Interview med Farrokh Jafari, politisk flygtning fra Iran og mangeårigt medlem af Enhedslisten.

 

Hvad var det, der skete i Iran i julen?

Der startede med en demonstration i Irans næststørste by Mashhad, som er en religiøs by. Regeringens tilhængere sagde, at den var startet af principalister [konservative, red.]. Det kan være rigtigt eller forkert. Men de tabte i hvert fald hurtigt kontrollen.

 

Demonstrationerne bredte sig. Den tredje dag var der demonstrationer i 18 byer i det meste af Iran. I løbet af 10 dage var der demonstrationer i 80 byer. Efter den første dag hørte man slagord og paroler, man ikke havde hørt før: ”Reformister og principalister, vi er trætte af jer begge to” – og ”Død over præsident Rouhani og den religiøse leder Ayatollah Khamenei.”

 

Moskeer og religiøse skoler blev angrebet og der blev sat ild på. I nogle byer angreb demonstranterne hovedkvarteret for politiet og revolutionsgarden. I to byer blev revolutionsgardisterne sat på porten. De flygtede, men kom stærkt tilbage dagen efter og dræbte flere mennesker.

 

Der var 25 dræbte i alt i løbet af demonstrationsbølgen, så der skete voldsomme ting.

I nogle byer i det sydvestlige Iran, hvor der er tradition for, at befolkningen er bevæbnet, fandt de våbnene frem og demonstrerede med dem.

 

En venstreorienteret parole blev efterhånden dominerende i demonstrationerne: Brød, bolig, frihed. Den blev sammen med ”Død over Khameinei” den gennemgående parole.

 

Selvfølgelig reagerede regimet ved at undertrykke bevægelsen.

 

Bevægelsen kommunikerede gennem sociale medier – først og fremmest ”Telegram”, som er ejet af en russer, og som blev populær, fordi tjenesten nægtede at samarbejde med regimet. Den blev lukket.

 

Under demonstrationerne blev 4500 anholdt. 10 er døde i fængslerne. Regeringen siger, at halvdelen var selvmord og halvdelen var narkomaner, der døde, da de ikke fik stof. Det er folk, som Amnesty og andre har offentliggjort navnene på.

 

En ung kvinde blev symbol på oprøret. Hun tog sit tørklæde af og satte det på en pind og svingede med det som et flag. Hun blev kaldt ”pigen fra Enghelabgaden”. Hun er uddannet jurist og mor til et 19 måneder gammelt barn. Hun blev symbol for oprøret, blev anholdt, og hun er netop blevet løsladt, men en retssag venter.

 

Hvorfor kom oprøret?

Det har ligget og ulmet i hvert fald i de sidste 2-3 år. Økonomien er virkelig blevet forværret. Der er vækst i Iran, men det fører ikke til, at fattigdommen forsvinder. Meget store dele af befolkningen ser ikke noget til rigdommen.

 

De sidste 3 år har situationen været, at både statslige og private virksomheder lader være med at betale løn til arbejderne i op til 6 måneder. Der er mange strejker, med det simple krav at få udbetalt lønnen.

 

Der er lavet en virksomhedsreform, hvor mindre virksomheder under 25 eller 20 ansatte slet ikke behøver have kontrakter. De kaldes af folket ”hvide kontrakter”, fordi det er papir uden tekst. Da Iran mest består af mindre virksomheder, står op til 80 procent af arbejderne uden kontrakt. Det er ultraliberalt, og arbejderne får kun minimumslønnen, som er ca. 2000 kr. om måneden. Det er lige på kanten af overlevelsesniveauet. Man regner med, at en gennemsnitsfamilie på 3 1/3 person behøver minimum 3500 kr. for at klare sig. Det er altså nødvendigt, at to voksne arbejder.

 

Og når så minimumslønnen ikke bliver udbetalt i måneder…. stiger utilfredsheden.

 

Er det almindeligt, at kvinder arbejder i Iran?

Mange er nødt til at arbejde. Regimet har forsøgt at presse dem tilbage til gryderne …. men kvinderne er ofte nødt til at arbejde. De har ikke råd til andet. En anden faktor, der udløste demonstrationerne, var stop for kontante kompensationer. Tidligere var der subventioner på benzin, el og vand. Men de blev ophævet, og i stedet fik befolkningen kontante kompensationer. Det kostede en del, da det blev gennemført, og siden er olieprisen faldet, så regimet mangler penge.

 

Endelig blev rigtig mange mennesker snydt i en bankskandale. Revolutions-gardisterne åbnede en masse butikker, hvor de tilbød folk at sætte deres penge ind og få 30 procent i rente, hvor den normale rente er 15 procent. 2 millioner familier satte deres penge ind i de 6000 butikker. De blev så slået sammen til en fælles bank – men de fleste af de 2 millioner kunne ikke få deres penge. Banken sagde at de ikke havde fået informationer om deres indskud. De mennesker, som var blevet snydt for deres opsparing, blev de mest militante i demonstrationerne.

 

De, der demonstrerede har fået et løfte ud af det – at de mennesker, der har mistet deres penge, skal have dem – og med 15 procent i rente, betalt af centralbanken.

 

Hvordan er den økonomiske situation?

Olien og gassen står for 70-75 procent af Irans indtægter. Iran har en veluddannet og billig arbejdskraft. Man har en del fabrikker – montage af både biler og fly. Men de rige i Iran kan få højere afkast uden for Iran: fra byggeri i Dubai og på udlån af penge. Derfor er der ingen grund til at producere noget. Derfor er der mange nedlagte fabrikker og virksomheder i Iran og stor arbejdsløshed.

 

Desuden er det en økonomi, hvor mange penge forsvinder. Et parlamentarisk forskningscenter i Iran har således skønnet, at i de sidste 35 år har Irans samlede olieindtægter været 1230 milliarder dollars – men halvdelen af disse ved man ikke, hvor er blevet af. Det er 110 millioner årligt, som forsvinder, og som i hvert fald ikke er i statens kasse.

 

Hvad er det for en slags samfund, man har i Iran?

Det er en blanding af religiøst diktatur og en liberal, parlamentarisk struktur. Den øverste leder er Ayatollah Khamenei og han udpeger halvdelen af deltagerne i ”Vogternes Råd”, som to gange om året mødes og tager stilling til, om de love, parlamentet har vedtaget, er ”islamiske”. Hvis de ikke er det, så bliver de sat ud af kraft.

 

Det iranske samfund er et kapitalistisk samfund – økonomien styres ultraliberalt, men med en religiøs skal. Iran var en religiøs stat i de første par år efter revolutionen i 1979, men nu har den mistet legitimitet. Det er et sigende symbol at taxaerne i Teheran ikke tager mullaher op, fordi de ikke kan lide dem.

 

Kvinderne er de største ofre for religionen i Iran. De bliver diskriminerede og presset tilbage til gryderne. Uden en mands underskrift kan en kvinde ikke leje noget, købe noget større eller rejse. Så skal hun havde et brev med fra sin mand. Så er der den tvungne påklædning, arveregler og juridiske regler, hvor en kvindes ord kun tæller det halve af en mands.

 

Kvinderne bliver tvunget væk fra arbejdsmarkedet – men de er også tvunget til at arbejde for at leve, så resultatet er, at de får de laveste, dårligst betalte og mindst beskyttede jobs.

 

Magtstrukturen i Iran minder om Italien, efter at fascismen var kommet til magten og havde undertvunget mafiaen – som så blev opsuget i det fascistiske system. Der er en religiøs magt, en militær magt, en politisk magt og en økonomisk magt.

 

Parlamentet og præsidenten har kun indflydelse over den økonomiske magt, sammen med de private kapitalister. Men dem, der har del i den økonomiske magt, vil også gerne have politisk magt og tager kampen op, fordi de er blevet stærkere økonomisk. Den største økonomiske magt ligger stadig hos dem, der har den religiøse, politiske og militære magt. Det vil sige hos principalisterne.

 

Derfor er der hele tiden de to partier i Iran: Reformisterne, som er liberale økonomer og principalisterne, som er konservative religiøse fundamentalister. Men ingen af dem kæmper for de fattige. De venstreorienterede er svage efter mange års undertrykkelse. Kun blandt kurderne er der velorganiserede venstreorienterede partier.

 

Den grønne bevægelse i 2009 var en bølge af demonstrationer, der støttede reformisterne. Det var mest den højere dele af mellemklassen, der demonstrerede. Denne gang var det anderledes. Det var dem, der ingenting har, som demonstrerede. Men BBC og andre vestlige medier bliver ved med at interview den gamle opposition, som ikke er aktiv mere.

 

Reformisternes største allierede er store europæiske virksomheder som Siemens og bilfabrikker. Haldor Topsøe fra Danmark er med i et stort oliekompleks i det sydlige Iran.

 

Hvilken rolle spiller de religiøse og nationale mindretal?

Bahaierne er de mest undertrykte. De er ikke et nationalt, men et religiøst mindretal. Bahai er en ny religion, som opstod for ca. 200 år siden i hjertet af Shia-Iran. Iran bliver regnet som bahaiernes hellige land. Der var ca. 700.000 af dem, men nu er der under 300.000 tilbage. Regimets politik er at presse dem ud. De må ikke være statsansatte og ikke eje noget.

 

Min bror, som er bahai, ejer sin virksomhed i en anden persons navn og må betale ham for det. Sådan lever de med små butikker, som bliver lukket i tide og utide. Bahaier bliver beskyldt for at være Israels spioner, fordi deres næsthelligste sted er i Haifa i Israel. Men det var det også, før Israel blev dannet.

 

Iran har flere store mindretal. Det største er azerierne – et tyrkisktalende folk, som bor i det nordlige og vestlige Iran og udgør ca. 20 procent af befolkningen og også bor på ca. 20 procent af arealet. (Nord for Iran ligger Azerbaijan, som i dag er et selvstændigt land og tidligere var en del af Sovjetunionen. Det er samme etniske gruppe og sprog).

 

Derefter kommer kurderne med ca. 7 procent af befolkningen og arealet. Araberne, som bor op mod Irak og Kuwait, udgør 2-3 procent – ca. 2 millioner. Men de er stærkt støttede af Saudi-Arabien og har lobbyvirksomhed – og deres internationale ledelse er baseret i Danmark. Der er et lille armensk mindretal. Endelig er der baluchierne som bor på grænsen til Pakistan, som er Irans fattigste område. Kurderne, baluchierne og araberne har aldrig haft del i magten eller økonomien, men er blevet udsultet og undertrykt.

 

Azerierne og armenerne har haft problemer de sidste 60-70 år, men har tidligere haft andel i magten.

 

I de sidste år af Anden Verdenskrig etablerede azerier og kurdere en slags selvstyre i de områder, hvor Sovjethæren stod. Men da Sovjethæren trak sig tilbage, blev de slagtet. Det skete dog meget forskelligt. I azeri-områderne flygtede lederne af selvstyret simpelthen, og folket blev slagtet. I Kurdistan overgav lederne sig til shahen på betingelse af, at befolkningen blev skånet. Det virkede. 11 ledere blev henrettet, men befolkningen blev ikke massakreret. Siden da har azerierne ikke stolet på partier, men kurderne har stadigvæk partier, som har befolkningens opbakning.

 

Både shahen og senere præsterne er begyndt at spille det nationale kort – det persiske kort, og det betyder at azerierne også er begyndt at blive undertrykt. Men i de ti dage, hvor der var demonstrationer, var der ikke nogen demonstrationer i Azerbaijan, selv om mange prøvede at organisere dem.

 

Azerierne er også blevet mere nationalistiske. Nationalisterne har været delt i en demokratisk og en fascistisk gren, men fascisterne har efterhånden fordrevet demokraterne og har gode forbindelser til fascister i Tyrkiet, de såkaldte grå ulve.

 

Selv om der har været sanktioner, så er Tyskland en stor økonomisk samarbejdspartner for Iran. Iran importerer meget fra Kina, men Tyskland er den største investor. USA og EU har ikke helt samme interesser i Iran.

 

Hvordan er konflikten mellem USA og Iran?

USA’s og Irans forhold er ikke et forhold mellem fjender, men mellem konkurrenter. Der er talrige eksempler på samarbejde siden 1979. Der er mange, som har prøvet at presse USA til at angribe Iran, uden succes. USA har også brug for Iran for at balancere Saudi-Arabiens styrke – og i Irak arbejder man sammen, og begge lande støtter Iraks regering og arbejder sammen militært blandt andet om stormen på Mosul.

 

USA har intet økonomisk samkvem med Iran. Derfor generer sanktioner ikke USA, som de generer EU. På den anden side er der 7.000 iransk ejede virksomheder i USA, og der er en stor iransk diaspora i USA. I Los Angeles alene en halv million. De har derfor en stor lobbyvirksomhed i USA, og de fleste arbejder for bedre forhold mellem USA og Iran.

 

Hvordan ser du Irans fremtid?

Jeg tror ikke på et amerikansk angreb i den nuværende situation. Den største risiko er en lavintensiv borgerkrig, baseret på nationale konflikter.

 

Tyrkiet støtter nationalisterne i Azerbaijan kraftigt – og nærer et kraftigt had til kurderne. Konflikten mellem kurdere og azerier er en reel risiko, også fordi de bebor nogle af de samme områder. Tidligere var byen Urmia for eksempel en by beboet af azerier med kurdere i landområderne omkring. Men urbaniseringen betyder, at kurderne flytter til byen, og det giver konflikter.

 

Et angreb fra USA er usandsynligt, med mindre Iran bliver alvorligt svækket.

 

Er der noget håb for de progressive?

Ja, religion har mistet sin legitimitet. For eksempel siger Khamenei, at iranerne skal have flere børn. Men befolkningen er ligeglade med, hvad lederen siger. Fertiliteten er nede på 1,61 procent pr. kvinde, det er lavere end i Danmark. Før i tiden fik hver kvinde i gennemsnit 5 ½ barn.

 

Uddannelsesniveauet er også vokset. Ca. 1 million bliver uddannet årligt fra Irans universitetet. Men de kan ikke finde arbejde. 45-50 procent af de universitetsuddannede er arbejdsløse. Middelklassen rasler ned til arbejderklassen. Det var derfor, den progressive parole Brød – Bolig – Frihed blev den vigtigste i demonstrationerne.

 

En anden positiv ting er, at der er mange NGO’er – politiske partier bliver undertrykt, men NGO’er kan fungere, selv om de ikke kan være så politiske. Men de arbejder meget med socialt arbejde og med miljø.

 

Jeg tror ikke, det gå som i Syrien, hvis man vælter regimet. Det nuværende regime vil ikke kæmpe. De sender deres børn og penge til udlandet. De er ikke klar til at kæmpe.

 

Interviewet bringes også i en forkortet udgave i Enhedslistens medlemsblad Rød+Grøn

Opslået i Facebook, Mellemøsten

single.php