Helle Thorning-Schmidt kunne, da hun i sidste uge besøgte Kommissionsformand Barroso i EU-hovedkvarteret, annoncere en ny og anderledes EU-venlig dansk regering, som fra 1. januar 2012 overtager formandsskabet i EU.

Mest omtalt har været planen om at sende de to EU-forbehold på retsområdet og forsvarsområdet til folkeafstemning, og et stop for opførelsen af de grænsekontrolstationer, som Dansk Folkeparti fik vedtaget sammen med VK-regeringen. Som noget nyt er regeringen desuden udvidet med en Europa-minister.

Socialdemokraterne har indtil for nylig ønsket en samlet folkeafstemning om alle de danske forbehold, altså også om euroen, men nu er det altså kun de to af dem, vi skal stemme om – efter sommeren 2012. Euro-afstemningen kommer først, når de partier, der vil med i euro-samarbejdet, er så godt som sikre på, at et flertal vil bakke op, og det er der for tiden stadig færre, der gør.

"Forsvarsforbeholdet afskærer Danmark fra at deltage i de vigtige bidrag, EU yder til fred og sikkerhed i verdens brændpunkter. Det begrænser Danmarks muligheder for at føre en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik." Sådan står der i regeringsgrundlaget. Ja, hvis aktiv og ansvarlig udenrigspolitik handler om at opbygge en ny militær supermagt, så er det bestemt en god ide at få Danmark med i EU’s militære samarbejde. Med den gældende Lissabon-traktat – som vælgerne ikke fik lov at tage stilling til – blev målsætningen om et fælles EU-forsvar stadfæstet, et nyt selvstændigt militærbudget vedtaget og forpligtelsen til at forbedre den militære kapacitet officielt indskrevet. Det vil vi gerne undvære, især fordi EU’s militære eventyr i sidste ende handler om at varetage den europæiske storkapitals interesser. Uden for EU’s militære samarbejde er der intet til hinder, at danske soldater kan bidrage i freds- og sikkerhedsopgaver for eksempel under FN-flag.

"Retsforbeholdet forhindrer, at Danmark kan deltage i EU-samarbejdet om kampen mod organiseret kriminalitet, narkohandel, terrorisme, børneporno, hvidvaskning af penge og samarbejdet om håndteringen af migrationsudfordringen, herunder illegal indvandring og beskyttelse af handlede kvinder, " hedder det i regeringsgrundlaget. Derfor vil regeringen afskaffe retsforbeholdet og erstatte det med en tilvalgsordning, så vi kan komme med i politisamarbejdet, men ikke forpligte os på det asyl- og flygtningepolitiske område, som ville give udlændinge en bedre retssikkerhed i Danmark.

Men bemærk formuleringen: "forhindrer at Danmark kan deltage i EU-samarbejdet ." Derimod er der intet, der forhindrer, at Danmark kan samarbejde med EU om at bekæmpe narkohandel, børneporno osv. Alene af den grund, at det ikke kun er i Danmarks, men også i EU’s interesse, at der foregår et samarbejde, ligesom der foregår et politimæssigt samarbejde med lande, som ikke er medlemmer af EU.

Derimod kan vi, ved at stå uden for det retslige samarbejde, blive fri for stadig flere EU-regler om, hvordan vores retssystem skal indrettes, for eksempel at det er EU, og ikke det danske folketing, der bestemmer strafferammerne for ovennævnte typer af kriminalitet. Så må vi tage med, at "vi mister indflydelse, når vi ikke sidder med ved bordet". Lad os i den forbindelse minde om, at den danske regerings stemmeandel i Ministerrådet – efter Lissabontraktaten – blev reduceret til at udgøre 1,10 procent.

Forbeholdene vil vi få rig lejlighed til at diskutere, når folkeafstemningen nærmer sig.

Lige nu er det snarere eurokrisen og EU-landenes desperate kamp for at forhindre et finansielt sammenbrud, der står i centrum. Hjælpepakker til Grækenland og Portugal kombineres med dramatiske sparekrav, som tvinger folk fra hus og hjem, og som får millioner af mennesker på gaden i protester og generalstrejker.

Her virker det nærmest grinagtigt, når regeringsgrundlaget kræver, at "EU-landene fører en ansvarlig økonomisk politik, der fokuserer på høj beskæftigelse, sunde offentlige finanser og et stabilt finansielt system", når EU’s krav så åbenlyst betyder flere arbejdsløse og demontering af den offentlige velfærd – for at bankerne kan få deres tilgodehavender. Ingen kickstart af den græske, spanske eller portugisiske økonomi!

Når euroen og den europæiske økonomi er gerådet ud i en dyb krise, så er forklaringen, ifølge EU-Kommissionen, at medlemslandene ikke har holdt orden i deres økonomier. Derfor skal der nu strammes op, og EU skal have mere magt til at kontrollere landenes finanser. Derfor blev Konkurrenceevnepagten (euro-plus pagten) vedtaget tidligere på året. Alle tre regeringspartier stemte ja, da Danmark tilsluttede sig og forpligtede sig dermed til at efterleve instruktionerne fra EU’s kommissærer. Regeringsgrundlaget siger tilmed, at den økonomiske politik skal sikre en bred sikkerhedsafstand (vores understregning) til kravene i EU’s Stabilitets- og Vækstpagt.

Hele rammen for regeringens økonomiske politik er derfor underlagt de nye EU-regler, som skal sikre, at kravet om offentlige besparelser og begrænsning i lønudviklingen rent faktisk bliver omsat til virkelighed i de enkelte medlemslande. Derfor er der nu skabt nogle mekanismer, hvor regeringerne løbende skal stå til ansvar overfor EU, f.eks. ved at udkastet til finanslov skal sendes til gennemsyn i Bruxelles før det sendes til de nationale parlamenter. Og ved at det er muligt at straffe lande, som ikke lever op til målsætningerne, enten i form af bøder (euro-landene) eller ved at trække i EU-tilskud (ikke-euro-lande).

For Enhedslisten vil kampen mod EU og EU’s borgerlige politik i de store linjer ikke ændre sig efter regeringsskiftet, al den stund der hersker næsten fuldstændig enighed i det danske folketing om EU-politikken. Men på enkeltsager kan der være mulighed for at presse regeringen til en konfrontation med EU-systemet og i stedet sætte hensyn til miljø, fødevaresikkerhed eller dyrevelfærd i højsædet. Det er tidligere lykkedes at få de nuværende regeringspartier med på vedtagelser, som i praksis brød med EU-reglerne, og Enhedslisten må søge disse muligheder, når de opstår.

Sideløbende med dette må Enhedslisten arbejde for at udbrede det fælles europæiske kampprogram. Dette program skal både udvikles med andre antikapitalistiske partier i Europa, men vigtigst af alt skal programmet være aktuelt for mere end partierne, og skal kunne bæres ud i den brede offentlighed gennem bevægelser. Her spiller især den europæiske fagbevægelse en vigtigt rolle, som også stod bag den europæiske aktionsdag for ca. ét år siden. Bevægelsernes krav skal ikke kun bryde med den nationale nedskæringspolitik, men skal også pege videre og bryde fundamentalt med den overordnede politik der bliver lagt fra EU’s side. Kun på denne måde kan vi opbygge et fælles europæisk pres, som kan presse såvel nationale regeringer, som EU institutionen, til en politik, som vælger velfærd over kapitalens interesser.

Dette nye europæiske pres burde være muligt alt andet lige i disse dage hvor vi ser aktioner og strejker i flere medlemslande.

Enhedslisten kan spille en vigtig rolle ved at fastholde og styrke sin kritik af EU, sin afsløring af EU’s magt og sin deltagelse i samarbejde med andre venstrefløjs-kræfter i Europa som f.eks. Europæiske Venstreparti og samarbejdet mellem europæiske antikapitalistiske venstrepartier.

Hele ideen om et evt. fælles europæisk svar på krisen vil blive diskuteret når Socialistisk Information torsdag d. 27. Oktober kl. 19:30 indkalder til åbent møde på Studiestræde 24, 1455 København K, mødelokalet i Stuen. Med følgende oplægsholdere: Søren Søndergaard (folkebevægelsen mod EU), Anders Hadberg (Enhedslistens Hovedbestyrelse) og Åge Skovrind (redaktør på Socialistisk Information)

 

SAP’s Forretningsudvalg, 24. oktober 2011

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php