for transnationale interesser, men også ved medvirken i ødelæggelsen af miljø og udbredte krænkelser af menneskerettighederne.

 

April 2018 og den folkelige mobilisering mod regimet: Ortegaismen krydser Rubicon

 

Elleve år er gået siden Ortega’s tilbagevenden til regeringen, en tid, hvor der er akkumuleret tilstrækkelig social utilfredshed til, at to begivenheder detonerende udbruddet april 2018: regeringens passivitet, da der udbrød en stor brand i Indio-Maíz Reserve (stor regnskov i den sydøstlige del af landet) og den foreslåede reform af Nicaraguas sociale sikkerhedssystem (INSS). Denne reform ville reducere pensionsbeløbet med 5 %, begrænse reguleringen af ​​pensioner i forhold til inflationen og indføre nedskæringer i fremtidige pensioner for ca. en million ansatte på op til 13 procent.

 

Det sociale udbrud fik det internationale samfund til at rette blikket mod Nicaragua og den folkelige utilfredshed mod regimet.

 

Den 18. april udbrød der demonstrationer og protester spontant og fredeligt i vigtige byer som León og Managua, som straks blev mødt voldsomt af regeringen. Forskellige menneskerettighedsrapporter henviser til, at der foruden uropolitiet er styrker, der er organiseret af regeringen eller “chokstyrker”, der rekrutteres fra Ungsandinisterne. Denne uforholdsmæssige anvendelse af vold gav yderligere næring til protester og mobiliseringer den 19. april gennem de såkaldte “autoconvocados”: Det er unge, studerende, arbejdere, osv, der organiserede overtagelser af gader og byer gennem “tranques” (vejspærringer). Dette spredte sig gradvist gennem landet til byer som Masaya, Granada, Matagalpa, Rivas og Estelí, hvor andre sammenslutninger og bevægelser tilsluttede sig. Siden den dag har regeringen i Ortega-Murillo fortsat med politi og militær undertrykkelse og især med paramilitære grupper, der har flæng har affyret skud mod befolkningen. Disse grupper er maskeret, stærkt bevæbnede og opererer med total straffrihed, i fuldt dagslys og sammen med politistyrkerne. Dette indikerer, at de handler i fuld overensstemmelse med regimet.

 

Som følge af den store deltagelse i demonstrationerne aflyste Ortega reformen af ​​INSS den 22. april. Den 24. april besluttede regeringen at indlede en national dialog med en gruppe demonstranter og andre i den Civile Alliance for Retfærdighed og Demokrati, der består af civilsamfundsorganisationer, studerende, bønder og selv erhvervslivet, med den katolske kirke som mægler med det formål at løse konflikten. På det tidspunkt havde de sociale bevægelser allerede klare krav for at etablere en dialog: ingen forhandlinger uden standsning af undertrykkelse, garanteret retfærdighed og erstatning for de demonstranter, der blev dræbt i de foregående dage, samt Ortega-Murillo-parrets afgang, som et mål, der ikke var til forhandling. Kravet fra de sociale bevægelser var således at forhandle om en overgang uden Ortega. Men efter at have insisteret på disse punkter besluttede regeringen at suspendere dialogbordet. For den sociale mobilisering ville fortsatte forhandlinger under disse betingelser betydet en styrkelse af Daniel Ortega og hans undertrykkende regime.

 

Samtidig har der været et hurtigt svar fra statsinstitutionerne for at legitimere undertrykkelse, for eksempel med vedtagelsen af ​​antiterrorloven, som kriminaliserer og forfølger specifikke mandlige og kvindelige ledere af sociale bevægelser. Tusindvis er flygtet ud af landet og mere end 400 døde, man har udvist nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer, herunder selv FN. Regimet er nået til et point of no return. Efter den massive brug af terror, der havde til formål at undertrykke og skræmme befolkningen, tog regeringen midt i ​​juli kontrollen af gaderne tilbage. Siden da er flere hundrede mennesker, der er stemplet som “terrorister” af regeringen, blevet arresteret og stadig fængslet, uden at deres rettigheder respekteres. Organisationer, der forsvarer menneskerettigheder, må ikke få adgang til fængslerne, og heller ikke advokaterne for nogle af de tilbageholdte. Nogle af de fængslede er blevet intimideret og tortureret for at tvinge dem til at give falske tilståelser, der kan understøtte påstanden om, at regeringen står over for et komplot, der vil vælte regeringen med magt. Som følge af undertrykkelsen er befolkningsgrupper blevet tilstrækkeligt skræmt til, at de ikke længere deltager i gadeprotester. Ikke desto mindre er der blevet arrangeret mange demonstrationer, men de har ikke samlet så mange deltagere som fra april til juli 2018. De er blevet organiseret af en række forskellige bevægelser og organisationer, og deres mangfoldighed er bred: sociale bevægelser og civilsamfundsorganisationer, civilsamfundet for retfærdighed og demokrati, studenterbevægelser, 19. april-bevægelser (i hele landet), kvartersbaserede organisationer, Madres de Abril (mødre, hvis børn mistede livet under urolighederne i april), komitéer for politiske fanger, kvinde- og feministiske netværk, LGTBIQ-sammenslutninger, universitetsgrupper, uafhængige fagforeninger og brancheforeninger … Men der er enighed om, at Ortega og Murillo skal forlade regeringen, og at der er behov for at genopbygge sandinismen uden Ortega.

 

Men alle disse organisationer er også imod udefra kommende indblanding, der søger en vej ud af konflikten for at opnå en “ortegaisme uden Ortega”, det vil sige en fortsættelse af den klientilistiske struktur, der sikrer den nationale og transnationale kapitals økonomiske interesser. Derfor er en af ​​de største aktuelle udfordringer for bevægelserne i debatten om en køreplan for en overgang, at aktører som COSEP, der i øjeblikket er afgørende for ​​Ortega-Murillo-parrets afgang, ikke udgør en trussel mod social og økonomisk frigørelse.

 

På dette point of no return bruger regimet en anti-imperialistisk retorik til at påstå, at der foregår et forsøg på et “blødt statskup” som det er sket i andre lande i regionen. Den nuværende ortodokse anti-imperialisme er reduceret til et belejligt bagtæppe for selvlegitimering på internationalt plan, men det reducerer en konflikt med dybe og komplekse rødder i den nationale virkelighed til udefrakommende uromagere. Internt gavner det kun en gruppe mennesker, der er privilegerede nok til ikke at lide under de værste virkninger af det regime, de har opbygget i Nicaragua.

 

En del af den internationale venstrefløj støtter denne opfattelse af konflikten. Den ser imperialistiske magthavere – startende med USA og dets allierede i regionen – som i stor udstrækning at være ansvarlige for destabiliseringen af ​​landet, og at en dominerende sektor af protestbevægelsen ledes eller manipuleres af den reaktionære højrefløj. Denne del af den internationale venstrefløj er mistænksom over for rapporter, der hævder, at regimet bærer hovedansvaret for de hundredvis af dødsfald, der er resultatet af disse dramatiske begivenheder, eller anser dem for selvstændige falske påstande.

 

Alligevel kan Ortega og hans tilhængere ikke bevise dette såkaldte forsøgte statskup. De fleste demonstranter har ikke brugt terroristiske metoder. Regeringen kan ikke bevise inddragelse af en enkelt udenlandsk lejesoldat. Ingen sektor af hæren er blevet fordømt af Ortega for at støtte tanken om et kup, og i sidste ende har hæren indtil nu været på ​​regimets side.

 

I betragtning af de fakta, der her fremlægges, er det i Nicaraguas tilfælde forkert at søge efter tegn på et ”blødt statskup”. Det er lige så uansvarligt at argumentere for, at de nuværende mobiliseringer kan reduceres til nogle gruppers vandalisme, eller at menneskerettighederne, og særlig kvinders rettigheder, i noget som helst samfund kan være genstand for forhandling. Dette er endnu mindre tilfældet for det samfund, vi som revolutionær venstrefløj stræber efter at opbygge. Det er også falsk at præsentere Ortegas regering som en socialistisk eller venstreorienteret regering i betragtning af den politik, der er gennemført de sidste elleve år til fordel for kapitalen – som det fremgår af IMF, Verdensbanken og storkapitalens støtte til Ortega. Støtten kom også fra kapitalistiske kræfter, herunder amerikansk imperialisme, indtil undertrykkelsen blev for stærk til fortsat offentligt at kunne yde støtte til regimet. Ingen mennesker må være tilfredse med mindre end den ædle stræben efter de friheder, demokrati, social retfærdighed og menneskerettigheder, som den har opnået, i dette tilfælde syntetiseret i de sandinistiske idealer. Logikken om det mindre onde ender med at være den korteste vej til det større onde!

 

Af alle disse grunde støtter Fjerde Internationale, som fra begyndelsen har solidariseret sig med den sandinistiske revolution, den venstreorienterede og demokratiske modstand, oprør og folkemagt imod det nuværende Ortegas regime. Vi viser solidaritet med de sektorer, der kæmper for at genopbygge sandinismen, der er anti-kapitalistisk, demokratisk og respekterer menneskerettighederne og er i stand til at slippe af med den neoliberale og repressive despotisme, der knuser det nicaraguanske folk.

 

Stop undertrykkelsen af de nicaraguanske folkelige bevægelser!

 

Øjeblikkelig frigivelse af politiske fanger!

 

For kvinders rettigheder! Legaliser abort nu!

 

Ned med det kriminelle neoliberale Ortega-Murillo-regime!

 

Mod enhver form for imperialistisk indblanding i Nicaraguas indre anliggender!

 

For folkets ret i Nicaragua, Mellemamerika og andre steder til at tage deres skæbne i egne hænder!

 

For genopbygning af sandinismen! For et økosocialistisk alternativ til den eksport-ekstraktivistiske model og det kapitalistiske system, hvilket indebærer et brud, der kræver den højeste grad af demokrati og selvorganisering!

 

Vi vil formulere disse krav i en international kampagne om solidaritet med ofrene for undertrykkelse i Nicaragua.

 

——

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 28. oktober 2018.

 

Oversat fra International Viewpoint og elsoca.org af Valentina Chavez

Opslået i Facebook, Fjerde Internationale, Latinamerika

single.php