I 60-året for dannelsen af staten Israel diskuterer man stadig på venstrefløjen, om en étstats- eller en tostats-løsning er det rigtige svar for de palæstinensere, der er blevet fordrevet fra deres land. Om besættelsen har ført til »uafvendelig« situation og gjort en delingsplan umulig. En af de mest fremtrædende forkæmpere for palæstinensernes rettigheder er den israelske socialist Michael Warschawski. Han gjorde for nylig status over denne diskussion.

af Michael Warschawski

 

»Jeg foretrækker én stat frem for to, som en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt!« Hvor mange gange har jeg ikke hørt sådan et udsagn på mine mange offentlige møder i udlandet. Jo mere jeg hører det, desto mere ophidset bliver jeg: Hvem bryder sig om din mening, og hvad betyder min mening? Har du spurgt palæstinenserne, hvad de vil have? Hvad de kæmper for?

Det er hævet over enhver tvivl, at det palæstinensiske folk er i deres gode ret til at kræve og kæmpe for national selvstændighed i deres historiske hjemland, det vil sige landet Palæstina, der strækker sig fra Middelhavet til Jordanfloden – et land som de er blevet frarøvet af den zionistiske kolonialisme. Og opgaven for progressive kræfter over hele verden er at støtte dem i denne legitime og ekstremt vanskelige kamp.

Arafats historiske kompromis
I 1968 indgik PLO sit »historiske kompromis« på det nationale rådsmøde i Algeriet under Yasser Arafats ledelse. Det var baseret på en ligning med to elementer: En løsning på problemet med både Israel og tidsfaktoren.

Hvad er det bedste, spurgte PLO’s leder: Fuld opnåelse af det palæstinensiske folks nationale rettigheder om 100 år, eller en mindre, men uafhængig stat nu? Efter en lang og hård politisk diskussion tilsluttede et flertal sig Arafats synspunkt – at man skulle undgå årtiers lidelse, død og ødelæggelse for den næste generation ved at lave et smerteligt og uretfærdigt kompromis med Israel, hvorved det palæstinensiske folk opgav at indføre sine legitime rettigheder på mere end trefjerdedele af deres land.

Kun palæstinensere har retten til at afvise dette valg, mens israelere bestemt ikke har denne ret, selv når de hævder, at de forsvarer palæstinensernes rettigheder. Det er det, selvbestemmelse går ud på.

Det viste sig imidlertid, at det historiske kompromis ikke førte til en løsning. Efter 20 år er en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza en lige så stor utopi som en »fælles stat« for palæstinensere og jøder. Er situationen blevet uafvendelig, som Meron Benvenisti hævdede allerede i midten af 1980’erne?

Historien kan vendes
Tilhængerne af denne opfattelse, bygger deres argument på »de faktiske forhold i jernindustrien«: De siger, at kolonialismen på Vestbredden har nået et omfang, med vejene og bosættelserne, den økonomiske integration og så videre, som har gjort en ny delingsplan umulig. Selv om man ikke skal undervurdere den betydning, som de materielle realiteter har for de nutidige og fremtidige valgmuligheder, så er det ikke disse realiteter, der gør en situation uafvendelig: Sovjetimperiet kunne rulles tilbage, og ligeledes Hitlers »tredje rige«. Også 130 års fransk kolonialisme i Algeriet fik – på trods af det dybt rodfæstede »pieds noir«-samfund af franske kolonialister – en ende, ligesom de fleste andre kolonialistiske foretagender fra det 19. århundrede fik det.

Hverken huse eller træer, selv ikke enorme menneskelige frembringelser, gør en situation uafvendelig. Så længe ofrene for et bestemt system kæmper imod det, kan situationen vendes. Spørgsmålet om uafvendelighed er knyttet mindst lige så meget til den subjektive faktor som til de objektive realiteter.

Modvillig accept
Sammenligningen mellem palæstinenserne i Galilæa (i den nordlige del af staten Israel) og Vestbreddens palæstinenserne er meget afslørende i denne sammenhæng. Efter 6-7 års israelsk besættelse stoppede den palæstinensiske befolkning i Galilæa med at kæmpe for løsrivelse, men krævede i stedet lige rettigheder, demokratiseringer og fuldt medborgerskab. Fra det øjeblik blev besættelsen af Galilæa afvendelig, det vil sige accepteret – mod deres vilje – af hovedofrene for den zionistiske erobring.

Det er bestemt ikke tilfældet med de palæstinensiske indbyggere i Gaza, på Vestbredden, og selv i Østjerusalem, eller for den sags skyld med den syriske befolkning i de besatte Golanhøjder, der efter 40 års besættelse og et kvart århundredes annektering stadig opfatter sig som syrere, der håber på at blive en del af den syriske stat igen.

Selv de palæstinensere, der forestiller sig, at situationen er uafvendelig og forklarer det med rigeligt rationelle argumenter, ser som oftest alligevel en fremtid for deres børn uden israelsk besættelse, uden bosættelser, og uden et fremmed herredømme.

Hverken det palæstinensiske folk, eller dets ledelse, ikke det internationale samfund, eller flertallet i den israelske offentlighed (og dens politiske ledelse) betragter den israelske besættelse som uafvendelig. 

Michel Warschawski er leder af Det Alternative Informationscenter i Jerusalem. Artiklen er oversat fra The One State Solution and Irreversibility

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com