Det britiske New Labour blev dannet i 1990’erne som et definitivt brud med det gamle Labourparti, som var tæt forbundet velfærdsstaten og en keynesiansk politik. Nu befinder New Labour sig i en dødskamp.

 

Gordon Brown vil med sikkerhed tabe næste valg stort, sandsynligvis med den laveste vælgertilslutning siden 1920’erne. En meningsmåling for nylig gav partiet 16 procent, på niveau med UK Independence Party. Andre målinger svinger omkring 22 procent.

David Camerons Konservative vil blive valgt med et overvældende flertal. Hundredvis af Labour MP’er vil blive sparket ud af fra deres taburetter. Det er en forsmædelig afslutning på det politiske projekt, som strøg til magten i maj 1997 med næsten to tredjedele af alle parlamentets pladser og satte en euforisk bølge i gang med fokus på den unge karismatiske leder. Tony Blair. Alt dette er nu historie.

Undlod lynvalg
Selv da Gordon Brown afløste Blair for kun 18 måneder siden, så Labour ud til nemt at kunne vinde et lynvalg. Lettelsen over at være sluppet af med Blair var tydelig, og de fleste arbejdere og middelklassevælgere var stadig skeptiske overfor de Konservative. Brown valgte ikke at satse på dette, sandsynligvis for at undgå risikoen for at skulle træde tilbage som den kortest siddende premierminister nogensinde, med kun få måneder på posten – hvis han skulle tabe. Set i lyset af de senere begivenheder forekommer fravalget af et lynvalg decideret tåbelig.

En del af Labours faldende popularitet skyldes absurde politiske beslutninger, som nærmest ser ud til at være beregnet på at ophidse så mange som muligt, især beslutningen om at fortsætte den miljømæssigt katastrofale tredje motorvej til Heathrow og modstanden mod at garantere britisk opholdtilladelse til tidligere Ghurka-soldater.

En anden forklaring er den måde, Labours parlamentsmedlemmer er blevet fanget i den aktuelle krise om svindel med betaling af private udgifter på det offentliges regning, en skandale som selvfølgelig rammer det regerende parti hårdest. At de Konservative stjæler og svindler kommer ikke bag på nogen, og folk forventer det samme fra bankerne. Men Labour forventes (i det mindste blandt mange af partiets vælgere) at stå for social lighed, og ikke personlig karriere, forfremmelser og luksus.

Større ulighed
Det er selvfølgelig den verdensøkonomiske krise, som har kastet lys på karakteren af Labours centrale økonomiske og sociale politik gennem de seneste 14 år. Den har skabt større sociale ulighed. De rigeste og dele af middelklassen har scoret kassen, mens den fattigste del af samfundet er blevet straffet. I absolutte tal har den de fattigste 10 procent af lønmodtagerne det i dag ringere end for fem år siden, især på grund af det pres på lønningerne, som skyldes den globale lavtlønsøkonomi. Det er en politik, som ivrigt er blevet fremmet af Labour, og som ikke mindst er kommet til udtryk i dereguleringen af London City og den finansielle sektor. London blev finanskapitalens centrum, men lige så hurtigt som kapitalen strømmede ind, kunne den strømme ud igen.

Handelsminister Peter Mandelon udtalte de berømte ord, at han var meget tilfreds med at nogle bliver svine-rige. Problemet var at de blev det på bekostning af andre, som blev møg-fattige.

Planen slog fejl
New Labour havde en forestilling om at ‘ordne’ det nedbrudte offentlige velfærdssystem og gøre en ende på børnefattigdommen. Men den måde, det blev gjort på, underminerede reelle fremskridt. New Labours plan, som Gordon Brown havde et særligt tæt forhold til i hans tid som finansminister, var denne: City (finans-verdenen, red.) skulle få frit løb, og Storbritannien skulle sammen med USA blive finanskapitalens centrum. Det skulle så indbringe enorme skatteindtægter, som kunne investeres i offentlig service og i skattelettelser til de fattigste familier. Denne plan blev faktisk sat i værk, men gav ikke de ønskede resultater. Og nu, med regeringen forgældet for hundreder af millioner pund, kan denne fejlslagne mekanisme ikke blive gentaget i generationer – for det vil tage 20 eller 30 år for regeringen at tilbagebetale, hvad den har lånt for at redde bankerne fra kollaps.

New Labours skatte- og udgiftsplan fungerede ikke på grund af den måde, den blev udført på. Det centrale element var ‘offentlig-privat-partnerskab (OPP), det vil sige at projekter, som for eksempel byggeri af nye hospitaler, skulle ske i et samspil med private firmaer, som fik masser af penge til at skabe projekter, som ville have kostet meget mindre, hvis de var blevet udført af lokale eller nationale myndigheder. Disse 14 år har været en ‘konsulenternes’ og rådgivernes’ æra – den myriade af professionelle middelklassefolk, som har betalt sig selv enorme lønninger for at formidle samarbejdet mellem private virksomheder og offentlige myndigheder. Og – det er det forunderlige – en stor del af den skat, som den finansielle sektor betalte, fik den tilbage som investorer i den private del af OPP.
De klassiske eksempler er privatiseringen af jernbanerne og undergrundsbanen i London. Der er selvfølgelig sket reelle fremskridt, ingen tvivl om det. Men i begge tilfælde er prisen nogle af de højeste takster i verden, store tilskud til de involverede virksomheder for at holde dem i live og enorme profitter og lønninger til topledelsen, alt sammen finansieret af offentlige midler.

Arbejdsvilkår
Hele den offentlige sektor er blevet bundet op på målsætninger, som indebærer nedbrydning af eksisterende arbejdsforhold. Med metoder, som kommer fra ‘human resource-industrien i USA, er fastsættelse og opfyldelse af målsætninger og kontrolforanstaltninger – og det store papirarbejde, der følger med – blevet en central del af arbejdet hos ansatte i uddannelses- og sundhedssektoren. Alle skal arbejde hårdere og længere, men de reelle fremskridt inden for undervisning og sundhed bliver sekundære i forhold til at få opfyldt planen – som et uhyggelig ekko fra 5-årsplanerne i Stalins Sovjetunionen. Kongresserne i New Labour blev parodier på partikongresserne i det sovjetiske kommunistparti, hvor den ene minister efter den anden oplæste statistikker som bevis på fremskridt – samtidig med at alle vidste, at der kun skete få forbedringer af betydning.

Men det er også på spørgsmålet om fattigdom og social ulighed, at New Labours ledelse har spillet fallit. Labour indførte en meget lav national minimumsløn og gav skattelettelser til de fattigste familier og tilskud til børnepasning.

Men New Labours intime samarbejde med erhvervslivet og den rige elite har betydet, at disse forbedringer fik begrænset virkning. Når de privatiserede servicevirksomheder tager en stor procentdel af realindkomsten fra de fattige, og specielt når fødevare- og oliepriserne stiger, så bliver det jobsikkerheden og det generelle indkomstniveau, som er afgørende. Men i Storbritannien og USA betyder finanskapitalens – aktiemarkedets – krav om stadig højere kortsigtede fortjenester, at minimering af omkostninger har været et konstant kendetegn. Nedskæring i antallet af ansatte, nedsættelse af lønningerne, beskæring af arbejdernes rettigheder og hævdvundne goder på arbejdspladsen – alt dette har været et permanent kendetegn for arbejdsmarkedet under New Labour, som aldrig ønskede at ophæve Margaret Thatchers fagforeningsfjendske lovgivning.

Ansatte i midlertidige jobs vil normalt ikke kunne opspare tilstrækkeligt til at bryde ud af den onde fattigdomscirkel, især ikke med den lave understøttelse, som eksisterer i Storbritannien – og som tjener til at få folk til at søge jobs til enhver pris.

Mondeo-manden
Mens folk på toppen levede livet, da Labour satte skatterne ned for de bedst stillede, styrtede det sammen for dem på bunden. Men mange dele af middelklassen og fastansatte arbejdere følte, at det ikke gik så dårligt endda. De fleste var nødt til at arbejde hårdere og længere, men realindkomsten så ud til holde niveauet. Det var dette – Tony Blair fejrede fænomenet som ‘Mondeo-manden’ (ejer af en Ford Mondeo, red.), som var det virkelige sociale grundlag for New Labour – permanent beskæftigelse, et hus, en bil, børn og udlandsferie, for ikke at nævne billige kinesisk-fremstillede elektroniske apparater, som kunne erhverves med to voksen-indkomster. Selvfølgelig var Mondeo-familien et gennemsnit, som millioner af mennesker aldrig nåede. Men for andre millioner blev det virkelighed – bortset fra at det hele var en illusion.

Illusionen byggede på stigninger i ejendomsværdierne, som millioner af briter tog lån i. Presset på indkomsterne, som den internationale lavtlønsøkonomi havde påtvunget almindelige britiske arbejdere, retfærdiggjorde ikke den livsstil, som de tog del i. Gælden hobede sig op i de fleste familier, fordi den øjensynligt altid kunne betales tilbage. Men det var en fatal illusion.

Nu hvor huspriserne er faldet og lånemulighederne er strammet, er forbruget også gået ned. Resultatet er velkendt: arbejdsløshed er igen blevet en social katastrofe, dagligdags forbrug er skåret ned for at betale tilbage på gælden, udlandsrejser er afblæst til fordel for de britiske strande eller ingen ferie overhovedet. Og endnu værre: Alle ved, at efter valget i 2010 vil den ny regering indføre klækkelige skattttestigninger for at klare sin astronomiske gæld. Den onde deflationscirkel er forstærket: Hvad angår arbejdsløshed og forbrug, har den britiske arbejderklasse langt fra at set det værste.

Gordon Brown må se sig forsvarsløs over for de Konservatives anklager om at have stået i spidsen for en gældsophobning og en nedbrydning af britiske industri.
New Labour burde være i stand til at sige: Se, det var Margaret Thatcher, som deregulerede London City, Margaret Thatcher som ødelagde industrien i de tidlige 1980’ere, da hendes konservative ideologer udklækkede planen om at gøre Storbritannien til et europæisk ‘Hong Kong’ på grundlag af finanssektoren og serviceindustrien. Men selvfølgelig kan de ikke det – for det var præcis disse elementer fra Thatcher, som Blair og Brown samlede op, afpudsede med kærlighed og førte frem med religiøs nidkærhed.
David Camerons anklager mod Brown og New Labour på disse punkter er hykleriske, men de er umulige at benægte.

Grådighed og korruption
I denne sørgelige økonomiske og sociale situation er Labours parlamentsmedlemmer fanget i balladen om parlamentariske udgifter. Hvordan kunne det ske? Selvfølgelig er der korruption overalt i de kapitalistiske samfund. Men New Labour har været særligt modtagelig på grund af partiets ideologiske og praktiske begejstring for de rige og magtfulde. Velhavende erhvervsfolk er det naturlige sociale miljø for Labour-ministre. De sammenligner sig selv – meget betydningsfulde personer, forstås – med folk, som får gigantiske lønninger i den private sektor. Det plager en minister, som kun får 140.000 pund om året, at han skal forhandle og omgås folk, som får mange gange mere i løn. I et parti, som ikke har mange andre grundlæggende pejlemærker end business og ledelseseffektivitet, bliver politik ganske enkelt et spørgsmål om prestige, karriere og personlig vinding – forhåbentlig kronet med en periode som minister, og derefter forhåbentlig en række dejlige og givende bestyrelsesposter i private virksomheder, særligt dem du hjalp som minister.

Almindelige mennesker forventer, at Labour er bedre end det. De konstaterer også, at mens parlamentsmedlemmer kan slippe af sted med at forklare, at de har begået en ‘fejltagelse’ i deres krav, så må almindelige dødelige en tur i fængsel for svindel. Det fører til en generel opfattelse af, at alle de store partier plejer deres egne interesser og ikke er til at stole på.

Hvem vinder?
Labours politiske nedtur startede længe før den økonomiske krise og korruptionsskandalen. Blair var dybt miskrediteret på grund af Storbritanniens rolle i Irakkrigen. Millioner er dybt bekymrede over de autoritære tendenser i samfundet, specielt den massive politi- og sikkerhedsovervågning og politiets aggressive metoder.

Det objektive grundlag for at udfordre Labour fra venstre side er til stede. Men på kort sigt vil det sandsynligvis ikke ske.
For det første på grund af valgsystemet, og fordi Labour sidder på regeringsmagten, er det næsten sikkert, at de Konservative vil vinde næste valg. Generelt er det højrefløjen, som har fremgang i form af de Konservative, men også det fascistiske British National Party (BNP) og det højreorienterede konservative UK Independence Party (UKIP). Intet tilsvarende parti eller front er blevet dannet på venstrefløjen.
Til dels er årsagen det forholdsvis lave niveau i klassekampen. Det er også resultatet af uforsonligheden hos den venstreorienterede del af det faglige bureaukrati og dens mistænkeliggørelse af den yderste venstrefløj, især SWP. Blandt nogle af de bedste venstreorienterede faglige ledere er fjendtligheden overfor SWP blevet en irrationel besættelse.

Samtidig har indbyrdes slagsmål på venstrefløjen undermineret Socialist Alliance og Respect, og svækket Scottish Socialist Party. Det vil tage nogen tid at samle stumperne igen. De Grønne vil klare sig bedre end venstrefløjen i valgmæssig sammenhæng, men det britiske Grønne går mod højre.

En ting står klart. Cameron vil stå i spidsen for en aggressiv Tory regering, som vil skære massivt ned i den offentlige sektor og i endnu højere grad lade den arbejdende befolkning betale krisens omkostninger.
Mens kampen om dette står på, er New Labour som et politisk projekt lige så død som Monty Pythons papegøje. New Labour vil gå ned med et forsmædeligt nederlag, vanæret og forvirret, dem der åbnede døren for de Konservative og den yderste højrefløj. Blodbadet indenfor Labour vil blive voldsomt, men det er et åbent spørgsmål , om der stadig findes en tilstrækkelig stor venstrefløj til at gå styrket ud af denne kamp inden for partiet.

Tony Blair, som kan sole sig i lyset fra de titusinder af pund han tjener på sine festtaler og den opmærksomhed han får for sin rolle som Israel-venlig ‘freds-udsending’ til Mellemøsten, må more sig i det stille på Gordon Browns bekostning. Brown kæmpede i årevis for at komme af med Blair, så hans egne grænseløse ambitioner kunne ske fyldest. Nu sidder han selv i lort til halsen, ikke på grund af et uheld, men som et resultat af det erhvervsvenlige og arbejderfjendske grundlag for hans egen New Labour-politik.

Phil Hearse skriver for Socialist Resistance i Storbritannien. Han er redaktør af netportalen Marxsite. Oversat af Pia Schou fra http://www.marxsite.com/Bonfire_of_the_Vanities.html

 

Opslået i Nordeuropa

single.php