Israel er simpelthen en etnoreligiøs stat, der krænker palæstinensernes og andre etniske og religiøse mindretals rettigheder inden for dets grænser, samtidig med, at staten også er medskyldig i islamofobi og folkedrab på verdensplan.

 

’Der er en stærk pro-Israel stemme inden for det Demokratiske Parti’, sagde den tidligere guvernør i Michigan, Jennifer Granholm, på en konference i marts, som blev afholdt af AIPAC (note 1), en af de mest indflydelsesrige pro-Israel lobbyorganisationer i USA. I sin tale, der var forsøg på at imødegå en stærkt svindende opbakning til det zionistiske projekt blandt Demokraterne, betegnede hun Israel som en ’rollemodel for andre nationer, herunder USA’, og som et ’progressivt paradis’. Det er disse ord, som titlen på nedenstående artikel refererer til. (2)

*****************************************

1) Blokaden af Gaza

Situationen i Gaza kan kun betegnes som en yderst alvorlig humanitær krise. Israel har etableret en blokade til lands, til havs og i luften, der spærrer 1,6 millioner palæstinensere inde i området. Under blokaden er der restriktioner og forbud mod indførsel af basale forsyninger af f.eks. pasta, brød, tørmælk, sæbe, shampoo, lærebøger og skrivepapir.

 

På grund af blokaden er det til stadighed meget vanskeligt for palæstinenserne at få adgang til de vigtigste livsfornødenheder som f.eks. mad og vand. Som følge af det er 95 procent af indbyggerne i Gaza tvunget til at drikke forurenet vand, og 54 procent af befolkningen ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra. I et forsøg på at ’udtørre’ Hamas’ økonomiske kilder har den israelske regering også skåret stærkt ned på forsyningen af elektricitet til Gaza. Det betyder, at indbyggerne i Gaza kun har elektricitet i 4 timer om dagen, hvad der indebærer en særlig risiko f.eks. for dialysepatienter.

 

Noam Chomsky har beskrevet tilstandene i Gaza som dem, man finder i ’et friluftsfængsel’. Dov Weisglas, en tidligere rådgiver for den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, har formuleret tankegangen bag blokaden sådan, at ’det er meningen at sætte palæstinenserne på diæt, ikke at lade dem dø af sult.’

 

Som følge af den israelske regeings sønderbombning af Gaza i 2014 er infrastrukturen i Gaza blevet totalt ødelagt. Det vurderes, at så længe det går så langsomt at få forsyninger ind, vil det tage 100 år at genopbygge Gaza.

 

13,2 procent af børnene i Gaza er hæmmet i væksten på grund af underernæring. Den psykiske pris, som Gazas børn betaler, er lige så svimlende høj som den fysiske pris. 70 procent af dem plages af mareridt, 75 procent er sengevædere, på grund af de torturagtige pinsler, som de er udsat for gennem hele deres barndom.

 

50 internationale hjælpeorganisationer, herunder WHO og Oxfam, har indtrængende opfordret til at afslutte blokaden, og udtalt:

 

’I mere end fem år har 1,6 millioner mennesker levet under en blokade, der er en krænkelse af international lov. Mere end halvdelen af disse mennesker er børn. Vi, alle undertegnede, siger med én stemme: ’Afslut blokaden nu.’’

 

2) Israel er en nybygger-kolonialistisk stat

Israel er en stat, der er grundlagt af europæiske jøder, der koloniserede landet, og den udførte i 1948 et folkedrab og en massefordrivelse af den oprindelige palæstinensiske befolkning, som boede der.

 

Senator Bernie Sanders har sammenlignet dette nybygger-kolonialistiske handlingssæt med den nybygger-kolonialisme, som europæere påførte de amerikanske kontinenter.

 

Sanders udtalte i 2017, at ’Ligesom i vores land, har grundlæggelsen af Israel været forbundet med fordrivelsen af hundredtusinder af de mennesker, der boede der i forvejen, det palæstinensiske folk. Over 700.000 blev gjort til flygtninge. At vedkende sig denne smertefulde kendsgerning fratager ikke Israel dets legitimitet mere end en vedkendelse af Tårernes Spor’ (3) gør det for USA’s vedkommende.’

 

Oprettelsen af staten Israel medførte, at der blev tilvejebragt den største flygtningebefolkning i verden. Mens Israel refererer til oprettelsen af Israel som ’den israelske uafhængighedsdag’ (selv om det ikke fremgår særlig klart, hvem de fik deres uafhængighed fra), så refererer palæstinenserne til denne dag som ’nakba’ eller Katastrofen.

 

Det anslås, at ca. 40 procent af verdens flygtninge er palæstinensere, der blev fordrevet fra deres hjem ved oprettelsen af staten Israel. FN gentager med jævne mellemrum palæstinensernes og deres efterkommeres ret til at vende tilbage til de hjem, som de blev fordrevet fra, først og fremmest i erklæringer som f.eks. FN-resolution 192 og Den Internationale Menneskerettighedserklæring. Israel vedbliver dog med at nægte disse flygtninge deres ret til at vende tilbage til deres hjem.

 

3) Israel udøver apartheid

I staten Israel er det en persons etniske identitet, der bestemmer den pågældendes rettigheder. At underkaste forskellige udsnit af befolkningen forskellige love er det, der udgør selve definitionen på apartheid.

 

Mens palæstinensere, der lever under israelsk kontrol på Vestbredden, er underkastet militære love, så er israelske bosættere, der lever på Vestbredden, fuldt og helt israelske borgere under civil lovgivning. De kan stemme ved valgene, mens palæstinensere, der lever der, slet ikke betragtes som borgere. Ikke-jødiske borgere i Israel er underkastet diskriminerende love, der gør dem til andenklassesborgere.

 

Sydafrikanere, der levede under apartheid, har betegnet Israel som alt for velkendt i forhold til deres situation under apartheid. ANC, Nelson Mandelas parti, der kæmpede mod apartheid i Sydafrika, har stemplet Israel som en apartheid-stat. Den tidligere formand for ANC, Baleka Mbete, har betegnet Israel som ’meget værre end Sydafrika under apartheid’.

 

Desmond Tutu har udtalt, at ’Israel er en apartheid-stat…jeg tager på besøg i Det Hellige Land, og jeg ser ting, der er et spejlbillede af den slags ting, som jeg oplevede under apartheid.’

 

Den sydafrikanske apartheid-regering fremlagde også i 1978 en rapport, hvori den fastslog, at ’Israel og Sydafrika har frem for alt én ting til fælles: De befinder sig begge i en overvejende fjendtlig verden, beboet af mørkhudede mennesker.’

 

Apartheid-Sydafrikas militære leder, Constand Viljoen, var en beundrer af israelske checkpoints i det besatte Palæstina. Han udtalte under et besøg:

 

’Den grundighed, hvormed Israel foretager disse visiteringer, er imponerende. Når det går hurtigst, så kan det tage den enkelte araber, der vil passere et checkpoint, ca. 1 ½ time. I myldretiden tager mellem 4 og 5 timer.’

 

4) Massearrestationer af palæstinensere

40 procent af den mandlige palæstinensiske befolkning har været fængslet af israelske militærdomstole. Disse miltærdomstole har en domfældelsesgrad på 99,74 procent for palæstinensere.

 

En af de palæstinensere, der har været fængslet af disse domsstole, var Issa Amro, en mand, som mange betragter som den ’palæstinensiske Gandhi.’ Amro deltog i ikke-voldelige aktiviteter mod de israelske bosættelser, der strider imod internationale love. Amro blev idømt fængsel for 18 anklager, der strakte sig fra ’fornærmelse af soldat’ til ’overfald.’ Amnesty International har rapporteret, at ’syndfloden af anklager mod Issa Amro er rejst uden nogen som helst form for forudgående efterforskning’, og betegner anklagerne som ’ubegrundede og politisk motiverede.’ Issa Amro er blot én ud af hundredtusinder af palæstinensiske mænd, der er blevet smidt i israelske fængsler på basis af ubegrundede anklager.

 

Palæstinensiske kvinder er på ingen måde undtagelser fra dette fængslingssystem. Den 18. december, 2017, brasede den israelske hær ved midnat ind i Tamimi-familiens hjem og arresterede den 16-årige pige Ahed Tamimi. De tævede hendes far, mor, ældre og yngre brødre, og beslaglagde familiens laptops, telefoner og kameraer. Tamimi blev anklaget for at ’give en soldat en lussing’, og er stadigvæk i fængsel.

 

Human Rights Watch har i rapporten ’Children Behind Bars’ dokumenteret det israelske militærs mishandlinger af palæstinensiske børn:

 

’Hvert år arresterer, tilbageholder og retsforfølger Israel ved de militære domstole mellem 500 og 700 børn, der er mistænkt for lovovertrædelser på den besatte Vestbred, ifølge den palæstinensiske sektion af Defence for Children International. Israel er det eneste land, der automatisk retsforfølger børn ved militærdomstole. I 2015 konstaterede Human Rights Watch, at israelske sikkerhedsstyrker udøvede unødig vold i forbindelse med arrestation og tilbageholdelse af palæstinensiske børn, og at de havde anvendt fysisk magt, slået, truet og forhørt børn, der var arresteret, uden at deres forældre eller advokater var tilstede.’

 

5) Islamofobi

Israel er en stat, der har søgt støtte i den øvrige verden ved at fremstille sig selv som en slags civilisatorisk forpost i kampen mellem ’Islam og Vesten.’ Det er helt i tråd med den islamofobi, som højrefløjsideologer over alt i verden fører sig frem med, herunder også Donald Trump, med sit famøse ’Islam hader os’ og bestræbelserne på at forbyde muslimer indrejse i USA.

 

AIPAC har også pustet til den islamofobiske ild. Det blev afsløret sidste år, da AIPAC skænkede en større donation til ’Center for Security Policy’ (CPS), en krigerisk, højreekstemistisk tænketank under ledelse af Frank Gaffney, der er blevet klassificeret som en had-gruppering af Suthern Poverty Law Center. The American Conservative Union og Anti-Defamation League har også fordømt CPS som en organisation, der opildner til had mod muslimer ud fra konspirationsteoretiske vrangforestillinger. Frank Gaffney har sagt om muslimer, at ’det ligger i deres inderste væsen, som termitter, at udhule det civile samfund og andre institutioner for ad den vej at skabe betingelserne for, at jihad vil sejre.’

 

Gaffney har også påstået, at den republikanske strateg, Grover Norquist, det nuværende medlem af Repræsentanternes Hus og vicepræsident i Demokraternes Hovedbestyrelse, Keith Ellison, og USA’s tidligere præsident, Barack Obama, er hemmelige agenter for det Muslimske Broderskab. Han har også beskyldt Barack Obama for at stå bag den ’den største omgang fup og svindel siden Adolf Hitler.’

 

The Conservative Political Action Conference (CPAC) har fordømt Gaffney på grund af hans islamofobiske konspirationsteorier, altsammen samtidig med at AIPAC har ydet ham økonomisk støtte til at udsprede disse konspirationsteorier. Den retorik, som Gaffney anvender, hvor muslimer f.eks. sammenlignes med termitter, eller det Muslimske Broderskab forsøger at få kontrol over USA’s regering, ligner på en prik den anti-jødiske retorik, der både historisk og aktuelt går ud på, at ’jøder styrer regeringen.’

 

6) Raceopdelte skoler

Israels skoler er både religiøst og racemæssigt adskilte. Jødiske elever går i en skole, hvis grundlag er deres trosretning, mens palæstinenserne går i deres egne skoler. Mindre end 1 procent går i den håndfuld integrerede skoler, som både jødiske israelere og palæstinensere med andenrangs borgerskab har lov til at gå i. Palæstinensiske skoler modtager også mindre i økonomisk støtte pr. elev end jødiske skoler, hvad der medfører, at der er færre derfra, der kommer i gymnasiet, end fra jødiske skoler.

 

Bystyret i Tel Aviv har også bygget separate skoler for børn af ikke-jødiske afrikanske immigranter, der søger asyl. ’The Daily Beast’ har berettet indgående herom i en artikel med overskriften ’Israels mest liberale by indfører racemæssigt adskilte børnehaver’, og der står bla.:

 

’Bystyret har bygget de nye førskoler for sorte børn, efter at jødisk-israelske beboere i den indre by havde truet med at holde deres børn hjemme, frem for at lære dem at tælle, male med fingermaling eller tage en gyngetur side om side med deres jævnaldrende fra Eritrea og Sudan.’

 

7) Massedeportationer

Mange afrikanske flygtninge fra lande som Eritrea og Sudan er kommet til Israel fra krige og borgerkrige i deres egne lande. I stedet for at møde det liberale demokrati, som AIPAC taler så henført om, har flygtningene mødt massiv modstand fra israelere, der beskylder dem for at ’infiltrere.’ Israel har krævet, at de afrikanske flygtninge skal vælge mellem at blive tilbageholdt i israelske fængsler, eller lade sig deportere til et afrikansk tredjeland.

 

Michael Ben Ari, medlem af Israels parlament, udtrykte det sådan, at denne infiltration er en simpel følge af deres tilstedeværelse som ikke-jøder inden for en jødisk stats grænser. Ben Ari sagde videre, at ’Vores land er forskelligt fra andre lande. Vores land er en jødisk stat…En jødisk og demokratisk stat…I nogle tilfælde modsiger disse to kendetegn hinanden. Hvis der kommer en million afrikanere til landet, vil det ikke længere være en jødisk stat.’

 

Den nuværende israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har tidligere advaret om, at hvis den ikke-jødiske befolkning i Israel kom op på så meget som 30 procent, ville det udgøre en risiko for staten Israels ’jødiske karakter.’

 

Han har endda offentliggjort en plan om at udvise 40.000 ikke-jødiske migranter og brændemærket asylansøgerne som nogen, der ’infiltrerer,’ og hvis tilstedeværelse udgør en trussel mod Israels ’jødiske karakter.’ Netanyahus planer kommer efter flere års protester i Israel imod ’de sorte’, der har fået israelske politikere på tværs af det politiske spektrum til at komme med udtalelser, hvor afrikanske immigranter blev benævnt som ’kræftceller’ og ’afgav en frygtelig stank’ og ’højst sandsynligt ville medføre alle slags sygdomme.’

 

8) Israel gav tilladelse til tvunget sterilisation af etiopiske jødiske kvinder

Selv om den etipisk-jødiske befolkningsgruppe lever under civil lovgivning, og som sådan nyder statsborgerskabets goder, lider de stadig i høj grad under diskrimination i Israel, på trods af den kendsgerning, at de er jøder. Der har været rapporter om politibrutalitet i Israel over for etiopiske jøder, ligesom der også har fundet diskrimination sted i forhold til jobs og offentlige ydelse. Da Pnina Tamano-Shata tilbød at give blod i forbindelse med en kampagne fra det israelske Røde Kors, blev hendes hendes bloddonation afvist med henvisning til, at hun var etiopisk. Samme år gav den israelske regering tilladelse til at give etiopisk-jødiske kvinder indsprøjtning med et fødselskontrolpræparat, der hed Depo-Provera.

 

Gal Gabbay, en israelsk journalist, rapporterede, at mange kvinder fik fødselskontrolindsprøjtninger i forbindelse med migration fra Etiopien til Israel. Gabbay rapporterer, at:

 

’Ifølge dette program blev kvinder, mens de stadig befandt sig i transitlejre i Etiopien, undertiden skræmt eller truet til at tage imod denne indsprøjtning. ’De fortalte os, at det var vaccinationer’, sagde en af de kvinder, der var blevet interviewet. ’De fortalte os, at kvinder, der tit føder, lider. Vi tog det hver tredje måned. Vi sagde, at vi ikke ønskede det.”

 

Tvunget sterilisation falder ind under FN’s folkedrabsdefinition ud fra formuleringen ’påtvinge foranstaltninger, der har til formål at forhindre fødsler inden for den pågældende gruppe.’ Som følge af disse tvungne sterilisationer faldt fødselsraten for etiopiske jøder 50 procent mellem 2003 og 2013.

 

9) Israel har leveret våben til regeringer, der har begået folkedrab, over hele verden

Israel har eksporteret våben til mange undertrykkende regimer over hele verden. Ud over at sælge et nukleart våben til lige netop apartheid-Sydafrika, var Israel den største våbenleverandør i det hele taget til denne stat. Israel har også leveret våben til den burmesiske regering, da de begik folkedrab på Rohingya-folket. Israel har endvidere leveret våben til Rwandas regering i forbindelse med folkedrabet på tutsierne, der bliver betragtet som det hurtigst udførte folkedrab i menneskehedens historie. Og det var også Israel, der leverede våben til den serbiske regering i forbindelse med de etniske udrensninger af bosniere.

 

Så langt fra at være et ’progressivt paradis’, er Israel simpelthen en etnoreligiøs stat, der krænker palæstinensernes og andre etniske og religiøse mindretals rettigheder inden for dets grænser, samtidig med, at staten også er medskyldig i islamofobi og folkedrab på verdensplan. Det er af denne grund, at en væsentlig del, og stadig flere, inden for det Demokratiske Parti råber på retfærdighed i Palæstina. For så længe Israel fortsætter dets undertrykkelse, vil støtte til Israel være et kar, der lækker, inden for det Demokratiske Parti. Det er der ingen tidligere demokratisk guvernør, der kan ændre på, ved at fremføre fejlagtige påstande.

 

6. marts, 2018. Hamzah Raza er freelance journalist og studerer på Vanderbilt University i Nashville, Tennessee.

Oversat fra http://mondoweiss.net af Niels Overgaard Hansen

 

Oversætterens noter:

(1) AIPAC, der er en forkortelse af American Israel Public Affairs Commitee’ blev oprettet i 1953, oprindeligt under navnet ’American Zionist Commitee for Public Affairs’.

 

(2) Artiklen er særdeles veldomenteret, og rummer 41 links. Det kan besværliggøre læsningen af den, og jeg har derfor valgt at undlade dem. Se eventuelt den originale artikel på engelsk.

 

(3) ’Tårernes Spor’ (Trail of Tears) er betegnelsen for deportationen mod vest af en række indianerstammer i slutningen af 1830’erne. Ca. 17.000 medlemmer af cherokee-stammen blev tvangsflyttet, og mellem 2000 og 8000 døde undervejs.

Opslået i Facebook, Mellemøsten

single.php