Godt fire måneder efter det massive ungdomsoprør, der fulgte det græske politis nedskydning af Alexis Grigoropoulos, fortsætter oprøret i Grækenland, om end på lavere blus. To medlemmer af OKDE-Spartakos, græsk sektion af 4.Internationale, gør status.

Hits: 54

Næsten fire måneder efter den kolossale undomsrevolte, der fulgte en politibetjents drab på den unge Alexis Grigoropoulos, er det hævet over enhver tvivl, at den er blevet et referencepunkt ikke blot i Grækenland, men også i resten af Europa. F.eks. ved franske studenterdemonstrationer kan man høre råbet: ”Guadeloupe overalt, et generelt Grækenland!”. Desuden fortsætter Grækenland med at opleve mobiliseringer, selv om de ikke er så massive som i december. Stillet over for den voksende krise og den repression, som synes at være højrefløjens standardsvar, fortsætter revoltens flammer med at brænde.

Selv om den magtfulde bølge i december ikke førte til, hvad der dengang var muligt, nemlig at vælte højrefløjsregeringen, har mange ting begyndt at ændre sig grundlæggende. Det er blevet bevidnet gennem de imponerende mobiliseringer i de seneste år: havnearbejdere, landmænd, studenter, miljøkampe osv.

Uden at gribe tilbage til årsagerne til den uventede mobilisering, er der mange grunde til hurtigt at gennemgå nogle af periodens vigtigste elementer, for på denne måde at tydeliggøre nogle spørgsmål for læseren. Spørgsmål, som for nogles vedkommende bliver diskuteret mere uden for Grækenland end inde i landet selv. Og det synes bestemt nødvendigt at gennemgå udviklingen af den græske antikapitalistiske venstrefløj, som efter ”December 08” er begyndt at omgruppere sine styrker og diskutere programmatisk grundlag.

 

1. December-revolten var en mobilisering uden politisk retning

Så meget er klart: Ingen enkelt politisk styrke kan hævde at havde ledet bevægelsen på nogen måde. Der deltog aktivister fra det revolutionære venstre, fra Synaspismos, og ikke at forglemme KKE (det græske KP), der er forholdsvis godt repræsenteret på gymnasierne og som samtidigt med, at de fordømte de øvrige strømninger og splittede mobiliseringerne, ikke kunne nægte at mobilisere massivt og umiddelbart deltage i denne bevægelse. Det er også sikkert er at bevægelsen, som søgte et klart svar på politivolden, var under indflydelse – i begyndelsen massivt – af temmelig anarkistiske strømninger, uden at grupperne i denne strømning var i stand til at organisere noget konkret med dette udgangspunkt. Tvært imod bør man erindre, at en af hovedakserne for det antikapitalistiske venstres intervention netop var at foreslå en selvorganiserende struktur, hvor den besværlige etablering af koordinations komiteerne var et element. Ikke desto mindre var fraværet af en demokratisk selvorganiseret strukturering på alle niveauer en af de væsentligste, muligvis den væsentligste svaghed ved bevægelsen.

 

2. Spørgsmålet om sammenfaldet mellem mobiliseringerne

Ved enhver bevægelse med en bredde som decemberrevolten er der afgørende øjeblikke, som, afhængigt af, hvordan disse spænder af, påvirker chancen for en sejrrig generalisering. Den 10. december, fire dage efter drabet og den umiddelbare udbredelse af bevægelsen til alle regioner i Grækenland, blev således et afgørende øjeblik: fagbevægelsen – både den for private, GSEE, og den for det offentlige, ADEDY – havde gennem flere uger opfordret til en endags generalstrejke mod regeringens arbejderfjendske politik. I den situation, der prægede det politiske billede siden den 6. december, stod meget på spil for en højrefløj, der tøvede med en optrapning af undertrykkelsen pga. politisk forvirring overfor bredden af revolten. Statsminister Karamanlis bad GSSE om at udsætte denne strejke, åbenlyst i frygt for et sammenfald mellem ungdomsrevolten kombineret med vrede arbejdere (husk at i foråret, da højrefløjen introducerede pensionsreformer, lykkedes det kun med stort besvær for det reformistiske PASOK bureaukrati, Synaspismos og KKE at forhindre forlængelsen af den fornybare strejke). Formanden for GSEE (PASOK har et flertal i dens ledelse) afviste med stor bestemthed at ofre arbejdernes interesser til Karamanlis… men han forvandlede den planlagte demonstration gennem Athens gader til et gademøde uden demonstration på Syntagmapladsen i hovedstadens centrum. Målet var klart: at forhindre en fælles og beslutsom demonstration med titusinder af arbejdere og unge, som kunne overgå til umiddelbare krav om regeringens afgang – en regering, der herefter klart var i mindretal (mellem 30 og 35% i meningsmålingerne, hvis vi medregner det yderste højres stemmetal).

Det var et af disse øjeblikke, hvor historien kan accelerere og valget var klart: enten fastholdelse af opfordringen til at gennemføre den planlagte demonstration, eller at alliere sig med fagforeningsbureaukratiet, der afviste klassekonfrontationen med højrefløjen og muligheden for et magttomrum, som det institutionelle venstre er imod. Og valgene blev foretaget efter denne skillelinje: på den ene side en beslutsom demonstration på den planlagte 2 km lange rute, som tiltrak talrige unge (især studenter), lærerfagforeninger, grupper af radikaliserede arbejdere, talrige grupper fra det antikapitalistiske venstre og blandt dem, KOE den væsentligste gruppe i Syrzia [som er ??]. På den anden side talrige arbejdere, som lyttede til de reformistiske fagforeningsledelsers taler uden demonstration, hvorefter de spredtes uden at volde regeringen ret mange bekymringer. Lad det være klart at ud fra den massive deltagelse i de to initiativer og de muligheder som dette viste, er det tydeligt for mange i Grækenland at det reformistiske bureaukrati på denne dag havde reddet regeringen og vist, hvilken politisk ramme den ønskede at fastholde bevægelsen inden for. Kravet om regeringens afgang blev gjort sekundært overfor paroler, ganske vist helt nødvendige, om afvæbningen af politiet og opløsningen af de særlige korps. Og fraværet af en levende demokratisk selvorganisering forhindrede en reel diskussion i bevægelsen om vigtigheden af dette politiske spørgsmål og nødvendigheden af at arbejderbevægelsen tog det op.

 

3. Første eftervirkning af bevægelsen: En voksende mobilisering

Selvfølgelig, selv om den endnu ikke er faldet, har højreregeringen siden december været upopulær. Men den er stadig i stand til at volde besvær, i en situation hvor den økonomiske krise nu afspejles i tusinder af fyringer i februar (80.000 jobs gik tabt mellem september og december 2008) og i endnu mere dystre udsigter. Traumatiseret af ungdomsrevolten ser det ud som om, i det mindste en del af højre ser en forøgelse af undertrykkelsen som den eneste udvej: vi så det i det tidlige januar, da genoptagne ungdomsdemonstrationer blev angrebet af politiet, og midt i marts da det yderste højres forslag om forbud mod maskering og antipoliti-paroler blev taget op af regeringen. Men også med en tyen til halvstatslige styrker [!?] i kampen mod de, der protesterer mod ødelæggelsen af et grønt område i en populær bydel og med at kaste en granat ind i en café som er mødestedet for Netværket for Politiske og Sociale Rettigheder (DIKTYO) og andre radikale organisationer. Imidlertid har nøglespøgsmålet i dag for brede mobiliseringer været angrebet på en indvandrer og fagforeningsorganisator, Konstantina Kouneva, en brændende forsvarer for rengøringsassistenternes rettigheder. Da han blev angrebet med svovlsyre og meget alvorligt såret, var hans støtte oprindeligt begrænset til den radikale venstrefløj og kampvillige fagforeninger som hans egen. Men opbakningen er vokset gennem adskillige store demonstrationer, og nu raser selv PASOK-lederen Giorgos Papandreou mod firmaer, der gør arbejdere til slaver. I mellemtiden har både PASOK og Syriza prøvet at opstille Kouneva på deres respektive lister i Europaparlamentsvalget. Kouneva, der som klassekamps-fagforeningsleder adskillige gang har været tvunget til at tage kampen op mod fagforeningsbureaukraterne fra de to partier, har afvist tilbuddene. Den kamp har vist sig at være central i en sammenhæng, hvor racistiske angreb og propaganda er stigende (ogikke bare fra den nynazistiske ”Gyldne Daggry” -gruppe, Chyssi Avgi, hvor et af medlemmerne lige har fået en mindre straf efter en retssag om væbnede angreb på revolutionære aktivister).

 

4. Anden effekt af bevægelsen: Poltisk omgruppering

Der er naturligvis en forhistorie i form af, at MERA og ENANTIA har eksisteret gennem nogle år: to adskilte netværk af grupper på den revolutionære venstrefløj. Det yderst succesfulde møde i foråret med Alain Krivine om Maj 68 viste et rimelig bredt samarbejde. Desuden deltog mange af disse grupper i møder som blev organiseret ”for et anti-kapitalistisk venstre”. Man kan sige at gennem det sidste år har tingene været i bevægelse.

Men december-revolten gjorde det muligt at skifte op i et højere gear: Det er nu tydeligt, at for at kunne gribe politisk ind i kampene på nationalt niveau, er det nødvendigt, at det græske revolutionære venstre omgrupperer sig for at kunne søsætte et troværdigt antikapitalistisk venstre. Det er det, der blev sat på skinner i slutningen af januar, idéen om, med udgangspunkt i aktivismen under de store mobiliseringer, at nå til enighed om nogle programmatiske akser.

Det handler om at opbygge et venstre, der afviser indtræden i institutionelle ledelser, og det skaber allerede hele forskellen til PASOK så vel som til KKE og Syriza. Selv om de to sidste er stand til at føre et klassekampssprog (KKE) eller har en acceptabel programmatisk orientering (Syriza), så går deres praksis ofte imod det. Mange i Grækenland husker, hvordan Synaspismos i 1989 omgrupperede de to græske kommunistpartier for at danne regering med højre, først PASOK (juli-november 1989) og så med både højre og PASOK (den såkaldte ”økumeniske regering” fra november 1989 til april 1990). Selom KKE forlod Synaspismos i 1991, så fortsætter partiet, som vi så i december, med at bakke højreregeringen op. Synaspismos arvede – fra denne periode med koalitioner med højre – tre tidligere ministre, hvoraf to var blandt de vigtigste ledere af Syriza (tilhørende to forskellige strømninger): Fotis Kouvelis, parlamentarisk ordfører for Syriza, og Giannis Dragasakis.

Dette er blot et blandt mange tilfælde af KKE’s og Synaspismos’ indfiltring i borgerlige institutioner. Den unge leder af Synaspismos, Alexis Tsipras, bliver i medierne fremstillet som den ”græske Besancenot”, skønt vores franske postbud-kammerat aldrig ville fraternisere venligt med en højreminister og en af landets største arbejdsgivere, således som Tsipras lige har gjort det i forbindelse med påbegyndelsen af byggeriet af et nyt fodboldstadion i Athens bymidte.

Uafhængighed i forhold til PASOK er åbenlyst et nøgleelement: hvis vi ikke kan bebrejde KKE, som fordømmer ”de tre’s bande”, men som selv er blevet beskyldt for at være allieret med højre, så kan vi ikke sige det samme om Synaspismos. Her må vi også skelne mellem proklamationer og daglig praksis. Men lad os først betragte en kendsgerning som er blevet noget overset i de seneste måneders triumferende analyser: De procenter, som Syriza gruppen har opnået i meningsmålingerne i 2008, stammer – bortset fra et arvet udgangs punkt på 5 til 7 %, der tydeligt stammer fra Synaspismos (1996: 5,12% til Syn; 2007: 5,04 til Syriza) – hovedsageligt fra dele af PASOK vælgerbasen, der ønsker at lægge pres på Papandreouledelsen. I dag, hvor PASOKs stemmemæssige troværdighed som måden at slå højre på delvis er blevet genetableret, giver meningsmålingerne Syriza mellem 5 og 9% (i en meningsmåling fra d. 20. marts: 5,6% til parlamentet, 7,3% til EU-parlamentet, hvor PASOK fik 33% i begge tilfælde), og i 3 ud af 4 målinger var det mindre end KKE.

Men denne tætte stemmemæssige sammenhæng bliver afspejlet i tilgangen til de ”store spørgsmål”: Således hæftede bladet ”Eleftherotypia” sig i slutningen af februar ved, at Papandreou og formanden for Syriza, Alavnos, var gået sammen om, hvad der skulle kræves af statsministeren op til EU-topmødet. De forslåede tiltag var klassiske reformistiske krav, hvis ikke teknokratiske! Syriza gruppen støtter ligesom PASOK klassiske reformistiske, parlamentariske forslag om reorganisering af politiet. Lad os tilføje, at ”fornyer”-strømningen i Synaspismos åbent læner sig mod et regeringssamarbejde med PASOK.

Denne strømning har desuden lige gjort regeringen en uvurderlig tjeneste: Ved valget til ledelsen af fagforeningen for lærere ved de højere uddannelser (POSDEP), gik den sammen med højre-tendenser og PASOK om at vælte den siddende ledelse, der stod hovedstrømningen i Synaspismos nær!

Faktisk havde den gamle ledelse afvist den ”dialog uden betingelser”, som uddannelsesministeren lige havde foreslået i en sammenhæng, hvor kampene på universitet er særligt politisk vigtige. Denne dialog er den nye POSDEP-ledelse på nippet til at acceptere, for bedre at kunne kvæle de menige medlemmers kampvilje. Men når det handler om flertallet i Synaspismos, har Alavnos, formanden for Syriza, netop skrevet til Karamanlis (højre) og til Papandreou (PASOK) for at foreslå dem at arbejde for en omdannelse af studenterforeningen EFEE, der har været splittet i årevis. Som om det ikke var en sag, der kun vedkommer studenterne selv, gennem deres debatter og kampe!

Vi vil ikke gå yderligere i detaljer med denne virkelighed, der viser, at Synaspismos og Syriza ikke har en praksis eller vilje til at bryde med de borgerlige institutioner, men vi må nødvendigvis være opmærksomme på, at der er nuancer (Synaspismos’ ungdomsorganisation, der er vokset, er klart mere til venstre), og at det er nødvendigt at deltage i mobiliseringer og diskutere med Synaspismos og Syriza. Vi vil nøjes med her at gentage hvad den græske sektion af Fjerde Internationale har sagt gennem nogle år: Det der trænger sig på i Grækenland er at opbygge et uafhængigt antikapitalistisk venstre, som kan gribe ind i de udviklinger, vi kan forvente i både Synaspismos og KKE (et fingerpeg om udviklingen: de mest stalinistiske af dets delegerede blev ikke genvalgt til centralkomitéen ved sidste kongres) såvel som i PASOK (gennem dets arbejderaktivister).

 

5. En plads, der står 100 % åben: Den nødvendige omgruppering af det antikapitalistiske venstre
Efter opfordringen den 31. januar og gennem februar og marts blev der afholdt en række møder både lokalt og inden for sektorer for at diskutere idéen om et enheds- og struktureret antikapitalistisk venstre. Disse møder blev døbt ”antikapitalistiske forsamlinger” og var rent faktisk møder for de menige medlemmer af alle de organisationer, der havde underskrevet opfordringen. De var samtidigt åbne over for en række uorganiserede antikapitalistiske venstreaktivister, og diskuterede opbygningen af et antikapitalistisk venstre, både lokalt og landsdækkende.

Det må siges, at man ikke startede på bar bund pga. de omfattende mobiliseringer, tidligere kontakter og undertiden uformelle koordinationer. Men en specifik politisk diskussion med en præcis organisatorisk pointe var ikke noget, de fleste var vant til!

Denne bevægelse blev kronet af en konference d. 22. marts og udgjorde et meget vigtigt skridt fremad – selvom alle begrænsningerne, utilstrækkelighederne og behovene også var tydelige. En generel politisk tekst, så vel som en politisk udtalelse og centrale paroler for den kommende periode blev vedtaget, og beslutningen om at gå fremad sammen i de kommende kampe (herunder de europæiske valg) dannede et nyt udgangspunkt. En national koordinering er blevet dannet, men den bør styrkes ved en styrkelse af de lokale strukturer.

Den Antikapitalistiske Koordination for Omstyrtelsen (af systemet) – navnet blev delvist valgt pga. de græske forbogstaver, Antarsya, som på græsk betyder ”mytteri” eller ”oprør” eller ”gå op i bjergene” (”antares” var partisanerne i den antinazistiske modstand) – blev således kastet ud de øjeblikkelige klassekampe med en fælles bevidsthed om nødvendigheden af hurtige radikale svar på kapitalismens krise og de skader den forårsager. Ikke alle spørgsmål kunne endeligt afklares, såsom ideologiske referencer, strategi, eller organisatoriske spørgsmål. Men der eksister nu en fælles ramme, og nogle af disse spørgsmål vil finde et svar – gennem tid, erfaringer og debatter.

Det er presserende at udvikle et instrument, som afgørende kan gribe ind i arbejdernes modstand og kampe. Disse står ikke bare over for højres undertrykkelse, men også over for splittelsesforsøgene og afledningsmanøvrerne på forskellige måder fra PASOK, Synaspismos og KKE. Det er afgørende for de kæmpende blandt arbejderklassen og de unge, at de antikapitalistiske styrker, gennem ”Antarsya”, er i stand til at give svar på den sociale vrede. Hvisnogen betvivlede denne vrede, er den blevet bekræftet gennem den meget høje deltagelse i den éndages generalstrejke d. 2. april, hvis eneste officielle perspektiv var, at den på et senere tidspunkt skulle følges op af endnu en 24 timers strejke! Håbet er, at fra nu af kan arbejderne tage deres skæbne i deres egne hænder, hjulpet gennem den aktivistiske tilstedeværelse af det antikapitalistiske venstre.

 

 

 

 

Oversat af Peter Kragelund fra netmagasinet International Viewpoint

Opslået i Sydeuropa

single.php