Da Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted i dagbladet Politiken opfordrede til at genopfinde Anker Jørgensens drøm om Økonomisk Demokrati (ØD), blev han ikke mødt af megen opbakning i Enhedslisten. Men, bedre sent end aldrig: Det er højaktuelt netop i dag at rejse krav om, at lønarbejderne skal have et medejerskab både til deres virksomhed og til en pengestærk investeringsfond styret af fagbevægelsen.

 

Det skyldes først og fremmest, at ØD sætter spørgsmålet om magten over kapitalakkumulationen på dagsordenen – og i sin kerne derfor bryder med det kapitalistiske system. Ganske vist lægger alle hidtidige modeller op til, at lønmodtagerkapitalen aldrig kan overskride 49%. Men her er det, vi er nødt til at se på det, Trotskij kaldte ”overgangsdynamikken” i arbejderklassens kamp. Når først arbejderklassen er mobiliseret og procent for procent har kæmpet sig frem til at eje 49% – ja, måske endda har måttet udvise stor løntilbageholdenhed i en længere årrække for at nå så højt op – så vil kravet om en ekstra procent eller to have meget stor gennemslagskraft. Man kan ikke forestille sig andet, end at dette vil føre til et pres, som kan sikre afskaffelsen af denne indlysende urimelige grænse og give de sidste par procenters indflydelse.



Også set i et aktuelt mobiliseringsperspektiv – og en enhedsfrontstaktik – er ØD værd at grave frem.



Dels giver det et helt enestående afsæt at kunne læne sig op ad den Anker Jørgensen-nostalgi-bølge, der er i forbindelse med hans død. – Hvis ellers vi selv kan dæmpe os lidt med den i den aktuelle sammenhæng helt ligegyldige kritik af hans regeringsindgreb i overenskomster, afskaffelse af dyrtidsreguleringen, blokadecirkulæret, der forbød fagbevægelsens fysiske blokader osv.



Dels – og  først og fremmest – giver det en enestående mulighed for at mobilisere fagbevægelsen til kamp. Dengang som nu vil kravet om en central fond, der er direkte styret af fagbevægelsens repræsentanter, vække enorm genklang på fagforeningskontorerne – helt op på de øverste etager. Dermed giver genopfindelsen af ØD en helt anderledes mulighed for at revitalisere en ellers stærkt svækket, men stadig medlemstung og velorganiseret fagbevægelse. En mulighed, hvor vi for en gang skyld ikke vil se toppen af fagbevægelsen modarbejde medlemmernes krav, men snarere det stik modsatte.



Endelig er det værd at nævne, at arbejderklassens medejerskab til deres egne arbejdspladser vil give øget arbejdsglæde og produktivitet. Hvem vil f.eks. strejke mod ”sin egen” virksomhed? Dette vil give Danmarks konkurrenceevne og økonomi det boost, som alle er enige om er nødvendigt, når vi – socialisme eller ej – skal have midler til at bevare velfærden.



Per Clausen muntrer sig på Facebook med at mene, at vi kan lære mere af Rosa Luxemburg end af Anker Jørgensen. Heroverfor fremhæver f.eks. Michael Voss det faktum, at Anker Jørgensen i dag er betydeligt mere kendt og respekteret i de ikke-akademiske lønmodtagergrupper end Rosa Luxemburg…

Med andre ord: At vi er nødt til at gribe fat i arbejderklassens bevidsthed, der hvor den er, og at vi er nødt til at lade en dagsaktuel analyse styre vores politik – frem for dogmer fra 1900-tallets begyndelse eller 1970’erne.



SAP’s forretningsudvalg ønsker alle en fortsat god 1.april!

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php