De studerende står over for undertrykkelse, men hvad er deres strategi? Interview med otte studerende om erfaringer fra oprøret, deres deltagelse i den Civile Alliance og udsigterne for fremtiden.

 

De sidste tyve år er civile protester eksploderet i Latinamerika og Europa – blandt andet i Chile, Guatemala, Venezuela og Spanien – protester, der er båret af en indignation over at lukke politiske rum ned, korruption og den politiske elites magt. I alle tilfælde har fællesnævneren været de universitetsstuderendes centrale rolle.

 

Resultatet har været forskelligt fra land til land: i Chile blev der – efter den såkaldte “pingvinmarch” – gennemført en uddannelsesreform, og bevægelsens ledere fik foretræde i Kongressen. Det lykkedes oprørte studenter i Guatemala at vælte Otto Pérez Molinas korrupte regering, men demokratiet blev ikke vundet; I Venezuela førte de studerendes oprør til, at de offentlige universiteter frigjorde sig fra Chavez’ ret til at bestemme, men Maduro forblev ved magten, og i Spanien var der et politisk jordskælv, hvorfra nye partier som Podemos og Ciudadanos opstod.

 

Det apriloprør, der så pludseligt brød ud i Nicaragua, adskiller sig fra de nævnte erfaringer, eftersom ingen andre civile protester er blevet mødt med en sådan vold og brutalitet eller har ført til et blodbad som i Nicaragua. Udmattelsen efter elleve års diktatur og den vrede, der er skabt af Ortega-regeringens undertrykkelse, har født en national bevægelse, der kræver en afslutning på regimet.

 

Universiteterne rystede sløvheden af sig og fødte en ny studenterbevægelse, der var både modig og impulsiv. Denne opvågnen har kostet meget blod, men den har også skabt stor entusiasme i et udmattet land.

 

Fire måneder senere står studenterbevægelsen, efterhånden som undertrykkelsen intensiveres, overfor mindst to store dilemmaer: Det umiddelbare er bevægelsens evne til reelt at repræsentere studenterflertallet, samtidig med at den varetager rollen i den Civile Alliance som den kraft, der har den største legitimitet til at udvikle en strategi for diktaturets ophør. En anden, om end mindre, udfordring vedrører universiteternes selvstyre, demokrati og politiske rolle i landet.

 

Hvad vil denne studenterbevægelse? Hvad er dens identitet? Dens repræsentanter siger, at de ønsker at bryde med fortidens laster, men hvor langt er de villige til at gå for at opnå et sådant skift i Nicaragua?

 

I de sidste to uger i august interviewede magasinet Confidencial otte repræsentanter for fire af de fem grupper, der udgør Universitetskoalitionen. Vi talte med Lesther Aleman, kommunikationsstuderende fra UCA (det Jesuitiske Centralamerikanske Universitet) og talsmand for den Nicaraguanske Universitetsalliance (AUN), Harley Morales, sociologistuderende fra UCA og medlem af AUN, Jeancarlo López, systemingeniør-studerende fra UNAN (Nicaraguas Nationale Universitet) og medlem af 19. April-Bevægelsen, Fátima Villalta, psykologistuderende fra UCA, Claudia (hun ønsker ikke at blive identificeret med sit fulde navn), studerende fra UNI (det Nationale Ingeniøruniversitet) og Mila, alle tre repræsentanter fra Koordineringskomitéen for Universitetsstuderende, Justina Orozco og Juan Ramón González, begge studerende fra UNA (det Nationale Landbrugsuniversitet) og medlemmer af den Nationale Landbrugsuniversitets-Komite.

 

De blev alle stillet de samme spørgsmål om nutiden og fremtiden. De afskyr ideen om caudillismo (”den stærke mand”) og definerer sig selv som “talspersoner”, ikke studenterledere, idet de omhyggeligt afvejer deres politiske holdninger.

 

Men ved afslutningen af interviewet fortsætter spørgsmålet med at blæse i vinden – det spørgsmål, som tusinder i dag spørger sig selv om i Nicaragua: Hvad er strategien for den kamp, der skal føre frem til afslutningen på Ortega-Murillo-diktaturet?

 

Studenterbevægelsen i Nicaragua

 

Hvad betyder den Civile Alliance for dig? Er det bare en forhandlingsgruppe eller er det en organisation, der er i stand til at føre en kamp, der kan afslutte Ortega-diktaturet?

 

Fatima Villalta: Alliancen er grundlaget for en hel gruppe af alliancer, der er opstået efter 19. april. Ja, på nogle måder er det som en forhandlergruppe, men den kan også kanalisere kravene fra forskellige bevægelser. Det væsentlige ved Alliancen er, at den sammenkobler sociale bevægelser på tværs af civilsamfundet. Vi er både en del af det, og en del af Alliancen, fordi vi har indset, at vi skal forbinde os med de forskellige sociale bevægelser, da det er de organisationer, der har genereret denne eksplosion, og det har skabt meget stærke bånd og koblinger for fortsat at mobilisere og diskutere kravene fra de forskellige sektorer.

 

Jose Ramon Gonzalez: Alliancen opstod pludseligt af den situation, landet oplevede på det pågældende tidspunkt, og den har fire ansigter: erhvervslivet, civilsamfundsorganisationer, de studerende og bønderne. Som Alliance arbejder vi henimod en umiddelbar vej ud af landets problemer, men det er klart, at regeringen simpelthen så dialogen som en afledning, og den fortsatte med at undertrykke folk med kugler. Alliancen kunne have opnået en stærkere løsning på krisen, hvis den havde involveret andre sektorer som transportsektoren. Jeg tror, det er på tide, at Alliancen udvider sig og bliver stærkere.

 

Jeancarlo Lopez: Alliancen blev ikke forudset af nogen af de grupper, der deltog i dialogen. Da vi indkaldte alle disse heterogene sektorer, fra de studerende, der netop var blevet forenet, til de øvrige medlemmer af civilsamfundet, akademikere og erhvervslivet, planlagde vi ikke en alliance. Den første dag, hvor vi var i direkte konfrontation med Ortega og Murillo, havde vi som Alliance ikke noget konkret. Nu er Alliancens dynamik meget interessant, fordi vi befinder os i Dialogen og taler vores sag. Efterhånden har vores rolle ændret sig. Nu deltager vi ikke blot i dialogen, men er også med i aktioner, der har meget at gøre med samfundet som helhed, for eksempel organisering af marcher og støtte til mennesker, der lider, og vi er med til at sprede budskabet internationalt. Der er en række spørgsmål, der ændrer Alliancens dynamik, fordi Alliancen ikke er en statisk enhed, der kun eksisterer i forhold til Dialogen, den er i proces.

 

Hvad er universitetskoalitionens rolle i Alliancen? Hvilken vægt har den, og hvilke initiativer tager de studerende?

 

Harley Morales: I starten var vores holdning at tale højt og positionere os, fordi vi troede, at vi kunne få det, vi ønskede. De studerende var jo dem, der blev dræbt i gaderne, og vi troede, at vi havde legitimitet til at tage beslutninger om visse grundlæggende spørgsmål inden for Alliancen. Det var vores holdning, og jeg tror det stadig, fordi så meget af legitimiteten, som Alliancen har vundet, er sket på grund af de unge og disse fem bevægelser. Senere begyndte vi at lægge disse spørgsmål på bordet og virkelig åbne os for de andre grupper, og vi så, at løsningen på alt dette var en aktiv dialog, hvor de studerende fremlagde konkrete forslag.

 

Vi har stor indflydelse i Alliancen, ikke fordi vi hæver vores stemmer for at sige: “Du har været en del af regimet i mange år, eller du har ikke gjort sådan og sådan, mens vi dør.” Nej, vi tror, at vi er blevet modnet i den måde, vi udvikler politik på inden for Alliancen. Nu har vi konkrete forslag, der omhandler de centrale spørgsmål, for eksempel i Den Politiske Kommission og i Organisationskommissionen. Det handler ikke kun om at lave demonstrationer, men også om at organisere resten af landet.

 

Fatima Villalta: Vi var ikke glade for at gå ind i dialogen, det ved alle. I starten var der mange konflikter, og det er ikke sådan, at vi ikke længere har konflikter, men for os er det meget vigtigt, at vi forbliver i Alliancen, at vi forsøger at fortsætte i dialogen under en eller anden form. Men i mobiliseringen svarer vi også med civil ulydighed. Forskellen er, at Alliancen har en erhvervssektor, der er meget vigtig, som overvejer at nægte at betale skat. Der er blevet talt om det i lang tid, og vi venter stadig på, at det sker.

 

Hvad er det, der forener de grupper, som universitetskoalitionen er sammensat af? Kan du se muligheden for at navngive en repræsentant, der taler for alle fem grupper, eller ville det forårsage en krise?

 

Lesther Aleman: Vi tror ikke på caudillismo. De ansigter, der er blevet set på et givet tidspunkt, var nødt til at være synlige, for ellers ville vi ikke have skabt denne sympati. Men ingen af os er uundværlige, der er rigtig mange, der vil kunne udfylde min plads, hvis jeg ikke var der. Vi har altid satset på et generationsskifte, og selvom jeg ikke nødvendigvis er den, der skal sidde i et ministerium, vil jeg gerne have en, jeg kan identificere mig med, en der tænker på samme måde som jeg.

 

Mila: Det, jeg kan lide ved denne revolution, hvis vi kan kalde det en revolution, er, at der ikke kun er en enkelt person tilknyttet, det er hele folket. Hvis vi vælger en enkelt repræsentant fra alle disse aktører, falder vi tilbage til det, vi har kæmpet imod: Der kan ikke være en enkelt person til at repræsentere en sådan mangfoldighed af opfattelser, som vi ser i et universitetsrum. Historien har vist os, at det ikke er holdbart kun at have kun én person som repræsentant.

 

Justina Orozco: Jeg mener ikke, der skulle være en enkelt leder, men snarere en talsperson for de unge, der var en del af kampen, og en for dem, der ikke kunne være med, nemlig de unge, der blev dræbt den 19. april og i tiden derefter. Vi siger, at vores bevægelse er autonom, fordi alle de studerende på landbrugsuniversitet har sat sig ned for at diskutere, hvad vi synes vi om det, der sker i Nicaragua, fra dem ved vejspærringerne til dem, der taler om politik, fordi det er sådan, vi er organiseret. Vi er en bevægelse, der arbejder som små myrer, og vi mener, at det kunne ske på alle universiteter. Fra landbrugsuniversitets perspektiv er vi en bevægelse, der i sin essens er tæt på folket og går på gaden for at fortælle, hvordan vi kan kæmpe denne fredelige kamp.

 

Myndighederne på de offentlige universiteter har talt om at starte undervisningen igen. Hvad er din holdning, synes du, at undervisningen skal begynde igen?

 

Jose Ramon Gonzalez: Vi kæmper som en bevægelse inden for universitetet. Vi har alle ret til at studere, men jeg synes ikke, det er rimeligt, at de studerende modtager undervisning, når jeg ved, at der er nogle, der aldrig kommer tilbage til deres plads. Det var brødre og søstre fra universitetet, der døde, så du sidder i en stol overstænket med blod. Det er ikke rimeligt, at vi modtager undervisning, når intet er normalt, når folk stadig dør, når der er mennesker, der er forsvundet, folk, der bliver vilkårligt arresteret af regeringen, de paramilitære, og af politiet.

 

Den kampagne, som UNEN [den sandinistiske studenterorganisation], som er regeringens forlængede arm, kører, miskrediterer alle de bevægelser, der opstod på de forskellige universiteter. På landbrugsuniversitetet skal du præsentere dit studenterkort og dit officielle ID for at komme ind. Det betyder, at hvis du genoptager undervisningen nu, kan du let blive identificeret, og de kan regne ud, om du deltog i bevægelsen eller ej.

 

Mila: Det er ikke normalt, at vi i sidste weekend brugte hele lørdagen på kommunikere til alle vores netværk og talte for, at vores compañeros skulle befries. Det er ikke normalt, at vi er bekymrede for, at der i øjeblikket er seks af vores compañeros, der er ulovligt anholdt og som sidder i El Chipote [Somozas berygtede torturfængsel] – og vi ved absolut ingenting om dem, intet er normalt. Det er ikke normalt, og opfordringen til de universitetsstuderende [om at vende tilbage til undervisningen], viser endnu engang, at de iscenesætter landet. UNI (det Nationale Ingeniøruniversitet) har ikke sagt, at undervisningen vil starte igen. Men vi tror, at det skyldes, at de er meget bevidste om, at hvis de studerende vender tilbage til universitetet, vil vi ikke anerkende myndighederne og de ”studenterrepræsentanter”, de trækker ned over hovedet på os.

 

Lesther Aleman: Vi har haft stor indflydelse på lukning af universiteterne på grund af det forhøjede risikoniveau. Hvis vi møder op og går ind på universitetet, vil de køre os væk i den ene bus efter den anden, fordi Ortega anser det at være ung og studerende for at være en forbrydelse. Hvordan kampen har udspillet sig, er noget, alle kan tale med om. Her på universitetet kan jeg bedre komme ud med mine meninger, fordi i øjeblikket er vi meget opsplittede. Du ser elever fra UCA, der er rejst tilbage til deres hjemprovinser og andre, der ikke tør gå ud, fordi de er bange.

 

Hvad er din mening om besættelsen af universitetscampus? Besættelsen spillede en vigtig rolle i april, maj og juni, hvorefter Ortega udøvede en brutal undertrykkelse af UNAN. Tror du, at campuserne er blevet knust, eller tror du, at de måske igen bliver en platform for kampen på universiteterne?

 

Fatima Villalta: Dette er et nyt stadium af modstanden, omkostningerne var så høje, ikke kun i liv, men også i mennesker, der blev tortureret, vilkårligt tilbageholdt, for ikke at tale om dem, der er flygtet. Selvom de kommer tilbage til normalitet, tror jeg det er umuligt, når så mange mennesker flygter. Det, vi opfordrer til, er, at folk skal afstå fra opfordringen til at vende tilbage til universiteterne.

 

Justina Orozco: Hvis du kommunikerer til alle de studerende og siger: “Vi skal overtage alle campuserne”, vil mange af dem sige ja, selvom alt, hvad de har, er hjemmelavede morterer. Men vi ønsker ikke flere døde. Det vil tiden vise. [det er ikke morterer til at afskyde granater, men et metalrør til fyrværkeri/kanonslag, o.a.].

 

Lesther Aleman: At besætte universiteterne vil ikke ske på nuværende tidspunkt, fordi du ved, at de vil angribe dig direkte, det vil simpelthen være livsfarligt. Hvis du vil dø, skal du bare besætte universitetet. Vi støtter de studerendes boykot. Regeringen har dannet en sikkerhedskomité ved UNAN, men hvem består den af? De paramilitære. De leder efter folk, der kommer ind i universiteterne, så hvordan kan du gå til undervisning, når de har krænket universiteternes autonomi? Ramona Rodríguez, UNANs provst, har krænket autonomien ved at lade de paramilitære blive på campus. Vi vender simpelthen ikke tilbage til undervisningen på de betingelser på nuværende tidspunkt.

 

Hvad ville universitetskoalitionens rolle være, hvis præsident Daniel Ortega skulle gå med til at acceptere at fremskynde valget? Ville den blive en politisk bevægelse? Et parti? Ville den støtte en oppositionskandidat?

 

Jose Ramon Gonzalez: Det er folket, der bestemmer, hvem der skal sidde i præsidentstolen, ikke Koalitionen eller Alliancen. Du burde spørge folket, om Alliancen skulle være det parti, der repræsenterer dem. Nicaragua vil beslutte, hvem der bliver, og hvem der går.

 

Mila: Vi har fra begyndelsen sagt, at Alliancen kun er til en overgangsfase. Hvis Alliancen skulle blive et politisk parti på et tidspunkt, ville jeg ikke personligt støtte det, for så vender vi tilbage til det, vi bekæmper. I en ideel verden, i et land, der respekterer menneskerettighederne, hvor du ved, at lovene ikke vil blive omgået af nogen person eller regime, skal du have valg, fordi demokratiseringen er det bedste for et land. Men tror vi virkelig, at de ville lade os introducere et nyt politisk parti i den nuværende situation?

 

Jeancarlo Lopez: For vores helte, for dem, der gav deres liv for frihed i Nicaragua, må vi sikre, at den, der har magten, skal have Nicaraguas befolknings tillid. Som studerende vil vi støtte den rigtige person, men den person skal vide, at alle dem, der er faldet i kampen, ligesom den første person, hvis døde krop jeg holdt på UPOLI (det polytekniske universitet) – alle ønskede et frit og demokratisk Nicaragua. Vi skal sørge for, at de, der får magten, spiller en vigtig rolle i genopbygningen af Nicaragua, og vi vil ikke tillade nogen at udnytte situationen i landet.

 

Harley Morales: Vi har altid spillet en rolle af rent etisk karakter, der viser folk, at ofre, ansvarlighed og engagement skal være grundlaget for det nye Nicaragua. Vi er en symbolsk samlende kraft, og vi har ansvaret for at godkende eller underkende udbrede legitimiteten af alle forslag, politiske aftaler og valg-arrangementer Folk støtter ikke Alliancen for et syns skyld. Når du ser marcherne, støtter folk ikke en Juan Sebastián Chamorro, de støtter Jeancarl og Lesther, som er de unge. Som bevægelse søger vi ikke at blive et politisk parti, vi har ikke talt om det, da det ville være meget prætentiøst.

 

Alle de organisatoriske udtryk vil på et tidspunkt blive forenet og overveje, hvordan de skal stille op til valget, og vi vil gerne vide, om de personer, der er kandidater, er mennesker, der virkelig repræsenterer os, og som vil overholde den etiske forpligtelse, som så mange har ofret sig for. Den etik, som Alvarito Conrado lærte os – det er med den etik, at et nyt Nicaragua og en ny politisk kultur vil blive skabt. [Alvarito Conrado er en 15-årig dreng, som blev myrdet den 20. april, da han deltog i studenternes demonstration, o.a.].

 

 

Oversat fra Confidencial 10. september 2018 af Charlotte Valløe

Opslået i Facebook, Latinamerika

single.php