Folkeafstemningen om medlemskab af EU rykker tættere på og deler vandene på alle fløje. Den yderste venstrefløj er imod EUs politik, men mange er alligevel imod udmeldelse med argumentet om, at det vil gavne højrefløjen og puste til racisme og nationalisme.

Labour som parti går ind for et ”ja”, og det gælder også partiets venstrefløj med den nye partileder Jeremy Corbyn i spidsen. Corbyn går ind for et andet Europa end Camerons neoliberale model, ”et socialt Europa, et folkets Europa”, men (i hvert fald i første omgang) inden for rammerne af EU.

Hvordan diskussionen har været inden for Labour op til afstemningen, falder uden for denne artikels rammer, men alt tyder på, at et næsten samlet Labour vil stemme ja den 23. juni, om end der er forskellige dagsordener hos centrum-højrefløjen og det traditionelle partiapparat på den ene side, og Corbyns venstrefløj på den anden side. Der er i høj grad et taktisk moment i Corbyns stillingtagen, for selv om hans opbakning i partiet er stigende, så har han stadigvæk mægtige fjender, og et internt kup er fortsat inden for rækkevidde. Partiet har oplevet en medlemsfremgang på ca. 30 procent, efter Corbyn blev formand, og det skønnes, at han har opbakning fra ca. 2/3 af medlemsskaren, der nu er tæt på 400.000 medlemmer.

Det er rigtigt, at der er en ”Labour Leave”-gruppe i partiet, men det er primært et par håndfulde parlamentsmedlemmer, hvoraf kun to, John McDonnell og Kelvin Hopkins, har en klar venstrefløjsprofil og var blandt de 36 medlemmer, som det med nød og næppe lykkedes Corbyn at få til at skrive under på sin opstilling til formandsposten. De øvrige er mere eller mindre farverige backbenchers, der hverken har nogen venstrefløjsprofil eller nogen særlig tyngde i partiet, og de er splittede omkring deres forhold til den officielle ”Vote Leave”-kampagne, der domineres af UKIP-folk og den konservative nej-fløj, der i det store hele er identisk med højrefløjen. Der er ikke noget, der tyder på en medlemsaktivitet af betydning for et ”nej” inden for Labour.

Another Europe
Der er dog dele af Labours venstrefløj, som er gået sammen med blandt andet de Grønne og det Enhedsliste-lignende parti Left Unity i ja-kampagnen Another Europe is Possible (AEIP), mens andre på den yderste venstrefløj er forenet om et nej i kampagnen Lexit (left + exit), hvor de vigtigste medlemmer er det britiske kommunistparti CPB, Socialist Workers Party og transportarbejderforbundet RMT.

Socialist Workers Party (den internationale IS-tendens) var i mange år den absolut stærkeste organisation på den revolutionære venstrefløj, men har de seneste år været udsat for en række splittelser. En del af de udmeldte har dannet platformen Revolutionary Socialism in the 21st century eller blot rs21

Hvorfor ja – hvorfor nej?
Jeg vil i det følgende prøve at sammenfatte nogle af de holdninger, der er kommet frem fra folk på den britiske venstrefløj, og jeg vil tage udgangspunkt i en kommentar af John Walker (JW) fra rs21, hvor argumenterne for og imod analyseres nærmere, samtidig med at han retter blikket mod spørgsmål, som han opfatter som overordnede i forhold til, om man skal stemme ”ja” eller ”nej”.

JW´s grundsynspunkt er, at et ”ja” eller ”nej” er at stille det forkerte spørgsmål – det drejer sig om, hvordan den revolutionære venstrefløj kan intervenere uafhængigt i kampagnen frem mod afstemningen. Han sammenligner afstemningen den 23. juni med briternes første EU-folkeafstemning i 1975. Begge gange er baggrunden for afstemningen en dyb splittelse i regeringspartiet, dengang Labour, i dag det konservative parti. I Labour var det en splittelse mellem højre og venstre, hvor det var nødvendigt for de revolutionære at bakke venstrefløjen op i kampagnen for et ”nej”. Det blev et nederlag for venstrefløjen, og i forlængelse heraf en svækkelse af arbejderklassen, der kulminerede med minearbejdernes nederlag under Thatcher.

I dag er der tale om en splittelse inden for det konservative parti mellem to fraktioner, der begge er fjendtlige over for indvandrere (i den britiske debat anvendes som oftest ”migrant”-begrebet, altså arbejdere fra både EU- og ikke EU-lande, flygtninge m.m.), og som begge går ind for en neoliberal politik med nedskæringer, privatiseringer osv. Der er ingen grund til at bakke op om den ene eller den anden fraktion op til afstemningen, for privatiseringerne og indskrænkningerne af rettigheder for arbejdere og migranter vil fortsætte. Der er ikke, som i 1975, tale om et valg mellem to forskellige modeller, og EU-modstanderne i partiet er nærmest endnu mere ihærdige tilhængere af privatiseringer end Cameron.

Der er derfor ikke noget principielt på spil i afstemningen for den revolutionære venstrefløj. Det er et rent taktisk spørgsmål, måske endda ikke særlig vigtigt, også fordi der ikke er den samme kampvilje i arbejderklassen som i 1975. De revolutionære stemmer vil drukne i kampen mellem ”ja” og ”nej”, og de kan ikke regne med at få nogen reel indflydelse på resultatet.

Det gælder altså om at undgå symbolpolitik, det vil være at råbe i ørkenen om et ”ja” eller ”nej”, det er spild af tid, og de revolutionære må i stedet sætte sig realistiske, langsigtede mål, der kan ændre styrkeforholdene, hvad enten det bliver et ”ja” eller et ”nej”.

Angreb på migranter
Et nøglespørgsmål i denne sammenhæng er de stadigt tiltagende angreb på migranter. Det helt centrale tema for UKIP og den konservative højrefløj er migrationsspørgsmålet, hvor Camerons reaktion har været at forhandle med EU om yderligere restriktioner. Både ”ja”- og ”nej”-siden ser migration som et problem, som begge parter har et svar på, og uanset afstemningens udfald, så vil angrebene på migranter blive stadigt flere og stadigt mere alvorlige. Udvisning af ikke-EU-borgere, der tjener mindre end 35.000 pund pr. år, vil således blive sat i værk, uanset udfaldet af afstemningen.

De revolutionære skal fortsætte med at opbygge modstanden mod disse angreb, i forlængelse af deltagelse i bevægelser, der støtter flygtningene i Calais, eller kæmper for lukningen af interneringslejre mm.

Det, der frem for alt er brug for, er en forenet kampagne imod regeringens anti-migrant-politik, igen uanset om det bliver et ”ja” eller ”nej”. Den nuværende bevægelse for migranters rettigheder består af en række spredte aktiviteter, hvorfor det gælder om at samle en bevægelse omkring kravet om åbne grænser og prøve at give det en fremtrædende rolle i den offentlige debat. Der vil næppe være modstand fra de forskellige bevægelsers side – det er bare med at gå i gang!

Det skal selvfølgelig forbindes med EU-spørgsmålet. Der er mange solidaritetsgrupper og bevægelser, der har illusioner om EU. De revolutionære må blive ved med at slå på, at mens EU går ind for at nedbryde de interne grænser, så er de fyr og flamme med hensyn til at opbygge en fælles, stærk grænse udadtil – grænsekontrol, pigtråd, militær, tåregas, Erdogan mm. Det har allerede kostet mange, mange menneskeliv – EU har blod på hænderne så vi må igen og igen fremføre kravet om ”ingen grænser”!

De revolutionære skal i samme åndedrag fremhæve, at EU ikke på nogen måde giver migrantarbejdere beskyttelse – EU ødelægger arbejdsbetingelserne for alle arbejdere, det er ikke indvandrere, der presser lønnen ned, det er arbejdsgiverne, og EUs lovgivning hjælper dem med det.

Det er heller ikke kun EU, der forringer arbejdernes vilkår. Den konservative fagforeningslov er helt igennem hjemmelavet, og både ”ja”- og ”nej”-fløjene i det konservative parti bakker op om den – ja, de mest modbydelige neoliberale i det konservative parti finder man faktisk på ”nej”-siden.

Det betyder alt sammen, at vi ikke skal hænge os selv op på hverken den ene eller den anden kampagne. De revolutionære skal være som den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”, der peger på ubekvemme sandheder, og aldrig tabe af syne, at det, som vi prøver at bygge op, har et langsigtet perspektiv.

Det er vigtigt at fortsætte med at gå imod den racisme, som de restriktive tiltag over for indvandrere indebærer, og blive ved med at gentage parolerne: Ned med EU og Fort Europa! Rul privatiseringerne tilbage! Nej til det frie markeds vanvid! Luk grænserne op!

Taktisk spørgsmål
Spørgsmålet om, hvordan man skal stemme, er altså et taktisk spørgsmål, der ligger langt nede på listen over, hvad der bør diskuteres, fordi modstand mod EU og grænsekontrol ikke rigtig svarer til det, som afstemningen går ud på.

Det vil være mest konsekvent at stemme ”nej”. Hvis der kommer en afstemning senere, f.eks. vedrørende den økonomiske politik, hvor det er nødvendigt at stemme ”nej”, så kan det virke inkonsekvent, hvis der er stemt ”ja” ved en tidligere lejlighed.

Der er dog også et tungtvejende argument, der er grundlag for, at nogle på den revolutionære venstrefløj vil stemme ”ja”. Det er hensynet til de 2 millioner EU-borgere, der er bosiddende i Storbritannien, de er under vedvarende beskydning fra ”nej”-fløjens side i det konservative parti, og Cameron har indgået en aftale med EU, der vil forværre deres stilling i landet, hvis det bliver et ”ja” den 23. juni.

JW konkluderer, at der er gode argumenter både for ”ja” og ”nej” set fra et revolutionært standpunkt. Man kan blive klogere af argumenterne fra begge positioner, hvis de bliver fremført på kammeratlig vis. Afstemningen udkæmpes, som JW formulerer det, på fjendens hjemmebane, og lige meget, hvordan den ender, så står vi over for den samme kamp dagen efter.

Med Alan Thornett til møde
Der er møder, hvor man bagefter spørger sig selv, om man ligger under for et eller andet quasi-kristeligt selvplagersyndrom, når man vælger at gå til det. Det lyder som om, det var sådan et møde, Alan Thornett fra Socialist Resistance var til den 23. marts 2016 i London. Det så måske godt nok ud på forhånd – det var et panel-møde med Tariq Ali, repræsentanter for CPB, SWP, RMT m.fl., og der var godt 100 deltagere.

Det fælles standpunkt hos panelet var, at EU er et reaktionært, anti-arbejderklasse-projekt. Det var de fleste tilstedeværende enige i, også Alan Thornett (AT). Det så så også ud til, at det eneste, man så kunne gå ind for, var at stemme ”nej”. Diskussionen kom til at dreje sig om, hvad der ville ske bagefter, og hvilken betydning det ville få for arbejderbevægelsen.

Paneldeltagerne var rørende enige. De argumenterede – hvad der var et kors for AT – for, at et ”nej” ville sætte venstrefløjen i en gunstig position og måske endda bringe den konservative regering til fald og bane vejen for en venstrefløjsregering under Jeremy Corbyns ledelse.

Det blev dog modsagt af Charlie Hore fra rs21 og af AT selv. De karakteriserede forestillingen om et ”nej” som en fordel for venstrefløjen som noget, der var bragt til veje fra drømmenes verden. Et ”nej” ville være en enorm sejr for UKIP, de konservatives højrefløj og for racisme og fremmedhad. At det skulle trække den politiske situation mod venstre var ikke troværdigt – tværtimod vil den blive trukket mod højre, måske ville det føre til en splittelse af det konservative parti og en omgruppering af højrefløjen, der ville styrke den yderligere og bringe fremmedhadet endnu mere i forgrunden.

Andre mødedeltagere talte om det vigtige i at tilbageerobre national suverænitet, og hvordan EU havde medvirket til, at der blev krig i Ukraine.

En ting, der gik AT en del på, var den selvbehagelige attitude, som panelet indtog over for den yderst usikre situation, som borgere fra andre EU-lande vil blive kastet ud i, hvis det bliver et ”nej”. AT tog det op i sit bidrag til debatten, hvor han sagde, at begge de store nej-kampagner var blevet spurgt om det, og ingen af dem kunne sige noget om, hvordan disse borgere ville være stillet, hvis det blev et ”nej”. De sagde begge, at det ikke var muligt at sige noget om på nuværende tidspunkt. Det var ingen trøst, at SWPs repræsentant svarede, at der nok ikke skete EU-borgerne noget, for der var jo også mange briter i andre EU-lande.

Et argument for ”nej”
Medlemmer af rs21 vedtog på et møde i april en opfordring til at stemme ”nej” ud fra en erklæret internationalistisk holdning. udtalelsen beskriver den politiske sammenhæng langt hen ad vejen på samme måde som i John Walkers kommentar.

Venstrefløjen har en forpligtelse til ”at intervenere på trods af deres (højrefløjens) retorik, og fremsætte principielle, revolutionære argumenter”, så højrefløjen bliver ”bekæmpet tomme for tomme på deres ideologiske og politiske terræn”. Udfordringen med at de Konservative vil fortsætte krigen mod arbejderne også efter afstemningen, formuleres sådan, at ”udfordringen består i at deltage i disse kampe og stole på folks evne til at kæmpe for at forsvare deres interesser som den eneste garanti, vi har for disse rettigheder.”

Det kan forekomme lidt luftigt og abstrakt, måske fordi opfordringen styrer imod en position, hvor det, at ”debatten domineres af racistiske, økonomistiske og misforståede fortællinger, ikke befrier os for ansvaret at redegøre for en principiel socialistisk position.”

I den sidste del opfordrer rs21 til solidaritet med migranterne. “At blive I EU er ikke en holdbar langsigtet strategi for at forsvare migrantarbejdere. For det første gælder reglerne om fri bevægelighed for arbejdskraften ikke for ikke-EU-borgere. Vi behøver kun at tænke på situation for de flygtninge, der forsøger at komme ind I Storbritannien, for at blive klar over dette. Desuden skal ikke-EU-borgere, der rejser til Storbritannien, fra april tjene mindst 35.000 pund (næsten 350.000 kroner) om året inden for de sidste fem år for at kunne få permanent opholdstilladelse.”

EU-borgere, som allerede bor i Storbritanien, kan få en kortsigtet beskyttelse, hvis afstemningen ender med, at Storbritannien bliver I EU, men nyankomne vil blive anden klassse vborgere, deder det udtalelsen, som ikke går nærmere ind i en konkrete afvejning af, hvad det vil betyde for styrkeforholdene, hvis det bliver et ”nej”, og i den forbindelse hvilken betydning det vil have, hvis de 2 millioner EU-borgeres skæbne bliver et bondeoffer i bestræbelserne for at fastholde en konsekvent linje.

Ja til udmeldelse – men ikke under alle omstændigheder
Socialist Resistance (SR), som er tilsluttet Fjerde Internationale og aktiv i Left Unity, støtter Another Europe is Possible. Terry Conway fra SR skriver, at “vi er faktisk for en udmeldelse af EU – men det betyder ikke, at vi er for en udmeldelse uanset omstændighederne eller konsekvenserne.”

Argumentet er, at der ikke er tale om et forslag fra en venstreorienteret regering for at frigøre sig fra for eksempel EUs nedskæringspolitik, men et forslag om udmeldelse som en del af et fremmedfjendsk højrefløjs-projekt, som kun kan få et højreorienteret, fremmedfjendsk udfald.

Hvornår har en sejr til højrefløjen ført til fremgang for venstrefløjen, spørger hun.

Et klart ja fra De Grønne
De Grønne (the Green Party of England and Wales) har med sine 60.000 medlemmer etableret sig som en relativt stærk kraft til venstre for Labour (med en socialistisk venstrefløj), og selv om de engelske Grønne traditionelt har været mere EU-skeptiske end de andre grønne partier i Europa, så er partiet udpræget pro-EU. Partiets internationale sekretær Derek Wall (DW) argumenterer for et ja den 23. juni, selv om han vedgår, at EU har skabt problemer for venstrefløjen overalt i Europa på grund af sin institutionelt funderede arbejderfjendtlige politik, ligesom han anerkender RMTs kampagne mod EUs planer om privatiseringer af de europæiske jernbaner og andres kampagner mod frihandelsaftalen TTIP.

Når de Grønne, ligesom Labour, det venstre-nationalistiske Plaid Cymru i Wales, Scottish National Party og Sinn Fein alle går ind for et ”ja”, er det blandt andet, fordi et nej vil styrke de reaktionære og racistiske kræfter. Han skriver, at den nej-kampagne, som Boris Johnson, den tidligere London-borgmester står i spidsen for, åbner op for endnu mere reaktionære tendenser og en stadig mere åbenlys racisme.

De problemer, som EU indebærer, gør sig allerede gældende i Storbritannien, tit i endnu større udstrækning. Camerons regering er endnu mere pro-privatisering og i det hele taget mere neoliberalistisk end EU.

Storbritannien får med sit valgsystem, Overhuset, politisk centralisering og politiske overgreb mod det lokale selvstyre EU til at ligne et mønsterdemokrti.

De Grønne påpeger, at fremskridt med hensyn til miljøbeskyttelse og faglige rettigheder paradoksalt nok er blevet opnået gennem EU-direktiver. På trods af den overvejende neoliberale indstilling inden for EU, så har EU for det meste ligget til venstre for de britiske regeringer.

De Grønne siger, ligesom Corbyn, at nok er EU fyldt med fejl, men det er Storbritannien også, og de går begge ind for et Europa, der er økologisk og ægte demokratisk. De mener også, at EU åbner op for et mere pluralistisk samfund, der går ud over snævre nationale identiteter.

Afslutningsvis siger DW, at der er to faktorer, der indgår i grundholdningen hos Corbyn, De Grønne m.fl. For det første, at ”det europæiske ideal” kan bringes til at fungere for borgerne frem for de store selskaber, og for det andet, at det er helt afgørende at besejre højrefløjen, frem for at forlade EU, for muligheden for at opbygge et bedre samfund.

Illusioner om EU
Hvis jeg skal pege på nogle hovedpunkter ud fra ovenstående, så følgende:

1) Ja-kampagnen, som den bliver ført af Labour og især de Grønne, der tilsyneladende stadigvæk, efter årtier, opretholder illusioner om at påvirke EU indefra, forekommer bemærkelsesværdig overfladisk og ukonkret.

2) Det vigtige ved en sejr for ”ja”-siden, vil for Labour, de Grønne og dele af venstrefløjen kunne ses som en sejr over en fremstormende højrefløj, en styrkelse af Corbyns position inden for Labour, og dermed også af den revolutionære venstrefløjs manøvremuligheder, set i forhold til det amokløb mod migranter, arbejdere og borgerrettigheder, som en sejr til en jublende højrefløj ville kunne udløse.

3) De implikationer, som den britiske folkeafstemning om ja eller nej til EU indebærer i forhold til den danske EU-modstand, ligger heldigvis også uden for denne artikels synsfelt.

Der er refereret til nedenstående artikler:

Opslået i EU, Nordeuropa

single.php