Man skal ikke klikke sig gennem mange danske medier i disse dage for at finde ’arbejdskamp anno 2018’. De sidste par uger har kampen mellem DSB og de ansatte fyldt voldsomt i medierne. En direkte, selvstændig organisering og mobilisering blandt lønmodtagere, der forsvarer deres løn og arbejdsvilkår. En situation, vi ellers ofte har kigget langt efter i de sidste mange år.

 

Nu handles der faktisk, og selvom arbejdsretten og DSB har svaret igen med massive repressalier (øget bod, lockout mm.), så virker de ansatte målbeviste i deres kamp og fortsætter aktionerne. Flere melder sig med solidaritetserklæringer, fagbevægelsen står last og brast ( indenfor reglerne af det fagretslige system), og de mest aktivistiske lag af faglige grupper har vist deres  sympati med direkte tilstedeværelse.

 

Sagen om DSB er også grotesk: Undergravning af tillidsmandsorganisationen, fjernelse af medarbejderindflydelse, forringede varslinger omkring arbejdstid og meget mere.

 

Dette bør være en oplagt opgave for venstrefløjen at slå ring om de DSB-ansatte og støtte dem i at vise, at faglig kamp kan føre til sejr, også selvom den ikke føres indenfor det etablerede fagretslige system, men måske netop på trods af dette.

 

Ikke kun DSB-ansatte
Men mobiliseringerne blandt lokoførerne står ikke alene i disse dage. En af de største sejre, som blev fremhævet af den faglige tops forhandlere i forbindelse med OK18, var sikringen af den betalte spisepause for alle statsansatte. Takket være musketereden, skulder ved skulder osv., lykkedes det fagtoppen at forhandle dette på plads – troede man da…

I modsætningen til andre overenskomstforlig, er forliget på det statslige område ikke en direkte aftale for alle organisationerne. Her forhandles og afstemmes på et overordnet niveau, som først efterfølgende (efter afstemningen) skal omsættes til reel overenskomsttekst på hvert område.
Så først da parterne efter sommerferien skulle omsætte forliget til overenskomsttekst, kom det frem, at der var uenighed om fagbevægelsens udlægning af forliget. Pludselig var det tvivlsomt, hvad man reelt havde aftalt tilbage i foråret.

 

En principiel kamp!
Hele uenigheden bygger på en sætning om, at den betalte frokostpause nu stadfæstes i overenskomsterne for dem, som allerede har den.

 

Begrundelsen for denne formulering var, at man ikke ønskede, at yderligere grupper skulle begynde at modtage betaling. Rengøringsmedarbejdere skulle ikke modtage betaling, og lægerne ønskede ikke at stå til rådighed i spisepausen – derfor den specielle formuleringen.
Men på seks af statens skoler, tre erhvervsuddannelser, to gymnasier og ét AMU-center, var den betalte frokostpause allerede afskaffet lokalt for grupper, der havde den andre steder. Så uenigheden er, om disse områder nu er dækket? Fagtoppen hævdede ellers, at der ingen problemer var, da de med himmelvendte øjne garanterede, at alle nu var omfattet, herunder de 1.150 undervisere på seks skoler…

 

Sagen er en principiel kamp om de kollektive overenskomster: Man kan ikke acceptere, at der indgås overenskomster på hele brancheområde, uden at de omfatter alle. Det bryder med logikken om kollektive aftaler, at Thomas og Mette får betaling, men ikke Sofie.

 

Så her seks måneder efter indgåelsen af OK18, kender 1.150 lønmodtagere ikke deres daglige arbejdstid, da der er tvist om, hvorvidt frokostpausen tæller med eller ej. Fagtoppen har grebet i værktøjskassen og varslet en faglig voldgift til at afklare spørgsmålet. Det betyder, at vi nu kan se frem til en afgørelse om 12-18 måneder. Selvom de føler sig sikre på en sejr, tør de dog ikke garantere en efterfølgende kompensation, eller at det bliver med tilbagevirkende kraft. Ergo vinder Moderniseringsstyrelsen ved at trække tiden og kræve en retslig afgørelse.

 

Lokalt har de ansatte på den største af skolerne, TEC, afholdt faglige møder og haft arbejdsnedlæggelser, for at presse på for en lokal løsning, som ikke kræver halvandet år. Der er også overvejelser i gang om at kigge på andre aktionsformer, som ikke vil blive besvaret med bod og fyrringer. Men det står klart, at også her står arbejdsgiverne klar til at sanktionere på hårdest mulig vis, hvis det bliver for omfattende.

 

En ny generation fagligt aktive
Fælles for både de DSB-ansatte og underviserne er dog, at begge grupper involverer nye generationer af fagligt aktive, som aldrig har medvirket i den slags før. Vi snakker tjenestemænd og tjenestemandslignede ansatte, som trodser de fagretslige regler og arbejdsgiverne og gennemfører arbejdsnedlæggelser. Men begge steder oplever de, at man kan tilte på magtbalancen, så længe kollegerne står sammen og nægter at acceptere, at nogen bliver hevet ud. Begge steder nyder de også godt at mærke opbakningen udefra, fra andre faggrupper.

 

Så uanset udfaldet af de forskellige kampe, så giver disse kampe inspirationer til andre faggrupper på andre arbejdspladser. Især hvis de sikres den størst mulige opbakning og kan mærke, at de kæmper nogle principielle kampe for alle lønmodtagere. Og det gør de jo: Det handler om at værne om tilkæmpede goder og slå hårdt igen, når arbejdsgivere forsøger at undergrave og udfordre vores resultater.

 

Disse kampe, disse oplevelser og denne læring sker lokalt, når folk er i bevægelse, ikke gennem det etablerede fagretslige system. Som endnu engang har demonstreret, hvordan det kan tage år at afklare en betaling for arbejdstid ad denne vej, men tage timer, hvis lønmodtagerne nægter at sælge deres arbejdskraft.

 

Alle gode faglige kræfter og venstreorienterede bør støtte disse kampe, både principielt og ikke mindst direkte!

 

Det kan ske ved lokale støtteudtalelser fra arbejdspladser, ved sende en buket blomster, ved at skifte sit facebookbillede mm. Alt, hvad der viser opbakning, giver et boost til de folk, som går forrest og måske risikerer hårde sanktioner.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 2. december 2018

Opslået i Arbejdsmarked, Faglig kamp, SAP's ugekommentar

single.php