Mange tror, at den klassiske marxisme repræsenterer en uhæmmet vækstbegejstring uden gnist af økologisk forståelse. Det er faktisk helt forkert, forklarer Svend Vestergaard Jensen i disse noter om marxismen og forholdet til naturgrundlaget.

 

Det er ofte hørt, at marxismen ikke kan bruges på økologiske spørgsmål. Langt ind på venstrefløjen og i grønne organisationer mener man, at Karl Marx blot gik ind for materiel vækst for at udvikle produktivkræfterne – og konkluderer, at marxismen i den sammenhæng er uanvendelig.
Socialdemokratiernes og de stalinistiske partiers relativt ufølsomhed overfor miljøspørgsmål, når de har haft magten, har medvirket til at opbygge denne fordom. Både Socialdemokratierne og stalinisterne har haft et produktivistisk syn på økonomien. Socialdemokratierne har som regeringsbærende partier administreret det kapitalistiske system og fulgt mottoet ”hvad der er godt for kapitalen, er godt for samfundet” – bl.a. på bekostning af naturgrundlaget. Ligesådan eller endnu værre har stalinisterne praksis i Øst været.
Man kan imidlertid ikke se bort fra eksistensen af – måske især kommende – venstrefløje i Socialdemokratierne, såvel som halv- eller poststalinistiske partier, der tager miljømæssige problemstillinger til sig, især under indtryk af, hvad klimaforandringer betyder for fremtidens generationer og klodens fremtid.
 
Ubalance
Et grundlæggende træk ved kapitalismen er ubalancen mellem mennesker og natur. Karl Marx og Friedrich Engels gav i deres værker talrige eksempler på, at den kapitalistiske rovdrift ødelægger det naturlige miljø. Det miljø, der dybest set er forudsætningen for liv. Ikke sådan at forstå, at denne ubalance først opstår i og med kapitalismens gennembrud. Der har været mange menneskeskabte økologiske katastrofer gennem tiderne. Tænk på Romerrigets fatale indvirkning på Middelhavsområdet: Nedslidte landskaber og ørkendannelser i de områder, det underlagde sig: Sahara, Mellemøstens ørkener og andre steder.
Engels skrev engang: ”De mennesker, som i Mesopotanien, Grækenland, Lilleasien og andre steder udryddede skovene for at vinde dyrkeligt land, drømte ikke om, at de dermed lagde grunden til, at disse lande nu er blevet til ørken og ødemark, idet de med skovene berøvede dem opsamlingssteder og reservoirer til fugtigheden” (Marx/Engels: Udvalgte skrifter bd 2, s. 84, Kbh. 1971)
Økologiske kriser i datidens samfund og helt op til nyere tid skyldes bl.a. det træbaserede samfund. Træ var den vigtigste energikilde og basismateriale til mange ting. At fælde træerne og ikke genplante betød jorderosion.
I et af de sidste kapitler af ”Kapitalen” kommer Marx ind på kapitalismens forstyrrelser i stofskiftet mellem mennesker og natur. Han skrev: ”Storindustri og industrielt drevet storlandbrug virker sammen. Hvis der oprindeligt er den forskel imellem dem, at storindustrien navnlig ødelægger og ruinerer arbejdskraften og dermed menneskets naturkraft, mens storlandbruget mere direkte ødelægger og ruinerer jordens naturkraft, så rækker de i den videre udvikling hinanden hånden, idet det industrielle system på landet også tærer på arbejdernes kræfter, og industri og handel sørger for at skaffe landbruget midler til udpining af jorden” (Marx: Kapitalen 3. bog 4, s. 1046, Kbh. 1971)
Det er altså urigtigt, at Marx ureflekteret gik ind for vækst for at udvikle produktivkræfterne – det vi også kan kalde produktivisme.
 
Spræng rammerne
Det er rigtigt, at Marx og Engels flere steder har skrevet, at kapitalismen skal ”udvikle sig, producere løs”. Men det har i reglen været i forbindelse med nødvendigheden af at sprænge de feudale produktionsrammer, den feudale samfundsstruktur. I denne proces skabes også det proletariat, den subjektive faktor, der skal blive kapitalismens banemænd. Herunder også støtte til de revolutioner, der udvikler sig mod den feudale samfundsstruktur. Revolutionen må så at sige antage en permanent proces. Her ”…..er det vor interesse og vor opgave at gøre revolutionen uafbrudt, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er fortrængt fra herredømmet, statsmagten erobret af proletariatet, og proletarernes sammenslutning ikke blot i et enkelt land, men i alle herskende lande på jorden er så langt fremskreden, at konkurrencen mellem proletarerne i disse lande er ophørt, og i det mindste de afgørende produktivkræfter er koncentreret i proletarernes hænder. Det kan for os ikke dreje sig om en forandring af privatejendommen, men kun om dens tilintetsgørelse, ikke om en tilsløring af klassemodsætningerne, men om klassernes ophævelse, ikke om en forbedring af det bestående samfund, men om grundlæggelse af et nyt”. (Marx/Engels: ”Udvalgte Skrifter”, bd. 1, s.105)
Efter Marx og Engels opfattelse må og skal alle kræfter sættes ind på fra alle sider at undergrave og ødelægge den samfundsorden, den politiske orden, vi lever under, indtil vi har befriet den fra alle rester af den gamle klasseantagonisme.
Det er værd at bemærke, at Marx faktisk anvendte begrebet ”destruktivkræfter”, idet han talte om produktivkræfternes omslag til destruktivkræfter, når de får en ødelæggende funktion og konsekvens overfor omgivelserne – såvel de menneskelige som naturen. (Marx: ”Den tyske ideologi”, s.77, Bibl. Rhodos 1974)
 
Stofskifte
Modsætningen mellem land og by, som kapitalismen ikke har kunnet løse eller kan løse, er også et økologisk problem. For Karl Marx er arbejdsprocessen et stofskifte mellem menneske og natur. I modsætningen/adskillelsen mellem by og land ser Marx ”stofskiftet mellem menneske og jord, d.v.s. tilbagekomsten til jorden af de jordbestanddele, der er udnyttet af mennesket: klæde, føde, o.s.v., – altså den evige naturbetingelse for vedvarende jordfrugtbarhed” blive alvorligt ødelagt. (Marx: ”Kapitalen”, 1. bog, 3, s. 717-718)
Gennem sammenstuvning af store menneskemasser i byerne bliver jorden unddraget en meget stor mængde gødning, og tillige bliver bybefolkningens sundhed truet. Bybefolkningen lever på en gyngende grund af ophobet lort, pis og organisk affald, der kunne og burde returneres til landbrug, gartneri, m.v.. Dette bliver forstærket af udviklingen verdensmarkedet gennem eksport af landbrugsvarer fra de afhængige lande til de imperialistiske lande. Igen belastning og udpining af jorden, hvis naturlige ressourcer er begrænsede.
I Kapitalens første bind beskriver Marx på fremragende vis arbejderklassens forhold. Hvordan krop, sjæl og omgivelserne mærkes af de kapitalistiske produktionsforhold. Disse beskrivelser handler først og fremmest om byerne med den begyndende og omfattende udbytning. Men landet glemmes ikke. Det forsvinder i dobbelt forstand: Ved industrialisering af landbrugsproduktionen og bøndernes forsvinden, altså landsbyens forsvinden på den ene side og ødelæggelsen af jorden og destruktionen af naturen på den anden side.
”Og ethvert af det kapitalistiske landbrugs fremskridt er et skridt videre i kunsten at plyndre ikke blot arbejderen men også jorden; ethvert fremskridt, når det gælder at øge dens frugtbarhed for en given periode, er samtidig et skridt videre i ødelæggelsen af de varige kilder til denne frugtbarhed. Jo mere et land som f.eks. USA går ud fra storindustrien som baggrund for sin udvikling, desto hurtigere forløber denne ødelæggende proces. Den kapitalistiske produktion kan derfor kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen”. (”Kapitalen” ,1. bog 3, s. 718 – 719)
For det fremtidige samfund har Marx en ”højere syntese….af landbrug og industri” for øje, hvilket ganske vist forudsætter, at dette stofskifte bliver tilvejebragt ”systematisk som regulerende lov for den samfundsmæssige produktion og i en tilsvarende form for den fulde menneskelige udvikling”.
Allerede i Det Kommunistiske manifest taler Marx og Engels om ”…..opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan”, som en nødvendig betingelse for kommunismen. De talte om ”en forening af landbrug og industri” og om ”ophævelse af modsætningen mellem land og by”. Og Engels fortsætter: ”Kun ved en sammensmeltning af by og land kan det sikres, at den forgiftning af luften, der foregår i dag, standses; Kun derved kan de menneskemasser, der nu hensygner i byerne, bringes til, at deres affaldsstoffer bliver brugt til at nære planter i stedet for at nære sygdomme” (Engels: ”Anti-Dühring”, s. 325, Kbh. 1984).
 
Akkumulation
I ”Kritik af Gothaprogrammet” langede Marx ud efter de socialister, som tillagde arbejdskraften nærmest overnaturlige evner ved at benægte naturens rolle i skabelsen af velstand. Han skrev med disse indledende ord: ”Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne (og det er vel af sådanne, den materielle rigdom består!) som arbejdet, der selv kun er udtryk for en naturkraft, den menneskelige arbejdskraft”. (”Udvalgte Skrifter”, bd. 2, s.11, Kbh. 1971)
Marx karakteriserede menneskets forhold til naturen som en kompleks, organisk proces. Og han talte om menneskets stofskifte med naturen som grundlag for de sociale relationer.
Den kapitalistiske produktionsmåde støder konstant imod naturgrundlaget i dens grundlæggende drivkræfter: Profimaksimering og uafbrudt ekspansion. For kapitalen betyder kvantitet alt – arbejdstid, penge, ressourcer afgøres indenfor værdilovens rammer og markedets værdifastsættelse. Der tænkes ikke i kvalitet eller globale hensyn. Maksimal profit af den investerede kapital på kortest mulig tid i skarp konkurrence med andre kapitaler – eller truende fallit. Ekspander eller dø! ”Akkumuler, akkumuler! Dette er Moses og profeterne! (Marx: ”Kapitalen”, 1. bog 4, s. 840)
Der tages ingen naturhensyn – heller ikke hvad angår klimaet, når vi kommer op i kapitalismens ”fossile æra”. Ingen hensyn til eller samarbejde med andre kapitaler, selvom disse selvfølgelig har et vist samarbejde gennem forskellige politiske foraer i de borgerlige stater og mellem de borgerlige stater. Intet overordnet hensyn til samspillet menneske og natur. Det er systemets logik.
 
Varens dobbeltkarakter
I den kapitalistiske økonomi produceres tingene ikke for nyttens skyld, men for deres evne til at skabe profit. Spørgsmålet om nytte underordnes spørgsmålet om profit. Varen har en dobbeltkarakter: en bytteværdi og en brugsværdi. Som skaber af brugsværdier, som nyttigt arbejde, er arbejdet en eksistensbetingelse for mennesket, uafhængig af alle samfundsformer, evig naturnødvendighed, for at formidle stofskiftet mellem menneske og natur, altså det menneskelige liv. Med Marx`s ord: ”Arbejdsprocessen, sådan som vi her har fremstillet den i dens simple og abstrakte elementer, er en formålsrettet virksomhed med sigte på fremstilling af brugsværdier, tilegnelse af naturstof til opfyldelse af menneskelige behov; den er den generelle betingelse for stofskiftet mellem mennesket og naturen, den evige naturbetingelse for menneskets eksistens, og derfor uafhængig af enhver form for dette liv, eller bedre udtrykt, er fælles for alle de sociale former, som menneskelivet antager”.. (”Kapitalen”, 1.bog 2, s. 310)
Det nyttige reguleres af, at vi er en del af naturen og arbejder inden for dens love. Men når pengene hersker, betyder det, at det, som blot er godt for menneskene som naturlige skabninger, ikke tæller. Det betyder, at folk mister følingen med naturen. Kapitalismens logik gør naturen til noget, som er eksternt fra mennesker, noget man ”går ud i”, ”væk fra sig selv”.
Alle indgår i et stort økosystem, et stofskifte, hvori alle elementerne samspiller med hinanden. Ser man sig selv som en del af det, er det en selv, man sviner til, når man sviner naturen til eller udslipper alt for megen CO2 ud gennem sine aktiviteter.
Økosocialistiske tiltag handler om at skabe en verden, der er nok i harmoni med naturen til at vi kan blive ved med at leve. Et rationelt samfund i balance med naturen er et sted, hvor folk er virkelig frie og gør op med tvangstanken og tvangshandlingen med konstant materiel vækst som ideal, og hvor der er skabt økosystemer, der fungerer, blomstrer og heler de skader, det vareproducerende kapitalistiske samfund har forvoldt. Den økonomiske aktivitet skal drejes væk fra produktionen af varer og hen mod selv at skabe. Der skal knyttes an til varens brugsværdi og ikke dens bytteværdi. Dermed ophæves varens dobbeltkarakter, altså ”vareproduktionen” som sådan. Det var en af Marx` væsentligste pointer, at arbejdernes ufrihed består i, at de er afskåret fra det, de selv laver, altså er fremmedgjorte.
Det er en historisk misforforståelse, at socialismen skal handle om, at ”staten” skal eje alt. Marxismens klassiskere fremførte tvært imod den målsætning, ”at statens dør bort”, at ”staten som en separat bureaukratisk instans sygner hen”, sådan som blandt andet Lenin beskrev det i ”Staten og Revolutionen”. Socialisme er, at folk styrer sig selv. Reel frihed kan baseres på ”frit sammensluttet arbejde”. Her betyder ”frit”, at man bestemmer over sig selv, og ”sammensluttet” er i Marx` forstand en sammenslutning, hvor den enkeltes frihed afspejles i fællesskabets frihed.. Mennesker er sociale dyr, og nye økosystemer kan skabes, når menneskers arbejde er frit forbundet og gennemskueligt i stedet for at være isoleret. Det frie samfundsmæssige individ kan kun opstå, når arbejdsdelingen, der for Marx i grunden er identisk med klassedelingen, bliver ophævet.
 
Marxismen tabte
I 1917 fik det marxistiske bolsjevikparti med Lenin og Trotskij i spidsen magten i Rusland. Men revolutionen forblev isoleret og i forlængelse af en udmarvende borgerkrig bureaukratiseredes Sovjetunionen i løbet af 1920erne. Stalin-fløjen vandt kontrol over det bolsjevistiske parti, hvis traditioner venstreoppositionen videreførte. Bureaukratiseringen blev negationen af det, oktoberrevolutionen stod og kæmpede for. Revolutionens resultater blev indfanget af bureaukratisk realpolitik og underordnet et totalitært projekt. En politisk kontrarevolutionen fandt sted. Oktoberrevolutionens ledere stod for det marxistiske synspunkt, at arbejderklassen måtte frigøre produktionen fra de kapitalistiske ejerforhold, lade den overgå til samfundseje og skabe de politiske forhold for den sociale frigørelse, hvorunder den borgerlige stat knuses og det proletariske demokrati gennemføres. Men i løbet af 1920’erne fik de arbejdende masser, der var drivende i revolutionen, frataget deres aktive deltagelse i produktionens planlægning og samfundslivet. De blev på alle planer adskilt fra den politiske magt.
Bureaukratiet overtog pludselig dele af venstreopppositionens program – som plan i økonomien og kollektivisering af landbruget. Men på en perverteret måde, så det vendte sig mod selv samme ”arbejdende masser”. Det fik uhyggelige økologiske konsekvenser, så som ekstrem udpining af arbejdskraften, millioner af døde bønder og husdyr, vending af floder, udtørring af søer. Produktionsresultater blev målet i sig selv. Fra Stalin over Chrustjov til Bresjnev lød det: ”Vi overhaler Vesten i produktionsresultater”. Godt næret i Stalin-tiden af den dybe kapitalistiske krise i 1930erne, som Sovjetunionen ikke direkte var påvirket af. I Bresjnev-tidens ”stagnationsperiode” svandt denne propaganda væsentligt ind.
Det er naturligvis fremmed for marxister at opbygge et samfund, som kopi af vores fjenders, altså kapitalismen. For marxismen er de menneskelige behov udgangspunktet – ikke ”produktionsresultatet” som et kvantitativt mål. I takt med bureaukratiseringsprocessens fuldendelse udvikledes en ”produktivisme” og en ikke-dialektisk opfattelse af fremskridt i bolsjevikpartiet.
Bureaukratiserede Socialdemokratier i Vest forkastede marxismen, valgte den kapitalistiske produktionsmåde – og medvirkede til at ødelægge samspillet mellem mennesker og natur. Bureaukratiserede stalinistpartier i Øst forkastede ligeledes marxismen (ikke af navn, men af gavn), etablerede et totalitært system – og ødelagde samspillet mellem mennesker og natur. Den sovjetiske ”marxisme-leninisme” blev reduceret til sæt af dogmer.
Socialdemokratismen og stalinismen har altså (også) på dette punkt historisk stået for det modsatte af, hvad Marx stod for, og hvad marxismen står for: en tilstræbelse på en balance, et stofskifte mellem mennesker og natur. Målet for Marx var ikke en uendelig produktion af varer. Iagttagelsen af disse kollosale mængder af varer var netop udgangspunktet for Marx i Kapitalens første bind for at påbegynde sin systematiske kritik af kapitalismen. Målet var og er derimod en kortere arbejdsdag og mere tid til at leve.
Venstreoppositionen i Sovjetunionen havde fra dannelsen i 1923 og helt frem til dens endelige fysiske udryddelse i slutningen af 1930erne ikke mindst ”proletarisk demokrati” som et væsentligt programpunkt. Det betød genindførelse af aktiv deltagelse i styringen af såvel produktion som hele samfundslivet. At knytte an til ”brugsværdi” forudsætter netop demokrati på alle planer.
 
At skabe balance
De kortsigtede gevinster har altid været kapitalismens drivkræfter. Det er denne drift, som tendentielt gør kapitalen ligegyldig overfor sit eget stoflige grundlag: naturen og arbejdskraften. Denne drivkraft kan ikke ophæves frivilligt. Tværtimod betyder markedet, at denne drivkraft optræder som en ydre tvang overfor de enkelte kapitaler, der hermed tvinges ud i en yderligere naturdestruktion.
Kapitalen søger som permanent proces at lægge mere og mere under markedets herredømme. Kapitalismen har en tendens til at ville gøre alt til vareproduktion, som det er så glimerende beskrevet i Det Kommunistiske Manifest. Kapitalakkumulationens logik forudsætter et øget forbrug i det uendelige. Det betyder, at naturen og jorden bliver udnyttet på alle tænkelige måder.
Den planløse profitjagt må erstattes af en demokratisk kontrol med forbruget af ressourcer, så vi får en chance for en gennemføre den gigantiske omstilling, som er nødvendig. Ændringer hen imod en balance mellem mennesker og natur, som vi startede med, opnås ikke ved at overlade det til valgte politikere. Balancen eller bæredygtigheden er ’en udvikling, som imødegår nutidens behov, uden at fremtidens generationer forhindres i at få opfyldt deres behov’.
Men hvordan når vi dertil? Kan dette gennemføres under markedsdiktaturet, hvor koncernledelser styrer produktionens udvikling? Næppe!
Opgaven består i at forbinde den nuværende situation, den nuværende bevidsthed, det nuværende klassekampsniveau med kampen for den politiske magt i samfundet. Det, som vi kalder overgangsmetoden. Og her adskiller de økologiske spørgsmål sig ikke metodisk fra andre spørgsmål. En vekselvirkning mellem aktivitet om umiddelbare klassespørgsmål, debat, kamp og organisering omkring f.eks. klimaspørgsmål er helt nødvendig.
 
Socialisme eller barbari
Hvordan udvikles programmer? Gennem kamperfaringer! For at vende tilbage til Marx, i forordet til ”Kritik af Gothaprogrammet”, er hvert skridt virkelig bevægelse vigtigere end snese af programmer. Hvis socialister ikke er aktive i bevægelser omkring miljø- og klimaspørgsmål, er vi ikke opmærksomme på dem, og derfor indarbejdes de ikke i programmet og i den dagsaktuelle kamp.
Overalt i verden er der initiativer, protester mod overudnyttelse og ødelæggelse af naturen og meget andet. Socialisters opgave er blandt andet at inddrage arbejderklassens organisationer i kampen for at gøre dem meget mere slagkraftige og vedkommende. Og det drejer sig både om arbejdsmiljøet, det ydre miljø og klimaet. Den arbejdende menneskehed og verdens fattige var og er de første, der rammes af miljøødelæggelser. Ikke kun på Marx`s tid – også i dag.
Socialister må bidrage til at skabe en bevidsthed om de økologiske spørgsmål inden for arbejderbefolkningen – en bevidsthed som gør det muligt for arbejderorganisationer at stille sig forrest i kampen mod miljøødelæggelser og klimaforandringer. Traditionelt har arbejderklassen og dens organsiationer og tillidsfolk først og fremmest interesseret sig for at forsvare arbejdskraftens reproduktion – ikke naturressourcerne, naturgrundlaget. Forklaringen kan søges i , at det er relativt let for kapitalen og dens politiske repræsentanter at spille miljø og beskæftigelse ud mod hinanden. Men mange faglige organisationer er begyndt at tænke og handle anderledes. Det drejer sig om at udvikle kampen, udvikle programmer, tage initiativer og udvikle aktioner på alle livets områder.
Den globale opvarmning illustrerer på katastrofal vis udfordringen: Enten får menneskeheden kontrol over den eksisterende teknologi og dens fremtidige udvikling, dvs. den undertrykker bevidst enhver teknologisk udvikling, som skader menneskene og naturen. Eller også medfører den videre udvikling stadigt mere ødelæggende effekter for civilisationen og menneskehedens liv frem til et punkt, hvor selve biosfæren og menneskets fortsatte eksistens er truet af et sammenbrud.
Forholdet mellem mennesker og natur er for Marx og nutidens marxister et samspil, et stofskifte, et dialektisk forhold. Ikke en krig – som kapitalens hensynsløse rovdrift gør det til.
Friedrich Engels talte om socialismen som ”menneskehedens forsoning med naturen og med sig selv”. Det er vel det, det hele drejer sig om.
 
 

Opslået i Teori

single.php