Optakten til OK18 har budt på godt nyt i forhold til at skabe en stærkere, samlet og mere handlekraftig fagbevægelse. Men solidariteten skal rodfæstes lokalt blandt medlemmerne, hvis det skal føre til et gennembrud.

 

Heldigvis ser vi i disse dage et tiltag fra fagbevægelsen, som snildt kan vise sig at være en ”game changer”! Nemlig at de faglige organisationer på det offentlige område har valgt at indgå en musketer-ed, om at ingen ville indgå i forhandlinger omkring OK18, før der havde været realitetsforhandlinger mellem lærerne og arbejdsgiverne.

 

Dette blev meddelt arbejdsgiverne kort før jul, og selvom det blev mødt med mistro, så har de faglige organisationer indtil videre holdt deres ord, og er udeblevet fra de forskellige forhandlingsmøder. Kun lærerne og KL har påbegyndt forhandlingerne, men vurderingen fra forhandlingsfællesskabet og OAO (Offentlige Ansattes Organisation) var fredag, at forhandlingerne indtil videre ikke har været reelle, så man forsætter med ikke at ville mødes på de andre områder.

 

At man – indtil nu – faktisk har gennemført dette pres på arbejdsgiverne, har været noget af en overraskelse. Især for Sophie Løhde, der som ansvarlig minister ikke troede, det reelt ville ske og energisk har forsøgt at spille faggrupperne ud mod hinanden.

 

Det er alt for tidligt at sige, om fagtoppens fællesskab vil holde ved, og om det vil bære frugt. Men hvis det skal sikre en faglige styrke, som reelt kan presse KL og regeringen, så kræver det, at dette fællesskab hurtigst muligt forplanter sig ned i alle led af de faglige organisationer. Det er fint, at topforhandlere giver håndslag, men det er afgørende for den faglige styrke, at også kollegaerne på arbejdspladsniveau er med på dette håndslag, og vil slås for hinanden på tværs af faggrænser. Derfor må fagbevægelsen hurtigst muligt udbrede disse håndslag, inddrage medlemmerne, og sikre, at medlemmer mødes på tværs af faggrænser og diskuterer mulighederne, og hvor langt man vil gå.

 

Skulle det lykkes lærerne at få en reel arbejdstidsaftale, så er det alene en normalisering af forholdene, så de reelle forbedrings-forhandlinger kan starte. Her skal lærerne selvfølgelig indse, at de nu også skal vise sig solidariske med andre faggrupper. Hovedspørgsmålene bliver især ligeløn og lavtlønsområderne, og det er områder, hvor lærerne tidligere ikke har vist den store interesse, og generelt f.eks. har nægtet krone-/øre-kravet, med undtagelse af Uddannelsesforbundet.

Hvad må der gøres?
Det er måske naivt at tro på, at toppen i de offentlige faglige organisationer vil tage det radikale skridt, i højere grad at begynde en aktiv involvering af medlemmerne på arbejdspladsniveau. Derfor vil det være op til gode faglige kræfter – ikke mindst dem, der er organiseret i Enhedslisten – at sikre, at der afholdes møder, både på arbejdspladser og på tværs af arbejdspladser, for at lægge pres på forhandlere og modpart. Vi ved, at fagtoppen i flere forbund er gået i gang med at opdatere planerne i forhold til en evt. konflikt; men vi ved også, at det er medlemmerne, som skal bære en konflikt igennem, og som skal kunne stå inde for grundlaget.

 

Spørgsmålet om øget arbejdstid, udløberen fra de 42 timer i OK17 på det private område, vil også blive rejst, og her er der mulighed for i endnu højere grad at række ind til aktivistiske lag af privatansatte.

Musketereden har kridtet banen op for solidarisk slagkraft. Men det store skridt fremad kommer først ved fælles kamp og aktivering af medlemmerne.

SAP’s forretningsudvalg, den 15.1.2018

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar

single.php