Den 1. november angreb Trump-administrationens nationale sikkerhedsrådgiver, Richard Bolton, rasende ALBA-landene (note 1), især Cuba og Venezuela, men ved denne lejlighed nævnte han ikke sanktioner mod Nicaragua, selvom han truede. Hermed indledte Trump-administrationen en pause, der gav Daniel Ortega chance for at gennemføre en forhandlet løsning på den krise, der har rystet landet siden april i år.

 

Pausen er slut

Trump-administrationen har forholdt sig usædvanligt velvilligt til Ortega-Murillo-diktaturets overgreb. Da masseprotesterne brød ud (april, maj og juni) begrænsede Trump-administrationen sig blot til at støtte en national dialog. Man talte aldrig for et regeringsskifte, derimod gav man udtryk for, at selvsamme Daniel Ortega kunne igangsætte forandring ovenfra. Frygten for revolutionen i 1979 forbliver ætset ind i hukommelsen på analytikerne i det amerikanske udenrigsministerium.

 

Først efter den militære offensiv mod vejspærringer og massakrer udført af paramilitære og politiet, øgedes det politiske og diplomatiske pres gennem Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). Der var utallige verbale fordømmelser, men der blev ikke grebet til en eneste effektiv foranstaltning for at kulegrave krisen, isolere diktaturet eller støtte massebevægelsen i at fortsætte kampen for at omstyrte Ortega-Murillos regering.

 

Derefter var der i månederne oktober og november en periode med relativ stilhed, hvilket indikerer, at der foregik en vis grad af hemmelige forhandlinger. Men Ortegas signaler var forvirrende. På den ene side søgte og fortsætter han med at søge forsoning med store virksomheder, på den anden side fortsatte han med at angribe den katolske kirke og de uafhængige protestmarcher. Slutresultatet var en yderligere stramning af den interne undertrykkelse i en sådan grad, at demonstrationer er blevet forbudt, uden at en egentlig undtagelsestilstand er proklameret.

 

Således har Nicaragua fra juli og til i dag, kulminerende med den militære tilintetgørelse af den ubevæbnede opstand, oplevet en periode, hvor regeringen gradvist har begrænset alle friheder: retten til at forsvare kammerater, der er taget til fange og er ulovligt fængslet, frihed til organisering og mobilisering respekteres ikke, man er ikke længere garanteret retten til livet, osv.

 

Stillet overfor Ortega-Murillo-diktaturets hensynsløse nedkæmpelse har Trump-administrationen mistet tålmodigheden og valgt at vedtage sanktioner mod højtstående embedsmænd.

 

Imperialistiske sanktioner med Magnitsky-loven

Næsten et år før udbruddet af april-opstanden og den nedslagtning, der siden fulgte, skred Trump-administrationen i december 2017 til ved hjælp af Magnistky-loven at straffe Roberto Rivas, daværende præsident for Nicaraguas Valgråd (Consejo Supremo Electoral, CSE), der var anklaget for korruption.

 

Sanktionen mod Roberto Rivas var symbolsk, men den var et klart tegn på, at Trump-administrationen var bekymret over de reformer i det nicaraguanske valgsystem, der var blevet aftalt i januar 2017 mellem Ortega-regeringen og Luis Almagro, generalsekretær for OAS. Aprilopstanden ændrede pludseligt det politiske landskab, og presset mod Ortega-regeringen intensiveredes.

 

I begyndelsen af juli, da Ortega var i færd med sin militæroffensiv mod vejspærringer, sendte Trump-administrationen endnu et signal ved at vedtage sanktioner mod den på papiret næstkommanderende, men i realiteten fungerende chef for det nationale politi, Francisco Diaz. Sanktioner ramte også Fidel Moreno, borgmestersekretær i Managua, politisk operativ leder af diktaturet og indstillet præsidentkandidat til valget i 2021. Sanktionerne mod Diaz og Moreno blev vedtaget for deres arbejde som ledere af de paramilitære grupper, der udførte massakrer mod den oprørske men ubevæbnede befolkning.

 

Ortega-Murillo regeringen var længe tavs, men den 23. august 2018 offentliggjorde La Gaceta (Statstidende) præsidentens afgørelse nr. 98-A-2018, som allerede var blevet underskrevet den 5. juli, – nemlig samme dag som Trump-administrationen vedtog straffen under Magnitsky-loven. I La Gaceta kan man læse: “Udnævner generalkommissær Francisco Javier Díaz Madriz, til generaldirektør for rigspolitiet, fra den femte september to tusinde atten, hvilket effektueres fra denne dato.” Det er klart, at udnævnelsen er sket med tilbagevirkende kraft.

 

Nicaragua: en “trussel” for USA’s nationale sikkerhed

Den 27. november underskrev Donald Trump i Det Hvide Hus essensen af sin bekendtgørelse: “(…) Jeg opdagede, at situationen i Nicaragua udgør en usædvanlig og ekstraordinær trussel mod landets nationale sikkerhed og USA’s udenrigspolitik, og jeg erklærer hermed en national nødsituation for at håndtere denne trussel (…) Det gælder regeringens voldelige reaktion mod de protester, der begyndte den 18. april 2018 i Nicaragua og den systematiske demontering og svækkelse af Ortega-regimet, de demokratiske institutioner og retsstaten, brug af vilkårlig vold og undertrykkende taktik mod civile og korruption, der fører til destabiliseringen af Nicaraguas økonomi”

 

Det er første gang, siden Ronald Reagans dage (1981-1989), at en amerikansk præsident kalder regeringen i Nicaragua under streng ledelse af Ortega og hans kone for en “usædvanlig og ekstraordinær trussel mod den nationale sikkerhed og USA’s udenrigspolitik.” Modsætningerne mellem Trump-administrationen og Ortega-Murillo-regeringen er ved at nå deres højdepunkt på grund af deres afslag på at finde en forhandlingsløsning til fremskyndelse af valg.

 

Trumps bekendtgørelse (Executive Order) er mere vidtrækkende end selve Magnistky-loven. Nu kan han til listen over blokerede personer tilføje “medlemmer af Nicaraguas officielle regering eller personer, der har tjent som embedsmand for regeringen i Nicaragua på ethvert tidspunkt fra og med d. 10. januar 2007 (…) forbud mod ethvert bidrag eller overførsel af penge, varer eller tjenesteydelser til eller til fordel for en person, hvis ejendom og interesser i ejendommen er blokeret i henhold til denne ordre” (…) og præciserer, at der ved “udtrykket ”Nicaraguas regering” forstås Nicaraguas regering, enhver politisk underafdeling, organer eller dele heraf, herunder Central Bank of Nicaragua, og enhver, der er ejet af regeringen i Nicaragua, eller handler på vegne af Nicaraguas regering (..)”

 

Sanktioner mod Rosario Murillo og Néstor Moncada Lau

Efter at have opbrugt sin ventetid har Trump-administrationen drejet endnu en omgang på tommelskruerne, for at tvinge regeringen Ortega-Murillo til at fremskynde et valg. Denne gang sanktionerede det amerikanske finansministerium med Magnitsky-loven ingen mindre end vicepræsidenten, Rosario Murillo, der er gift med Daniel Ortega og Nestor Moncada Lau, Daniel Ortegas personlige sekretær. To personer fra Orteguismens stærke inderkreds. Sanktionerne blev dekreteret dagen efter, at den nye ambassadør, Kevin Sullivan, havde haft møde med Nicaraguas hærledelse.

 

I sin pressemeddelelse begrundede finansminister, Steven Mnuchin, sanktionerne, ikke med Magnitsky loven, men med den bekendtgørelse, Trump havde underskrevet, som hævder, at administrationen “er forpligtet til at holde Ortega-regimet ansvarligt for de voldelige nedkæmpelse af protester, der førte til drab på hundredevis af uskyldige nicaraguanere, og den generelt omfattende korruption, der har ødelagt landets økonomi.”

 

Argumentet, at give Ortega ansvaret for massakrerne, har konsekvent været kernen i Trump-administrationens angreb, og det placerer Ortega-diktaturet i en blindgyde.

 

Advarsel til virksomhedsejerne

Statsministeriet udsendte en pressemeddelelse, der var forskellig fra finansministeriets. Den amerikanske ambassade i Managua udsendte desuden en pressemeddelelse, hvori den advarede om det brede spektrum af mennesker, der kan sanktioneres af Trumps bekendtgørelse: “(…) Nu er det tid for medlemmer af det regerende parti til at ændre holdning og for den private sektor at lade deres stemmer lyde til støtte for demokratiske reformer og afslutning på volden. (…) De, der forbliver tavse eller er medskyldige, kan få betydelige konsekvenser at føle. Ligeledes kan alle embedsmænd i Nicaraguas regering og private aktører, der fortsætter med at hjælpe og med at udføre Ortega-regimets undertrykkelse​​, være omfattet af de sanktioner, der er beskrevet i bekendtgørelsen.”

 

Ortega-Murillo-regeringen har formået at modstå det diplomatiske pres fra USA og EU, blandt andet fordi de aftalte lån ikke blev indefrosset, og fordi de store forretningsmænd fortsat betalte skatter til tiden. Ortegas strategi har været at tiltrække store forretningsmænd, idet han garanterede forsoning og en tilbagevenden til den tidligere korporativisme. Pressemeddelelsen fra den amerikanske ambassade i Managua er rettet mod denne sektor, der har gjort beskidte forretninger med diktaturet.

 

Krise og lammelse i UNAB

Intensiveringen af undertrykkelsen har forårsaget en markant nedgang i antallet af marcher og manifestationer. I denne vanskelige situation med generel undertrykkelse blev Unidad Nacional Azul y Blanco (Nicaraguas Nationale Blå-Hvide Sammenslutning, UNAB) dannet den 4. oktober af to vigtige organisationer: Alianza Cívica por la Justicia y la Democracia (Den Civile Alliance for Retfærdighed og Demokrati, ACJD) og la Articulación de Movimientos Sociales (Sammenslutningen af Sociale Bevægelser), der samler de fleste NGO’er og sociale bevægelser [se artikel i Socialistisk Information]

 

Men tilsyneladende var UNAB død eller i koma ved fødslen. Den har overhovedet ikke været i stand til at foretage sig noget. Arbejdsgiverne i COSEP deltager ikke direkte i betragtning af, at UNAB styres af “venstrefløjen”, det vil sige de mest kritiske sektorer, på et tidspunkt, hvor deres hemmelige forhandlinger med diktaturet intensiveredes.

 

ACDJ kræver igen national dialog

Det var derfor ikke tilfældigt, i betragtning af sanktionernes enorme politiske virkning mod Murillo og Moncada Lau, at UNAB og ACJD udtalte sig hver for sig.

 

I sin redegørelse udtalte ACJD følgende: “(…) I lyset af de sanktioner, USA har meddelt, gentager la Alianza Cívica por la Justicia y la Democracia, at Ortega og Murillo er ansvarlige for disse handlinger. (…) Sanktionerne er ikke resultatet af udenlandsk interventionisme, fordi Ortega har regeret i mere end fire årtier. (…) Vi gentager, at den eneste ansvarlige for denne konflikt og de fremtidige konsekvenser er den regering, der har overtrådt forfatningen, lovgivningen, institutionerne, menneskerettighederne, og som har fremmet korruption, som har forsøgt at etablere et dynasti baseret på misbrug af myndighed, vold og frygt. Vi mener, at løsningen på krisen i Nicaragua skal være borgerlig og fredelig. Vi insisterer på, at den eneste vej til en løsning er, som vi har sagt flere gange, den nationale dialog med internationale garanter”

 

UNAB vil gå den dialogbaserede og fredelige vej

En praktisk demonstration af, at UNAB ikke fungerer godt, er de to separate udtalelser fra hhv. ACJD og UNAB. De siger næsten det samme, men UNAB kræver desuden mere specifikt: “(…) Regeringen Ortega-Murillo fører landet ud på randen af en krise, der påvirker det politiske, økonomiske og sociale liv i den nicaraguanske befolkning. Ansvaret for denne situation er denne totalitære regering (…) La Unidad Nacional Azul y Blanco opfordrer endnu engang regeringen Ortega-Murillo til at løse denne krise gennem dialog og fredelige midler for at afslutte undtagelsestilstanden, finde den umiddelbare exit for regimet og fastsætte en dato for nyt valg i 2019 med reformer, der garanterer respekt for befolkningens stemme og med behørig national og international valgobservation. (…)”

 

Hjælper sanktioner i kampen mod diktaturet?

Trump-administrationens sanktioner mod højtstående embedsmænd i Ortega-diktaturet måler det faktiske imperialistiske pres, dog med den særlige pointe, at Ortega-Murillos regering ikke repræsenterer den nicaraguanske nation, men derimod en kriminel herskerklike, der slagter civilbefolkningen. Så vi står ikke overfor den amerikanske imperialismes konflikt med den nicaraguanske nation eller befolkning.

 

I månederne før den amerikanske regering skred til handling for at fremprovokere diktaturets kollaps, ventede man håbefuldt på, at Daniel Ortega ville gennemføre de nødvendige reformer, som han fortsat afviser at tage initiativ til. Dette er konfliktpunktet mellem USA og Ortega-Murillo-regeringen. Nu, hvor der ikke er mobilisering i gaderne, vedtager Trump-administrationen som en opportunistisk tyv sanktioner mod Rosario Murillo og Nestor Moncada for at udlede, om de vil fortsætte på det mandat, de har. Det vil vise, om de får indflydelse på den næste regering, der i massernes øjne anses som den, der befrier dem fra helvede.

 

På samme måde som arbejdsgiverne i COSEP afholdt nationale ”endags-strejker”, drypvist, der fungerede som pressionsmiddel mod Ortega-Murillos regering, har den amerikanske regering fastholdt samme taktik med nogle få, drypvise sanktioner, uden at der indtil nu har været truffet effektive foranstaltninger, der kunne knække diktaturet. De verbale fordømmelser fra OAS har ikke haft nogen virkning. Og heller ikke sanktionerne mod højtstående embedsmænd, fordi de simpelthen ikke har aktiver eller konti i USA og i nødstilfælde bruger stråmænd, for at undgå sanktioner over for nicaraguanske banker.

 

Effektive foranstaltninger, som kunne gavne kampen, ville indebære afbrydelse af alle forbindelser fra alle landes regeringer, hvilket ville efterlade Ortega fuldstændig isoleret. Det samme gælder blokering af ethvert lån eller økonomisk støtte, eller blokering af indkøb af våben og ammunition, der anvendes til nedslagtninger.

 

Efter mere end syv måneders heroiske kamp, over 500 døde og mere end 500 politiske fanger samt flere tusinde sårede, er det værste, der kan ske ved de symbolske sanktioner, at Trump får følelsen af, at han er den, der har befriet landet fra diktaturet. I virkeligheden søger han kun at reformere regimet ved at opretholde regimets undertrykkende apparat, blot uden de forhadte frontfigurer, Daniel Ortega og hans kone Rosario Murillo.

 

Bragt 28. november hos El Socialista Centroamericana, oversat af Valentina Chavez

 

Noter:

1) Alianza Bolivariana de los Pueblos de Nuestra América. Samhandelsorganisation af stater (Antigua/Barbuda, Bolivia, Cuba, Dominica, Granada, Nicaragua, San Cristobal/Nieves, St. Vincent/Grenadinerne, Surinam og Venezuela. Ecuador forlod ALBA-samarbejdet i august 2018)

 

2) Magnitsky-loven giver mulighed for at indefryse værdier og vedtage indrejseforbud for navngivne udenlandske personer som straf for f.eks. korruption, brud på konventioner og krænkelse af menneskerettigheder.

Opslået i Facebook, Latinamerika

single.php