Panama-papirernes afsløringer af, hvordan de rige og mægtige skjuler astronomiske milliardbeløb i skattely i udlandet, kan måske virke chokerende, men de kan næppe komme bag på nogen, der ved bare en lille smule om den måde, som storkapitalen fungerer på. Vi lever midt i en kaskade af beskyldninger og stridigheder om korruption.

 

Alene i det sidste par år har vi set:

  • Panama-papirernes afsløringer af, at hundredvis af selskaber og tusindvis af enkeltpersoner, herunder 72 (!) nuværende eller tidligere statsledere har skjult deres formuer i udlandet. De navne, der allerede er kommet frem, omfatter nære medarbejdere af den russiske præsident Putin og adskillige medlemmer af ledelsen i det kinesiske kommunistparti.
  • "Luxembourg-lækkens" afsløringer af, hvordan Storhertugen af Luxembourg rottede sig sammen med storkapitalen, så de kunne hvidvaske deres profitter i det næsten skattefri Luxembourg, og hvordan store selskaber som Amazon og Starbucks overfører deres britiske profitter til Luxembourg, hvor de betaler meget lidt eller ingenting i skat. Afsløringer af, hvordan et komplot af bankdirektører i Storbritannien manipulerede med Libor-renten – det er den rentesats, som bankerne, i dette tilfælde de store banker, går ud fra, når de låner ud til andre banker – sådan at deres banker kunne profitere af handler, som fremstod mere værdifulde, end de var.
     
  • Gentagne beskyldninger om korruption inden for sportens verden – bl.a. atletik, tennis og cricket, enten i form af matchfixing eller brug af doping.
  • Anklager imod fremtrædende politikere, bl.a. den sydafrikanske præsident Jacob Zuma og den tyrkiske præsident Recep Tayyib Erdogan, for at bygge gigantiske luksuspalæer på det offentliges regning.
  • Den britiske bank HSBC blev i 2012 afsløret i at have modtaget mindst 880 mio. dollars i indlån fra det mexicanske Sinaloa-narkokartel. Der kunne føjes mange flere ting til denne liste. Det ser ud, som om verden er oversvømmet af korruption. Men hvad handler alt det her i virkeligheden om?

Ud fra de pænt friserede fremstillinger i BBC får man det indtryk, at der er et par brodne kar et eller andet fjernt sted, som giver den internationale forretningsverden og de finansielle institutioner et dårligt ry med deres tvivlsomme forretningsmetoder. Intet kan være længere væk fra sandheden. Korruption er et integreret element i den neoliberale kapitalisme. Den er grundlæggende for den måde, som hele systemet fungerer på, og den er selve den metode, der bliver brugt, når billioner bliver stjålet fra de fattige og givet til de rige. Og her følger hvorfor og hvordan!

Neoliberalismens følger: kleptokrati

Korruption har selvfølgelig altid eksisteret inden for kapitalismen. Men neoliberalismen, den særlige variant af ”det frie marked”, som startede i 1980erne, gav den ekstremt gunstige vækstbetingelser af to årsager:

Neoliberal deregulering og privatisering fremmede finanskapitalens dominans og øgede omkostningerne for industrien og staten. De forskellige måder, som denne dominans kommer til udtryk på, samt lave skatter på kapitalgevinster, har gjort store selskaber og offentlige virksomheder til pengemaskiner, til virtuelle umådeligt rige banker, gearet til at maksimere renterne af deres penge og minimere den skat, som de skal betale. Finanskapital drejer sig i sidste instans om bedrageri. I middelalderen kaldte man det åger. Højredrejningen smadrede de ”socialistiske” kommandoøkonomier og underminerede nationalistiske regeringer i den tredje verden og erstattede dem med korrupte og for det meste stærkt autoritære neoliberale regimer. At få kontrol over statsapparatet er blevet kongevejen til megarigdom for snesevis af diktatorer og deres venner ved simpelt tyveri.

Kernen i dette er banksystemet. Europæiske og amerikanske banker modtager (læs: hvidvasker) milliarder af dollars hvert år for internationale gangstersyndikater og i særdeleshed for narkohandlere. Det kommer en gang imellem for dagens lys ved et tilfælde. I 2006 beslaglagde mexicanske soldater en skibsladning narkotika i Ciudad del Carmen og fandt dokumenter, der viste, at Sinaloa-narkokartellet havde indbetalt 378 mio. til den amerikanske bank Wachovia, et datterselskab af den finansielle gigant Wells Fargo.

Roberto Saviano, forfatteren til bestselleren ”Gamorrah”, som afslørede, hvordan den napolitanske mafiaorganisation Camorra arbejdede, hævder, at London er centrum for hvidvaskning af latinamerikanske narkopenge. Selv British National Crime Agency siger:

”Vi anslår, at hundredvis af milliarder dollars med stor sikkerhed vedvarende bliver hvidvasket af britiske banker, samt af deres datterselskaber, hvert år.”

Saviano udtrykker det på den måder, at Mexico er ”hjertet” i narkohandelen, og London er ”hjernen”. Antonio Maria Costa, chef for UN Crime and Drugs Agency siger, at narkohandlere indsatte 352 milliarder i vestlige banker i 2008, og det var hovedårsagen til, at nogle af de store banker undgik at kollapse.

Korruption er på denne måde – ved at modtage penge fra forbryder- og narkokarteller – dybt indlejret i amerikanske og europæiske bankers kultur. Og det stopper ikke, på grund af de enorme profitter, som det drejer sig om.

Kontrol med staten – og udplyndring af dens aktiver
Den kleptokratiske stat er en gammel historie. Man regner med, at der ikke er nogen mexicansk præsident, der er gået af med mindre end 100 mio. dollars på lommen. Vigtige vestlige alliancepartnere fra 60erne og 70erne som Mobuto, præsident i Zaire (DR Congo) 1965-97, og Suharto, præsident i Indonesien 1967-98, etablerede begge ekstremt blodtørstige regimer og udplyndrede deres egne befolkninger for milliarder af dollars.

Men dette var enkeltstående, atypiske tilfælde i 60erne og 70erne. I vore dage er højreorienterede regimer, tit militært kontrollerede regimers, udplyndring af staten blevet en hel epidemi. Nigeria er et klassisk nutidigt eksempel. En rapport fra revisionsgiganten PWC har beregnet, at 100 milliarder dollars af offentlige midler, en stor del af dem olieindtægter, blev stjålet af korrupte politikere og embedsmænd i 2014. Resultatet af dette kæmpetyveri er, at 62 procent af befolkningen i et meget rigt land lever i den yderste fattigdom.

Det er det, der er problemet med, at Peter Mandelson (britisk erhvervsminister i 2008-2010, red.) har det godt med, at der er nogen, der er ”stinkende rige”. Nogle er stinkende rige, fordi der er millioner, der er stinkende fattige. Nigeria er et eksempel på noget endnu værre og endnu mere nedbrydende. Korruption i toppen, med opbakning fra militæret, skaber korruption, der siver igennem alle samfundets porer. Der sker ikke noget som helst, hvis ikke der bliver betalt bestikkelse til en eller anden embedsmand eller andre. De, der ikke har penge til at betale bestikkelse, forbliver på samfundets allernederste bund.

Korrupte nigerianske embedsmænd har ingen problemer med at finde en bank til at hvidvaske deres penge, men hvis de er i tvivl, så er ejendomsmarkedet i London et godt valg. James Ibori, der er delstatsguvernør i sit hjemland, stjal 256 mio. dollars fra Nigeria, og en stor del af de penge blev hvidvasket i Storbritannien, så de kunne finansiere hans luksuriøse livsstil. Han fik fat i en stribe meget attraktive ejendomme i det centrale London (se nedenfor om korruption i forbindelse med fast ejendom).

Mexico er et eksempel på synergien mellem det afkast, der fremkommer ved kriminel aktivitet, statslig korruption og de internationale banker. Stort set al den narko, der bliver produceret i Latinamerika er nødt til at blive transporteret igennem, udenom eller over Mexico for at komme til USA.

Bortset fra, hvis det drejer sig om narkokartellernes territoriale krige, så står narkoforsendelser under beskyttelse af politiet og hæren, og embedsmænd fra de mexicanske delstater og toppolitikere i den nationale regering bliver alle betalt. Den mexicanske stat er korrumperet af narkopenge fra top til bund: Det er ganske enkelt en ren narkostat. Resultatet er, at selv offentlige anklagere er nødt til at se den anden vej. Grænsevagter og underordnet politi- og militærpersonel er stillet over for et barsk valg: Hvad vil de helst – tage imod et beskedent beløb i bestikkelse, eller tortur, efterfulgt af en kugle i panden? Når alle de, der er i toppen, er korrumperede, så er lokale, underordnede embedsmænd magtesløse.

De britiske medier har haft travlt med at sætte fokus på vidnesbyrd fra Panama-papirerne om udenlandske investeringer, som er foretaget af folk tæt på den russiske præsident Vladimir Putin, og af slægtninge til kinesiske topfolk, præsident Xi Jinping, og to andre medlemmer af den kinesiske elites Stående Komité, Zhang Gaoli og Liu Yunshan. Selv om man i Vesten selvfølgelig gerne vil omdirigere opmærksomheden til ekskommunistiske rivaler på en ensidig måde, så er disse regimer, ikke desto mindre, dybt korrupte.

Korruption i Rusland går helt op til Kreml, og de oligarker, der leder landet, er nært forbundet med organiseret kriminalitet. Loyalitet over for Putins statsapparat er sikret med pisk og gulerod. Guleroden er belønning med statslige kontrakter til dem, der holder sig tæt til Putin. Pisken er frygten for at blive offer for vold fra de forbryderbanders, som staten har kontakt til.

I Kina er der blevet ført en omfattende ”anti-korruptions”-kampagne siden kommunistpartiets kongres i 2012, som blev sat i gang af Xi Jinping og støttet af hans forgænger Hu Jintao. I det seneste årti har der faktisk flere gange været opfordringer til at bekæmpe korruption. Men hvis man ser på navnene på de top-medlemmer af den Stående Komité, som har ansvaret for udenlandske konti, så lyder det mindre troværdigt, at denne kampagne bygger på et ærligt ønske om at ”bekæmpe korruption”. Det er nok mere sandsynligt, at den er et instrument til at udrense fraktionsmodstandere med – som skueprocessen i 2012 mod den tidligere minister og borgmester i Chongqing, Bo Xilai, der blev anklaget for at ophidse til ”egalitarianisme” og andre arbejdervenlige holdninger. Det er sandsynligt, at kampagnerne også havde til hensigt at indgyde frygt og etablere loyalitet overfor det nuværende lederskab hos kommunistpartiets 90 mio. medlemmer – det er derfor, at mere end 300.000 partimedlemmer indtil nu er blevet straffet.

Disse superautoritære/korrupte stater er dog blevet overhalet af ”familiestaterne” – lande, der reelt er ejet af en enkelt familie. Eksempler på sådanne stater er Libyen under Gaddafi og selvfølgelig Syrien under Assad-familien. Tyrkiets Erdogan prøver ihærdigt at opbygge en sådan stat.

Indflydelse på staten
Direkte statslig korruption er én ting, indflydelse er noget andet. I de vestlige demokratier er indflydelse fordelt i de rige og mægtiges favør. I USA og i tiltagende grad i Storbritannien er det professionelle lobbyister, der kæmper deres sag. Tidsskriftet ”Atlantic” fra USA fremhæver:

”Selskaber bruger nu ca. 2,6 milliarder dollars om året til registrerede udgifter til lobby-virksomhed – mere end 2 milliarder dollars mere, end vi betaler til finansiering af Repræsentanternes Hus (1,8 milliarder) og Senatet (860 mio.). Det er en forskel, der hele tiden er blevet større, siden selskabernes lobby-virksomhed begyndte at overstige det samlede kongresbudget i begyndelsen af 2000-tallet. I dag har de største selskaber henimod 100 lobbyister, der repræsenterer dem med tilladelse til at være overalt, hele tiden. For hver dollar, der bliver brugt på lobby-virksomhed af fagforbund og NGOer, bruger store virksomheder 34 dollars. Af de 100 organisationer, der bruger mest på lobbyvirksomhed, repræsenterer de 95 til hver en tid forretningsverdenen. ( http://www.theatlantic.com/business…)

Denne opgørelse medregner ikke direkte betalinger eller gaver til kongresmedlemmer fra de store selskaber, ikke mindst selskaber inden for sygeforsikring og sundhedsvæsen, der har kæmpet så længe og så succesfuldt imod et offentligt sundhedssystem i USA.

Storbritannien bevæger sig i samme retning. Ligesom i USA er forretningsverdenen og de politiske fora tit en svingdør, hvor tidligere ministre træder ind på direktørgangene i de selskaber, som de havde noget at gøre med, da de var ved magten. Seumas Milne siger:

”…lobby-virksomhed prøver ikke på at skjule omfanget af selskabernes indflydelse. Det konservative parti er mere end nogensinde finansverdenens slave, med mere end halvdelen af dets indtægter fra banker og kapitalfonde og private aktionærer. Adelige, der har bidraget med 6-cifrede donationer, er blevet belønnet med regeringsposter.

Men den virkelige korruption, der har gnavet sig ind til hjertet af det offentlige liv i Storbritannien, er det stadig strammere greb om regeringen og de offentlige institutioner fra de store selskabers side – det er ikke bare lobbyister, der strammer grebet, det er også politikere, embedsmænd, bankdirektører og selskabernes konsulenter, der i stadig større udstrækning udveksler jobs, tjenester og insider-viden, og uundgåeligt kommer til at opfatte deres interesser som fælles og uforanderlige. Dørene er ikke længere bare svingdøre, de drejer hele tiden rundt, og folk, som det er blevet betroet at varetage offentlige interesser, bliver købt og solgt med mindre end et figenblads legitimitet.” (http://www.theguardian.com/) 

Lovlig korruption?
Korruption indebærer altid, at enorme rigdomme overføres fra de fattige til de rige. Selv når den enkelte fattige ikke bliver berøvet direkte, så bliver deres økonomiske situation, deres sundhedsvæsen, deres transport, deres uddannelse alt sammen røvet fra dem, når de rige og selskaberne slipper for skat eller tilraner sig statens skatteindtægter.

Man kan ikke analysere korruption, som den foregår i dag, ved kun at se på den ulovlige aktivitet. Mange af de forretningsmetoder, der anvendes i både rige og fattige lande er lovlige eller i en gråzone, hvor det er svært at skelne mellem, hvad der er lovligt, og hvad der er kriminelt.

F.eks. er ejendomshandel i Storbritannien dybt korrupt. Huspriser i London (og derfor også indirekte i resten af landet) bliver presset op af varme penge fra korrupte russiske oligarker og diverse gangstere af blandet nationalitet i den meget dyre ende af markedet. Men der er ikke noget, der er ulovligt, hvad angår hushandel i Storbritannien. Der er bare det, at husene er købt med korrupte penge og presser leveomkostningerne op for millioner af almindelige mennesker i Storbritannien.

Lad os nu se på, hvordan man får fat i de sjældne jordmineraler i Congo, der er uundværlige i computere og mobiltelefoner. En meget stor del af denne rigdom på mineraler er i hænderne på krigsherrer, der begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. De selskaber, der køber de mineralprodukter, som krigsherrerne har kontrol over – det moralske modstykke til bloddiamanter – har slet ikke kontakt med dem. Forhandlere fungerer som en buffer, og via deres transaktioner – fuldt lovlige – bliver rigdom, der er baseret på voldtægt og mord på mirakuløs vis vasket ren.

Finanskapitalen er pr. definition korrupt. Investeringsbankerne oplyser sjældent deres gebyr til investorer på forhånd (de kalder deres gebyr for ”vederlag”), men fratrækker beløb, som de selv bestemmer, hen ad vejen. Folk i liberale erhverv som f.eks. advokater, og i mange lande læger og tandlæger, finder selv frem til deres enorme honorarer. Er det ikke korrupt? Men der er ikke noget ulovligt i det.

De store selskabers skattefiduser, f.eks. Amazon, Facebook og Starbucks, er fuldt lovlige. De betaler den skat, som loven kræver – eller efter aftale – i lande som Irland og Luxembourg, hvor de er indregistreret. Om den måde, man betaler eller undlader at betale skat på, er ulovlige i f.eks. Storbritannien, befinder i en meget mørk gråzone. Men korruption er det i hvert fald.

Alle disse eksempler fører det samme sted hen: Det er røveri fra de fattige med det formål at gøre de rige endnu rigere.

Korruption i sport
Hvorfor er der lige nu en bølge af anklager og beskyldninger for korruption inden for sportens verden? Korruption i sport, herunder doping, handler om fordelingen af de penge, der strømmer ind over klubber, agenter, arrangører og aktører, eller om spil på resultaterne.

I dag har indtjeningen ved at vinde i sport nået svimlende højder. Tag f.eks. Maria Sharapova. Hvad hun har vundet på tennisbanerne, blegner til det næppe synlige i sammenligning med, hvad hun får fra Porsche, TAG Heuer, Nike og Evian. Brug af præstationsfremmende stoffer kan bestemt betale sig, hvis de sikrer adgang til sponsorindtægternes superliga.

FIFA og Sepp Blatter er helt i særklasse. Fodbold på verdensplan er den allerrigeste sportsgren. FIFA kan gøre folk overordentlig rige ved at give dem kontrakter eller tildele dem turneringer, og organisationen har derfor altid været en central arena for bestikkelser.

Det helt store spørgsmål er, hvorfor al den korruption er blevet bredt accepteret og tolereret af sporten. Hvorfor valgte det sydafrikanske cricketlandshold under Hansie Cronje at tabe kampe for få hundrede dollars pr. spiller?

Svaret på det kan lokaliseres til tidsånden. Vi lever i en verden, der tilbeder rigdom og luksus, hvor det at have penge gør en betydningsfuld, hvor det at være en kendt person eller en sportsstjerne gør en til genstand for idoldyrkelse. En verden, hvor konkurrence om rigdom og berømmelse er til stede overalt og i alle sammenhænge, og hvor de rigeste næsten altid er stærkt opsatte på at blive endnu rigere. Og hvor det ikke at være rig, er at være ingenting

Der er ikke noget, der illustrerer dette bedre end de gaverum og gaveposer, som de store selskaber havde rettet an for de Oscar-nominerede. Stjerner, der tjener tocifrede millionbeløb i dollars, vaklede under vægten af gratis kameraer, ure, smykker og elektroniske artikler, som de får smidt i nakken ved disse begivenheder. Når man er rig, så er det at høre til ”menneskeslægtens første rangklasse”, det eneste, der betyder noget, og så er det lige meget, hvem det gør ondt på, eller hvem man klæder af til skindet.

Phil Hearse er udgiver af Marxsite (www.marxsite.com) og medlem af Socialist Resistance, den britiske sektion af Fjerde Internationale. Oversat af Niels Overgaard Hansen fra International Viewpoint.

 

Opslået i Økonomi

single.php