Mange af overvejelserne omkring erfaringerne med Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen har og vil fokusere på økonomi, demokrati og i en vis udstrækning udenrigspolitik. Men der er et ofte overset kapitel i denne historie, som var af stor betydning for størstedelen af det, vi i dag omtaler som det “globale Syd”, nemlig det national-koloniale spørgsmål.

Det “national-koloniale spørgsmål” er en betegnelse for den særlige form for undertrykkelse – inklusiv, men ikke begrænset til kolonialisme – af folk (angiveligt baseret på race og/eller etnicitet) og undertvingelse af nationer rundt om på kloden, ganske særligt i Asien, Afrika og Latinamerika, men også Irland, oprindelige befolkninger i hele den vestlige hemisfære, spansktalende i det sydvestlige USA og afroamerikanere i hele USA.

 

Det national-koloniale spørgsmål var et hjertespørgsmål for Oktoberrevolutionen, for Oktober ikke blot var en bevægelse for socialisme; men en revolution mod imperiet. Det var en revolution inden for og rettet mod det russiske imperium, en statsstruktur, som på dette tidspunkt var blevet stemplet som “nationernes fængsel”. Det national-koloniale spørgsmål blev centralt for den russiske revolutionære teori, enten eksplicit eller implicit (altså også når det bevidst blev udeladt). Ethvert revolutionært projekt var nødt til at forholde sig til de mange folkeslag inden for det russiske imperium og dets historie med aggressiv chauvinisme, herunder indlemmelser og blodige pogromer (som dem, der mest spektakulært, blev begået mod jøderne).

 

Lenin lagde efterhånden mere vægt på den strategiske betydning af det national-koloniale spørgsmål, selv om han i begyndelsen mest gav udtryk for sin aktive modstand mod det russiske “store nationale privilegium” (svarende til det, som mange af os omtaler som det “hvide privilegium” i en amerikansk sammenhæng) og den nationale ulighed.

 

Men dette udgjorde kun en del af ligningen. Internt i Bolsjevikpartiet, og i stigende omfang fra de revolutionære inden for de undertrykte nationer i det russiske imperium, voksede der en anden stemme. En stemme, der i almindelighed fik støtte – dog ikke ubetinget – fra Lenin. Det var stemmen der argumenterede for retten til national selvbestemmelse. Tesen var ganske enkel: Nationer, der var undertrykte af andre – herunder, men ikke udelukkende af imperialistiske stater – havde ret til at afgøre deres egen fremtid, selv når socialister ikke ville anbefale uafhængighed. Dette aktualiserede selvfølgelig spørgsmålet: Hvad er en “nation”?

 

Lenin støttede den tilgang, som Joseph Stalin, en fremstormende leder fra det, vi kender som Georgien, anvendte, da han skrev en vigtig pjece om dette spørgsmål. Medens den på mange måder var nyskabende, var den hovedsageligt eurocentreret i sin tilgang og kunne ikke gøre rede for de nationale ambitioner hos de folkeslag, som ikke passede ind i Stalins foruddefinerede kategorier. I sammenhæng med det russiske imperium kunne befolkningsgrupper som de russiske jøder eller de tyrkisktalende i Centralasien ikke rigtigt presses ned i Stalins støbeform, og forsøg på at klassificere dem endte ofte uden konklusion i analyserne. Under alle omstændigheder var det den teoretiske forståelse, der var gældende indtil Oktoberrevolutionen udfoldede sig.

 

Oktoberrevolutionens resultater

Oktober udgjorde et gennembrud på det national-koloniale spørgsmål, som ingen tidligere revolutionær bevægelse havde udvist. Samtidigt var både teori og praksis selvmodsigende og i nogle tilfælde ødelæggende. Her er hverken tid eller plads til en udtømmende gennemgang af dette, men vi vil forsøge at bestemme nogle af de vigtigste landvindinger og begrænsninger for Oktoberrevolutionen med hensyn til det national-koloniale spørgsmål.

 

1. Bruddet med de imperialistiske planer: Et af de vigtigste og mest nedtonede bidrag fra Oktober var dens villighed til at afsløre de imperialistiske planer og aftaler, som udgjorde grundlaget for Første Verdenskrig. De krigsførende magter havde smedet alle mulige former for planer for verden efter krigsafslutningen, og bolsjevikkerne offentliggjorde dem. Tænk på Pentagon Papirerne eller WikiLeaks.

 

2. Selvbestemmelse: Dette var både et bidrag og en begrænsning. Inden for den russiske revolutionære bevægelse var der folk som aktivt gik imod ideen om national selvbestemmelse, fordi de opfattede den som splittende og afledende. Lenin var uenig, omend ikke helt konsekvent. Bolsjevikkerne støttede f.eks. Finlands uafhængighed. På dette tidspunkt havde Finland en betydelig revolutionær bevægelse, som kunne have erobret magten.

 

3. Ideen om USSR. Selve forestillingen om en Union af Sovjetiske Socialistiske Republikker var revolutionær, i den forstand at forskellige nationale republikker skulle gå sammen under en fælles paraply og enes om et socialistisk revolutionært projekt. Den nærmeste parallel til dette kan have været det Schweiziske Forbund, omend dette var et kapitalistisk projekt. Der har eksisteret føderationer og konføderationer, men forestillingen om et USSR tog sigte på en anderledes form for politisk og økonomisk integration.

 

4. Vagtsomhed mod national chauvinisme: Da Oktoberrevolutionen først udfoldede sig, var der dem blandt russerne, som troede at dette var et rent “russisk anliggende”. Tasjkent-sovjetten f.eks. var domineret af russere trods den kendsgerning, at Tasjkent befandt sig i det, som vi nu kender som Usbekistan (og på daværende tidspunkt, en del af Turkestan). Bolsjevikkerne greb direkte ind for at modvirke Tasjkent-sovjettens nationale chauvinisme. Oktober indebar dramatiske ændringer, som tilsigtede at afslutte national undertrykkelse og national chauvinisme, selv om den i sin gennemførelse ikke altid var i stand til fuldt ud at ophæve de underliggende modsætninger.

 

5. Inspiration for anti-koloniale kampe: Især gennem De Østlige Folks Kongres afholdt 1920 i Baku, Aserbajdsjan, betød Oktoberrevolutionen inspiration for anti-koloniale, nationale befrielsesbevægelser. Repræsentanter for nationale befrielseskampe besøgte USSR og søgte støtte fra den nye stat til deres egne bevægelser.

 

6. National-territoriale afgrænsninger: Et af de mere kontroversielle projekter under det sovjetiske eksperiment forløb under Stalins ledelse og var i stor udstrækning i modsætning til Stalins egen forståelse af begrebet nation. Den sovjetiske ledelse gik ind for at udvikle og etablere formelle “nationer” ud af befolkningsgrupper, hvoraf nogle var økonomisk og politisk meget tilbagestående. Dette for at adressere nationale følelser hos disse mange grupper. Republikker og autonome regioner blev oprettet ud fra en teori om, at disse folk skulle ledes frem til at blive en egentlig nation. En af de udfordringer, som opstod ud af denne proces, var, at den også førte til et opbrud i den overvejende muslimske og tyrkisktalende Turkistan region, hvilket i praksis betød en svækkelse af denne regions tidligere magt og betydning.

 

Ulemper – i teori og praksis
Medens vi lader de mange tidligere usete fremskridt ved Oktober stå på nethinden, var der lige så betydelige tilbageskridt i både teori og praksis i behandlingen af det national-koloniale spørgsmål.

 

1. Ukraine: Trods de historiske forbindelser mellem Ukraine og Rusland, var Ukraine en undertvungen nation i det russiske imperium. Skønt der havde været krav om national selvbestemmelse, var dette blevet nægtet og behandlet som en reaktionær bestræbelse. Dette påvirkede det sovjetiske eksperiment på den lange bane, især i 1930erne og efter den nazistiske invasion i 1941.

 

2. Polen: Mod afslutningen af den russiske borgerkrig spredte der sig en forestilling hos den sovjetiske øverstbefalende, marskal Mikhail Tukhatjevskij, og andre dele af den politiske ledelse, om, at man kunne sprede revolutionen med bajonetter. I tilfældet Polen var der en forventning om at den røde Hær kunne “befri” Polen for godsejerne og kapitalisterne, uanset om der var en lokal bevægelse for socialisme. Den Røde Hær led et afgørende nederlag uden for Warszawa. Således blev både den nationale selvbestemmelse og nødvendigheden af prioritere de indre modsætninger i en social formation – her Polen – ignoreret med negative konsekvenser for den Røde Hær og i sidste ende for Oktoberrevolutionen.

 

3. Turkistan: En hel fløj af Bolsjevik partiet (og den russiske revolutionære bevægelse) udfoldede sig inden for det som kom til at hedde Sovjetisk Centralasien, men som dengang var kendt som Turkistan. Denne bevægelse, der senere blev kaldt “muslimsk nationalkommunisme”, søgte at bygge en revolutionær bevægelse i Centralasien ved at skabe en uafhængig Sovjetrepublik i Turkistan, som de håbede ville inspirere og tiltrække den muslimske verden til socialisme. Denne bevægelse, hvis mest velkendte leder var Mir Said Sutan Galiev, blev undertrykt og til sidst knust under Stalin.

 

4. Fordrivelsen af nationaliteterne under Anden Verdenskrig: Til trods for den retoriske og – må det indrømmes – blandede praksis, der kom fra Oktoberrevolutionen på det national-koloniale spørgsmål, var der ingen, der havde kunnet forudse fordrivelsen af nationaliteter fra deres hjemlande under Anden Verdenskrig – Den store patriotiske Krig, som den sovjetiske ledelse døbte den – af den stalinistiske herskende gruppe, efter at de havde fået betegnelsen som fjender. Volga-tyskerne og tatarerne er kun to eksempler blandt cirka femten fordrevne grupper, hvoraf nogle først var i stand til at vende tilbage til deres hjemlande årtier senere.

 

5. Tiden efter Anden Verdenskrig i Østeuropa og tilbagekomsten af antisemitisme: Skønt størstedelen af den oprindelige ledelse af Oktoberrevolutionen var blevet udrenset, fortsatte USSR med at gøre krav på at støtte socialisme og national selvbestemmelse. Hovedsigtet for den sovjetiske ledelse efter krigen var dog at beskytte USSR’s grænser mod genkomsten af fjendtlige regimer (som dem, der havde været før Anden Verdenskrig). Da USA og Storbritannien udviste lille interesse i fortsat afspænding, støttede Sovjet bevægelser og regimer i Østeuropa, som viste sympati for USSR. Undtagelserne var Albanien og Jugoslavien som begge havde befriet sig selv fra tyskerne. Ironisk nok passede denne tilgang bedre med de teorier, som den – på dette tidspunkt – henrettede marskal Tukhatjevskij havde støttet om udbredelse af socialisme med bajonetter. Det var også efter Anden Verdenskrig, at – ganske ironisk og sørgeligt, at den sovjetiske ledelse paranoisk angreb sin egen jødiske befolkning, som den mistænkte for fjendtlige hensigter. Det store antal jøder i ledelsen af kommunistpartiet blev et tema for antisemitter, som ville give indtryk af, at dette var en form for fremmed indflydelse i regimet.

 

Den grå zone
Inden for Oktoberrevolutionen var der tendenser hen mod, hvad Lenin betegnede som “imperialistisk økonomisme”, eller en benægtelse af vigtigheden af det national-koloniale spørgsmål og problemet med national ulighed. I det, der burde lyde bekendt i Vesten i dag, var der mange revolutionære, som så “klassespørgsmålet” som det store dyr, der langt overskyggede – hvis ikke udelukkede – alt andet. Lenin mindede sine kammerater om, at der ikke kan være tillid uden national lighed. Historien viser, at den respons, Lenin fik fra størstedelen af det bolsjevikiske parti – i teori og praksis – var ambivalent og ofte tvetydigt. Selv Stalin, som havde haft ry for at forstå betydningen af det national-koloniale spørgsmål, flyttede sig over tid mere og mere i retning af den berygtede storrussiske chauvinisme, som kun var alt for velkendt for de undertrykte nationer i det tidligere russiske imperium.

 

Det national-koloniale spørgsmål har altid udgjort en skyggezone for revolutionære bevægelser i imperier. Efterhånden udviklede Karl Marx en forståelse for indvirkningen af det 19. århundredes engelske kolonialisme i Irland ikke bare på det irske folk; men også på den engelske arbejderklasse. Især skabte national undertrykkelse et “partnerskab”, i mangel af en bedre betegnelse, mellem de herskende eliter, som styrede og gennemførte undertrykkelsen, og de brede folkelige dele af “undertrykkernationen”, som enten gennem deres handlinger eller tavshed, støttede denne undertrykkelse.

 

Lenin påskønnede dette i sine triader mod nationale privilegier, men dette var utilstrækkeligt. Undertrykte folk har behov for muligheden for at afgøre deres egen skæbne. Men der er altid en “risiko” for, at det at afgøre sin egen skæbne indebærer afviklingen af en tidligere statsstruktur, og herigennem kan utilsigtede følger opstå.

 

I tilfældet England og Irland kunne ægte selvbestemmelse have udfordret det engelske imperium. Den Irske revolutions ufuldstændige natur og påtvingelsen af en form for nykolonialisme på den sydlige del af Irland eliminerede denne risiko. I tilfældet Rusland ville ægte national selvbestemmelse ikke bare have resulteret i nye og anderledes grænser, men også i en vis usikkerhed. Hvad ville det f.eks. have betydet, hvis det landbrugsmæssige grundlag i Ukraine ikke længere havde stået til rådighed for USSR? Hvad ville det have indebåret at have en kæmpe, uafhængig, men allieret sovjetisk republik i Turkistan/Centralasien, en overvejende muslimsk befolkning, som var etnisk forskellig på grundlæggende vis i forhold til befolkningen i de vestlige dele af Sovjetunionen? Kunne der faktisk have blevet et koordineret socialistisk projekt? Hvordan ville uenigheder blive håndteret mellem revolutionære ledelser af de tidligere undertrykte nationer og den tidligere undertrykkernation i imperiet? Og for at sætte sagen på spidsen, hvordan ville uenigheder have blevet håndteret, hvis de tidligere undertrykte nationer – der nu havde løsrevet sig – var ledt ikke af socialister, men af kapitalister?

 

Oktoberrevolutionen var ude af stand til at løse disse spørgsmål med nogen som helst form for konsekvens. Over tid bevægede dens forsøg på løsninger sig i retning af at opgive en revolutionær tilgang til det national-koloniale spørgsmål (internt), såvel som en tendens til at behandle dette spørgsmål (eksternt) meget selektivt, hovedsageligt med udgangspunkt i den sovjetiske udenrigspolitiks bekymringer og mål.

 

Oktober turde stille spørgsmål, som de fleste revolutionære i imperialistiske stater havde skyet som pesten. Den kastede sig ud i eksperimenter, som chokerede verden med sin genialitet. Samtidigt blev disse eksperimenter ikke uddybet og vedligeholdt. Som venstrefløjen har set det gennem USSR’s nedgang og fald, så er den lære, som Oktoberrevolutionen forsøgte at fremme, stort set blevet glemt eller forkastet.

 

Det er nu op til det 21. århundredes globale venstrefløj at genoplive en revolutionær, demokratisk og internationalistisk tilgang til det national-koloniale spørgsmål, der i dag bedre forstås som både modstand mod racistisk og national undertrykkelse og som kampen mod imperialisme, hvad enten i dens mere traditionelle former eller i stigende omfang som et system af transnational global kapitalisme.

 

Bill Fletcher, Jr. er en mangeårig socialist og den tidligere formand for TransAfrica Forum. Følg ham på Twitter, Facebook og på www.billfletcherjr.com.

 

Artiklen er oversat fra Peoples World af Peter Kragelund.

Opslået i Facebook, Historie, Rusland

single.php