Det folkelige oprør mod Daniel Ortega, den fire gange genvalgte præsident i Nicaragua, og hans diktatoriske regering, har nu varet i mere end en måned. Og Ortegaregeringen har fortsat sin voldelige undertrykkelse. Det meldes, at 104 personer er blevet dræbt gennem de sidste 47 dage, medens andre er blevet arresteret, tortureret eller forsvundet.

 

Ved en af de mest grusomme begivenheder skød regeringstro snigskytter den 30. maj på ”Mødrenes March”, som var anført af mødre, der protesterede over mordene på deres børn. Femten af deltagerne i marchen blev dræbt og adskillige andre sårede.

 

Mens studenter over hele landet har spillet den ledende rolle i oprøret, har bønder, miljøforkæmpere og kvindeorganisationer også deltaget. Det nicaraguanske folks protestmarcher, som kræver ”Fred og Retfærdighed” – i betydningen et stop for regeringens vold mod studenterne og Ortegas afgang – har nået et kæmpe omfang, fra titusinder gentagne gange til omkring 500.000 – den største demonstration i centralamerikansk historie – deltagere i Mødrenes March. Adskillige grupper opfordrer nu til en paro, en landsdækkende samfundsstrejke.

 

Som jeg har forklaret i min bog ”What Went Wrong? The Nicaraguan Revolution: A Marxist Analysis” [”Hvad gik der galt? Den nicaraguanske revolution: En marxistisk analyse”] begyndte Daniel Ortega at danne alliancer det nicaraguanske erhvervsliv og med konservative og korrupte politikere, efter at han mistede magten ved valget i 1990. Han indgik alliancer med højreorienterede regeringer og havde til sidst held til at genvinde magten som præsident. Gennem disse knap tredive år blev han en diktator, hvor han gjorde sin kone til vicepræsident og fik grebet om alle dele af regeringen. Nu er der et massivt folkeligt oprør mod Ortega diktaturet, og jeg stiller nu spørgsmålet: Hvad er det for et oprør, og hvor er det på vej hen? Hvad bør vores holdning til det være som amerikanere på venstrefløjen?

 

En folkelig opstand

Den aktuelle protestbevægelse i Nicaragua bærer tydeligt kendetegn af en folkelig opstand. Bevægelsen har sin oprindelse i 2012, da den oprindelige befolkning, bønder og miljøforkæmpere anlagde juridiske søgsmål mod regeringens plan om at bygge en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet, et projekt som kunne få ødelæggende økologiske konsekvenser. Da disse søgsmål blev afvist, begyndte disse grupper at organisere fredelige protester både i land- og byområder. De fleste af disse havde nogle hundrede deltagere, men undertiden inddrog de tusinder af mennesker. Disse fredelige demonstranter blev angrebet af Ortegas politi og undertiden af turbas, som er navnet på voldelige bevæbnede bander fra hans Sandinistiske Nationale Befrielsesfront (FSLN) parti og dets ungdomsorganisation.

 

Da Ortegaregeringen i midten af april offentliggjorte planerne om at øge skatten på arbejderes pensioner sammen med en nedskæring i deres størrelse, kom der en omfattende reaktion mod disse reformer. Studenterne på landets største universiteter protesterede, men da de blev angrebet vendte de tilbage til deres fakulteter og besatte dem. Alle de større universiteter UNA, UCA, UNI, UPOLI og UNAN der tilsammen har omkring 100.000 studerende, blev alle lukket og besat. Da de studerende igen gik ud for at protestere fredeligt, angreb politiet og turbaerne dem, medens snigskytter på strategiske steder skød og dræbte nogle af de protesterende. Sådanne drab, der er blevet dokumenteret af nicaraguanske og internationale menneskerettighedsgrupper, af landets aviser og på de sociale medier, som værende beordrede af regeringen – er fortsat dag efter dag i Managua og andre større og mindre byer.

 

Drabene forfærdede befolkningen i Nicaragua, og protestbevægelsen spredte sig ud over hele landet. Den katolske kirke, erhvervsorganisationer og nogle af de studerende opfordrede til forhandlinger mellem Ortega og oppositionen, men Ortega forhandlede ikke i god tro, og oppositionen blev i stigende grad indædt i sit krav om hans tilbagetræden. Med ophøret af dialogen blev protesterne genoptaget og ligeledes regeringens vold. Så organiserede kirken demonstrationer, der opfordrede til Fred og Retfærdighed, som fik deltagelse af titusinder, men de førte ikke frem til nogen af disse mål.

 

I øjeblikket er situationen meget anspændt med en slags de facto udgangsforbud mellem kl. 18 og kl. 6 næste morgen på grund af frygten for FSLNs ungdomsorganisation og dens bøller. Jesuitpræsten José Alberto Idiáques, rektor for det Centralamerikanske Universitet (UCA) i Managua, som havde støttet de protesterende studenter, har modtaget dødstrusler for sin deltagelse i dialogen. Silvio José Báez, hjælpebiskoppen i Managua, som har deltaget i protestbevægelsens marcher, har været et offer for en dæmoniseringskampagne på grund af sin kritik af Ortegaregeringens voldelige undertrykkelse. Byerne Masaya og Granada er blevet angrebet af politiet og af bevæbnede bander, offentlige bygninger og markeder er blevet afbrændt. Politiet og gangstere fortsætter med at myrde studerende.

 

Regeringspåstande om anti-imperialisme og fremmed indblanding

Ortega regeringen har erklæret, at CIA står bag protesterne, sammen med en gruppe af udbrydere fra Sandinistbevægelsen ved navn den Sandinistiske Genopbygningsbevægelse (MRS). De splittede sig ud fra Sandinisterne i 1994. Denne fortælling er blevet taget op af den cubanske regering, det venezuelanske nyhedsmedie tele og russisk TV (RT). Ganske vist har latinamerikanere alle grunde til at være mistænksomme og frygte indblanding fra USA i deres lande, men den folkelige opstand i Nicaragua voksede frem blandt almindelige mennesker, som var bekymrede for deres gårde og miljø, det sociale velfærdssystem og kvinders rettigheder, samt andre spørgsmål, og udviklede sig først til et anti-regerings oprør, da de oplevede voldelig undertrykkelse af fredelige demonstranter. Det var ikke en bevægelse, der blev stiftet udefra, trods de sædvanlig anklager om indblanding fra fremmede agitatorer. Der er ingen tvivl om, at den amerikanske regering vil forsøge at udnytte situationen til at fremme sin egen dagsorden, men dette undergraver på ingen måde det, der begyndte som og fortsætter med at være en uafhængig bevægelse.

 

Vi bør bemærke, at medens Ortegaregeringen har være allieret med Cuba, Venezuela og Bolivia og har fremstillet sig selv som anti-imperialistisk, så har der kun været lidt eller slet intet i dens politik eller praksis, som i realiteten har været anti-imperialistisk. Ortegas Nicaragua har i årtier været dybt involveret med USA´s regering og forretningsverden og har samarbejdet med USA på mange områder: økonomisk, politisk og endog når det drejer sig om politiet og militæret. Økonomisk overherredømme står selvfølgelig i centrum for teorien om imperialisme. Som der står i USA´s udenrigsministeriums ”side om Nicaragua”: ”USA er den dominerende økonomiske partner for Nicaragua, da vi køber 51 procent af Nicaraguas eksport, leverer 32 procent af dets import, foretager 20 procent af investeringerne i landet, 54 procent af de penge, som bliver sendt tilbage fra arbejdere i udlandet, kommer fra USA, og USA er oprindelsesland for 19 procent af landets turister, ifølge tallene fra 2017.”

 

Man ville kunne argumentere for, at sådanne økonomiske forbindelser, med udgangspunkt i Nicaraguas lille størrelse og USA´s dominerende rolle i Nordamerika og hele hemisfæren, er uundgåelige. Men uanset dette er handel og investeringer de centrale træk ved imperialisme. Ortega har helt sikkert opmuntret USA til investeringer, blandt andet ved at oprette specielle frihandelszoner, som nyder godt af arbejdernes lave lønninger. Eksporten herfra udgør en væsentlig del af landets eksportindtægter. Ortega har arbejdet for at forhindre strejker og blokeret for organisationen af uafhængige fagforeninger. USA og andre fremmede landes direkte investeringer udgør i øjeblikket 6 procent af BNP.

 

Loven, der tilsigter at fremme de udenlandske investeringer (Ley de Promoción de Inversiones Extranjeras), som har været i kraft siden år 2000, tillader fremmede investorer i alle sektorer at besidde 100 procent af kapitalen i firmaer. Den garanterer muligheden for til hver en tid at trække både kapital og profitter ud af landet, såvel som hurtig og effektiv kompensation, hvis investorens ejendom bliver eksproprieret på grund af almenvældets behov. Den samme lov tillader også investorer at vælge deres mæglingsdomstol i tilfælde af konflikt.

 

På grund af sådanne love har både kapitalisterne i Nicaragua og amerikanske og andre investorer været ganske tilfredse med Daniel Ortega, siden han kom til magten som præsident.

 

Det springende punkt er, at der hverken var eller er noget som helst ”anti-imperialistisk” ved Ortegas regering, som skønt sin retorik har bevaret stærke økonomiske og politiske bånd til USA. Langt fra at være anti-imperialistisk eller anti-USA, er Nicaragua aldrig ophørt med at være en del af det amerikanske imperialistiske system i Latinamerika.

 

Hvem leder oppositionsbevægelsen?

Vi bør ikke være overraskede over, at der har være så lille mulighed for at etablere en effektiv venstreopposition i et land, der i praksis har været styret alene af den Sandinistiske Front for National Befrielse (FSLN), som har fastholdt en betydelig prestige for at stå i spidsen for omstyrtelsen af Somoza diktaturet i 1979, og hvor partiet har kontrolleret sociale organisationer og fagforeninger. Til dette bør tilføjes regeringens langvarige praksis med at chikanere og undertiden fysisk angribe rivaliserende politiske partier under valgkampe. Kombinationen af politisk monopol og undertrykkelse har skabt en atmosfære, som har hæmmet et sundt demokratisk politisk liv og især vanskeliggjort skabelsen af stærke oppositionsgrupper til venstre.

 

Der findes flere politiske partier i Nicaragua, men partierne til venstre har ikke kunnet finde et fast grundlag, medens de til højre længe har være bundkorrupte. To udsplitninger fra FSLN, den Sandinistiske Genopbygningsbevægelse (MRS), og Bevægelsen til Redning af Sandinismen (MPRS) forsøgte at opbygge en opposition til venstre, men de voksede aldrig nok til at få nogen betydning.

 

Nicaraguas to vigtigste konservative oppositionspartier – det Konstitutionelle Liberale Parti og det Uafhængige Liberale Parti – viste sig i stand til at vinde opbakning og vinde valg, men kun fordi de havde lavet politiske aftaler med Ortega. Imidlertid blev Ortegas FSLN over tid det dominerende konservative parti og vandt støtte fra Nicaraguas bank- og forretningsverden, og topfolkene i den katolske kirke. Da det nicaraguanske borgerskab opdagede, at Ortega støttede deres dagsorden, følte det intet behov for at give sin støtte til oppositionelle partier. Så medens denne krise er opstået og har udviklet sig, er der intet parti til venstre, som kan lede denne bevægelse, og resterne af de overlevende konservative partier er blevet totalt korrumperede af Ortega og FSLN samt af deres egen grådighed og skruppelløshed.

 

Studenterne, som førte an i protesterne på gaden ved hjælp af de sociale medier, har forsøgt at danne et nationalt studenterråd for at give bevægelsen organisation og ledelse, men dette har vist sig vanskeligt på grund af myndighedernes voldelige angreb og det almene kaos, der eksisterer i store dele af landet, hvor lokalområder har barrikaderet sig, hovedveje er blokerede og FSLN-gangstere og civilt politi sammen med snigskytter arresterer, torturerer og myrder studenteraktivister. Nogle af de studerende har erklæret, at det, der finder sted, er en ”revolution”. Men medens studenterne har været de heroiske ledere af bevægelsen, så er det ikke vanskeligt at forstå, at de ikke har været i stand til at fremlægge et politisk program, landets historie og øjeblikkelige situation taget i betragtning. Indtil videre centrerer bevægelsens krav sig forsat om, at Ortega og Murillo træder tilbage, genoprettelse af demokratiske institutioner og social retfærdighed. Der er ingen konkrete forslag til, hvad der skal gøres ved regeringsapparatet, FSLN-partiet og dets ledere, hæren og politiet eller økonomien.

 

Så hvor står tingene nu?

Vi kan sige, at der nu er tre hovedkræfter, som står overfor regeringen: Bevægelsen af studenter, bønder, kvinder og andre; COSEP (arbejdsgiverforeningen); og den katolske kirke. Kirken, nu ledet af kardinal Leopoldo Benes, ærkebiskop af Managua, fortsætter med at opfordre til fred og dialog, og har trods massakrerne endnu ikke opfordret Ortega til at træde tilbage.

 

Nicaraguas rigeste mand Carlos Pellas og andre, såsom Roberto Zamora fra LaFise, en af landets vigtigste finansielle institutioner, har opfordret til afholdelse af snarlige nyvalg. Det er tydeligt, at borgerskabet ønsker sig en glat overgang for deres fortsatte økonomiske dominans af landet.

 

Den nyligt oprettede Articulación de Movimientos Sociales y Organizaciones de la Sociedad Civil, eller Den koordinerende komité af sociale bevægelser og organisationer i Civilsamfundet har udsendt en opfordring til en paro eller en udvidet generalstrejke med civil ulydighed, som har til hensigt at lamme landet og tvinge Ortega til at slippe magten. I en situation, hvor landets gader og hovedveje allerede er blokerede og økonomien i uorden på grund af begivenhederne, ville paroen indebære et yderligere pres, men om den ville kunne tvinge Ortega til at træde tilbage er et åbent spørgsmål.

 

USA, som ser en mulighed for at påtvinge Nicaragua en endnu mere åbenlyst erhvervsvenlig og pro-USA-regering har via sin ambassadør Carlos Trujillo erklæret sin opposition til Ortega-diktaturet og opfordret til at fastsætte en dato for nyvalg. Dets position ligger meget tæt på COSEPs. USA vil også gerne have en glat overgang til en ny, konservativ kapitalistisk regering.

 

Udfordringen for Nicaraguas demokratiske bevægelse

Udfordringen, som den nicaraguanske folkelige opstand og den demokratiske bevægelse står overfor, er i sin kerne at udarbejde et program for politisk demokrati og også social retfærdighed på en meget præcis måde. Parlamentarisk demokrati bør forsvares, men det bør renses for sin omfattende korruption, og demokratiet må udvides til dagliglivet, til byområderne og arbejdspladserne, hvor FSLN-organisationerne har undertrykt folk i hverdagen.

 

Et program for social retfærdighed må inkludere afvisningen af den transatlantiske kanal, beskyttelsen af landbefolkningen og den oprindelige befolknings jord, og nye landbrugsprogrammer for at hæve levestandarden på landet. Arbejderne må have retten til at organisere uafhængige fagforeninger og til at strejke for højere løn, og i mellemtiden bør en ny demokratisk regering dramatisk hæve lønningerne. National og kollektiv ejendom bør bevares, flere institutioner bør omdannes til fælleseje.

 

Kvinders, børns og den oprindelige befolknings rettigheder, de sorte nicaraguanere på den caribiske kyst og alle andre gruppers rettigheder bør beskyttes og udvides. Kampen i Nicaragua er i øjeblikket for demokrati og social retfærdighed, men det er vigtigt, at de nye aktivister antager en revolutionær holdning til kapitalismen og den kapitalistiske regering og bliver fortalere for et ægte socialistisk samfund. Et program for demokrati og social retfærdighed ville inspirere, samle og føre bevægelsen fremad.

 

Hvis den aktuelle nicaraguanske bevægelse skal have succes, må COSEP blive forhindret i at tage kontrol med reformprocessen, og USA må forhindres i enhver form for indblanding. Vi i USA må kræve, at vores regering holder fingrene væk fra Nicaragua, og vi kan på tilbyde vores moralske og materielle støtte til den demokratiske bevægelse. Fremtiden ligger hos de unge nicaraguanere, som så heroisk har ledt dette oprør, og vi må være deres allierede.

 

Artiklen blev bragt den 6. juni 2018 i New Politics (USA), hvor Dan La Botz er medredaktør. Han udgiver desuden Mexican Labor News and Analysis.

 

Oversat og forkortet fra International Viewpoint af Peter Kragelund.

Opslået i Facebook, Latinamerika

single.php