Torsdag den 4. oktober præsenterede Unidad Nacional Azul y Blanco (UNAB) sin platform for kampen mod det nicaraguanske præsidentpar Ortega-Murillo. UNAB er en bred koalition af en lang række politiske, sociale og feministiske organisationer og bevægelser.

af Valentina Chavez

Der indgår både gamle sandinister, der ikke længere støtter regeringens politik, oppositionspartier (opstillingsberettigede eller ikke, f.eks. MRS og FAD), NGO’er og brede bevægelser, herunder den Civile Alliance, der rummer studenter-, kvinde-, LGBTIQ-, miljø-, antikanal- og bondebevægelsen samt andre organisationer, der kæmper for menneskerettigheder. 41 organisationer tilsluttede sig manifestet, men der er kommet flere til siden (se note).

 

Fakta

 

Det har længe ulmet i landet, fordi styret er blevet mere og mere korrupt, nepotistisk og kleptokratisk, baseret på caudillismo (dvs. en enkelt karismatisk person)

 

Siden revolutionshelten, Daniel Ortega, tabte valget i 1990, har han hældet mere og mere til højre for at genvinde magten.

 

Først indgik han i 1999 en pagt med sin ærkefjende, den korruptionsdømte højreliberale Arnoldo Alemán, siden op til valget i 2006 indgik han aftaler med USA (om frihandel og kamp mod narko), med kirken (der senere ledte til forbud mod abort) og med arbejdsgiverforeningen COSEP.

 

Herefter er fulgt en gradvis afmontering af FSLNs oprindelige demokratimodel – f.eks. afskaffelse af det kommunale selvstyre og af det interne partidemokrati – og øget kontrol med civilsamfundets organisationer, herunder fagforeningerne, således sikrede Ortega billig, stabil arbejdskraft. Efterhånden har Ortega-Murillo-familiedynastiet fået kontrol med hele samfundet, der blev begået valgsvindel, og i 2014 fik han Højesteret til at vedtage en forfatningsændring, så præsidentembedet ikke længere var begrænset til to valgperioder. For to år siden fratog hans regering oppositionens pladser i parlamentet og indsatte sin hustru, Rosario Murillo som vicepræsident.

 

Partitro sandinister sidder på alle væsentlige poster (retsvæsen, valgråd, rigsrevision, hær, politi osv.) og det er vanskeligt at få et job i det offentlige eller f.eks. at få en bevilling til en restaurant, hvis partibogen (og loyaliteten) ikke er i orden.

 

Landet har gennem årene modtaget milliarder af dollars i støtte fra Chavez’ Venezuela. Midler, som Ortega har fiflet med og kanaliseret ned i sin families virksomheder. Dem skal der nemlig ikke aflægges regnskab for.

UNAB kæmper for demokrati og retfærdighed, herunder løsladelse af alle politiske fanger og stop for politiske retssager, retsforfølgelse af de skyldige i de forbrydelser, der er blevet begået siden 19. april, genindførelse af retten til at demonstrere, af ytrings- og pressefrihed samt af øvrige menneskerettigheder. UNAB vil desuden arbejde for en reform af det Øverste Valgråd, sikre en ny valglov og fremskyndede valg. Man ønsker den Nationale Dialog genoptaget under ledelse af det episkopale råd og med OAS, FN og EU som garanter. Endvidere kræver man overholdelse af anbefalingerne fra den Interamerikanske Menneskerettighedskomission CIDH og FN, afvæbning af paramilitære grupper, genansættelse af politisk fyrede, sikre at nicaraguanere i eksil frit kan vende hjem samt respekt for den private ejendomsret. Endelig kræves reformer i politiet her og nu, så de ansvarlige for undertrykkelsen fjernes, samt ophævelse af loven, der muliggør et kanalbyggeri tværs gennem Nicaragua.

 

Koalitionen skal bestå, indtil disse krav er gennemført, og alle deltagere bevarer deres politiske identitet og egenart. Samtidig lancerer koalitionen handlingsplaner, som alle deltagere er enige om, og som kan lede frem til målene. Det er ikke et antikapitalistisk manifest, men der kan sagtens ud af sammenslutningen opstå socialistiske partier, når et valg nærmer sig.

 

Som sine første fælles aktiviteter indkalder UNAB til demonstration søndag den 7. oktober for frigivelse af politiske fanger.

 

Tirsdag den 9. oktober er der indkaldt til demonstration i solidaritet med to bondeledere, Medardo Mairena og Pedro Mena, der skal for retten.

 

Protesterne startede den 14. april

Forud for etablering af den Blå-Hvide Sammenslutning og lanceringen af manifestet er gået næsten et halvt års blodige kampe som følge af regeringens forsøg på at indføre en pensionsreform.

 

Protesterne tog i starten form af demonstrationer og besættelse af universiteter. En demonstration i maj samlede op til 500.000 alene i hovedstaden – ud af en befolkning på 6 mio. Der blev i månederne april-juli desuden bygget op mod 400 barrikader ved ind- og udkørsler til større byer.

 

Disse aktioner er blevet mødt med skarpe skud og voldsomt mange døde og sårede. Magthaverne bevæbnede omkring 1000 paramilitære (ungsandinister, pensionerede fra hæren samt muligvis kriminelle) med præcisionsvåben.

 

Ortega indkaldte midt i maj til en National Dialog, hvor biskopperne (det episkopale råd) skulle lede dialogen mellem den Civile Alliance og regeringen. Dialogen kuldsejlede dog, da den Civile Alliance ikke fik opfyldt ønsket om at stoppe volden og regeringen derfor heller ikke fik lovning på, at barrikaderne blev fjernet. Derefter beskyldte Ortega-Murillo biskopperne for at være kupmagere.

 

Efter at styret sidst i juli fjernede de sidste besættelser og barrikader ved ”operation rengøring”, med flere døde og sårede, har man vedtaget en terroristlov, så demonstranter kan dømmes. Mange er blevet arresteret uden kendelse og stilles for en dommer uden advokatbistand. Der er vidnesbyrd om den mest modbydelige tortur i Somozas gamle torturfængsel, El Chipote.

 

Gennem de seneste 5½ måned har regeringen tvangsudskrevet offentligt ansatte til at demonstrere for regeringen. Disse får dog færre og færre deltagere. Desuden er der blevet fyret hospitalspersonale (ca. 750 personer), der enten har behandlet sårede demonstranter eller har deltaget i protester mod regeringen. Det betyder, at der i f.eks. i en by ikke længere er øre-næse-halsspecialister og i en anden ingen fysioterapeuter. Samme skæbne har ramt skolelærere, der ikke er partitro.

 

Omkring 30.000 mennesker er flygtet til nabolandene (primært Costa Rica). Det siges, at staten kun har økonomiske midler til de næste to måneder, og nu, hvor man ikke længere kan læne sig op ad Venezuela, har man måttet skære 200 mio. US-dollars på budgettet. Mange mindre virksomheder er lukket, og turistbranchen ligger underdrejet. Landet er ikke længere et af de sikreste turistmål i Latinamerika.

Regimet er desuden i konflikt med både FN, idet Højkomissæren for Menneskerettigheder blev smidt ud for et par uger siden og med OAS. Flere på venstrefløjen i Latinamerika har rådet Ortega til at skifte kurs eller at gå af.

 

Tilsyneladende styrer regimet direkte mod en undtagelsestilstand, og de nærmeste uger og måneder vil vise, hvordan styrkeforholdet er. Der bliver brug for alle kræfter, sikkert også fra solidaritetsbevægelser i udlandet.

 

Note:

Den blå-og-hvide enhed: Blå og hvid har været gennemgående i protesterne. De refererer til det nicaraguanske flag og er ikke som i Europa tegn på højrenationalisme, men snarere en markering af modsætningen til den koloniale fortid under fremmed flag og til det sandinistiske sort-røde flag, idet Ortega-Murillo-sandinismen ses som undertrykker. Koalitionen er IKKE identisk med den UNAB, der på Facebook præsenterer sig som ”overgangsregering”. Blandt tidligere sandinister i den blå-hvide koalition er Henry Ruíz, Luis Carrión, Jaime Wheelock og Humberto Ortega, Monica Baltodano, Sergio Ramírez og Dora Maria Téllez. De to sidstnævnte er med i Movimiento Renovador Sandinista, Bevægelsen for Sandinistisk Fornyelse, som blev dannet i 1995. I 2016 var MRS med til at danne FAD – Frente Amplio por la Democracia, den Brede Demokratiske Front.

 

Manifestet fra blå-hvide koalition kan læses i dansk oversættelse her

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com