Det går godt med økonomien, siger regeringen - den økonomiske krise er slut (for denne gang…). Så nu er der masser af penge til at rette op på skaderne i den kommunale velfærd. Og nu er der råd til et ordentligt OK18-resultat for de offentlige ansatte… Eller hov: I mange kommuner er kassen tom, og der snakkes om nedskæringsbudgetter?!

af Socialistisk Arbejderpolitik

I den situation er der brug for Enhedslisten – til at holde fast i, at der er penge nok, men de skal tages fra de rige, og til at mobilisere brugere og ansatte til en kamp, der gør dette realistisk.

 

Selv om situationen i kommunerne på mange måder er vidt forskellig, er det generelt, at der er behov for et ordentligt løft i de kommunale budgetter. Trods ”valgbudgetterne” sidste år, springer resultaterne af mange års massive nedskæringer på f.eks. hjemmehjælp og daginstitutionsnormeringer i øjnene. Det samme gør situationen på skoleområdet, hvor et groft overgreb på lærernes forhandlingsret sammen med en kæmpemæssig og omkostningstung, men stort set ufinansieret reform har skabt en dårligere skole med stressramt og utrygt personale. Dertil kommer de utallige nedkæringsbetingede centraliseringer, dvs. lukninger af alle slags lokale institutioner, der blandt andet har undermineret (og medvirket til at skabe) det såkaldte ”Udkantsdanmark”.

 

Bag dette ligger mange års – og skiftende regeringers – underminering af den kommunale økonomi. Kommunerne er lagt i en spændetrøje af budgetlove, udgiftslofter m.v., der sammen med den demografiske udvikling (ikke mindst flere ældre) har skabt kronisk mangel på midler overalt i systemet.

 

Mange kommunalpolitikere frygter ligefrem en OK18, der giver de mange kvindelige ansatte i den offentlige sektor tilnærmelsesvis de samme løn- og ansættelsesforhold som ansatte i sammenlignelige mandefag. Eller som giver lærerne ret til kollektivt at sætte hælene i, når arbejdspresset bliver umenneskeligt – så der bliver brug for langt flere ansatte også på dette område. For hvor skal pengene komme fra?

 

Mod strømmen: Fornuftens stemme!
Enhedslistens resultat ved kommunalvalget var heldigvis en stabilisering af gennembruddet i 2013, der gav os en platform med over 100 valgte i kommunalbestyrelser over hele landet. I denne weekend mødes de til en konference, hvor ikke mindst dette års budgetkamp står på dagsordenen: Hvad er Enhedslistens svar, når behovene skriger til himlen – og kassen i nogle kommuner er rungende tom, efter ”valgbudgettet” sidste år? Hvad stiller vi op, når spørgsmålet om, hvor i alverden pengene skal komme fra, trænger sig på?

 

Skal vi acceptere at stemme for små forringelser – for at undgå det, der er værre?

 

Skal vi kræve kommunalskatten hævet, så der ad den vej kan skaffes midler til bedre velfærd, bedre skoler osv.?

 

Er vi ikke nødt til at være et økonomisk ansvarligt parti, der stiller med et realistisk budgetforslag, som holder sig loyalt inden for de regeringsudstukne rammer?

 

Den lette løsning er at svare ”ja” til de tre sidste spørgsmål. Det er de svar, som alle andre partier giver: Vi begræder situationen, men vi må påtage os ansvaret for at administrere elendigheden. Og vi vil blive udskældt og hånet af de øvrige politikere – ikke mindst af de øvrige partier på den såkaldte venstrefløj – hver gang, vi svarer nej til et af dem.

 

Ikke desto mindre er det nødvendigt, at nogen løfter blikket, stopper gråden og holder krudtet tørt. At nogen vover at løfte røsten, som den lille dreng i Kejserens nye klæ’r, og siger:

 

”Der er råd! I indrømmer selv, at der er masser af penge i samfundet. Hvorfor i himlens navn skal vi så sidde her og tage ansvaret for, hvordan vi skærer ned på de kommunale velfærdsordninger på den mest skånsomme måde? Eller hvor mange penge, vi skal tage op af lommen på selv de fattigste borgere i landet?”

 

“Glem det! Vi afviser enhver forringelse for almindelige mennesker, og vi går tværtimod aktivt ind i kampen mod disse forringelser, hvis andre partier beslutter at gennemføre dem.”

 

“De kommunale kasser skal have et kæmpeløft – for at genoprette velfærden såvel som løn- og arbejds-forholdene. Og pengene skal komme fra staten, der kan og skal hente dem fra de mange virksomheder og rige mennesker, der i øjeblikket skovler penge ind!”

 

Det kommunale oprør vindes på gulvet – ikke i byrådssalen
Indrømmet: Det lyder så indlysende og nemt, men det er det ikke! Ikke desto mindre er det nødvendigt. Ikke for at Enhedslisten kan være de frelste, dem med de rene hænder, der derfor kan stå i et godt lys i medierne, når nogen kritiserer forringelserne. Begrundelsen er desværre først og fremmest en anden og langt vigtigere:

 

Hver gang man accepterer at stemme for en nok så lille forringelse for almindelige mennesker, er man med til at underminere mulighederne for at kæmpe imod det kommunale mareridt. Det, der skal til, hvis den nyliberale offensiv mod alle offentlige velfærdsordninger skal stoppes, er og bliver jo en aktiv folkelig modstand mod denne. Og det er denne bevægelse, den aktive modstand, vi kommer til at underminere. For hvordan i alverden skulle vi kunne være en troværdig, drivende kraft i at opbygge en kamp mod nedskæringer, som vi selv har været med til at beslutte?

 

Derfor er det så afgørende, at Enhedslistens kommunale repræsentanter er så konsekvente i deres afvisning af forringelser: Fordi deres vigtigste opgave altid er at bane vejen for den folkelige modstand – herunder gerne den lokale Enhedsliste-afdelings aktive initiativer til modstand! Fordi det kommunale oprør mod den nyliberale politik kun kan vindes på gulvet, ved en folkelig bevægelse, ikke ved smarte manøvrer i byrådssalen.

 

Enhedslistens hovedopgave er at fortsætte opbygningen af den velfærdsbevægelse af brugere og ansatte, der kan sætte en helt anden dagsorden. Styrken ved en sådan bevægelse har vi f.eks. set, da regeringen for et par år siden blev tvunget på tilbagetog ved kommuneforhandlingerne.

 

Hvordan harmonerer den konsekvente afvisning af ”nødvendige” forringelser med ønsket om at fremstå som et troværdigt parti, der ikke siger ”alt eller intet”, men kommer med konkrete og realistiske forslag?

 

Det er ikke altid lige let – men det lader sig gøre! De fleste Enhedsliste-afdelinger er faktisk lykkedes med det gennem mange år, med større eller mindre perfektion. Et vigtigt element er, at man sagtens kan foreslå og stemme for ethvert nok så lille skridt i den rigtige retning. Det ødelægger man ikke nogen kampe med, tværtimod. At Enhedslisten også altid er parat til og gerne er initiativtager til samarbejde med andre partier også om små ting, bare det går i den rigtige retning. Og at man sagtens også kan opstille konkrete samlede alternativer, som kommunalbestyrelsen kunne vælge: I udgangspunktet/bedste fald det kommunale oprør, hvor man sammen med andre kommuner boykotter regeringens diktater. Eller i det mindste et kommunalt budgetforslag, der gerne tryller lidt med grænsesøgende indtægtskilder (fra velhavere og virksomheder), men i hvert fald er klinisk renset for forringelser for almindelige mennesker. Om det er det ene eller andet, afhænger naturligvis af situationen i kommunen og resten af landet: Er der en landsdækkende velfærdsbevægelse på banen, der kalder på en ny dagsorden? Eller står vi uden spor af bevægelse, nationalt og lokalt, lige før tredjebehandlingen.
Men først og fremmest beror Enhedslistens troværdighed på, at det er os, der er med ude ved og i bevægelser og organiseringer af alle slags – om det så er lærere, skraldemænd, vuggestueforældre, miljøforkæmpere, elever eller ældregrupper – og det er os, der konsekvent kæmper for deres sag, i kommunalbestyrelsen såvel som udenfor.

 

Kommunale skattestigninger: Hamrende asociale
Spørgsmålet om kommunale skattestigninger har desværre ofte vist sig som en akilleshæl for Enhedslisten. Forståeligt nok, alene fordi de borgerlige partier ofte knytter nedskæringer sammen med skattelettelser. Men her som i andre tilfælde er det ikke altid rigtigt bare at formulere sin politik som det modsatte af de borgerliges.

 

For det er simpelthen ikke muligt at tale sig ud af, at en kommunal skattestigning er en ganske konkret forringelse for ikke bare mellemindkomster, men også de allerfattigste i samfundet. Den kommunale skat er nemlig, kort sagt, hamrende asocial.

 

Kommunalskatten tages med samme procentdel – uanset indkomstniveau – af den skattepligtige indkomst. Så de fattigste, f.eks. personer på overførselsindkomst, der ikke har andre fradrag end personfradraget, rammes procentuelt hårdest. Og ikke nok med det: I den anden ende af skalaen sikrer ”det skrå skatteloft” på ca. 52 procent, at de allerhøjeste indtægter decideret bliver fritaget for skattestigningen, hvis deres skattebetaling kommer over denne grænse!

 

At kræve denne asociale skat hævet er og bliver en klar forringelse. Det rammer de fattigste ubønhørligt, og selv om 1-2 procent måske ikke er mere end nogle hundrede kroner, kan det mærkes på lige netop den slags budgetter.

 

Med mindre selvfølgelig man knytter forslaget sammen med en årlig ”julegave til borgerne”, hvor alle skatteborgere med små og mellemstore indtægter får skattestigningen retur!  Så har vi en indtægtskilde med stort potentiale. Men dette ellers udmærkede forslag vil nok næppe blive opfattet som tilstrækkeligt ”realistisk” af andre politikere…

 

Ny dagsorden
Her og nu er der brug for, at Enhedslistens stærke hold af kommunalpolitikere især sender to klare budskaber afsted fra weekendens konference:

 

1. Enhedslisten giver sin fulde støtte til de offentligt ansattes kamp for rimelige arbejdsvilkår – herunder ligeløn for de mange offentlige ”kvindefag” og kollektive aftaler om arbejdsbelastning, også for lærere!

 

2. Der er råd til kommunal velfærd! Enhedslisten vil kaste sine kræfter ind i et kommunalt oprør, der kræver en helt anderledes kommuneaftale, som kan sikre genopretning af den kommunale velfærd! Enhedslisten kræver et totalt stop for forringelser. Tiden er inde til en helt anden dagsorden: Der er plads og råd til forbedringer!

 

Heldigvis vil sådanne udmeldinger ikke falde på gold jord. Der er vilje til kamp i store grupper af ansatte, såvel som store brugergrupper, der ikke længere vil finde sig i nedskæringskniven. Det er den mobilisering, Enhedslisten skal være og er en vigtig del af – i og ikke mindst uden for kommunalbestyrelserne. OK18 og en ny velfærdsbevægelse kan og bør blive den tue, der vælter den nyliberale regerings læs.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 3. februar 2018

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com