Tirsdag i denne uge var de reformramte samlet til “De fattige åbner Tinget”, onsdag var 3.400 tillidsfolk samlet mod velfærdsforringelser i Odense, og torsdag var 10.000 uddannelsessøgende på gaden i protest mod nedskæringer på uddannelsesområdet.

På trods af en årlig tradition for markeringer på folketingets åbningsdag, ofte med større deltagelse – men med skiftende succes – så indeholder ugens aktiviteter måske alligevel kimen til et kommende oprør mod den førte politik. Og for Enhedslisten er der heldigvis ikke nogen modsætning mellem at kaste kræfterne ind i velfærdsbevægelsen og at forberede kommunalvalget – tvært imod!

 

Det står lysende klart, ikke bare for venstrefløjen, men for en stor del af befolkningen, at vores såkaldte “velfærdssamfund” er smuldrende. Historierne om besparelser i den offentlige sektor, udhuling af velfærden og dårligere behandling af ansatte og brugere fylder medierne. Vejen fra et normalt fungerende lønmodtagerliv til social deroute er blevet kort, og de udsatte grupper bliver ikke bare ramt af reform efter reform, men er også blevet marginaliserede og glemt i de store fællesskaber.

 

Historiske erfaringer
Denne udvikling har stået på i årevis, og der er også gentagne gange blevet aktioneret mod det, uden at dette har sat en stopper for det.
Alligevel skal vi huske på, at bevægelser tidligere har præsteret at rykke ved de politiske styrkeforhold. Kigger vi alene på den nyere historie, så var det velfærdsbevægelsen fra 2006-2009, med fagbevægelsen og de uddannelsessøgende i spidsen, der banede vejen for S-R-SF regeringen, og som skabte et massivt vælgerskred til venstre, foruden at velfærdsbevægelsen også opnåede at afbøde nogle af effekterne og fjerne elementer i den tidligere VK-regerings reformpakker. Sidste år opgav Løkke-regeringen – midlertidigt – sit angreb på SU’en efter store protester. Og vi har set, at lokale bevægelser med ansatte i spidsen har præsteret at få fjernet ikke bare omprioriteringsbidraget sidste år, men senest også effektiviseringskravet på hospitalerne.

 

I et efterår hvor vi står over for et kommunalvalg, peger disse erfaringer på, at med den rigtige bevægelse vil det være muligt, ikke bare at aktionere mod den nye finanslovs nedskæringer på velfærden, men måske faktisk rykke styrkeforholdet til en kamp for direkte forbedringer på velfærden. Ud over dette vil en bevægelse også have mulighed for at rykke ved de parlamentariske styrkeforhold på kommunalt og regionalt plan, hvilket giver et bedre udgangspunkt for at udnytte kommuners og regioners råderum og udfordre de snævre rammer. Samt et afsæt for bevægelser, der på længere sigt vil kunne fastholde kravene og sikre, at valgkampens løfter også bliver udført efterfølgende.

 

Fælles modstand
Skal en bevægelse med en sådan styrke opbygges ud fra det nuværende momentum af aktiviteter, så kræver det, at de politiske kampe bindes politisk sammen. Det kræver et fælles sigte om at ændre den politiske kurs, og det kræver, at aktivister og organisationer slår sig sammen om en fælles modstand.
Denne fælles bevægelse skabes ikke blot af, at de faglige organisationer besluttede sig for at invitere sociale bevægelser og uddannelsessøgende med til aktionsdagen den 7. november. Dette er kun et nødvendigt – men godt – første skridt. Bevægelsen skabes af, at folk mødes og også selv tager initiativ til handling. At der dannes netværk, som kan række videre end en enkelt aktionsdag/demonstration 7. november, og som også på “arbejdspladsniveau” (/uddannelsessteder/lokale brugerorganisationer o.l.)  kan skabe forbindelser. De afgørende forbindelser, som også kan bruges, når vi kigger frem mod forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Faktisk er det – apropos dette – lykkedes fagtoppen at give den fælles kamp på tværs af faggrænser en god start med en fælles sit-down-aktion, hvor man nægter at indgå forhandlinger om OK18, før lærerne har været i realitetsforhandlinger, herunder omkring arbejdstidsspørgsmålet.

 

Velfærdskamp er også valgkamp
Vi står over for en svær udfordring, hvis vi skal have sparket gang i en aktiv, organiseret bevægelse, som bliver andet end en topstyret 1-dags-happening, indkaldt med annoncekroner, og hvis vi bl.a. skal inddrage reformramtes netværk og bevægelser i en aktivitet, de for alvor kan føle sig inkluderet i.
Men hvis det lykkes for Enhedslisten at få mobiliseret sit bagland, og hvis det lykkes Enhedslisten at få sat et fælles fokus, så kan det være det, der får det til at rykke.  Det kræver, at medlemmerne går ud i egne netværk og faglige organisationer og får skabt en mobilisering. Det kræver, at vi mobiliserer folk “på gulvet”: i selvstændigt handlende kollektiver på arbejdsplads- og klubniveau, på uddannelsesinstitutioner, i lokale brugerorganiseringer osv. Og det kræver, at Enhedsliste-medlemmer er drivende kræfter mht. at få knyttet bånd på tværs af faggrænser, på tværs af uddannelsesområder, og mellem folk i arbejde og folk uden for arbejdsmarkedet.

 

Kan vi det, så kan vi skabe noget, som ikke bare rykker styrkeforholdene og presser DF/S i finanslovsforhandlingerne, men også kan være genstarten på en fælles velfærdsbevægelse. En bevægelse, der kan fortsætte frem mod OK18, og som på sigt kan vælte det nuværende politiske flertal og tvinge en ny politik igennem.

 

Dette arbejde står på ingen måde i modsætning til at sikre venstrefløjen og Enhedslisten et godt kommunalvalg – tvært imod: For Enhedslisten handler kommunalvalget i høj grad netop om kampen for velfærd. Og hvad stemmetal angår, siger alle historiske erfaringer for øvrigt også, at netop når folk går i aktion for deres interesser, rykker de politiske sympatier med stormskridt mod venstre!

 

SAP’s forretningsudvalg, den 8. oktober 2017

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar

single.php