En imponerende folkelig mobilisering – hovedsageligt unge – i Nicaragua har overrasket verden. På bordet har vi tre forklaringsmodeller: Gringo-imperiets højrefløjsforklaring, den nicaraguanske regerings forklaring og den, der kommer fra den kritiske venstrefløj.

 

Mobiliseringen startede som en protest mod en reform af det sociale sikringssystem, INSS, men den har udviklet sig til at kræve regeringens afgang. Omkostningerne er tragiske: snesevis af døde, skadede og tilbageholdte, studiesteder og arbejdspladser er blevet ødelagt, og den økonomiske aktivitet er delvist lammet.

 

Forklaringen fra imperiet og højrefløjen er, at vi har at gøre med en “socialistisk” eller “venstredrejet” regering, der i sagens natur er diktatorisk og demokratiets fjende. Men hvis det var tilfældet, ville ejerdomsretten være kollektiv, og det er den ikke; den privatkapitalistiske ejendomsret er allestedsnærværende, og landet er lige så neoliberalt som så mange andre i Latinamerika, så dette argument hjælper os ikke til at forstå noget som helst.

 

Regeringens forklaring skildrer de unge nicaraguaneres bevægelse som en CIA-konstrueret sammensværgelse. I sin tale den 21. april 2018 beskyldte Daniel Ortega ungdommen for at være “små grupper på den yderste højrefløj”, der ønskede at “ødelægge den fred, Nicaragua har opnået.” Som følge heraf var hans regering “offer” for en velorganiseret offensiv, der minder om “las guarimbas” i Venezuela.

 

Min forklaring er ikke enig i disse analyser.

 

Efter min opfattelse ser vi et udbrud af en meget dyb social utilfredshed, der er akkumuleret over et årti, og som bygger på en række modsætninger mellem regeringen og befolkningen, som er udruget i den nicaraguanske kapitalisme, i samspil med duoens, Daniel Ortegas og Rosario Murillos, upopulære beslutninger og diktatoriske og autoritære attitude.

 

Jeg vil kun opremse ti af disse modsætninger mellem regeringen og befolkningen:

 

For det første har beslutningen om, at et kinesisk selskab skal opføre en interoceanisk kanal med meget høje økonomiske og sociale omkostninger (50 mia. USD), skabt en stærk utilfredshed, fordi det indebærer ødelæggelsen af mange landsbysamfund, tydeligvis mod deres vilje, og annullering af territorial suverænitet til det nævnte selskab i et århundrede. Ud af denne utilfredshed er der opstået en bred bondebevægelse og beboeropposition, som er blevet undertrykt og forsøgt udraderet af regeringen, men som nu genopstår.

 

For det andet, udvindingsaktiviteter, især minedrift, som arealmæssigt næsten er fordoblet i forhold til det, der var afsat (fra 12 til 22 procent), hvilket skaber store konflikter i landdistrikterne og med miljøbevægelserne, som også undertrykkes.

 

For det tredje, industrielle monokulturers krav om jord, især oliepalmer, sukkerrør og øget stigning i husdyraktiviteten, hvilket medfører mindre jord til rådighed for småbønder.

 

For det fjerde, ligegyldighed over for miljøproblemer, senest regeringens afvisning af at gribe ind ved skovbranden i Indio Maíz-reservatet, hvilket resulterede i ungdomsprotester [1]

 

For det femte: en autoritær holdning til NGOer, især menneskerettigheds- og kvindeorganisationer, som ikke tilgiver vilkårlighed, undertrykkelse og beskyldninger for seksuelt misbrug. Dette har ført til øget spænding mellem de myndigheder og det såkaldte ”civilsamfund”.

 

For det sjette: præsidentens genvalg, ulovligt ifølge forfatningen, som undergik samme mekanisme, som den, Juan Orlando Hernández brugte: en højesteretsafgørelse med et autoritært udseende. [2]

 

For det syvende: Anklagerne om valgsvindel ved de seneste to præsidentvalg, hvor Ortegas folk vandt.

 

For det ottende: Vicepræsident Rosario Murillo, Ortegas hustru, der udøver en stærk kontrol over de medier, som foregiver at være uafhængige. Hun har desuden forsøgt at styre sociale medier.

 

For det niende: Den udbredte korruption blandt offentligt ansatte, der bliver millionærer på ingen tid, mens befolkningen har svære økonomiske vanskeligheder. Her skal blot omtales præsidentparret, der beskyldes for at have akkumuleret ressourcer fra “la piñata” (udtrykket anvendes i Nicaragua som betegnelse for plyndring af statens formue). Dette var aftalt med Arnoldo Aleman, og for at administrere omkring 4 milliarder dollars ALBA-ressourcer uden at gøre rede for, hvad de var brugt til. Der er også sager som f.eks. Orlando Castillo Guerrero, en lufthavnschef, der begik underslæb for millioner.

 

For det tiende: Efter flere år med gode forbindelser mellem regeringen og en del af det nicaraguanske erhvervsliv (tilknyttet den stærke arbejdsgiverorganisation COSEP), var sidstnævnte begyndt at tvivle på, hvor længe man kan fortsætte det ti år lange ægteskab med Ortega-Murillo. Perioden har været gavnlig, idet man frygtede at miste USAs gunst, efter at Donald Trump vedtog Nica-loven og begyndte at sanktionere nicaraguanske embedsmænd. [Nica-loven blev vedtaget sidste efterår og pålægger USA’s repræsentanter i internationale finansinstitutioner at blokere for international støtte til Nicaragua, indtil Udenrigsministeriet garanterer, at Nicaragua tager effektive skridt for at styrke valgmæssig integritet, fremme demokrati, styrke overholdelse af loven og respektere forenings- og ytringsfrihed. O.a.]

 

På trods af dette har Nicaragua et godt ry for sin billige arbejdskraft og fraværet af kriminalitet. Frizone-fabrikkerne (maquilas) strømmer til, netop fordi lønningerne er blandt de laveste i Mellemamerika, og under disse forhold føler kapitalistiske virksomheder sig i paradis. [3] Fraværet af kriminalitet, som går hånd i hånd med beskæftigelse, er faktisk Nicaraguas bedste konkurrencefordel. Derfor er Nicaragua et land, der har haft vigtig betydning for den ulige kapitalistiske vækst, hvor der er opstået stærke økonomiske og sociale modsætninger.

 

INSS, den udløsende konflikt

I denne kontekst opstod konflikten om reformen af INSS (Nicaraguas Institution for Social Sikkerhed), som blev krævet af den Internationale Valutafond. Det var ikke første gang, man forsøgte at reformere INSS (i 2013 mislykkedes en reform), men denne gang skete det, hvor utilfredsheden af de ovenfor nævnte årsager var på sit maksimum, især blandt de unge, der blev født efter 1979-revolutionen. Protesterne begyndte med de direkte berørte, pensionisterne, og de blev fulgt op af studenterne og derefter andre sektorer af befolkningen. Endelig tilsluttede arbejdsgiverne sig, efter at forhandlingerne om reformen i Trepartskommissionen brød sammen.

 

Den nuværende krise kom derfor ikke som lyn fra en klar himmel, men skal ses i lyset af strukturelle- og konjunkturelle problemer, der er vanskelige at løse for et lukket, autoritært og undertrykkende præsidentpar.

 

Det officielle arguments irrationale

At de sociale demonstrationer er en “sammensværgelse” af små “ultra-højre”-grupper for at destabilisere regeringen, er en påstand fra en diktatorisk regering, der ikke møder de opståede problemer rationelt, hvilket er en fornærmelse mod befolkningens intelligens.

 

Selv den dårligst informerede observatør kan indse, at det ikke er muligt for CIA at have så mange infiltrerende og betalte agenter i hele landet, pensionister, arbejdere og en hær af unge indskrevet på universiteterne til på det rette tidspunkt at ”destabilisere” regeringen. Men det er forståeligt: Regeringen, der er vant til at have herredømme over situationen, havde aldrig forventet en så stærk social reaktion og har ikke været i stand til at sammenstykke en “bedre” forklaring.

 

Det er en “progressiv” regerings klassiske strategi, når den er klemt op i et hjørne af sin befolkning: Den manipulerer med befolkningen og med befolkningens anti-imperialistiske holdninger. Befolkningen (herunder forfatteren af disse linjer), der har dyb loyalitet med sandinisternes 1979-revolution, og dermed også med ethvert argument skabt under revolutionens “leder”, Daniel Ortega. Argumenter, der når det absurde; for eksempel at universitetsstuderende ødelægger deres egne universiteter, at de som snigskytter skyder deres egne klassekammerater, at de torterer sig selv og forsvinder; at de brænder offentlige bygninger for at tiltrække social fordømmelse af sig selv og så videre. Et scenario, der mere ligner noget, der er skrevet af en af Juan Orlando Hernández’ rådgivere eller det honduranske militærpoliti. [4]

 

De siger ikke, at volden blev startet af unge regeringstro motoriserede bander, der blev brugt som stødpude og kanonføde mod andre unge. Alt sammen lige for øjnene af og med accept fra politimyndighederne. Og når unge forsvarer sig mod disse grupper, eller når deres vrede går ud over regeringens symboler, bruger regeringspartiet “demonstrationen” som bevis på sine beskyldninger. Tror de, at vi er idioter? Heldigvis har udbredelsen af mobiltelefoner gjort det muligt at filme, når regeringens chokgrupper har været hovedaktører ved sådanne begivenheder.

 

Nogle kammerater tenderer til at foretage forenklede sammenligninger. De siger, at opskriften ligner den, gringoerne har brugt i Venezuela. Hvis der var tale om den venezuelanske præsident Nicolás Maduro, ville Ortegas forklaring give mening, fordi “las guarimbas” i Venezuela blev organiseret af et ultrahøjre parti (Voluntad Popular, Leopoldo López’ parti) med henblik på at destabilisere regeringen. Men det er ikke tilfældet i Nicaragua. Her opstod bevægelsen af progressive sektorer i studenterbevægelsen. Analysen skal være objektiv og baseres på virkeligheden.

 

At se begivenhederne ud fra dette perspektiv giver os mulighed for at forklare flere “mærkelige” ting om den nicaraguanske regering: Er det ikke sært, at Ortega var den første til at anerkende Juan Orlando Hernández, og at han aldrig stillede spørgsmålstegn ved dennes kriminelle undertrykkelse af den honduranske befolkning? Er det ikke underligt, at den amerikanske regering i løbet af de sidste elleve år ikke har forsøgt at “forstyrre” Ortega med seriøs “destabilisering”? Til sammenligning har USA støttet kupforsøg i Venezuela, Honduras, Paraguay og Ecuador i samme periode. Selv om Nicaragua er et meget svagere land end dem, blev landet ”fredet” i denne periode.

 

Dette forklares af den elleve år lange bryllupsrejse, hvor Ortega vedvarende har understøttet private, nationale og internationale virksomheder, hvor han dyrkede attraktive forretningsaftaler, herunder med Pepe Lobo (præsident i Honduras 2010-2014) og Juan Orlando Hernández, og med den reaktionære nicaraguanske katolske kirke (jævnfør hans slogan om “kristen socialisme og solidaritet”).

 

Nu er tiderne forbi. Ortega-Murillo præsidentparret står nu over for et fjendtligt imperium mod nord, der forsøger at tæmme regeringen gennem økonomiske boykotaktioner. Dertil kommer skilsmissen fra det private erhvervsliv eller en betydelig del af det; og der er aktivt afstandtagen fra en stor del af befolkningen. Den retning, landet vil tage, afhænger dels af regeringens reaktion på ungdommens og andre sektorers protestbevægelse, dels af bevægelsens evne til at få gennemført bedre demokratiske og sociale spilleregler. Mønten er i spin, og det er stadig for tidligt at sige, hvad der vil ske. Men der er ingen tvivl om, at vi med den sociale mobilisering i de seneste uger, uanset hvilken vej det går, har set starten en periode, hvor en ny historisk aktør er opstået uden frygt for at tale eller tage magten over sin egen skæbne.

 

20. juni 2018

 

Tomas Andino Mencia er sociolog og tidligere medlem af det honduranske parlament. Han er ledende medlem af Partido Socialista de los Trabajadores (PST, det Honduranske Arbejderparti), sektion af Fjerde Internationale.

 

Noter:

[1] Det beskyttede naturområde Indio Maíz er den næststørste beskyttede regnskov i Nicaragua. I april 2018 har en skovbrand brændt mere end 5.700 hektar af skoven, som ligger på grænsen til Costa Rica. Den nicaraguanske regering afviste tilbud om brandslukningsbistand fra Costa Rica.

[2] Hernández er præsident i Honduras. Han kom til magten ved hjælp af valgsvindel.

[3] Maquilas, en forkortelse for maquiladoras, er fabrikker, der nyder godt af skattelettelser og toldfritagelser og er generelt ikke forpligtet til at overholde arbejdsretslige regler.

 

Oversat fra International Viewpoint af Charlotte Valløe

 

 

 

 

Opslået i Facebook, Latinamerika

single.php