Jeg deler mit lands frygt og lidelse – men i Norge stammer syge handlinger som denne altid fra højrefløjen.

 

Som alle andre indbyggere i Oslo, har jeg gået på gaderne og i bygningerne, som er sprængt i luften. Jeg har endda været på øen, hvor de unge politiske aktivister blev massakreret. Jeg deler mit lands frygt og lidelse. Men spørgsmålet er altid hvorfor, og denne vold var ikke blind.

Norges terror er ikke kommet fra islamiske ekstremister. Den er heller ikke kommet fra den yderste venstrefløj, selv om begge disse grupper igen og igen er blevet anklaget for at være den indre trussel mod ”vores livsstil”. Frem til og under de frygtelige timer om eftermiddagen den 22. juli, er den begrænsede terror, som mit land har oplevet, kommet fra den yderste højrefløj.

I årtier har politisk vold i dette land næsten altid været et eksklusivt domæne for nynazister og andre racistiske grupper. I 1970’erne bombede de venstreorienterede bogcafeer og Første Maj-demonstrationer. I de sidste to årtier er to ikke-hvide norske drenge døde som følge af racistiske angreb. Ingen udenlandsk gruppe har dræbt eller skadet folk på norsk territorium siden Anden Verdenskrig, med undtagelse af den israelske sikkerhedstjeneste Mossad, som ved en fejltagelse dræbte en uskyldig mand i Lillehammer i 1973.
Men selv på den baggrund, da denne afskyelige terror ramte os, mistænkte vi umiddelbart den islamiske verden. Det var jihadister. Det måtte det være.

Det blev straks fordømt som et angreb på Norge, på vores livsstil. På gaderne i Oslo blev unge piger med hijab og arabisk-udeseende mænd forulempet, så snart nyheden var ude.

Ikke overraskende. Gennem mindst ti år er vi blevet fortalt, at terror kommer fra øst. At en araber er mistænkelig, at alle muslimer er inficerede. Vi ser jævnligt farvede folk blive tjekket i særlige rum i lufthavnskontrollen, vi har endeløse debatter om grænserne for ”vores” tolerance. Efterhånden som den islamiske verden er blevet den Anden, er vi begyndt at tro, at det, der adskiller ”os” fra ”dem” er evnen til koldblodig nedslagtning af civile.

Der er, selvfølgelig, en anden grund til, at alle kiggede efter al-Qaida. Norge har deltaget i krigen i Afghanistan i ti år, vi deltog i en periode i Irak-krigen, og vi bomber ivrigt i Tripoli. Der er en grænse for, hvor længe man kan være med i en krig, før krigen kommer til en selv.

Men selv om vi alle vidste det, blev krigen sjældent nævnt, da terroristen ramte os. Vores første svar bundede i irrationalitet: Det måtte være ”dem”. Jeg oplevede det selv. Jeg frygtede, at den krig, vi bragte til udlandet, var komet til Norge. Og hvad så? Hvad ville der ske med vores samfund? Med tolerance, den offentlige debat, og mest af alt, med vores indvandrere og deres norskfødte børn?

Men sådan var det ikke. Endnu en gang ligger mørkhedens hjerte dybt begravet inde i os selv. Terroristen var en hvid, nordisk mand; ikke en muslim, men en muslim-hader.

Så snart dette var klarlagt, blev nedslagtningen diskuteret som en gal mands gerning; det blev ikke længere først og fremmest set som et angreb på vores samfund. Retorikken ændrede sig, avisernes overskrifter skiftede fokus. Ingen taler længere om krig. Når ”terrorist” bruges, er det med sikkerhed i ental, ikke flertal – en særlig enkeltperson snarere end en udefineret gruppe, som nemt kan generaliseres til at omfatte sympatisører og alle andre, man kan forestille sig. Den frygtelige handling er nu officielt en national tragedie. Spørgsmålet er, ville det have været det samme, hvis drabsmanden var en galning med islamisk baggrund?

Jeg mener også, at drabsmanden var gal. For at jagte og henrette teenagere på en ø i en time må man bestemt være fra forstanden. Men ligesom 11. september eller bomben i Londons metro, er det galmandsværk med både en klinisk og en politisk baggrund.

Alle, som har kastet et blik på racistiske gruppers websider eller fulgt med i online-debatter i norske dagblade vil have set det raseri, hvormed islamofobi bliver udspredt; det giftige had, som anonyme skribenter retter mod antiracistiske liberale og mod venstrefløjen er kun alt for tydeligt. Terroristen fra 22. juli har deltaget i mange af den slags debatter. Han har været aktivt medlem af et af Norges største partier, det populistiske højrefløjsparti, indtil 2006. Han meldte sig ud og søgte i stedet sin ideologi i miljøet af anti-islamistiske grupper på internettet.
Da verden troede, at dette var en handling udført af den internationale islamistiske terrorisme, erklærede alle statsledere, fra Obama til Cameron, at de ville stod sammen med Norge i vores kamp. Hvilken kamp bliver det nu? Alle vestlige ledere har det sammen problem inden for egne grænser. Vil de nu føre krig mod den hjemmedyrkede højrefløjs-ekstremisme? Mod islamofobi og racisme?

Nogle timer efter bomben sprang, sagde statsminister jens Stoltenberg, at vores svar på angrebet skulle være mere demokrati og mere åbenhed. Sammenlignet med Bush’ svar på angrebene 11. september, er der god grund til at være stolt af dette. Men i kølvandet på den sørgeligste oplevelse i Norge siden Anden Verdenskrig kunne jeg tænke mig at gå et skridt længere. Vi er nødt til at bruge denne begivenhed til at rette et slag mod den intolerance, den racisme og det had, som vokser frem, ikke bare i Norge, ikke engang bare i Skandinavien, men over hele Europa.

Aslak Sira Myhre er direktør for Litteraturhuset i Oslo. 1997–2003 var han leder af Rød Valgalianse (ny Rødt).
Kommentaren blev bragt i det britiske dagblad
The Guardian den 25. juli. Oversat af Karina Skov.
 

Opslået i Anti-racisme, Nordeuropa

single.php