SAPs Landsmøde d. 24.-25. november 2007

 

Klimaforskernes konklusioner er stadig mere sikre og stadig mere alarmerende: Stop for væksten i drivhusgasudledninger inden syv-otte år og derefter kraftig nedbringelse af udslippene af COog andre drivhusgasser. Ellers er verden uafvendeligt på vej mod et selvforstærkende klimakaos.

Alt tyder desuden på, at det bliver de afhængige lande i Syd, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, selv om det hidtil har været de dominerende lande i Nord, der har udledt størstedelen af drivhusgasserne. Vi ser allerede eksempler på, hvordan klimaforandringerne fører til forværring af de tropiske storme, oversvømmelser, øget ørkendannelse, skovdød m.m.

Der er ikke tale om trusler om mulige ulykker, som dengang folk gik på gaden mod indførelse af atomkraft eller mod opstilling af atomraketter. Den katastrofe, vi har at gøre med nu, er ikke blot mulig. Den er sat i værk, og kun med radikale ændringer i produktion og forbrug kan vi forhindre, at den kommer til udfoldelse.

 

Danmark skal være foregangsland i 2009

Danmark er målt per indbygger et af verdens mest CO2-forurenende lande. Det må høre op, for bevarelsen af livsbetingelserne på jorden kræver en verdensomspændende indsats, hvor de største forurenere må gå forrest. Men også fordi det spiller en afgørende rolle i de internationale klimaforhandlinger, om nogen viser, at de vil og kan.

VK-regeringen har fået det afgørende klimatopmøde i december 2009 placeret i København. Dermed kan det pludselig få en global betydning, hvad et lille land gør for at begrænse sine udslip.

Men hvad er det, VK vil vise frem ved denne afgørende forhandling?

Regeringen har været en klimapolitisk skandale de første seks år, og dens ageren viser fortsat, at kravet om øget vækst har forrang frem for sikring af en beboelig klode. Vindkraftudbygningen er blevet bremset, mens bil- og flytrafik er blevet fremmet. I 2006 steg CO2-udslippet ligefrem. Regeringen lægger an til, at Danmark i vidt omfang opfylder Kyoto-målene for 2012 ved at købe CO2-kvoter i andre lande i stedet for at nedbringe Danmarks egen udledning.

Det dårlige eksempel, som regeringen dermed har lagt an til, risikerer at bidrage til en fiasko for klimaforhandlingerne i København: Skulle fodslæbende sværvægtere som USA og Kina lade sig overbevise om skrappe CO2-mål i København, hvis ikke engang værtslandet går foran med ægte og vidtgående reduktioner?

Derfor må enhver anledning benyttes for at kræve VK-regeringen og dens politik skiftet ud. Hvis Danmark skal blive et godt eksempel i 2009 og fremover, må vi have en ny regering, der sætter alt ind på at minimere vores energiforbrug, fremme de mest klimavenlige transportformer og erstatte de fossile brændsler med vedvarende energi.

 

Folkelig mobilisering

Et massivt folkeligt pres vil være nødvendigt for at gennemtvinge internationale klimaaftaler, der er tilstrækkelig vidtgående og omfattende.

På alle niveauer må klimaindsatsen bygge på:

  • Målet om at reducere drivhusgasudledningerne så meget og så hurtigt, at vi undgår 2 graders global opvarmning i forhold til før industrialiseringen.

  • Princippet om alles lige (lille) ret til at belaste klimaet

  • Midler, som mest effektivt beskytter klimaet uden sociale og økologiske skadevirkninger, først og fremmest omlægning til vedvarende energi og reduktion af energiforbrug og -spild.

For at mobilisere bred folkelig støtte til en radikal klimapolitik er det vigtigt, at grønne afgifter er progressive, og at indgreb over for klimaskadeligt forbrug ledsages af reelle alternativer, f.eks. når det gælder busser og tog i stedet for biler og fly.

 

Udfordringer og muligheder

Meningsmålinger viser, at en stor del af befolkningen anser klimaforandringerne for dét globale problem, som er allervigtigst at gøre noget ved, og den offentlige vilje til at sænke CO2-udledninger og forbedre miljøet er større end nogensinde. I mange lande dukker nye klimabevægelser op, og i flere lande har klimademonstrationer trukket tusinder af mennesker på gaden. Det kan og skal også ske i Danmark i de kommende måneder og år.

Klimaspørgsmålet er så presserende, at mange uden tvivl i første omgang håber på løsninger inden for det nuværende systems rammer.

Men jo mere man engagerer sig i klimaspørgsmålet, desto tydeligere bliver det, at effektive tiltag ikke er mulige uden indgreb i det "frie" marked og store private selskabers magt. For eksempel er der brug for massive offentlige investeringer og for demokratisk kontrol med energisektoren og de forurenende virksomheder.

Derfor kan brede mobiliseringer for klimaet blive en afgørende mulighed for at styrke de antikapitalistiske kræfter.

 

Venstrefløjens ansvar

Venstrefløjen må gå forrest i kampen for bæredygtighed med krav om kollektive løsninger og krav om en solidarisk og helhedsorienteret klimapolitik.

Klimatopmødet i København er en oplagt anledning til at opbygge en bred bevægelse for reelle indgreb mod drivhusgasser i stedet for de borgerliges hykleriske lappeløsninger. Men det kræver, at Enhedslisten og SUF tager politisk og organisatorisk ansvar for at udvikle bevægelsen.

Hvis der skal skabes maksimal styrke og dynamik bag kravene om en økologisk omlægning, må vi sætte ind med organisering og aktiviteter på flere niveauer:

  • Forslag og diskussioner i fagforeninger, elev- og studenterorganisationer osv.

  • Nye græsrodsbevægelser på klimaspørgsmålet.

  • Initiativer på specifikke spørgsmål, som f.eks. nye motorveje og motorvejsbroer.

  • Brede demonstrationer.

  • En klima-koordinering af miljøorganisationer, partier, ungdomsorganisationer, fagforeninger, uddannelsessøgendes organisationer m.m.

  • Klima-forslag i Folketinget og kommunerne.

 

Opslået i Uncategorized

single.php