Manifestet blev vedtaget den 2. februar 2009 på et møde i ”Det internationale økosocialistiske netværk” i forlængelse af World Social Forum i den brasilianske by Belem.

af Skriv under!

“Klimaforandringen har givet verden feber.
Sygdommen er den kapitalistiske udviklingsmodel.” 

– Evo Morales, president of Bolivia, September 2007
 

Menneskehedens valg
Menneskeheden står overfor et svært valg: Økosocialisme eller barbari.
Vi mangler ikke længere bevis for kapitalismens barbari. Det kapitalistiske system udbytter såvel mennesket som naturen. Kapitalismens eneste drivkraft er kravet om profit. Derfor er den afhængig af uafbrudt vækst. I den kapitalistiske økonomi produceres store mængder af helt unødvendige varer, der frådses med verdens begrænsede naturressourcer og det, der gives tilbage til naturen, er affald, gift og forurening. I en kapitalistisk økonomi er det eneste mål på succes en stadig større mængde solgte varer – hver dag, hver uge, hvert år. Mange af varerne indeholder stoffer, som er direkte skadelige for både mennesker og natur, som spreder sygdomme, ødelægger skovene, som producerer den luft, vi indånder, smadrer økosystemer og ophober gift og affald i vores fælles vand, luft og jord.

Den tvungne vækst, som er uundgåelig under kapitalismen, ses alle steder – såvel i erhvervslivet som i den samlede økonomi. Virksomhedernes umættelige sult søges stillet gennem imperialistisk ekspansion i jagten på stadig øget adgang til naturressourcer, billig arbejdskraft og nye markeder. Kapitalismen har altid ødelagt naturen. På det seneste er angrebene på vores fælles jordklode imidlertid accelereret. Mængden og styrken af angrebene har ført til en kvali-tativ forandring, og vi nærmer os en situation, hvor det ikke længere er muligt at standse de accelererende ødelæggelser – vi står på randen af en katastrofe. En stadig større mængde videnskabelige undersøgelser viser, hvordan blot en lille stigning i gennemsnitstemperaturerne på mange områder kan føre til uundgåelige naturkatastrofer og uafvendelige klimaforandringer – for eksempel at indlandsisen smelter og at metangassen i permafrostområder og under havoverfladen slippes fri.
Hvis vi ikke handler, vil den globale opvarmning være sønderlemmende for mennesker, dyr og planter. Mængden af afgrøder vil falde drastisk, hvilket vil føre til sultkatastrofer overalt. Hundreder af millioner mennesker vil blive nødt til at flygte fra deres leveområder på grund af tørke eller oversvømmelser. Uforudsigeligt og katastrofalt vejr vil blive normalt. Luft, vand og jord vil blive forgiftet. Epidemier af malaria, kolera og endnu mere dødbringende sygdomme vil ramme de fattigste og mest sårbare medlemmer i alle jordens samfund.

Den økologiske krises følger mærkes mest af de af vore medmennesker, som i forvejen har fået deres liv raseret af imperialismen i Asien, Afrika og Latin Amerika, og oprindelige be-folkninger over hele verden er specielt sårbare. Miljøødelæggelser og klimaforandringer er de riges aggression mod de fattige.
Den ødelæggelse af naturen, som opstår i den evige jagt på profit og vækst, er ikke et tilfældigt resultat af kapitalismen. Ødelæggelsen ligger så at sige i kapitalismens gener – den er et uundgåeligt resultat af det kapitalistiske økonomiske system og kan ikke undgås ved at ændre økonomien fra én type kapitalisme til en anden. Når der produceres med henblik på profit, tages der kun kortsigtede hensyn, og hensynet til naturens sundhed og stabilitet overses. Uendelig økonomisk ekspansion kan ikke forenes med begrænsede og skrøbelige økosystemer, men det kapitalistiske system tåler ikke, at der sættes grænser for væksten. Hvis vi beholder det kapitalistiske system, er det ligegyldigt, om vi mennesker kan blive enige om regler for en mere ’bæredygtig udvikling’. Under kapitalismen vil behovet for stadig større profit og vækst altid undergrave en udvikling i mere bæredygtig retning. Det kapitalistiske system er ikke i stand til at skabe stabilitet og regulere sig selv – og det er ude af stand til at løse den krise, som den kaotiske vækst har bragt os i. En løsning ville nemlig kræve, at kapitalakkumulationen skulle begrænses – hvilket er umuligt i et system, som bygger på reglen: Ekspandér eller bliv elimineret!

Hvis kapitalismen forbliver det dominerende sociale og økonomiske system, kan vi ikke forvente andet end uudholdelige klimaforhold, en forøgelse af den sociale krise og en udbredelse af barbariske former for klassedelte regerinsformer – eftersom de imperialistiske herskere vil slås indbyrdes og med det globale syd om fortsat kontrol over verdens stadig færre ressourcer.
I værste fald vil mennesket ikke overleve.

Kapitalistiske ændringsstrategier
Det skorter ikke på forslag til, hvordan vi kan undgå den økologiske katastrofe – herunder krisen, som truer på grund af den globale opvarmning, som følge af den uansvarlige forøgelse af CO2 i atmosfæren. Langt størstedelen af disse forslag har én ting til fælles: De er udtænkt indenfor, og gavner, det globalt dominerende system – kapitalismen selv.

Det er ingen overraskelse, at det globalt dominerende system, som selv er ansvarligt for den økologiske krise, også bestemmer betingelserne for debatten om krisen. Kapitalen hersker over vidensudviklingen såvel som over udledningen af CO2. Så kapitalismens politikere, bu-reaukrater, økonomer og professorer udtænker endeløse mængder af forslag, som alle er va-riationer over samme tema: At den økologiske ødelæggelse kan repareres uden at forstyrre markedsmekanismerne og det akkumulationssystem, som hersker over verdensøkonomien.

Men vi kan ikke beskytte både jordens integritet og kapitalismens profitabilitet på samme tid. Én af disse må ofres, og der er ikke tvivl om, hvilken af disse to langt de fleste politikere er tro mod. Derfor er der al mulig grund til at være dybt skeptisk overfor, om de midler, der foretrækkes i dag, er i stand til at kontrollere udviklingen, så vi undgår en økologisk katastrofe.

Og man kan se, at reformerne gennem de seneste 30-40 år har været forfejlede, selvom de på overfladen har set pæne ud. Enkelte forbedringer er der selvfølgelig sket, men de overskygges af den ubarmhjertige og kaotiske udvidelse af systemet og produktionen.

Et eksempel beskriver rammende det kapitalistiske systems fallit: I årene 2000-2004 udledtes der tre gange så meget CO2 per år som i 1990´erne, på trods af aftalerne mellem verdens lande i Kyoto-protokollen fra 1997 om at nedbringe udledningerne.

Kyoto-protokollen beskriver to redskaber til at reducere udledningerne: “Cap and Trade” sy-stemet, hvor man handler med klimagasforureningskvoter, og projekter i de fattige lande i syd – de såkaldte “Clean Development Mechanisms” – hvor de rige lande i den industrialiserede del af verden støtter projekter, som nedbringer energiforbruget i de fattige lande mod til gengæld at kunne fortsætte med at forurene i deres egen del af verden. Disse to redskaber er baseret på markedsmekanismer, hvilket betyder, at CO2 bliver en vare, der kan handles med under vilkår, som er bestemt af de selvsamme aktører, som i udgangspunktet er ansvarlige for den globale opvarmning. Forurenerne tvinges ikke til at reducere deres udledninger, men tillades at bruge deres pengemagt til at kontrollere markedet for udledninger til deres egen fordel, hvilket betyder en ødelæggende og forstærket jagt på nye forurenende brændstoffer. Og der er ingen øvre grænse for mængden af udledningskvoter, som medgørlige regeringer kan udstede.

Det er ikke muligt på en troværdig måde at sandsynliggøre eller måle resultaterne af klimaaf-talerne. Derfor er Kyoto tilhængerne ikke i stand til at kontrollere udledningerne, og der er rig mulighed for at omgå reglerne eller snyde. Som Wall Street Journal skrev i marts 2007, vil kvotehandel gøre nogle store foretagender rige – men tro ikke et sekund at dette skuespil vil ændre den globale opvarmning.

Klimatopmødet på Bali 2007 banede vej for endnu større misbrug i fremtiden. På Bali blev der slet ikke talt om, at de dygtigste klimaforskere anbefaler drastiske reduktioner i udledningerne (90% inden 2050). På mødet blev handelen med kvoter lagt i hænderne på Verdensbanken, hvilket overlader de fattige i syd til kapitalens nåde. Dermed blev det gjort endnu lettere at forurene med drivhusgasser.

En revolutionær omvæltning er nødvendig for at sikre menneskehedens overlevelse. Alle de små kampe må være del af en større kamp mod kapitalen. Og denne større kamp kan ikke blot være negativ og antikapitalistisk. Kampen må lægge op til udvikling af et nyt samfund. Dette er økosocialisme.

Det økosocialistiske alternativ
Den økosocialistiske bevægelse har som mål at stoppe den katastrofale udvikling hen mod global opvarmning og kapitalismens ødelæggelse af miljøet og at skabe et radikalt og praktisk alternativ til det kapitalistiske system. Økosocialisme er baseret på en ny økonomi, som indregner social retfærdighed og økologisk balance som de grundlæggende værdier. Disse værdier kan ikke omregnes til penge. Økosocialisme kritiserer både den kapitalistiske ‘markedsøkologi’ og den socialistiske ’produktivisme’, som begge ignorerer jordens ligevægt og grænser. Økosocialisme definerer vejen til og målet for socialisme indenfor økologiske og demokratiske rammer på en ny måde.

Økosocialisme betyder en revolutionerende social omvæltning, som vil medføre, at der sættes grænser for vækst og at menneskenes behov ændres gennem et grundlæggende skift fra kvantitative kriterier i økonomien til kvalitative – at brugsværdi bliver vigtigere end bytteværdi.

Disse mål kræver både demokratisk beslutningstagen i den økonomiske sfære – for at gøre samfundet i stand til i fællesskab at definere mål for investeringer og produktion – og kollektivisering af produktionsmidlerne. Kun fælles beslutningstagen og ejerskab til produktionen kan på længere sigt få os til at se, hvad der er nødvendigt for at opretholde balancen og bære-dygtigheden i vores samfund og i naturen.

Afvisningen af produktivisme og ændringen fra kvantitative til kvalitative kriterier for vurdering af økonomien betyder at vi må se naturen, formålet med produktionen og den økonomi-ske aktivitet generelt på en helt ny måde. Grundlæggende kreativ, ikke-produktiv og reproduktiv menneskelig aktivitet – som husholdning, børneomsorg, uddannelse og kunstnerisk aktivitet vil være kerneværdier i en økosocialistisk økonomi.
Ren luft, rent vand og frugtbar jord, såvel som adgang for alle til giftfri mad og fornybare, ikke forurenende energikilder, er grundlæggende menneske- og naturrettigheder, som økosocialismen vil forsvare. Fælles politikudformning på lokalt, regionalt og nationalt niveau er samfundets måde at øve sig i fælles frihed og ansvarlighed. Denne frihed til selv at bestemme er en frigørelse fra de fremmedgørende økonomiske ’love’ i det vækstorienterede kapitalistiske system.

For at undgå global opvarmning og andre trusler mod menneskelig og økologisk overlevelse må hele sektorer indenfor industri og landbrug udfases, reduceres og omstruktureres. Nye sektorer, som i tillæg skaber meningsfuld beskæftigelse for alle samfundsmedlemmer, må udvikles. En så radikal omvæltning er ikke mulig uden fælles kontrol over produktionsmid-lerne og demokratisk planlægning af produktionen og vareudvekslingen. Demokratiske be-slutninger om investeringer og teknologisk udvikling må afløse den kontrol, som i dag sker fra kapitalistiske virksomheder, investorer og banker – for at tage hånd om samfundets og naturens langsigtede og fælles interesser.

De mest undertrykte blandt menneskene – de fattige og de oprindelige befolkninger – må deltage helt og fuldt i den økosocialistiske revolution, for at genoplive økologisk bæredygtige traditioner og give mæle til dem, som de kapitalistiske system helt overhører. De fattige i syd og overalt i verden er de første ofre for kapitalismens destruktive adfærd, og deres kampe og ønsker skal være med til at skabe rammerne for et nyt økologisk og økonomisk bæredygtigt samfund. På samme måde er ligestilling mellem kønnene nødvendig i økosocialismen, og kvindebevægelsen er blandt de mest aktive og højlydte modstandere af den kapitalistiske un-dertrykkelse. I alle samfund findes der endnu flere potentielle støtter for en økosocialistisk revolution.
Men processen kan ikke starte uden en revolutionær omdannelse af de sociale og politiske strukturer. Denne omdannelse må tage udgangspunkt i en aktiv støtte til et økosocialistisk program fra et flertal i befolkningen. Arbejdernes, bøndernes, de jordløses og de arbejdsløses kamp for social retfærdighed kan ikke skilles fra kampen for miljømæssig retfærdighed. Kapitalismen, som udnytter og forurener samfundet og naturen, er fjenden for både mennesket og naturen.

Økosocialisme foreslår derfor radikale ændringer indenfor:
1. energisystemet – ved at erstatte CO2 fyldte brændstoffer og biobrændstoffer med rene energikilder kontrolleret af samfundet: Vindenergi, geotermisk energi, bølgeenergi – og frem for alt solenergi.
2. transportsystemet – ved at skære drastisk ned på brugen af private lastbiler og biler og erstatte dem med gratis og effektiv offentlig transport.
3. de nuværende måder at producere, forbruge og bygge på, som er baseret på spild, forældelse, konkurrence og forurening – ved kun at producere bæredygtige og genanvendelige varer og udvikle grøn arkitektur.
4. fødevareproduktionen og –distributionen – ved at forsvare lokal produceret mad så vidt muligt, udslette forurenende industriel landbrugsproduktion og skabe bæredygtige landbrugsøkosystemer samt aktivt arbejde for at forny jordens frugtbarhed.

At udvikle teorier og arbejde for en realisering af en grøn socialisme betyder ikke at vi ikke også skal kæmpe for konkrete og meget vigtige reformer lige nu. En ’ren kapitalisme’ er en illusion, som vi ikke skal lade os narre af. Vi må umiddelbart gå i gang med at tvinge de magtfulde – regeringer, virksomheder og internationale institutioner – til arbejde for at skabe basale og væsentlige ændringer i form af:
• drastiske reduktioner i udledningerne af drivhusgasser – reduktioner som kan håndhæves
• udvikling af rene energikilder
• omfattende, gratis offentlig transport
• gradvis udskiftning af lastbiler med tog
• udarbejdelse af programmer til at rense forureningen
• bortskaffelse af atomenergi og udgifter til krigsudstyr
Disse og lignende krav står højt på dagsordenen hos bevægelserne for global retfærdighed, miljøbevægelsen og verdens sociale forummer, som siden Seattle i 1999 har arbejdet på at samle sig i en fælles kamp mod det kapitalistiske system.

Miljøødelæggelserne stoppes ikke i konferencerum og ved traktatforhandlinger. Kun masse-aktioner kan gøre en forskel. Arbejdere i byerne og på landet, fattige mennesker i syd og oprindelige befolkninger over hele jorden er fortroppen i denne kamp mod miljømæssig og social uretfærdighed og må bekæmpe udnyttende og forurenende multinationale firmaer; giftig landbrugsindustri, som fratager verdens bønder deres rettigheder; genmodificerede afgrøder som invaderer verden; biobrændstoffer, hvis produktion forværrer fødevarekrisen. Vi må styrke disse sociale miljøbevægelser og opbygge solidaritet mellem antikapitalistiske økologiske mobiliseringer i nord og syd.

Dette økosocialistiske manifest er en opfordring til handling. De herskende klasser i deres skyttegrave er magtfulde, men det kapitalistiske system afslører sig dag for dag som et finansielt og ideologisk fallitbo, ude af stand til at løse den økonomiske krise, den økologiske krise, den sociale krise, fødevarekrisen og andre kriser som systemet selv frembringer. Og den radikale opposition er levende. På alle niveauer – lokalt, regionalt og internationalt, kæmper vi for at skabe et andet system baseret på social og miljømæssig retfærdighed.
________________________________________
Vi, som underskriver dette manifest, er enige i analysen og de politiske perspektiver, som opridses i Belem Økosocialistiske Manifest, og vi støtter dannelsen og udbygningen af et Internationalt Økosocialistisk Netværk.
Du kan læse den engelske version af manifestet og se underskriverne på www.ecosocialistnetwork.org
Vil du selv skrive under, kan du sende en mail til ecosocialism@gmail.com
Manifestet er (frit) oversat til dansk af Teresa Næss – med input fra Petter Næss – april 2009.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com