De studerende i den canadiske Quebec-provins har strejket siden midten af februar, og deres protester udvikler sig til en stærk og kreativ bevægelse mod regeringens nedskæringer på andre områder.

Studenterne i den fransksprogede provins kæmper mod et forslag om at forhøje studieafgiften med cirka 10.000 kroner årligt – fra nu 12.500 til 22.000 kroner. Den liberale regering har svaret igen på protesterne med en ny lov, der lukker universiteterne for resten af dette semester og indfører skrappe indskrænkninger af demonstrations- og forsamlingsfriheden.

Op til 300.000 studerende har strejket i månedsvis og demonstreret et utal af gange mod regeringens planer. Et højdepunkt var den 22. maj, da mellem 300.000 og 400.000 demonstrerede i Montreal, hovedstaden i Quebec. Det svarer til mellem 18 og 24 procent af byens befolkning, og arrangørerne har kaldt det ”den største civile ulydighedsaktion i Canadas historie.” Studenterbevægelsen har udviklet sig til en social bevægelse for hele provinsen, og en nærmest euforisk stemning har præget de mange aftendemonstrationer, som har fundet sted i Montreal og andre byer i løbet af foråret.

"Social strejke"
Studenterbevægelsen har formået at kombinere det umiddelbare krav med en lang række andre spørgsmål, og parolen om en ”social strejke” dukker op overalt. Alle studerende støtter minimumskravet om at stoppe forhøjelsen af studieafgiften. Men mange ser dette forslag i forlængelse af alle de andre forringelser, som Quebecs Liberale Parti har gennemført, siden det overtog regeringsmagten i Quebec-provinsen i 2003. De aktuelle meningsmålinger peger imidlertid på, at partiet vil miste regeringsmagten i et kommende valg (som skal afholdes senest 2013).

Til sammen er der tale om et hidtil uset angreb på almindelige menneskers levevilkår, såsom nye gebyrer på sundhedsydelser, nedlæggelse af jobs i den offentlige sektor, fabrikslukninger, brutal udnyttelse af naturressourcer, forhøjelse af pensionsalderen, angreb på faglige rettigheder osv.

Regeringen forsvarer sig med, at studieafgiften i Quebec er meget lavere end i resten af Canada. Forklaringen er, at studenterbevægelsen altid har været stærk i den fransksprogede del af Canada og har formået at vinde en række sejre.

Basismobilisering
En af de vigtigste forklaringer på, at det er lykkedes at skabe så stor opbakning til strejken blandt de studerende, er den lange tradition for organisering, kamp og demokratisk ledelse i studenterbevægelsen. Aktivister har brugt måneder på at forberede strejken og organisere på det ene fakultet efter det andet. Stormøder med diskussioner og fælles beslutninger har skabt demokratiske strukturer, som har gjort bevægelsen stærk og rodfæstet. De mest aktive studerende er gået sammen i en ny koalition under navnet CLASSE (Coalition Large de l’Association pour une Solidarité Syndicale Étudiante – den Brede Koalition for Studenterfaglig Solidaritet) som stiller krav om et gratis uddannelsessystem og i stedet indførelse af en beskeden bankskat til at dække de manglende indtægter.

Aktivismen og de demokratiske strukturer med stormøder og basisorganisering har gjort CLASSE til den dominerende kraft i forhold til andre, mere moderate studenterorganisationer. Regeringen har imidlertid nægtet at forhandle med CLASSE med henvisning til, at bevægelsen står bag nogle af de voldelige sammenstød, der er sket i forbindelse med demonstrationerne.

Det britiske dagblad Guardian skrev i en artikel om strejken, at “denne radikale holdning har givet CLASSE et spring fremad fra en relativt ukendt organisation med 40.000 medlemmer til et spraglende fænomen, som nu har over 100.000 og som hævder at repræsentere 70 procent af de studerende.”

L78
I et forsøg på at genvinde initiativet og fremstille konflikten som et kriminelt og ikke et politisk spørgsmål vedtog parlamentet den 18. maj den kontroversielle lov nummer 78, som har til formål at stoppe demonstrationerne. Loven suspenderer resten af forårssemesteret for studerende i strejke, forbyder ansatte på universiteterne at deltage i aktioner, og indfører skrappe restriktioner for demonstrationer med bestemmelser om tidspunkter, ruter og organisering. Myndighederne skal have en præcis beskrivelse senest 8 timer i forvejen for alle protester, hvor mere end 50 personer deltager. Overtrædelse kan medføre mange tusinde kroner i bøde.

Men efter den 22. maj er antallet af demonstrationer og aktioner til fordel for studenterne eksploderet så meget, at det slet ikke kan kontrolleres af politiet. “On ne lâche pas” (Vi giver ikke op), lyder kampråbet gennem gaderne. En ny bevægelse “Vrede og Solidariske Mødre” er startet op i reaktion på L78, og med inspiration fra latinamerikanske traditioner har det vrimlet med kasserolle-demonstrationer på tværs af provinsen.
Politiet har slået selektivt ned på protesterne og har, siden starten af bevægelsen i midten af februar, foretaget omkring 3000 arrestationer. De fleste er sigtet for forstyrrelse af trafikken, hvilket også kan koste klækkelige bøder. Foreløbig er ingen sigtet for overtrædelse af L78.
Støtteaktioner er langsomt begyndt at brede sig i Quebec, men også i Canadas øvrige provinser og andre lande. Den 30. maj var der demonstrationer og møder over hele Canada.

Politiske forhåbninger
Hen over sommeren planlægger de studerende skifte taktik. Der er planlagt store demonstrationer den 22. juli og den 22. august, men ellers vil de studerende gå fra dør til dør og diskutere med folk – især i områder, hvor de Liberale står stærkt.

Der er også kræfter blandt studenterne og i fagbevægelsen, som i det stille satser på en parlamentarisk løsning på konflikten. Oppositionspartiet Parti Quebecois – et borgerligt, nationalistisk parti, som får støtte fra de fleste fagforbund – står godt i meningsmålingerne. Partiet er imod forhøjelse af studieafgiften og siger, at det straks vil afskaffe L78, hvis det får flertal.

Men det er ikke sikkert, at regeringen vil udskrive valg foreløbig. Den har nemlig ikke kun problemer med de studerende, men frygter også en stor korruptionsskandale. Sidste år blev regeringen tvunget til at nedsætte en kommission, der skal undersøge mistanker om ulovlige forbindelser mellem byggeindustriens matadorer og de politiske beslutningstagere.

På den anden side har støtten fra New Democratic Party (NDP), det føderale parti, som mange fagforeninger i det engelsktalende Canada er tilknyttet, været helt fraværende. Partiets leder, Thomas Mulcair, forklarer, at tavsheden fra partiet skyldes den kendsgerning, at uddannelse er et anliggende for provinsregeringen. Men L78 er i sig selv en massiv krænkelse af rettigheder og friheder, som er indskrevet i den canadiske grundlov.

Ved det føderale valg sidste år blev NDP for første gang nogensinde Canadas største oppositionsparti. Næsten 60 procent af partiets parlamentsmedlemmer er valgt i valgkredse i Quebec, og de har været åbenlyst beklemte ved partiets holdning.

Læs mere (på fransk): http://www.bloquonslahausse.com/

Opslået i Nordamerika, Uddannelse

single.php