Regeringen vil give lidt flere ressourcer til de ungdomsuddannelser, der har mange ”frafaldstruede” elever. Det er i udgangspunktet en rigtig god ide – men ikke når man fodrer hunden med dens egen hale!

 

Netop i disse måneder raser elev- og studenterbevægelsen over den økonomiske situation på landets undervisningsinstitutioner og den underfinansiering, der har fundet sted i årtier.
Ét instrument, som skiftende regeringer har brugt til at undergrave økonomierne, har været taxametersystemet. Et system af takster, som bruges til at tildele de forskellige uddannelser statslig støtte ud fra forskellige kriterier, f.eks. grundtaxameter, undervisningstaxameter, bygningstaxameter og færdiggørelsestaxameter. Taxametrene fastlægges hvert år i finansloven.

Taxameterforskelle
Taxametersatserne er indført som led i markedsgørelsen af uddannelsesinstitutionerne, hvor de betales efter den opgave de løfter, hvilket der i dele af systemet er fornuftige forklaringer bag. F.eks. har en erhvervsuddannelse flere udgifter end en gymnasial uddannelse har, hvilket også betyder, at de har to forskellige taxametre. Men forskellene skyldes ikke kun uddannelsernes reelle behov. F.eks. er taksten væsentligt lavere for en handelsskoleelev, end for en elev som går på det almene gymnasium. Og forskellen i taxameteret er større end forskellen på uddannelserne. Denne forskel skyldes nemlig også, at gymnasieeleverne i mange år har været gode til at mobilisere, komme på gaden og samle opbakning, når der har været trusler om nedskæringer o.l.

Disse forskelle har dele af elevbevægelsen længe været beviste om. Specielt Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, har været kritiske omkring fordelingen af ressourcerne. LH’s paroler har kørt på at påpege den absurde underfinansiering, der har fundet sted af handelskolerne.

Men en omfordeling af pengene er ikke en løsning. Selv de almene gymnasier, som modtager flest penge, er nemlig underfinansierede. Der har allerede været ”grønthøsterbesparelser” på hele området år efter år. Det ser man bl.a. afspejlet i høje brugerbetalinger på ungdomsuddannelserne. F.eks. kan elever risikere at skulle betale op til 6000 kroner for studieture, som er obligatoriske og nødvendige at deltage i for at kunne følge pensum. Og myterne om de ”store overskud” på gymnasierne handler om, at selvejet har gjort gymnasierne til små virksomheder, der er nødt til at opspare kapital til f.eks. renoveringer og nye bygninger til de flere og flere elever.

Taxametertænkning
For at skolerne skulle have incitament til at fastholde eleverne på uddannelsen og ”levere varen”, har man indrettet taxametersystemet således, at pengene blev udbetalt i slutningen af hvert skoleår, og at et ”færdiggørelsestaxameter” giver bonus til skoler med lavt frafald. Det system gør skoler med mange såkaldt "frafaldstruede" elever til økonomisk sorteper.
Dette har desværre også haft den konsekvens, at skoler prøver at sortere de frafaldstruede elever fra lige fra starten, og at elever, som grundlæggende ikke har lyst til at fortsætte deres uddannelse, fastholdes, til slutningen af året, hvor skolen modtager penge for dem, før de smides ud. Det betyder også at elever, som gennemgår en hård periode helt i starten af skoleåret, lynhurtigt smides ud, hvis der er ”bedre papirer” på venteliste til en populær skole.
Nogle af skolerne har dyrket fidusen og gjort alle mulige krumspring for kun at optage elever med gode snit, fordi sandsynligheden for at disse gennemfører er meget større.

Det sociale taxameter i regeringens forslag
I regeringens udspil til finanslov lægger de op til endnu en ændring af taxameterreglerne. Den vigtigste ændring er, at de vil indføre et socialt taxameter.

Det sociale taxameter går ud på, at man vil tage 2% af undervisningstaxameterne fra de berørte uddannelser (ca. 200 mio. kr.) og overføre dem til en ny pulje, som vil blive fordelt til de skoler, som har en forholdsvis høj andel af frafaldstruede elever, hvilket vil dreje sig om ca. én sjettedel af gymnasierne og 40 % af erhvervsuddannelserne. Forslaget er at opgøre det på baggrund af karaktergennemsnit fra folkeskolen – og dette vil så også medføre en vandring på ca. 60 mio. kr. fra gymnasierne til erhvervsuddannelserne.

Grundlæggende er det en god idé, at ressourcerne skal fordeles, så det ikke er ”elite-gymnasier", men skoler med mange socialt belastede elever, der favoriseres. Der er dog nogle svagheder og uopklarede spørgsmål ved denne ændring. Der følger f.eks. ingen retningslinjer med pengene. Der er ingen krav om, at disse penge skal bruges til noget, der kan gøre det lettere for elever, som ikke kommer fra højtuddannede hjem, at tage uddannelsen. Dermed mister forslaget lidt af sine intentioner. Det er også uklart, hvorvidt et karaktergennemsnit fra folkeskolen er den bedste måde at måle frafaldstruede elever på.

Grønthøster
Men hovedproblemet er, at man vil skaffe nogle helt nødvendige ekstra-penge ved at lave endnu en af de generelle grønthøster-nedskæringer, der allerede har været alt for mange af. Denne nye besparelse vil reelt betyde, at flere uddannelsesinstitutioner i 2016 og fremadrettet vil miste 4 % af deres undervisningstaxameter (2 % i generelt grønthøster, og 2 % i sociale taxameter). Det svarer helt til, at en arbejdsgiver skam gerne vil give noget mere til nogle særligt underbetalte medarbejdere på en arbejdsplads – f.eks. rengøringspersonalet – men kræver, at det skal finansieres ved at samtlige andre ansatte skal gå 2% ned i løn…
Enhver fornuftig fagforening vil i den situation bakke fuldt op om lønforhøjelsen til rengøringspersonalet – men selvfølgelig kræve, at arbejdsgiveren selv må ryste op med pengene i stedet for at stjæle dem i kollegernes lommer!

Heldigvis er de uddannelsessøgende ved at ruste sig til kamp, bl.a. ved en demo i forbindelse med Folketingets åbning. Der vil vi forhåbentlig og formentlig høre de indlysende paroler: Ja til socialt taxameter, nej til grønthøsternedskæring!
Der er kun en løsning på underfinansiering, og det er investering. Regeringen skal selv finde de 200 mio. til det sociale taxameter – alene afbestillingen af et enkelt nyt kampfly kan finansiere det i fire-fem år…


SAP’s forretningsudvalg, den 13. september 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php