Hvad blev der af Fredens Hav, som Østersøen engang blev kaldt? Et stærkere Rusland markerer sine grænser og interesser, og forlanger at NATO respekterer dem. Fredens Hav er blevet et spændingsfelt mellem NATO og Rusland, hvor parterne tester, hvor langt de kan gå, uden at det ender i en væbnet konflikt.

 

Den generation af politikere, som sidder på magten i dag, er vokset op i den tid, hvor vi var – eller skulle være – bange for russerne. Uffe Ellemann og Anders Fogh har, sammen med andre toppolitikere altid haft en fjendtlig tone over for Rusland. De ser konflikterne i Ukraine og på Krim som de alvorligste siden Murens fald og mener, at Rusland fortsat truer vestlige værdier, sikkerhed og fred.

 

Selv om den kolde krig er forbi, og der ikke længere er ideologiske spændinger mellem Rusland og vesten, så har russofobien overlevet. En russofobi, der består af fordomme om, at russerne er på én bestemt, uforanderlig måde, at de undertrykker andre folkeslag, har en autoritær styreform, er antivestlige og er ekspansionistiske.

 

Vestens og især USA’s selvforståelse er ringe. USA opfatter sig som en godgørende stormagt, og kan således ikke udgøre en trussel for noget land. Vrangforestillingen bakkes op af medierne, der hellere skriver om burkaer og kendisser, end om den igangværende oprustning i vores umiddelbare omgivelser – Østersøen og Norden.

 

Forberedelse til krig

Politikere og medier spiller med på russofobien og viderefører Sovjettidens fjendebilleder, som om Putin er Stalins klon: Først tager han Baltikum og de tidligere østbloklande, og så resten af Europa. Derfor må vi, som Claus Hjorth sagde sidste efterår, “forberede os på krig med Rusland.” Han fik fuld sendetid til at fortælle om de russiske Iskander-missiler i Kaliningrad – men intet om de 300 taktiske atomvåben, der er placeret i Vesteuropa.

 

Russiske jagerfly krænker af og til andre landes luftrum, og siden 1950’erne har russiske ubåde ofte “besøgt” svensk territorialfarvand. Sidste år “invaderede” russisk militær det afmilitariserede Gotland. Hvor mange NATO-fly, der krænker russisk luftrum, forbigås i tavshed.

 

Medierne genbruger beretningen om dengang, et russisk fly kom tæt på destroyeren USS Donald Cook, der udførte “navigationsøvelser” 60 km fra Kaliningrad. Men glemmer at fortælle, at skibet er udstyret med langtrækkende Tomahawk-missiler, og at det samme skib tidligere havde “navigeret” tæt på russiske flådebaser i Sortehavet.

 

NATO’s høge hævder, at russerne vil kontrollere Østersøen. Sandheden er snarere, at de dels vil sikre deres sejlruter ud til verdenshavene, og dels markere, at man efterhånden synes, at NATO er kommet lovlig tæt på de russiske grænser og interessesfærer.

 

Dette og meget mere bidrager til at skabe en opfattelse af, at det kun er russerne, der opruster i Østersø-området, mens NATO- landene blot forsøger at afværge de værste russiske udskejelser

 

Udsagnet holder ikke, for Danmark er, sammen med de andre NATO-lande, yderst aktiv med at militarisere Østersø-området, Baltikum og Norden. Det er dog ligegyldigt, hvem der begyndte, ingen har noget at lade hinanden høre. Hver gang NATO laver noget, så svarer Rusland igen og så fremdeles. NATO er Rusland langt overlegen med hensyn til militær slagskraft i forholdet 1:10. Begge parter råder over flere tusinde atomsprænghoveder – mere end rigeligt til at lægge jorden øde.

 

Forsvarsforliget

Missilrørene på Danmarks tre største krigsskibe, fregatterne, er tomme. Det betyder ikke, at de ikke kan forsvare sig, som koldkrigerne hævder. Fregatterne er udstyret med kanoner og kort-rækkende missiler. Det forsvarsforlig, der blev indgået i 2017 afsætter nu midler til langtrækkende angrebsmissiler. Til en pris af 2,6 mio kr. pr. SM2-missil (rækkevidde 3-400 km) skal fregatterne kunne nedskyde fly, helikoptere og krydsermissiler, samt angribe skibe. Desuden overvejes køb af SM-6-missiler (25 mio kr. pr. styk), der kan ramme missiler, der flyver udenfor atmosfæren..

 

Den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, advarede i Berlingske i 2015 om, at de danske fregatter derved kan blive mål for russiske atommissiler.

 

NATO-øvelsen BALTOPS afholdes årligt med deltagelse af de fleste NATO-lande samt Finland og Sverige. I 2017 blev der indsat B-52-bombefly, der kan medføre atommissiler. Et par B-52’ere kom så tæt på den russiske grænse, at de blev tilbagevist af russiske jagerfly. (Se: https://www.german-foreign-policy.com/news/detail/7338/). I år afholdes den største NATO-øvelse siden 1990 i den østlige Østersø og Polen under det tillidsvækkende navn Anaconda.

 

Lige så regelmæssigt afholder russerne storstilede manøvrer langs landets grænser, senest Zapad – det betyder vest – et fingeret angreb på de baltiske lande og Polen, og med brug af “taktiske atomvåben”. Også her glemte medierne at fortælle, at Rusland afholder sådanne øvelser ved alle sine grænser, ikke kun de vestlige.

 

I 90’erne deltog observatører fra NATO og Rusland i hinandens manøvrer – det gav et vist tillids-forhold, og mulighed for dialog, men varede kun så længe, Rusland var en svag militærmagt.

 

NATO-samarbejde

En række NATO-lande samt Sverige og Finland har dannet regionale samarbejdsfora inde i organisationen, Danmark er med i to af disse. Det ene er den britiske ledede udrykningsstyrke Joint Expeditionary Force (JEF). Ni lande skal med kort varsel kunne udsende styrker til evakueringer, krisesituationer, kapacitetsopbygning, fredsbevarende missioner eller regulær krigsførelse.

 

Desuden er Danmark og otte andre NATO-lande med i det franske European Intervention Initiative (E2I). Det er iværksat af Macron som reaktion på USA’s vaklende støtte til NATO. Deltagerne er udvalgt ud fra en vurdering af, om de har evnen og viljen til at tage ansvar for Europas sikkerhed.

 

Også Sverige og Finland opruster, og der lægges ikke skjul på, at man frygter russiske angreb. I Sverige opfordres borgerne til at samle forråd til en uges tid. Begge lande udvider deres militær, forøger militærbudgetterne betragteligt, bl.a. køber Sverige for 6 mia. svenske kroner. Patriot-missiler, 60 nye Gripen-jagerfly, samt genopliver et pensioneret kystforsvar. Værnepligten genindføres – nu også for kvinder. I Finland øges antallet af reservister fra 230.000 til 280.000 mand.

 

I januar deltog de to “partnerlande” Finland og Sverige for første gang i NATO’s udenrigsminister-møde, hvilket udløste russiske protester. Russerne ser ikke venligt på, at de to lande medvirker i NATO-øvelser og -operationer på Balkan og i Afghanistan.

 

Sverige og Finland er efterhånden så integreret i NATO, at det er svært at se, hvori neutraliteten består. De er med i JEF, og Sverige har en aftale med USA om oplagring af militært materiel på svensk jord. I september 2017 afholdtes den største militærmanøvre i Sverige siden 1990 med deltagelse af over 19.000 soldater, bl.a. fra USA, der bidrog med krigsskibe og kampvogne.

 

Sveriges forsøg på at stå med et ben i hver lejr, formilder ikke NATO’s høge: Enten er man fuldt medlem, og så gælder artikel 5, eller også er man ikke medlem, og så må man klare sig selv.

 

I Sverige drømmer de borgerlige om NATO-medlemskab. Socialdemokraterne er splittede, mens venstrefløjen og et flertal i befolkningen er imod. Tåbeligt, hvis Rusland tror man kan forhindre et svensk-finsk medlemskab af NATO ved at true i stedet for at berolige. Trusler vil blot bringe de to lande tættere på NATO.

 

Ruslands interesse i, at Sverige og Finland forbliver neutrale, er åbenlys. Dels udgør de en buffer langs Ruslands nordvestgrænse, og dels er med til at sikre, at Østersøen ikke bliver et rent NATO-hav, der kan vanskeliggøre den vitale russiske sejlads ud til verdenshavene.

 

Baltikum besat?

Balterne har en historisk betinget frygt for russerne. Konstant råber de “russerne kommer”, og det har haft til følge, at NATO lod dem blive medlemmer – uden krav om, at de skulle forsone sig med deres russisktalende mindretal. Dét er det virkelige problem, og det kan Putin i givet fald bruge som et påskud til at blande sig i baltiske forhold. De russiske minoriteter kan ikke blive statsborgere, der er ingen modersmålsundervisning, og de diskrimineres på arbejdsmarkedet. De baltiske lande har tradition for fremmedhad og antisemitisme, og det smitter af på den russiske minoritet.

 

Koldkrigerne har haft held til at bilde folk ind, at det blot er et spørgsmål om tid, inden russerne besætter Baltikum. Ingen spørger om, hvad formålet skulle være: Bedre adgang til Østersøen? Generobre de tidligere Sovjetrepublikker? Bringe de russere – dem er der 25 mio af – der lever uden for landets grænser “hjem til riget”? Næppe. Putin er ikke idiot, og ved godt, at han risikerer krig med NATO, en krig som vil omfatte kernevåben, og som kan smadre dele af Nordeuropa og af Rusland.

 

Atter viser Vestens manglende viden om russerne og deres historie sig. Russerne har haft rigeligt med krige, og de sætter ikke overstyr, hvad de har opbygget siden 1945 – blot for at erobre tre småstater ved Østersøen.

 

Balterne appellerer om, at de har brug for mere militær kapacitet, end de selv kan tilvejebringe. De fleste NATO-lande har derfor placeret tropper i Baltikum, og dermed vil et russisk angreb her være et angreb på alle, jævnfør NATO’s musketér-ed. Permanent stationering af NATO-soldater i Baltikum krænker imidlertid aftaler med russerne. Derfor roterer soldaterne hver 9.-12. måned, og så mener NATO ikke, der er tale om permanent stationering.

 

Danmark har sendt 200 symbolske soldater til Estland, mens danske og engelske fly patruljerer langs den russiske grænse, og afviser af og til russiske jagerfly, der krænker baltisk luftrum. Hvor mange NATO-fly, der afvises af russiske fly, hører vi intet om.

 

En “snubletråd” kaldes soldaterne, der skal tage mod det første angreb, og give de øvrige NATO-styrker tid til at nå frem. “Hvis “russerne kommer, er vi på skideren,” siger en soldat til Berlingske.

 

Det danske Forsvarsakademi tror dog ikke, at de baltiske lande vil blive angrebet, for russerne ved jo godt, hvad der så kan ske (notat fra 2016). Forsvarets Efterretningstjeneste går et skridt videre, og advarer om, at de udstationerede soldater øger risikoen for, at situationen eskalerer, og at der opstår misforståelser, der kan ende med krig. (TV2 d. 30.12.16).

 

Forud for det amerikanske præsidentvalg såede Trump tvivl om udstationeringerne og manøvrerne langs den russiske grænse. Han vil hellere samarbejde med Putin end konfrontere ham. Vi har dog endnu til gode at se, om der er realiteter bag.

 

Det “nye” og “gamle” Europa

Som reaktion på Iskander-missilerne i Kaliningrad opstillede USA Patriot-missiler 60 km derfra i Polen – til træning! Polakkerne fik så godt et indtryk af missilerne, at de købte for 27 mia kr. Desuden har USA placeret en panserbrigade, kampklare infanterisoldater og et par hundrede pansrede mandskabsvogne og tanks i landet.

 

De mange NATO-øvelser finder sted samtidig med, at Polens højreregering udrenser de officerer, der har været med siden Warszawa-pagtens dage. De anses for at være illoyale. Som “afløsere” er regeringen ifølge Guardian 6.6.16. ved at opbygge paramilitære korps bestående af medlemmer af skydeklubber og racistiske hooligans. Korpsene deltager bl.a. i Anaconda-manøvren.

 

Polen er det østeuropæiske land, der procentuelt anvender mest på militæret, og lever derved op til tidligere forsvarsminister Rumsfelds opdeling af “det nye og det gamle Europa”. De “nye” er de tidligere østbloklande, der har en (for USA) positiv indstilling til oprustning og en mere offensiv holdning til Rusland, mens “det gamle Europa” er de ældste NATO-lande, der hellere ville forhandle.

 

Efter Murens fald reducerede Tyskland sin hær med en tredjedel. “Fredsdividenden” blev i stedet brugt på at genopbygge infrastrukturen og et delvist forældet produktionsapparat i ex-DDR. Som noget nyt begyndte Tyskland at deltage i FN- og NATO-aktioner. Under voldsom hjemlig mod-stand, idet mange fastholdt, at på grund af Tysklands fortid, da må ingen tysk soldat nogensinde betræde fremmed jord. Det ændrede sig i 00’erne, og i regeringsgrundlaget mellem CSU og SPD afsættes midler til en “massiv oprustning og en tilbagevenden til internationale operationer”. Blandt de nye investeringer er en fælles kommandocentral for den tyske og polske marine I Rostock.

 

Betal 2 procent, ellers…!

Sådan truer Trump 22 ud af 28 NATO-lande, som han mener ikke bruger nok på militæret. USA bruger 4 procent af BNP – det er jo dyrt, at være klodens førende militærmagt, og starte krige i strid med folkeretten. Andre lande klarer sig med mindre, og kan med god ret bede USA om at komme ned på deres niveau.

 

Trump henviser til NATO-topmødet i Wales i 2014, hvor der blev givet tilsagn om, at stoppe nedskæringen i de militære budgetter (det er sket), samt afsætte to procent af deres BNP til militæret. For Trump drejer det sig dels om, at USA ikke mere vil betale for, at europæerne kan føle sig sikre, og dels om at få gang i våbensalget, og dermed skabe de arbejdspladser, han har lovet sine vælgere. Han kalder det ikke beskyttelsespenge, men det er det, han mener.

 

NATO-landene er splittede, kun få bøjer sig for Trump. Tyske statsretseksperter har sået tvivl om 2 procent-erklæringen er retsgyldig, og mener der er tale om en hensigtserklæring.

 

NATO-landene opgør militærbudgetterne forskelligt. Her i landet posteres udgifter til fx veteraner ikke i militærbudgetterne, sådan som det sker i USA, men i sundhedsbudgetterne. Et eksempel på hvordan udgifter kan sløres, er EU’s naboskabsprogrammer med Ukraine og Georgien, hvor det danske udenrigsministerium bruger 860 mio kr. på formål, der både kan være civile eller militære.

 

Lars Løkke afviser Trumps krav. Det drejer sig ikke kun om penge, men hvad vi får for dem, og her er dansk militær angiveligt meget effektiv. Ledende danske officerer mener vist det modsatte.

 

I 2015 blev militærudgifterne forøget med 3 mia kr., til 22 mia kr. årligt, og fra i år stiger det med 2 mia. kroner ifølge forsvarsforliget. Det hæver den danske sats fra 1,13 til 1,17 procent af BNP. Skulle vi leve op til Trumps krav, skulle der årligt bruges yderligere 15 mia kr. mere på militæret.

 

En meningsmåling i Altinget viser, at cirka 40 procent af danskerne støtter, at militæret får flere midler. Selv om Trump ikke er populær her i landet, så har mange alligevel taget hans retorik til sig – det er nok bedst at være på den sikre side.

 

Løftet fra NATO

Én af de væsentligste årsager til de aktuelle spændinger, daterer sig til tiden omkring Murens fald, og drejer sig om, at Vesten lovede Gorbatjov, at NATO ikke ville udvide øst for den tysk-polske grænse. Russerne hævder, at løftet blev givet, NATO og USA afviser. Frigivne dokumenter fra USA’s National Security Archive, og beskrevet af historikeren Mary Sarotte i Foreign Affairs den 11.08.14, gør rede for forløbet, og viser at russerne sandsynligvis har ret.

 

I månederne efter Murens fald forhandlede forbundskansler Helmuth Kohl med Gorbatjov. For tyskerne var en genforening med DDR altafgørende, og de lovede Gorbatjov, at NATO ikke ville ekspandere østpå, og især at ingen sovjetrepublikker nogensinde kunne blive medlem af NATO.

 

Tysklands status som besat af sejrherrerne fra Anden Verdenskrig fordrede imidlertid, at Kohl skulle have opbakning fra englænderne, franskmændene og amerikanerne. De to første sagde tøvende ja, mens den amerikanske regering var splittet. Udenrigsminister James Baker sagde ja, præsident Bush nej. Uheldigt for Gorbatjov blev aftalen ikke nedskrevet, men holdt som en hensigtserklæring. Gorbatjovs forståelse bakkes af den daværende USA-ambassadør i Moskva, James Matlock, der hævder, at der forelå en klar forpligtigelse om ikke at udvide østpå.

 

Gorbatjov havde ryggen mod muren, og havde brug for noget, der kunne stive autoriteten af. Sovjet var i dyb krise. Økonomien var elendig, bl.a. fordi de voksende udgifter til militæret åd så stor en del af samfundskagen, at der ikke var råd til ret meget andet. Som følge heraf voksede den sociale uro, kriminaliteten steg, separatistbevægelser i sovjetrepublikkerne truede med at splitte landet ad, og partiets magt smuldrede.

 

Tyskland satte trumf på ved at betale ca. 45 mia kr. for tilbagetrækningen af de 360.000 russiske soldater, der var stationeret i DDR, samt 12 mia kr. til genhusning af de hjemvendte soldater.

 

NATO var imidlertid ikke til sinds at holde Kohls løfte. Høgene i NATO mente, at der derved ville opstå en sikkerhedsmæssig gråzone i Østeuropa. I 1992 søgte Polen om optagelse, og et par år senere fulgte også de baltiske lande efter.

 

Det er vigtig at forstå, hvorfor russerne ser NATO’s udvidelse som et led i Vestens inddæmning af landet. Vesten anses som utroværdig og ude af stand til at samarbejde om at skabe en europæisk sikkerhedsstruktur, som den daværende franske præsident Mitterand foreslog, eller Gorbatjovs “europæiske hus fra Atlanten til Ural”. Begge forslag blev afvist af NATO som urealistiske.

 

Forsøget på at få Georgien ind i NATO – atter var Anders Fogh drivkraften – blev af russerne set som en krænkelse af ånden i aftalerne fra 1990. Et Folketingsflertal samt Tyskland, Frankrig og Italien var imod, bl.a. fordi Georgien ikke havde veldefinerede grænser. Grænsespørgsmålet var årsag til Georgiens strid med Rusland, og i 2008 bombede Georgien den sydossetiske by Tskhinvali og en russisk forlægning. Dagen efter besatte russiske styrker Georgien kortvarigt.

 

Latterligt er det, når Fogh fortæller Berlingske 2.12.2008, at “vi må gøre alt for at overbevise russiske ledere om, at der ingen trussel er imod Rusland, men at NATO er en fredsorganisation.”

 

Ulmende bål i Ukraine

Talrige fejlagtige beslutninger i Moskva, Bruxelles og Kiev har ført til kaotiske tilstande, bl.a. EU’s krav om, at en handelsaftale med Ukraine indebærer markant højere afgifter på samhandlen med Rusland – Ukraines største handelspartner.

 

EU’s og NATO’s aggressive fremfærd i Ukraine hældte olie på et ulmende bål. Med udsigten til, at den vigtige flådehavn Sevastopol på Krim – hjemsted for den russiske Sortehavsflåde – kunne falde i NATO’s hænder, indlemmede Rusland halvøen i 2013. Krim er en kronjuvel, som Rusland aldrig vil lade gå over til Vesten. Det var ikke ukendt, at Krim skulle genforenes med Rusland før eller siden. Krim-boerne er overvejende russere, og for dem er det naturligt at høre til Rusland, især da Kiev-styret begyndte at diskriminere Krim-boerne. Kuppet mod Ukraines præsident, Janokovitj, og de nye magthaveres opsigelse af aftalen med Rusland om flådebasen slog, ifølge tidligere militærattache i Rusland, Karsten Møller, hovedet på sømmet. Hvad skulle Rusland ellers have gjort?

 

Vestens forargelse over, at internationale love krænkes, er hyklerisk. Internationale love overholdes kun, hvis man har lyst. Da Irak blev angrebet i 2003, tog Vesten ikke hensyn til internationale love.

 

Putin oplevede Sovjet bryde sammen. Han så, hvordan sammenbruddet blev brugt til at ydmyge Rusland og konsekvent tilsidesætte landets interesser, hjemme som ude. Han så, hvordan det enorme NATO-bureaukrati, der, efter at Warszawa-pagten blev opløst, stod uden opgaver, hurtigt tog de østeuropæiske landes nødråb om “truslen fra øst” til sig – og dermed reddede jobbet.

 

Der er ingen ideologier, der skiller parterne ad. Rusland er i dag en integreret del af den globale liberale økonomi, og deltager i internationale institutioner. Det er ikke med landets gode vilje, at man på grund af sanktionspolitikken, er smidt ud af G7. Rusland er også et råt oligarki med en kleptokratisk udemokratisk magtelite, der udplyndrer borgerne – og sender pengene i sikkerhed i vestlige banker. Det gør også lande i den vestlige hemisfære, uden at det generer NATO og EU.

 

Gennem 00’erne moderniserede Putin militæret, og udrensede uduelige, vodkadrikkende apparatjiker i officerskorpset. I dag ville Mathias Rust ikke have en chance, for nu har Rusland en effektiv, professionel militær organisation.

 

Alternativer

”Vestens dæmonisering af Putin er ikke en politik, men et alibi for ikke at have en politik. Putin er en seriøs strateg – ud fra den russiske histories præmisser,” har Henry Kissinger engang sagt. Vi her i Vesten må derfor ændre det karikerede billede, vi har af Rusland og dets præsident. Det er ikke det samme som at sige, at vi ikke må kritisere Putins brutalitet, for det skal vi. Men vi må forstå, at Rusland lader sig ikke ændre af vores dæmonisering. I stedet kan vi ændre på os selv og vores politik overfor Rusland, ved at sætte os ind i landets historie, og ved at lære dets befolkning at kende, så vi kan komme de oppiskede spændinger til livs.

 

Der findes internationale fora, hvor Vesten kan mødes med russerne. Nogle af dem fungerer endda så godt, at fx Arktisk Råd for nogle år siden, var indstillet til Nobels Fredspris, som et eksempel på eksemplarisk internationalt samarbejde. Også Østersørådet, der samler alle landene i regionen til ikke-militære drøftelser, er et egnet organ.

 

OSCE (Organisationen for samarbejde og sikkerhed i Europa) forebygger konflikter. Om OSCE’s arbejde skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside, “at opgaverne kan være at følge militære tillidsskabende foranstaltninger og at rådgive om demokratisk udvikling… Danmark har udsendte observatører til OSCE’s missioner på Balkan, i Ukraine, Kaukasus og Centralasien.” Med andre ord, så bidrager Danmark først til at skabe konflikter i fx Ukraine og Kaukasus, hvorefter vi sender konfliktløsere til samme område.

 

I 2002 nedsattes NATO-Rusland-rådet – et forum for kommunikation, hvor parterne beskæftiger sig med sikkerhedspolitiske udfordringer. Rådet har ikke holdt møde, siden krisen i Ukraine begyndte, og misforståelse udredes ikke, men får lov til at vokse sig større.

 

Minsk-aftalen er indgået mellem Rusland, Tyskland og Frankrig for at få våbenhvile i Østukraine, udsende OSCE-observatører og skabe en dialog om decentralisering af Ukraine. Aftalen overholdes ikke, bl.a. fordi USA er imod, og fordi der ingen sanktionsmuligheder er.

 

Den russisk-tyske gasledning fra Sankt Petersborg til den tyske Østersøkyst, Nordstream, et andet eksempel på fredeligt projekt, der kan bidrage til at tage luften ud af koldkrigshysteriet i Østersøen. Mon Rusland virkelig vil igangsætte et sådant projekt, hvis man samtidig pønser på at erobre de baltiske lande?

 

Nyttesløse sanktioner

En lempelse af sanktionerne mod Rusland, vil være en gestus af stor betydning. Atter er vi i Vesten ofre for vore egne illusioner. Nok er sanktionerne generende, men nyttesløse. Russerne er tålmodige og udholdende, og har i tidens løb har været udsat for ting, der er langt værre.

 

Tyskland, Frankrig og Italien vil lempe sanktionerne, mens Danmark, de baltiske lande og den amerikanske kongres presser på for at skærpe dem.

 

For at afspænde situationen langs Ruslands vestgrænse bør der ske en de-militariseing af området, så alle tropper trækkes tilbage et par hundrede km på begge sider af grænsen. Balterne kan lære af finnernes bløde grænse i Karelen, der er så “porøs”, at folk kan krydse over den for at opretholde familiebånd og kulturelle relationer.

 

Rusland er andet og mere end Putin og magtens sprog. Det er også civile organisationer, viden-skabelige institutioner, kunstnere og almindelige borgere, som vi ved alt for lidt om. Mon ikke der snart er brug for Next Stop Sovjet 2.0, så vi kan lære hinanden bedre at kende og skabe forståelse for, at afløseren på den kolde krig ikke er militær ekspansion, men transformation af de gamle fjendebilleder?

Opslået i Facebook, Krig og fred, Rusland

single.php