Miguel Romero analyserer det seneste lokalvalg i Spanien og sætter det i sammenhæng med den omfattende protestbevægelse mod arbejdsløshed og nedskæringspolitik.

af Miguel Romero

1. For længe siden, i forbindelse med et præsidentvalg i Mexico, erklærede Subcomandante Marcos: "Vi har intet at gøre deroppe." Jeg er enig i det grundlæggende, men ikke i formen. Noget er vi nødt til at gøre "deroppe" for at forhindre, at det bliver et hovedkvarter, hvorfra man ustraffet kan angribe os, der er "hernede". Men det er ikke det vigtigste. Vigtigst er det, være opmærksom på, at der er "op" og "ned", en grundlæggende konfrontation, hvor vi ikke har noget som helst af betydning til fælles, hverken med hensyn til demokrati eller moral eller solidaritet, og slet ikke en politik, der bekæmper den kapitalistiske krise for at forsvare arbejderklassens velfærd. Hvis vi er enige om det, kan vi fortsætte diskussionen om, hvad hvad skal gøres eller ikke gøres på det fjendtlige territorium "deroppe."

2. Sammenfaldet mellem 15. maj-bevægelsens lejre og de lokale og regionale valg den 22. maj gav en fysisk repræsentation af konflikten mellem "oppe" og "nede".

"Deroppe" stinker det, som den vulkanrøg, der endnu engang breder sig over det europæiske luftrum. "Dernede" blæser den frie luft i disse små alternative byer, som minder om markedspladserne, de folkelige præ-kapitalistiske markeder, et rum for massernes "moralske økonomi”, steder for møde, udveksling og samarbejde. Levende steder, men i modsætning til de herskende værdier hos de etablerede magter. Så skrøbelige, at det er svært ikke at føle bekymring for fremtiden for denne nye sociale bevægelse, som er et foster, og som den sociale og politiske venstrefløj behøver for at kunne ånde.

Denne artikel handler om valget, eller om "deroppe", set nedefra.

3. Partido Popular [Konservative, red.] har slået det Socialistiske Parti (PSOE) med kun 500.000 stemmer mere end i 2007-valget. Det vil sige, at PSOE’s nederlag skyldtes sammenbruddet i sin egen vælgerbasis, som har resulteret i et tab på over en og en halv million stemmer. Det ser ikke ud til, at det handler om ”udlånte stemmer”, som vil vende tilbage næste gang uden andre krav end et par kosmetiske ændringer. Det er mere sandsynligt, at det handler om en langvarig misfornøjelse.

Har der så været en ”højredrejning” af det spanske samfund? Analysen af forskellene mellem PP og PSOE med begreberne "venstre" og "højre" giver kun ringe information om den aktuelle politiske proces, især hvad angår udviklingen siden den kapitalistiske krise startede for næsten tre år siden. Sagt på en anden måde: Bortset fra hændelserne i det politiske skuespil, med dets gedemarked og paradeslagsmål, så er der i grunden ingen uenighed mellem PSOE og PP om "strukturtilpasnings-politikken", ligesom der heller ikke er uenighed mellem PS og PSD i Portugal, mellem PASOK og Nyt Demokrati i Grækenland eller Fine Gael og Fianna Fáil i Irland … PSOE er blevet straffet vælgermæssigt, fordi det har været ansvarlig for den brutale anvendelse af denne politik, det vil sige af de samme grunde, som førte til nederlaget for højrefløjen i Grækenland (Nyt Demokrati) i 2009 og i Irland (Fianna Fáil). I et to-parti-system taber det parti, der regerer, når der er økonomisk krise. Hvilket er et tegn på en massiv afpolitisering af de europæiske vælgere, især i de lande, som er mest sårbare over for krisen, men ikke et tegn på ikke på venstre- eller højreorienterede bevægelser, hvis disse udtryk stadig giver mening i et toparti-system. For " toparti-system" betyder ikke kun et system, hvor man skiftes til at regere, men også en grundlæggende enighed mellem de to partier i den såkaldte og tiltagende "statspolitik”.

På institutionelt plan er problemet ikke, at højrefløjen vinder, men at der ikke er noget regeringsalternativ til venstre, og sådan vil det fortsætte, så længe PSOE er det parti, der får flest stemmer fra de mennesker, der betragter sig selv "til venstre ".

En kapitalistisk krise så dyb som den nuværende er en enestående mulighed for at bryde højrefløjens folkelige sociale rødder. Højrefløjens vælgere er også angrebet af den krise, der punkterer myten om "den folkelige kapitalisme", og dem vil føle sig beskyttet af en politik, der forsvarer anstændige og sociale rettigheder mod "markedet." Men tværtimod – når såkaldt venstreorienterede regeringer står i spidsen for en ”genopretnings”-politik, så forstærker højrefløjens vælgerbasis sin identifikation med deres deres partier, ikke i form af et "politisk program", men først og fremmest i form af en moralsk ramme og reaktionær ideologi: nationalistisk spansk identitet, fremmedhad, katolsk moral, mangel på solidaritet. Dette er, hvad der er blevet bekræftet den 22. maj, og det ser ud til at bestemme den politiske fremtid i de kommende år.

4. Således vil den overvældende magt, som PP kommer til at udøve i de lokale institutioner styrke det dominerende moralske forfald i det spanske samfund, på mange måder.

For det første ved den massive støtte til korrupte personligheder såsom hele korpset med forbindelse til Gürtel-skandalen [en omfattende korruptions-skandale, der involverer konservative toppolitikere i Valencia] især i Valencia og Madrid, og/eller særligt reaktionære profiler som García Albiol i Badalona, Miguel Celdran i Badajoz, Lion Riva i Valladolid … Den ligegyldighed over for bestikkelse af politikere, som kendetegner flertallet af befolkningen, er den logiske konsekvens af antagelsen om, at korruption er en uadskillelig del af "politik", og derfor ikke en strafbar handling, hvilket naturligvis giver straffrihed for korruption. En politisk venstrefløj, som er sit navn værdigt, skal være troværdig, uden nogen som helst tvivl, i kampen mod korruption. Den institutionelle venstrefløj, PSOE, men også IU [Forenet Venstre], har for meget snavs på fingrene til at leve op til denne troværdighed. Og når en af dens repræsentanter alligevel gør det, som IU-borgmester Manuel Fuentes i Seseña, så taber han valget: Det er en af de dårlige valgnyheder.

For det andet bekræftelsen af en spansk identitet knyttet til Vatikanets katolske moral, hvis hovedindhold er fjendtlighed mod:
– indvandrerbefolkningen
– nationale rettigheder, især i Katalonien og Baskerlandet, i denne omgang især med fokus på opstillingen af [det baskiske nationalistiske venstrefløjsparti] Bildu
– mindet om kampen mod Franco.

I denne forstand er den moralsk-politiske alliance mellem PP og det katolske hierarki – godt funderet i den økonomiske pagt, som PSOE-regeringen har indgået – nu og endnu mere i fremtiden en formidabel modstander af alt, hvad der er ikke bare venstreorienteret, men blot "progressivt".

Hertil kommer, at den katolske kirke længe har spillet en central rolle i organiseringen af det "civile samfund", hvor højrefløjen og den yderste højrefløj fungerer harmonisk sammen, med PP som den politiske reference. Den valgsucces, som uafhængige kandidater på den yderste højrefløj havde i valget den 22. maj vil næppe ændre denne situation i hvert fald ikke på kort sigt, selv om det er en ekstremt farlig udvikling. De fleste repræsentanter for den yderste højrefløj i medierne og i det politiske liv er tilfredse med deres nuværende – og meget effektive – rolle som lobbyister.

For det tredje, ved at Zapatero regeringens "reformer" har lagt vejen åben for gennemførelse af tiltag, som er endnu mere socialt aggressive, og som med sikkerhed vil påvirke sundhedsvæsenet og den offentlige uddannelse, beskæftigelsen i den offentlige administration, en ny stramning af arbejdsmarkedsreform … for at nævne det, vi allerede nu kan forudse. Vi ved, at hvad dette angår, plejer virkeligheden at overgå den værste fantasi.

Modstanden mod disse angreb må overvinde demoraliseringen, ikke kun på grund af højrefløjens fremgang, men også på grund af den katastrofale politik, som de store fagforeninger har ført efter den 29. september [datoen for en landsomfattende generalstrejke i Spanien i 2010]. Der er betegnende, at i en undersøgelse om borgernes tillid til institutioner og organisationer, kommer fagforeningerne efter bankerne, og lige foran politikerne og de multinationale selskaber (El País, 19/04/2011).

5. Der lyder nu røster, indefra og udefra, om en ”gendannelse” af PSOE. Helt ærligt, at dømme efter erfaringerne, er ”gendannelse” ikke et særligt produktivt begreb. Normalt betyder gendannelse en ny diskurs, men med det samme apparat ved roret til at kontrollere det pågældende parti og de mekanismer, som skal kontrollere diskussionen blandt de menige medlemmer, som er passive tilskuere til processen. I tilfældet PSOE, i det mindste så længe partiet sidder på regeringsmagten, vil der ikke engang komme en ændring af diskursen. Zapatero har allerede bekræftet, at ”reformpolitikken” vil fortsætte, og regeringens svaghed inspirerer kun lokale talsmænd for "markedsløsninger", som for eksempel direktøren for den spanske centralbank, til at øge presset for en skærpelse. Sandsynligvis vil de internationale "markeder" presse på i samme retning. Særligt de kommende måneder vil blive hårde for det "sociale spørgsmål."

Men bortset fra Zapatero er PSOE et færdigt parti for venstrefløjens sag, som det er tilfældet for hele den såkaldt ”socialdemokratiske” strøming. Selvfølgelig vil sprogbrugen blive en anden, når de kommer i opposition, og de vil igen udgøre alternativet til højrefløjen, hvis ikke topartisystemet bliver brudt. Men partiet vil ikke ændre sin underkastelse for den neoliberale kapitalisme. En udsplitning af en venstrefløj af en vis størrelse, som det er sket i andre lande: Tyskland, Frankrig … , ville være ønskelig, men der er ingen tegn på, at det vil ske.

6. IU [Forenet Venstre, herunder det spanske kommunistparti] har pænt og generelt forbedret sit resultatet fra 2007. Hvis det var målet, så til lykke. Tilsyneladende betragter partiet det på den måde, hvis man hørte Cayo Lara [leder af IU siden december 2008] på valgaftenen, flankeret af personligheder som den magtfulde chef for IU-apparatet i Madrid, Miguel Reneses, en person, hvis blotte tilstedeværelse undergraver troværdigheden af budskabets ærlighed. Men at vinde 200.000 stemmer, når PSOE tabte en og en halv million, sætter succesen alvorligt i relief. Sagt på en anden måde: IU går frem i forhold til sig selv, men ikke som en politisk pol for den alternative venstrefløj. Energien på vinde stemmer fra 15. maj-bevægelsen, som har været anmassende og måske kontraproduktiv især i de sidste dage af kampagnen, har ikke givet gode resultater: IU har opnået resultater svarende til det resultat, meningsmålingerne forudså før valget.

Det er sandt, at uden for Euskadi [Baskerlandet] er partiet den eneste væsentlige kraft på venstrefløjen i de parlamentariske institutioner. Det kort har de, men heller ikke andre. Især er dets rolle i sociale bevægelser og kampe stadig meget svag – jo mere alternative bevægelserne eller kampene er, jo svagere er IU’s rolle. Det er uklart, i hvilket omfang dette bliver set som et stort problem for IU som helhed, men det er det i hvert fald for mange af dets medlemmer og nogle af lederne. Det ville være godt, hvis der åbnede sig praktiske muligheder for et samarbejde med den anti-kapitalistiske venstrefløj. Men virkeligheden er, at den langstrakte valgkamp, som vi står over for [frem til parlamentsvalget i 2012] , snarere vil fremme en profil som " venstrefløj i institutionerne".

7. Den spektakulære resultat for Bildu i de fire provinser i Euskadi er den bedste nyhed fra den 22. maj. Men det er en historie, så at sige, "udenfor", i forhold til at opbygge en anti-kapitalistisk politisk reference i den spanske stat. Hvad angår forbindelserne til den alternative venstrefløj "på den anden side af Rioja", så har den baskiske venstrefløj for længst etableret en uafhængighed. Der er fortsat venskaber – og det er ikke så lidt, men der er ikke et fælles politisk mødested.

Under alle omstændigheder er succesen et slag i hovedet på det spanske politiske system, på dem "deroppe". Det er også et meget vigtigt skridt i retning af opløsning af ETA under forhold, der ikke indebærer et nederlag for det nationalistiske miljø. Alt dette er meget positivt og en glædelig udvikling, også uden for Euskadi.

Det er også et spørgsmål, som fortjener en stille refleksion og tid til at forstå, hvorfor den baskiske verden har formået at overleve som et magtfuldt politisk fællesskab, trods de enorme forhindringer, de har stået over for siden overgangen [fra Franco-diktaturet], og at de nu i deres land udgør noget, der ligner det "venstrefløjsmiljø”, som aldrig rigtigt har eksisteret i den spanske stat, undtagen måske under de ekstraordinære mobiliseringer i første halvår af 1976, og som nu er en ren illusion.

Epilog. 15-maj-bevægelsen ser ikke ud til at have haft væsentlig indflydelse på valget. Det ville have været mærkeligt, hvis det var anderledes. Dette er en nyfødt bevægelse i en kompleks konstituerende fase, hvis kendetegn er fælles kritik af det eksisterende politiske system, ingen kandidat repræsenterede denne kritik. Der er ingen Besancenot [den mest kendte leder af det franske Nye Antikapitalistiske Parti] her, intet som minder om Venstreblokken [fra Portugal], ikke engang Die Linke.

Men frem for alt er 15. maj-bevægelsen ikke kommet til verden for at påvirke valget, for at orientere sig mod dem "deroppe." Dens mission er at aktivere, genoplive, give indhold og stemme til det … "dernede". Efter den første eksplosive fase med håb og glæde i den første leveuge, kommer nu kampen for livet: erstatte lejrene med usynlige tråde i fælles netværk, skabe konsensus og afklare uenigheder og konflikter på en demokratisk og pluralistisk måde, gøre begivenheden til en proces … og så mange andre mål, som er opstået, og vil opstå fra folk i 15. maj-bevægelsen.

Alt for ofte i de seneste år har den sociale og politiske venstrefløj ikke formået at realisere mulighederne for at  udnytte initiativer, bevægelser, projekter til at komme videre … Livet har givet os en ny og fantastisk mulighed, som også er en udfordring. Det er bedst ikke at tro, at vi spilder den.

Miguel Romero er redaktør af magasinet Viento Sur
Oversat af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com