Præsident Barack Obama – efter en måned er det stadig svært at tænke på denne realitet uden en kildren af mild forundring – gik på scenen den 24 februar for at holde den årlige tale til kongressen med en betydelig støj i baggrunden.

 

Oppe foran en vild tiljubling fra demokraterne og for den sags skyld, det store flertal af befolkningen. Fra højre en brægen fra republikanerne, der næsten enstemmigt stemte imod den økonomiske hjælpepakke, og det virkeligt giftige kor, der kommer fra slamkisten af haderadiostationerne og the New York Post.

Fra venstre desværre næsten tavshed og få antydninger af dæmpet skuffelse. I baggrunden kan man høre de ildevarslende kanoner fra Afghanistan, der nu bliver Obamas krig – og lige så håbløs, som Bush’ eventyr var det. Og lytter man nøje efter – kan man opfatte den umiskendelige knasende lyd af endnu en investerings bank, der bryder sammen…

Handling er nødvendig
Fremførelsen af Obamas budskab var som altid sublim, hans fremlæggelse af kendsgerningerne mesterlig og hans brug af sproget (efter otte år med Bush) brilliant. Indholdet er, skal vi sige, noget gådefuldt.

Langt hen af vejen må det være noget i retning af: Offentligheden afskyr i al almindeligehed og helt korrekt ideen om at ”redde bankdirektørerne og de tre fede katte (Chrysler, Ford og GM, red.), men ved også, at hurtig og omfattende handling er nødvendig for at undgå et fuldstændigt sammenbrud af både den finansielle og produktive sektor. Det er derfor, de valgte Barack Obama og ikke John »jeg ved ikke ret meget om økonomi« McCain.

På grund af det faktum at Obamas politiske ståsted som en erhvervsvenlig demokrat er velkendt, skønt han ikke besidder Clintons kynisme hos politikere, der har tilbragt årtier på dette usle sted, og på grund af det næsten totale fravær af en egentlig venstrefløj, er argumentet for en rationel og demokratisk løsning ikke til stede. Denne løsning er nationaliseringer under arbejderkontrol af de grundlæggende industrier, som ville muliggøre en virkelig forandring af produktionen og prioriteringer, der ikke var låst af kravet om kortsigtet profit.

Utroligt nok bliver ideen om ”midlertidige” banknationaliseringer fremført – af folk som den republikanske senator Linsey Graham, og frimarkedsfanatikeren Alan Greenspan, der åbenbart har forstået, hvor katastrofal nedsmeltningen af bankverdenen virkelig er, skønt de er bange for at afsløre denne viden.

De åbne spørgsmål
Efter at have udelukket den hurtige, afgørende og massive nødforanstaltning, den ”nye New Deal”som ”Progressive for Obama” fantaserede om, er regeringen og demokraterne i kongressen uden nogen støtte fra republikanerne henvist til en række pragmatiske forsøg på at indsprøjte finansiel stimulering – sprøjt, bed og gentag om nødvendigt.

Dette synes især sandt med hensyn til statskassens famlende tilgang til sammenbruddet af bank- og kreditsystemet. Faren er her, at tiltag som redningspakken på 800 milliarder dollar kan være for små og usammenhængende til at virke – hvilket ville indebære ikke blot faren for en økonomisk depression, men også statsunderskud i en størrelsesorden, som i sidste ende ville medføre en virkeligt katastrofal spekulationsbølge mod dollaren.

Og så er der ”vi må alle bringe ofre” mantraen.

Er Barack Obama ved at gøre sig klar til det, som Bush ikke formåede – et angreb på Social Security (det som europæiske læsere kender som statslig folkepension) i det hellige navn af at bevare balancen på statsbudgettet? Vil hans troværdighed blive brugt til at gennemføre en katastrofal udvidelse af krigen i Afghanistan og en konfrontation med Iran? Vil løftet til fagforeningerne om en ”Employee Free Choice Act” – en lov der skal forhindre arbejdsgiverne i at kvæle fagforeningers spæde forsøg på at organisere arbejdere i fødslen – blive brudt med henvisning til nødvendigheden af at ”holde lønomkostningerne på et konkurrencedygtigt niveau”?

Dette er blot nogle af de talrige åbne spørgsmål, der omgiver denne nye politiske udmelding.

Samarbejde over midten
Hvis den ovenstående diskussion antyder en alvorlig desillusionering over Barack Obama, så lad mig skynde mig at sige at denne forfatter i hvert tilfælde hverken er desillusioneret eller på nogen måde skuffet. Obama er ikke falsk tilsyneladende radikal. Hans løfte om forandring handlede ikke om omfattende omvæltninger; det handlede om ”samarbejde over midten”.

Obama sagde grundlæggende, at han ville udnævne en midtsøgende krigsregering, og det har han gjort. Han sagde, at han ville appellere for støtte til stimuleringspakken hos både demokrater og republikanere og dele æren for den, og det er ikke hans fejl, at republikanerne gav ham et æselspark og forhindrede deres egen senator Judd Gregg fra at tage posten som handelsminister.

Der er heller ingen grund til at forvente, at Barack Obamas brede folkelige støtte hastigt vil fordampe. Afro-amerikanere vil bakke ham op i stadigt stigende omfang, efterhånden som angrebene fra højrefløjen vil blive forstærket. Men folk, som væltede ud for at stemme på Obama, ved også, at han arvede denne katastrofe fra republikanerne, som kørte økonomien i sænk og løj om det. Obama får kæmpe kredit ved at sige sandheden om krisen, eller i hvert tilfælde meget mere af sandheden end hans forgænger gjorde.

Hvad folk ikke ved er – og det er en opgave for venstrefløjen og ikke Obama at forklare dette – at dette er en krise, der er indbygget i det kapitalistiske system, og som ikke kan løses inden for dets grænser.

Krisen i Mellemøsten
Der er en anden pointe, som vi må tage op her.

På den historiske morgen den 20 januar, hvor Barack Obama svor sin indsættelsesed, var der røster, der var helt forstummet, nemlig lydene fra Israels masakre på civilbefolknigen i Gaza – det hvide fosfor med mærkerne om ”made in USA” der brændte folk op indefra, de nye ”DIME” våben, der effektivt river flere lemmer af deres ofre, de bomber, der ramte hospitaler og skoler med patienter og elever, og FN´s fødevare- og medicinlagre. Der er ingen tvivl om, at beskeden var afsendt af Obamas hold og opfattet i Tel Aviv, om at indsættelses ceremonien ikke skulle overskygges af en fortsættelse af dette blodbad.

Om dette så signalerer i det mindste et taktisk skift i USA´s mellemøstpolitik, er et andet af disse åbne spørgsmål. Obama har udnævnt George Mitchell som sin ”mellemøstudsending”. Hvad man kan sige om Mitchell er i det mindste, at han ikke er Hillary Clinton eller Dennis Ross. Medens internationale læsere mest vil kende ham fra hans rolle i at løse konflikten i Nordirland, så kender amerikanerne ham bedst for hans mere nylige opgave med at undersøge brugen af doping i professionel baseball – med hvilken erfaring, han ville kunne påtage sig at teste israelske soldater for tegn på steroidfremkaldt raseri.

Bortset fra denne sarkastiske kommentar, så kan den internationale bølge af afsky mod den israelske stats forbrydelser mod menneskeheden, og den bevægelse selv i USA for sanktioner og for et stop for støtten til Israel i nogen udstrækning gøre en forskel.

Igen er det vores opgave at organisere denne stemning nede fra og op. At sidde med hænderne i skødet og afvente, at Obamas hvedebrødsdage stopper af sig selv – hvad der kan tage nogen tid – er hverken særligt konstruktivt eller en luksus, vi kan tillade os.

David Finkel er redaktør af magasinet Against The Current som udgives af Solidarity i USA.

Opslået i Uncategorized

single.php