Den mest venstreorienterede kandidat til formandsposten i det britiske Labourparti står til at vinde - til partiledelsens store fortydelse.

af Socialist Resistance

Efter det chokerende valgresultat den 7. maj, hvor det Konservative Parti erobrede sit eget flertal, bekendtgjorde den slagne formand for Labour Ed Milliband sin tilbagetræden kun få timer efter at valgstederne havde lukket. Næstformanden Harriet Harman overtog posten som fungerende formand, og den proces, som vil udpege en ny leder for Labour den 12. september, blev igangsat.

På stemmesedlen vil der stå fire kandidater. Liz Kendal, som i øjeblikket ligger i bunden af opinionsmålingerne, er den mest gennemført højreorienterede – en erklæret beundrer af den tidligere premierminister Tony Blair. Andy Burnham og Yvette Cooper repræsenterer status quo. De er begge såkaldte skyggeministre (pga. det engelske valgsystem, der i praksis indebærer et slags to-partisystem, har det største oppositionsparti et såkaldt "skyggekabinet" klar til at besætte samtlige ministerposterne efter en valgsejr, o.a.) – henholdsvis i rollen som sundhedsminister og indenrigsminister.

Førertrøjen sidder på Jeremy Corbyn, som er venstrefløjens mand. Som en aktiv deltager i bevægelsen mod nedskæringer, dybt engageret i antikrigsbevægelsen og med en konsekvent støtte til det palæstinensiske folk, har Corbyn ry for at have "knækket pisken" (nægtet at følge gruppeformandens instruktioner om, hvordan parlamentsgruppen skal stemme) mere end noget andet medlem af parlamentet.

Herunder følger en udtalelse fra Socialist Resistance om den bemærkelsesværdige kampagne, der blev udløst af Corbyns beslutning om at stille op til formandsvalget.
 


Corbyn-kampagnen er et bemærkelsesværdigt fænomen. Han har faktisk en ganske god chance for at blive valgt som formand, med mindre det lykkes for partitoppen at få vendt tidevandet i løbet af de næste seks uger.
Som situationen er i øjeblikket, er det dog ham, der rider på en bølge. Labourledelsen opfører sig som kaniner, der er fanget i billygternes skær. Et stort antal mennesker, især unge, går med i hans kampagne og folk flokkes til hans offentlige møder og andre kampagne-aktiviteter. Mange melder sig direkte ind i Labour eller tilslutter sig partiet via deres fagforeninger (se note). Støtten fra centrale fagforbund til Corbyns kandidatur har været usædvanlig.

Labour har altid adskilt sig fra mange af de tilsvarende socialdemokratiske partier ved at have fagforbund som direkte kollektive medlemmer. 14 forbund er medlemmer, og historisk har det tenderet til at virke som en kraft vendt imod venstrefløjen og indebåret støtte til partiets traditionelle ledelse. Men de to største forbund i partiet – Unite og Unison – har nu begge anbefalet Corbyn.

At Unite, som nu er det største forbund, og som organiserer i den private sektor under ledelse af Len McCluskey, skulle træffe denne beslutning, var ikke en stor overraskelse, da forbundet gennem de senere år har fulgt en mere venstreorienteret linje, men at Unison har nomineret Corbyn er en stor ændring af situationen. Unison er et centralt forbund i den offentlige sektor, som har brugt en masse ord imod sparepolitikken og nedskæringerne af velfærden, men som sjældent har organiseret kampe. På et tidspunkt for ikke så længe siden havde Unison det største tilsluttede medlemstal i Labour og over en tredjedel af dets over en million medlemmer står på dets "Labour Link" mail-liste. En høring blandt forbundets 12 regioner om formandsvalget viste, at ni af dem ønskede, at Corbyn blev nomineret.

Communication Workers Union, der organiserer mediearbejdere, er også et vigtig landsdækkende forbund med over 200.000 medlemmer. Det nominerede ikke bare Corbyn; men forbundets formand, Dave Ward, gik endog ud med en video på YouTube for at motivere sine medlemmer til at registrere sig for at stemme for Corbyn på grund af hans politik og som et signal til partiet om at gå til venstre og imod nedskæringerne.

Corbyn er også blevet anbefalet af flere mindre forbund, så som the bagernes forbund, transportforbundet TSSA og togførernes forbund ASLEF, mens et af de andre større forbund, GMB, har vægret sig imod at vælge mellem de fire kandidater – hvilket er et nederlag for højrefløjen.

Her hvor vi nærmet os slutdatoen for anbefalinger, har Corbyn også et massivt forspring i anbefalinger fra lokale vælgerforeninger i partiet (de såkaldte Constituency Labour Parties – CLPer) med over 130 anbefalinger (ud af godt 600) medens de øvrige kandidater har ca. 100 hver.

Corbyns kampagne er slået igennem inden for tre områder, de traditionelle partimedlemmer, som er organiseret i vælgerforeninger, de tilsluttede fagforeningsmedlemmer og nye, hovedsageligt unge, medlemmer og sympatisører af partiet. Dette udgør en dybt radikaliserende udvikling uanset valgets udfald.

Hvis Corbyn vinder og sætter gang i aktiviteter mod nedskæringerne, vil det åbne op for vigtige nye muligheder, herunder en sandsynlig afskalning af Blair-tilhængerne. Selv hvis han taber, vil han have opmuntret og radikaliseret en masse unge mennesker og faglige aktivister, styrket venstrefløjen i Labour, og vil udgøre et pres fra venstre på den, der end måtte vinde.

Det lykkedes ikke for Tony Benn at vinde formandsposten for Labour i 1981 (skønt han var tæt på) efter en massiv kampagne med en stor og dynamisk Labour-venstrefløj og en stor og aktivistisk fagbevægelse i en periode kendetegnet af faglige kampe. Nu er Corbyn på nippet til at vinde formandskabet med en (mere eller mindre) ikke-eksisterende organiseret venstrefløj i Labour, en meget svag fagbevægelse og et historisk lavt strejkeniveau.

Nogle af årsagerne hertil er klare. Labour tabte et valg, som det helt klart kunne og burde have vundet – og grunden til, at partiet tabte, var, at det optrådte som halehæng til de konservatives nedskæringsdagsorden. Dette blev fulgt op af Harriet Harmans forfærdelige beslutning om ikke at gå imod finansminister Osbornes budget (hvilket medførte at hendes position blev overhalet venstre om af de liberale og unionistiske partier). Alle de øvrige kandidater til formandsposten støttede hende ikke blot i dette, men lod sig yderligere sylte ind i den konservative dagsorden ved at sluge fortællingen om, at Labour havde tabt valget, fordi kampagnen have ligget for langt til venstre, og at de progressive ideer, den havde fremført, nu måttet skrottes.

Overbevisningens politik spiller en rolle i dette. Folk både indenfor og uden for Labour oplever det som et frisk pust at se nogen i konkurrencen om ledelsen af partiet, som siger, hvad de mener, og mener, hvad de siger på en ikke-selvisk måde.

Det er også klart, at skotsk politik også er en del af denne udvikling, ikke blot den radikaliserende indflydelse fra folkeafstemningen om selvstændighed, og SNPs (det Skotske Nationalist Parti) overbevisende valgsejr; men også den rolle, som SNP-medlemmerne af parlamentet har spillet siden valget. De har i realiteten være den virkelige opposition mod de konservative som det viste sig i afstemningen mod nedskæringer af de sociale ydelser (specielt ved at sænke kontanthjælpsloftet o.a.) hvor SNPs 55 stemmer oversteg antallet af de 47 Labour medlemmer af parlamentet, som anført af Corbyn trodsede den siddende Labourledelse og ligeledes stemte imod.

I sin "jomfru" (første) tale for nylig udfordrede det nye medlem af parlamentet Mhairi Black fra SNP, med sine 20 år det yngste medlem af parlamentet i århundreder, Labour til at modsætte sig de konservatives nedskæringer af velfærdsydelserne og erklærede Tony Benn som en af sine helte. Videoen af denne tale på YouTube blev en af de mest sete parlamentstaler i Storbritannien nogensinde, da den fik millioner af hits på nettet, mange fra unge mennesker.

For blot et par måneder siden virkede det usandsynligt, at Corbyn overhovedet ville kunne klemme sig ind på stemmesedlen til formandsvalget. Han sikrede sig først de nødvendige 35 stillere blandt partiets parlamentsmedlemmerne 2 minutter før fristen udløb, og først efter at en række af højrefløjens medlemmer af taktiske grunde valgte at støtte hans kandidatur, øjensynligt for at give Andy Burnham muligheden for at fremstå som en moderat kandidat frem for at være kandidaten længst til venstre i kapløbet.

Af Corbyns stillere var det kun 18, der fulgte han eksempel ved at stemme mod nedskæringerne. Kløften mellem partiet i parlamentet og baglandet i fagforeningerne og i resten af partiet er massiv. En ledelse under Corbyn ville skulle kæmpe for at fylde skyggekabinettets mødelokale med sin håndfuld af støtter blandt parlamentsmedlemmerne, og der er fare for at han ville blive parlamentspartiets gidsel, med mindre han i større udstrækning organiserer sine tilhængere ude blandt de almindelige medlemmer af partiet.

Medens venstrefløjen af Labour har skabt en stærk samlet udfordring, befinder højrefløjen sig i uorden, hvor beskyldningerne mod hinanden når lavpunkter med barnlige tilsvininger, som at kalde de andre for "fjolser" i fuld offentlighed. Højrefløjens parlamentsmedlemmer taler åbent om et "kup" for at vælte en Corbyn-ledelse udelukkende blandt parlamentsmedlemmerne, eller endog om en splittelse bygget over skabelonen for dannelse af det kortlivede Socialdemokratiske Parti (SDP) i 1980´erne (på ingen måde et glorværdigt eksempel at efterligne).
Dette betyder dog ikke, at alt hvad Jeremy Cobyn siger, er rigtigt. Han synes ikke at have noget at sige om miljøspørgsmål eller om en reform af valgsystemet – som har været centrale spørgsmål siden sidste valg.

Imidlertid ville en sejr for Corbyn, eller endog en andenplads, være en sejr for hele venstrefløjen. Det ville være en åbning af den politiske situation i Storbritannien og radikalisere en masse mennesker – specielt unge. Uanset om det ville splitte Labour eller ej, så ville en sejr skabe helt nye betingelser for anti-nedskærings politik i England.
Left Unity (den bredere venstrefløjsorganisering, som Socialist Resistance – denne udtalelses forfattere – er en del af, o.a.) har helt korrekt budt Corbyns kampagne velkommen fra starten med en forståelse af dens betydning og progressive dynamik.

Betingelserne for dannelse af et venstrefløjsalternativ i Storbritannien er nu i højere grad end tidligere til stede. En afgørende opgave vil i den kommende periode være at forene alle kræfter, som tror på at udfordre nedskæringspolitikken og yde modstand mod den konservative regering og dens gennemførelse af den nyliberale dagsorden. En skift i Labours ledelse ville have en massiv effekt, men for at blive virkelig betydningsfuld og holdbar må denne også række ud til og knytte sig sammen med de millioner af mennesker, som stemte på det Grønne Parti eller SNP eller Plaid Cymru (eller de mindre socialistiske grupper) ved parlamentsvalget, de som støtter Left Unity og især de millioner af unge mennesker, der kæmper mod nedskæringerne.

Note: Ifølge Labour List fra sidst i juni var der 9.115 registrerede støttemedlemmer og 3.788, som støtter via deres fagforening (affiliated supporters), samtidig med at antallet af individuelle medlemmer også er vokset betydeligt siden parlamentsvalget.

Oversat fra Socialist Resistance af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com