Denne erklæring blev vedtaget af Anticapitalistas, Fjerde Internationales afdeling i den spanske stat, den 29. oktober 2017. Krisen om Catalonien blev skærpet med selvstændighedserklæringen 27. oktober i det catalanske parlament, efterfulgt af det spanske Senats fyring af selvstyrets præsident og øverste sikkerhedsfolk, opløsningen af det catalanske parlament og beslutning om nyvalg den 21. december.

1- Den 27. oktober, efter folkeafstemningen den 1. oktober, hvor mere end 2 millioner mennesker deltog trods politisk undertrykkelse, proklamerede det catalanske parlament den catalanske republik. I et Spanien med et monarki, der er en direkte efterfølger for diktator Franco, er en republik, der åbner en grundlovgivende proces, afgjort et forslag, der bryder med 1978-regimet med sin politiske konsensus og med en forfatningsmæssig orden i elitens tjeneste. Denne proklamation fandt sted i en situation med konstante trusler om at anvende artikel 155 og gennemføre en autoritær løsning på en konflikt, der skal have en helt særlig politisk og demokratisk løsning. Faktisk er man i de seneste dage begyndt at true med at tage artikel 155 i brug, uanset hvad der skete. Vi opfordrer til at afvise anvendelsen af artikel 155 og til et demokratisk, fredeligt og ulydigt forsvar af det catalanske folks vilje og deres ret til at bestemme.

 

2- Det er vigtigt i disse tider med skærpelse af de patriotiske følelser at identificere, hvem der er ansvarlig for det, der er sket. Partido Popular, ansporet af Ciudadanos, med PSOE’s støtte og statsapparatets pres, havde besluttet at anvende forfatningens artikel 155. Målet med denne foranstaltning var at forhindre en dialog mellem Catalonien og resten af staten, kriminalisere det catalanske folk og nægte at åbne op for en løsning på en forhandlet afstemning og retfærdiggøre brugen af magt til at løse et politisk problem. En uansvarlig foranstaltning, der søger at omorganisere statens enhed på grundlag af autoritære relationer.

 

3- Vi er opmærksomme på, at mange uvisheder og usikkerheder er åbne. At dope folk med simple slogans er karakteristisk for en forestilling om politik, der viger tilbage for en demokratisk debat, og som betragter sig som hovedpersonen i en historie, hvor det rent faktisk er det almindelige folk, der fører an. Den nye catalanske republik står overfor interne udfordringer, som den ikke kan ignorere, i et land, hvor en betydelig del af befolkningen ikke føler sig repræsenteret af selvstændighed. Den første udfordring i processen er at arbejde for at hele denne splittelse og integrere de folkelige sektorer, der ikke er pro-selvstændighed, i deres lands projekt og undgå sociale splittelser, der kun gavner de reaktionære kræfter – og samtidig organisere en bevægelse, der er i stand til at modstå statens undertrykkelse. Den grundlovgivende proces skal bruges til at gå i den retning og integrere krav fra de folkelige klasser, der går videre end det nationale spørgsmål, sætter sociale spørgsmål i centrum og peger på en radikal demokratisering af Catalonien.

 

4- I den spanske stat gennemlever vi en kompleks bølge af reaktion. Mange mennesker, herunder folk fra venstrefløjen, føler sig ramt af det, der sker i Catalonien. Selvom det er sandt, at en stor del af denne følelse kanaliseres kommer til udtryk i en anti-catalansk reaktion, i tråd med Franco-regimets værste holdninger, og videre i den yderste højrefløjs voldelige manifestation i gaderne, så er der også en stor del af befolkningen, der på ærlig vis bekymrer sig over, hvad der sker i Catalonien og sætter sin tillid til dialog og forhandlinger, til en tilbagevenden til politik.

 

Efter vores mening er der grundlæggende på spil, at folk kan beslutte deres egen fremtid. Hvis det catalanske folk lider nederlag og bliver knust af PP og dets allierede, når et territorium, et byråd, et fællesskab eller en social sektor beslutter frit at bestemme sig for noget, vil det blive knust med den samme logik, som PP og staten i dag søger at knuse Catalonien. Dette er det centrale spørgsmål, som rækker ud over det nationale spørgsmål og sætter spørgsmålet om folkets suverænitet i centrum: Det er folk selv, der har ret til at beslutte, det er grundlaget for demokrati, og loven skal være til tjeneste for demokratiet og ikke omvendt.

 

På den anden side er der andre løsninger og former for relationerne mellem folk, der adskiller sig fra dem, der traditionelt er gennemført i den spanske stat. Strategien om at åbne grundlovgivende processer har som en central idé, at arbejderbefolkningen, kvinderne, indvandrerne – alle de mennesker, der ikke har den politiske og økonomiske magt, men som er uundværlige, udvikler et samfundsprojekt. Men det kan også være en metode til at løse de spanske stats historiske problemer på det nationale spørgsmål, en måde at omorganisere relationerne mellem folk på en ligestillet måde, hvor man starter med respekt for retten til at beslutte og resultaterne af dette, opbygger broer af samhørighed, som centralstatens nuværende autoritære forhold bryder ned, opbygger former for samarbejde og dialog blandt folket på bunden for at opbygge et alternativt samfund til det politiske og økonomiske elitesamfund. En mulighed for at opbygge en ny ramme for at leve sammen, som gør det muligt for os ikke kun at noget vinde tilbage, men også at erobre nye sociale og demokratiske rettigheder til de populære klasser.

 

5. Vi ved, at vores holdning er vanskelig i den nuværende situation. Derfor forekommer det os grundlæggende at drøfte, at have en dialog mellem forskellige demokratiske holdninger, men også modsætte sig den autoritære indgriben, som staten planlægger med undskyldning af det catalanske spørgsmål (det kunne have været noget andet). At forsvare det catalanske folk, der vil lide under den brutale anvendelse af artikel 155, er ikke kun et forsvar for selvstændigheden, men også at være med de 80 procent af befolkningen i Catalonien, der har krævet folkeafstemning og et demokratisk svar på deres krav, og de andre 20 procent, som vil miste deres selvstyre Det er at forsvare muligheden for en demokratisk udvej fra statens overgreb. Det er på tide at (gen)starte en tålmodig opbygning af et projekt, der rækker ud over 1978-regimet, der er i stand til at opbygge broderlige relationer mellem de forskellige folk i den spanske stat. Eliterne har vist sig ude af stand til at løse problemerne i den spanske stat; i dag er det mere end nogensinde presserende, at dem på bunden genvinde den ledende rolle i politik.

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

Opslået i Facebook, Sydeuropa

single.php