1. Den politiske krise i Ukraine begyndte i november 2013, hvor præsident Janukovitj under kraftigt russisk pres besluttede ikke at underskrive associeringsaftalen med EU. Regionernes Parti havde kørt en officiel kampagne til fordel for en sådan aftale i nogle måneder. Det skete i forbindelse med en dyb social og gældskrise, der sætter landet under pres fra IMF.

 

Den måde, beslutningen blev truffet på, ved præsidentens personlige magt, forstærkede den folkelige frygt for, at der var taget beslutning om en ny integration af Ukraine i et storrussisk regionalt projekt, og at dette kunne forstærke tendenserne til undertrykkelse fra oligarker og en magtfuld præsident, som har været tydelige siden 2010.

Derfor kom krisen ikke til udtryk i form af to klare lejre eller programmer over for hinanden, men snarere som splittelser og tøven inden for oligarkiet og eliterne, selv inden for Regionernes Parti. Og – på trods af kulturelle, sociale og politiske forskelle mellem historiske regioner i landet – stod masserne frem som en selvstændig faktor, der udtrykker "harme" og mistillid til de politiske partier – enten udtrykt gennem direkte involvering i Maidanbevægelse (mere i vest og den centrale del af landet), eller gennem passivitet (dominerende i den østlige, russisktalende del).

En uge med blodig vold gennemtvang demonstranternes krav om præsident Janukovitjs øjeblikkelige afgang. Han er ikke blevet væltet af et "statskup"; hans voksende upopularitet ændrede sig til en absolut afvisning efter den grufulde oplevelse med omkring 80 døde, ofre for hans snigskytters nedskydning. Efter præsidentens månedlange vaklen mellem undertrykkelse og dialog, førte dette til hans dybe isolation inden for hans egen lejr – parlamentet stemte for hans afsked, mens en del af politiet og sandsynligvis hæren i Kiev, som i andre regioner, erklærede, at de var ”på folkets side”, og han flugt til Rusland blev stoppet i Donetsk, i hjertet af hans bastion.

2. Denne bevægelse præsenterede fra begyndelsen en kombination af revolutionære (demokratiske, anti-elitære, selvorganiserede) og reaktionære elementer – det samlede resultat var og er stadig et spørgsmål om politisk og social kamp. Disse funktioner er også dybt forankrede i den aktuelle karakter af det nuværende post-sovjetiske ukrainske samfund (atomiseret, uden nogen klasseidentitet, med nedbrydning af uddannelse og hegemoni af reaktionære nationalistiske ideer i samfundet kombineret med en legitim forpligtelse til national uafhængighed og den dramatiske arv fra stalinismen).

Vi støtter den folkelige utilfredshed og stræben efter at leve frit og anstændigt, i en demokratisk stat og at slippe af med et oligarkisk og kriminelt regime, en utilfredshed udtrykt i den såkaldte Euro-Maidan bevægelse og i hele landet – mens vi er overbevist om, at EU er ude af stand til at opfylde disse ambitioner, og det siger vi.

Vi støtter det ukrainske folks ret til som helhed til at beslutte og kontrollere – eller ophæve – internationale aftaler, som er indgået på dets vegne, det være sig med Rusland eller med EU, med fuld åbenhed om deres politiske og samfundsøkonomiske virkninger.

Vi fordømmer alle institutionerne, internationale eller nationale politiske kræfter, uanset deres betegnelse, som begrænser fuld og fri bestemmelse af disse valg i befolkningen, enten ved økonomiske og finansielle diktater ved drakoniske love og sikkerhedsstyrker, eller ved fysisk aggression, der forhindrer fuld og pluralistisk udtryk for valg og uenigheder. Ud fra dette synspunkt fordømmer vi ligeledes den yderste højrefløj og sikkerhedsstyrkerne, som ofte deler den samme reaktionære, anti-semitiske og voldsomt eksklusivt nationalistiske ideologi.

Så længe de vigtigste organiserede politiske kræfter, som nu, befinder sig på højrefløjen og den yderste højrefløj, støtter vi de sociale og politiske kræfter, der forsøger at opbygge en venstreopposition inden for denne bevægelse. Ved at gøre dette har de nægtet at stå uden for bevægelsen og at identificere hele bevægelsen med dens komponenter fra den yderste højrefløj. En sådan selvstændig orientering har betydet en vanskelig konfrontation med fascistiske grupper og fokus mod 25 års privatiseringer, der har undertrykt sociale rettigheder, uanset hvilket politisk parti, der har været ved magten siden uafhængigheden.

3. Siden afslutningen af Janukovitjs regime har massebevægelsen ikke selv noget progressivt program på de demokratiske, nationale og sociale spørgsmål og manglen på en arbejderbevægelse (uafhængige fagforeninger og politisk styrke rodfæstet blandt arbejderne) – mens de samtidigt er fulde af håb om reelle demokratiske, politiske og sociale forandringer. Uanset resultatet af næste valg vil der komme en folkelig desillusion. Og uanset hvilke aftaler der indgås med EU, vil de nye regerende partier fortsætte med sociale angreb med mulige interne konfrontationer, der vil føre landet i retning af opløsning. Den alternative venstrefløj må reagere på disse folkelige forhåbninger og illusioner gennem sine egne forslag om sociale, sproglige, demokratiske spørgsmål imod højrefløjspartier af forskellig slags.

Vi håber, at den ukrainske befolkning vil finde sine egne former for selvorganiseret udtryk for sine konkrete krav og mistillid til de dominerende partier i alle regioner af landet.

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Internationale Komite den 25. februar 2014.

Opslået i Rusland

single.php