Interview med den franske økonom Michel Husson om den globale økonomiske krise og regeringernes ‘hjælpepakker’.

 

Mener du at de nylige nationaliseringer og store hjælpepakker betyder en større forandring af kapitalismens karakter? Hvilken form for ny ordning vil der kunne komme ud af krisen?

Der er kun tale om forlorne nationaliseringer. De er delvise, foreløbige og næsten betingelsesløse. Deres formål er at genoprette banksystemets rentabilitet og at give det instrumenter til en omstrukturering. Hvis det virkelig drejede sig om at omdanne kapitalismen, havde disse indsprøjtninger af offentlige midler været anledning til skrappere regler for bankernes virksomhed. Talerne om behovet for regulering og bekæmpelse af skattely er bare afledning. Det mest sandsynlige er, at pengene, som afhændes nu, bare vil pumpe den næste boble op.

Den offentlige indgriben er dog en indrømmelse, som underminerer en af nyliberalismens fundamenter, nemlig at privatfinansiering er det bedste. Men det er ikke i sig selv nok til at afstedkomme en overgang til et nyt system.

Det gamle system byggede på en formindskelse af lønningernes andel af produktionsomkostningerne. Dette blev kompenseret ved stor gældsætning af familier, og væksten i USA blev finansieret af den øvrige verden. Denne models bærende søjler er nu ved at svigte. Familier kan ikke længere opretholde efterspørgselen på markedet ved at gældsætte sig yderligere, således fører nedgangen til en klassisk overproduktionskrise og besvær med at realisere merværdi. Og finansieringen af USA ved hjælp af budgetunderskud er blevet usikker, ikke mindst fordi overskuddet i vækstøkonomierne har en tendens til at skrumpe ind.

Regeringen forsøger at gennemføre det, som dens økonomer har lært om stabiliseringspolitik ved at studere krisen i 1930’erne og Japans lavkonjunktur i 1990’erne. Hvilke begrænsninger og umuligheder indebærer denne politik?

Disse indgreb er utilstrækkelige, eftersom de ikke kan føre til genoprettelse af en mere lige fordeling mellem lønninger og profit. Men det ville være forudsætningen for at vende tilbage til en Keynes-Ford model [at det offentlige stimulerer økonomien for at øge beskæftigelsen].

Men det ville forudsætte, at man modarbejder den ulighed der i forskellig grad er vokset frem i løbet af de sidste årtier, i USA, i Europa og selv i Kina. Stabiliseringspolitikken vil således gøre det muligt for systemet at undgå en krise som den i 1930’erne, men den rummer ikke muligheder for at undgå en tilbagegang i stil med den Japan, undergik i 1990’erne.

Selv om krisen i de risikobetonede boligsikrede lån i USA var betragtelig, handlede den meget mindre beløb, end hvad der er på spil i den nuværende krise. Hvordan kunne en forholdsvis mindre forstyrrelse afstedkomme så enorme konsekvenser?

At krisen på det amerikanske boligmarked bredte sig til til hele finanssystemet, afslører i hvor høj grad verdens økonomi og finanssystem er integreret. I krisens begyndelse fremsatte man en hypotese om “afkobling”, dvs. at Europa og Kina kunne undslippe krisens virkninger, og således redde verden fra en general krise. Denne hypotese viste sig hurtigt at være forkert.

I løbet af de sidste måneder har ikke bare banker været i vanskeligheder, men også regeringer. Den internationale Valutafonds reserver er forholdsvis små, og de største reserver holdes af regeringer, centralbanker og de uafhængige fonde i Østasien og Golfstaterne. Tror du at den nuværende krise kan medføre en væsentlig ændring af de globale magtforhold?

Krisen er langt fra slut, og koordineringen af kapitalistiske magthavere (regeringer, banker, Den internationale Valutafond, uafhængige fonde, europæiske institutioner osv.) tager til under nødsituationens tryk. Men det rækker ikke til, at vi kan forestille os et nyt Bretton Woods [et internationalt fastkurssamarbejde, som udvikledes efter Anden Verdenskrig]. Det mest sandsynlige er, at modsætningerne skærpes i de kommende måneder.

Til trods for produktionens globalisering vil modsætninger mellem stater skærpes, hvor enhver stat forsøger at påføre andre krisens omkostninger. USA vil forsøge at sænke dollarens kurs endnu en gang for at rette op på sit handelsunderskud.

I Europa er staterne meget forskelligt stillet overfor krisen afhængigt af den relative vægt af finans, ejendomsmarkedet og bilindustrien, og hvordan den [enkelte stat] er placeret i verdensmarkedet. En virkelig samordnet økonomisk politik er derfor uden for rækkevidde, så meget mere fordi EU bevidst har afstået fra at have de institutioner, der ville gøre den mulig, især et tilstrækkeligt fælleseuropæisk budget. På den sydlige halvkugle, især i Sydamerika og Asien, vil have tendens til at genfokusere på deres indre og regionale markeder, efter forbilledet af den politik Sydamerika fulgte efter 1930’ernes krise, at etablere nationale industrier for at erstatte import.

Indenfor ethvert land vil modsætningerne mellem kapital og arbejde skærpes. Der er få ting i planerne for redning eller kriseudligning, der begunstiger lønarbejdere, og i mellemtiden vil erhvervslivet benytte lejligheden til at genoprette betingelserne for deres profit. Endelig vil de offentlige udgifter blive belastet af de store beløb, som formøbles på gaver til banker og forretninger, så der igen vil blive skåret ned på de sociale udgifter.

Den politiske scene de kommende måneder og år vil utvivlsomt blive præget af opkomsten af nationalistiske og protektionistiske strømninger og af sociale kampe.

(5. december 2008) Michel Husson er marxistisk økonom, kendt på den franske venstrefløj. Han har forfattet talrige bøger, der i blandt den snart udkommende Kritik af kommercialeseringen (Critique de la marchandisation). Han var medlem af LCR indtil 2007. Interviewet er bragt på www.workersliberty.org.

Oversætters (ÖÓ) anmærkninger står i [klammer].

Opslået i Økonomi

single.php