I flere uger har hundredtusinder af de såkaldte rødskjorter demonstreret i Bangkoks gader. De kræver et snarligt nyvalg og tilbagevenden til demokrati.

af Danielle Sabaï

Demonstranterne er samlet i den “ Nationale Enhedsfront for Demokrati og imod Diktatur” – en bred bevægelse, der består af tilhængere af tidligere statsminister Thaksin Shinawatra (afsat ved et kup i september 2006), republikanere og aktivister for genoprettelsen af demokrati.

Denne ” klassekrig” – som demonstranterne kalder det – er et udtryk for, hvor dyb en krise Thailand har befundet sig i siden kuppet i september 2006. Landet er – mere end nogensinde – splittet mellem eliterne i Bangkok og de mellemste og fattigste lag, for det meste bønder og arbejdere, der bor i provinserne i nord og øst på i landet.

Ved at fremme et kup i 2006 var det Thai-militærets hensigt – med monarkiets billigelse – at genoprette den gamle politiske dagsorden, som var domineret af monarkiet, bureaukratiet, militæret og det Demokratiske Parti, som var blevet alvorligt undermineret af Thaksins fem år i regering. Eftersom Thaksin kom til magten for at forsvare sine egne miliardær-interesser, var det lykkedes ham i løbet af få år at dominere det politiske og økonomiske liv. I et land, hvor forretning og politik er tæt forbundet, truede Thaksin direkte de økonomiske og finansielle interesser i den kongelige familie og hos de store rige familier, som ikke er en del af hans egen klan.

Vandt folkets støtte
På samme tid gennemførte han på dygtig vis en politik, der tilgodeså de fattige, og det var aldrig sket før i Thailand. På den måde vandt han folkets trofaste støtte. Det var en støtte, der direkte konkurrerede med kongens popularitet, og for eliten i Bangkok var dette ikke acceptabelt. Kongen er garanten for landets enhed, hvilket faktisk indtil for nylig har involveret undertrykkelse af alle folkelige krav og vedligeholdelse af systemet til fordel for de ledende kredse.

Thaksin har betalt sine lærepenge med hensyn til, hvor svært og risikabelt det er at skubbe til magtbalancen i Thailands politiske system. Eliterne er ikke klar til at acceptere dommen fra stemmeboksene, hvis den går imod den herskende orden.

Tre regeringer væltet
Siden foråret 2006 er tre demokratisk valgte regeringer – alle med Thaksin inde i billedet – blevet væltet af militæret eller det retslige system med støtte fra monarkiet. Den nuværende regering, som ledes af det Demokratiske Partis leder Abhisiti Vevjjajiva, blev indsat af militæret i december 2008 ved at fremme en tilbagevenden til tidligere parlamentariske alliancer. Partiet er i mindretal, og har ikke vundet et valg i mere end et årti. Det støttede kuppet i 2006. Siden da har Abhisit vist sig at være en værdifuld allieret for hæren på mange områder. Men der er problemer på vej for hæren og monarkiet. Der vil blive afholdt parlamentsvalg indenfor et år, og det virker usandsynligt at det Demokratiske Parti vinder.

Det er i denne politiske kontekst, at vi bør se det juridiske systems beslutning i slutningen af februar om at beslaglægge 46,6 milliarder af Thaksin og hans eks-kone Pojomas 76,6 milliarder bath (indefrosne siden kuppet i 2006). Dette er en ny episode i de ledende klassers kamp imod Thaksin. I starten forsøgte militæret at ødelægge Thaksins parti ved at ty til den umådelige magt, det thailanske retsvæsen sidder på.

Den nye grundlov fra 2007, som blev skrevet på diktat fra militæret, giver også dommerne mulighed for at opløse et parti, hvis de skønner at et af dets medlemmer har begået en fejl. Denne mulighed har allerede været brugt to gange siden 2006 imod Thaksin og hans parti, Thai Rak Thai (TRT, thaier elsker thaier) og dets efterfølger Folkemagtspartiet. Til trods for at han er i eksil, har monarkiet og militæret ikke været i stand til at slette Thaksin fra Thailands politiske landkort. Derfor forsøger de nu at tackle hans andet magtinstrument, nemlig pengene, for at forhindre fremkomsten af et andet politisk alternativ.

Enhedsfrontens styrke
Denne retsafgørelse er blevet opfattet som meget uretfærdig af folket, og man mente også at den gav et godt billede af det thailandske retssystems to ansigter. De ansvarlige for angrebet på Suwannaphum lufthavn, som støttede kuppet, er stadig ikke blevet retsforfulgt efter 1 1/2 år.

Efter dommen besluttede lederne af den Nationale Enhedsfront at organisere de nuværende mobiliseringer. Målet om at bringe 1 million demonstranter til Bangkok blev langt fra nået, og regeringen gav ikke efter for ønsket om en opløsning af parlamentet. Men i modsætning til, hvad mange kommentatorer skriver, når de blot gengiver de dominerende klassers version, så har bevægelsen nået utallige meget betydningsfulde politiske mål.

For det første er rødskjorterne kommet ind på den nationale politiske scene for at blive, og de gamle eliter kan ikke længere ignorere deres tyngde og deres krav. Ved at samle 150.000 til demonstration har Enhedsfronten vist sin evne til at mobilisere og sin ægte popularitet. En sådan bevægelse (som ifølge nogle analytikere er af historisk karakter) har man ikke set, siden landet blev et konstitutionelt monarki i 1932. Samtidig har fronten udvidet sin sociale base for rekruttering. Man kan ikke længere påstå, at denne kamp modstiller masserne fra landet med eliterne og middelklassen fra Bangkok. En del af middelklassen er blevet bevidst om de høje omkostninger – både politisk og økonomisk – og de støtter nu en bevægelse, som forsøger at genetablere demokratiet.

Det nuværende politiske system er i fuld gang med at blive nedbrudt, og kongens død (han er nu 82 år gammel og har været indlagt på hospital i flere måneder med åndedrætsproblemer) kunne føre til totalt sammenbrud. Rødskjorterne er ikke alene om at mene, at det kun er frie valg og et minimum af uddelegering af magt til provinserne, der vil kunne give udsigt til en løsning på den politiske krise.

Klasseforskelle
Den popularitet, som rødskjorterne har vundet, og den bredere støtte til bevægelsen er et nyt skridt i den lange kamp for genoprettelsen af demokrati og social retfærdighed. De nuværende begivenheder viser, at det ikke længere er en modsætning mellem forskellige sektorer af overklassen eller mellem by og land, sådan som det ellers ofte er blevet fremlagt. Forskellighederne stikker dybt og udspringer af, at der stilles spørgsmålstegn ved de dominerende klassers privilegier. De udspringer med andre ord af klasseforskelle.

Folket i Thailand er fortsat berøvet muligheden for en sand repræsentation af deres interesser gennem et politisk parti. Denne bevægelse er et første skridt mod at gøre en ende på arbejdernes udelukkelse fra den politiske sfære. Men for at der kan ske en virkelig demokratisering af samfundet i Thailand, er de nødt til at befri sig selv fuldstændig fra populister af Thaksins slags og udvikle et egentligt program for en social forandring.

Oversat fra webmagasinet International Viewpoint af Bodil Olsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com