Gennem de seneste år har jævnlige voldelige overfald begået af det nynazistiske miljø i Århus været næsten ugentlige hændelser.

af Svend Vestergaard Jensen

Overfald på venstreorienterede unge og indvandrere samt rudeknusninger af især to partier, Kommunistisk Parti og Enhedslisten, er sket talrige gange.
For et par weekender siden overfaldt en gruppe fra White Pride, WP, en ung mand i byens natteliv. Offeret lå i komma i flere døgn. Gruppen blev hurtigt genkendt som WP’ere. Mønsteret er det samme. En gruppe overfalder andre eller en anden, og altid når WP’erne er i klar overtal. Gruppen bag overfaldet sidder pt. varetægtsfængslet. En sjette er løsladt efter afhøring hos politiet, men sigtes.

Træner i kommunale lokaler
White Pride er en nynazistisk og voldelig hooligangruppe. Gruppen er på cirka 50 mennesker. Den består hovedsagelig af unge i alderen 18-22 år, men de har gode forbindelser til ældre WP’ere, der har fået "andre politiske opgaver". Gruppens medlemmer kommer primært fra forstæder til Århus.
Senest har Århus Stiftstidende afsløret, at Århus Kommune har stillet lokaler til rådighed for WP’eres kamptræning i forstaden Viby. I foreningslokaler betalt og godkendt af kommunen har WP’ere trænet i kampsport for derefter at gå ud og praktisere den på gadeplanet. Sportsforeningen, der bruger lokalerne, er oprettet i navnet "Forsvar dem". Medlemmerne er sammenfaldende med WP’ere, der har siddet i fængsel for grove voldelige overfald.

Initiativer mod volden
Byrådet har tidligere på initiativ fra Enhedslisten behandlet problemet med nynazistisk vold i Århus. På trods af en nultolerance-politik fra det samlede byråd synes situationen uforandret, endda eskaleret siden frem til for et par uger siden. Det seneste voldsomme overfald har fået omfattende presseopmærksomhed – også på landsplan.
I Folketinget har Per Clausen fra Enhedslisten stillet en række spørgsmål til justitsministeren angående højrefløjsvolden i Århus og politiets prioritering af sagerne.

Mediernes forvrængning
Keld Hvalsø Nedergaard, der repræsenterer Enhedslisten i Århus Byråd siger:
”Medierne får situationen til at fremstå som et opgør mellem højre- og venstrefløjsgrupper. Den gentages igen og igen med Århus Stiftstidende som en seriøs undtagelse. Men det er kun den ekstreme højrefløj omkring WP, der er voldelige. Det har politiet i Østjylland for længst indset – om end enkelte politifolk ind i mellem siger det modsatte. Politiet ved, at det er højrefløjen, der er problemet. Og at venstrefløjen i Århus har en ikke-voldelig tilgang til politik.”
”Vi følger problemet på alle måder. På grund af dets omfang og på grund af de entydige angreb på venstrefløjen, bl.a. med rudeknusninger, har politiet i Århus taget initiativ overfor Enhedslisten med henblik på opklaring af sagerne og på grund af sagernes omfang.”
”Jeg vil rejse en forespørgsel til kulturrådmanden og borgmesteren, f.eks. om hvad man ved om bestemte værtshuse, hvor der højlydt planlægges voldelige overfald. Kommunen er jo bevillingsgivende myndighed overfor værtshusene. Desuden vil jeg forespørge omkring kampsportsforeningen i Viby.

Foreslår samarbejde med AGF
Keld Hvalsø Nedergaard vil desuden foreslå et samarbejde mellem kommunen, politiet og AGF – superligaklubben, i hvis hooliganmiljø WP opererer. Siden det meget voldsomme overfald for nogle uger siden er WP blevet tavse. De tog ikke med til kampen ugen efter i Aalborg, hvor AGF mødte AaB. Det er ganske usædvanligt, at WP’ere ikke er til stede, når AGF spiller udekampe.
I samme periode har WPere mod traditionen ikke foretaget voldelige overfald mod deres påståede fjender, venstrefløjspersoner og indvandrere. Gruppen synes efter omtalte overfald at være gået i skjul.

Læs evt. også dokumentationsgruppen Redox’ rapport om White Pride og Vederfølner her 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com