Land er nødvendig for at vi kan have et sted, hvor vi kan bo og dyrke det, vi skal leve af. Hvor vi kan udfolde os, og glædes over landets mangfoldighed og dets herligheder, uden hvilke tilværelsen er fattig.

Land er også en begrænset ressource, som skrumper år for år. Hvad klimaforandringerne, de stigende verdenshave, der æder af kysterne, ikke tager, det klarer menneskets tankeløshed og rovdrift. Alt dette sætter landarealet under et fatalt pres. Skal vi alle kunne være her, så kræver det, at vi producerer og forbruger med langt større omtanke og fornuft end i dag, hvor der stort set er frit slag, for det alt for frie initiativ. For i et tæt befolket land vil den enes frie udfoldelse ofte gå ud over den andens frihed – eller det fælles bedste.

 

Lidt om hvordan det står til:

•       Årligt ødelægger tørke og ørkendannelse et areal, hvor der kunne dyrkes 20 mio ton korn.

•       Globalt ødelægger salt-havvand et areal på størrelse med Frankrig.

•       Det globale forbrug svarer til, at vi har 1,7 jordkloder til rådighed.

•       Danskerne udgør 0,8 promille af klodens befolkning, og vi må ikke overskride dette tal i forbrug. Alligevel har vi fx et papirforbrug, der er det halve af Afrikas.

•       Den 2. august havde klodens indbyggere opbrugt de ressourcer, der er til rådighed for hele 2017. Hvor hurtigt det går med at forbruge ressourcerne ses af, at i 2000 skulle vi frem til slutningen af september, før vi havde overskredet årskvoten. Mon ikke det nemt kan beregnes, hvornår kvoten overskrides den 1. januar?

 

Klodens befolkning vokser med yderligere et par mia. i løbet af de næste 30 år, og de fleste vil helst bo i kystbyerne. Skal vi alle kunne være her, kræver det dels, at fødevareproduktionen vokser tilsvarende, men først og fremmest, at der sker markante ændringer i produktions- og forbrugs-mønstre. Imidlertid stiller vaner, bureaukrati, politisk modvilje og markedsmekanismer sig i vejen, for at vi kan realisere disse indlysende mål.

 

Det miljømæssige råderum

Loftet i det miljømæssige råderum udgøres af den samlede mængde af fornyelige og ikke fornyelige råstoffer, vi kan bruge uden at overbelaste miljøet, og uden at hindre fremtidige generationer i at få adgang til de samme mængder.

Gulvet i det miljømæssige råderum er det forbrug af råstoffer, som er nødvendigt for at vi kan få opfyldt de basale behov – det vil sige behov for mad, tøj og et sted at bo. Imellem gulvet og loftet er der plads til, at vi indretter os på forskellige måder. Det miljømæssige råderum handler ikke om, at vi alle sammen skal bo i jordhuler og drikke urtete, men om at prioritere vores forbrug og producere det samme med langt mindre brug af råstoffer, så også resten af Jordens befolkning kan få dækket deres behov.

 

På nogle områder er vi her til lands bedre stillet mange andre lande, fx vedvarende energi. På andre områder står det værre til. Vi er således et af de EU-lande, der har færrest naturområder, der ikke er “under plov”, eller bruges til bymæssige formål. Da det miljøbevidste Danmark har et forbrug, der svarer til 3,6 jordkloder – det giver os en global 18. plads – så kan vi ikke tillade os at lade, som om den hellige grav er velforvaret. At tro, vi har et “miljømæssigt råderum” til at kunne forurene endnu mere, som Esben Lunde Larsen har sagt i forbindelse med planerne om havbrug i Kattegat, er groft uforsvarligt.

 

I erkendelse af den tilspidsede situation har Teknologirådet – én af de sidste statsstøttede kritiske oaser – udsendt et oplæg om, hvordan vi her i landet kan – og skal – tage helt anderledes og mere kvalificeret fat på den nødvendige reduktion og omstilling af (fødevare)produktionen og -forbruget. Holdt i urbane vendinger, for ikke at støde landbruget.

 

Konklusionen er dog ikke til at tage fejl af: Vi kan ikke blive ved med at agere, som om landet er større, end det er. Vi må ophøre med at tro, at vi fortsat kan udvide produktionen ved at “låne” i andre lande, som det fx. Sker, når vi lader Argentina og Brasilien dyrker soja til svinefoder for os.

 

Oplægget nævner, at 70 procent af vort landbrugsareal bruges til dyrkning af dyrefoder, primært til svin. Det giver en årlig eksportindtægt på ca. 30 mia kr. – og et endnu større miljø- og klima-problem. En øremærkning af landbrugsstøtten vil kunne bidrage til at mindske miljøproblemerne.

 

Det er uforsvarligt at hælde 10 kilo korn i en gris, der skider 9 kilo ud igen – blot for at producere ét kilo kød. Svaret på et sådant spild er naturligvis, at arealet skal bruges til at dyrke de vegetabilier, de kan mætte langt flere mennesker, end kødproduktionen kan.

 

Teknologirådet påpeger korrekt, at der her ligger en voksende etisk og ressourcemæssig konflikt, som ikke må ignoreres. I så fald vil den blot vokse sig større og eksplosiv. Kødproduktionen afspejler om noget den klassiske nord-syd konflikt: Hvem kan spise sig mæt, og hvem kan ikke?

 

Om end kødproduktionen er én af de største udfordringer, når det gælder arealforbruget, er den ikke den eneste. Byvækst, infrastruktur, fritidsfaciliteter mv. tærer også godt på arealet.

 

Byer og infrastrukturer tegner sig for ca. 10 procent af landet, men er ujævnt fordelt. Mest langs kysterne, og i et stedse voksende bånd fra Østsjælland via Trekantområdet til Randers. Udenfor denne akse er der kun udvikling i få enklaver. Resten har svinebønderne vist sat sig på.

 

Siden 1974 er et areal svarende til Bornholm blevet inddraget til byzone. Mest miljøbelastende er parcelhuset, der har et stort forbrug af arealer, materialer og energi til opvarmning, og som kan være svært at kombinere med ressourcebesparende kollektive løsninger.

 

I dag kan hver dansker disponerer over 530 kvadratmeter bebygget areal (inkl. veje). En reduktion på 10 procent frem til 2030 vil medvirke til at gøre byerne mere bæredygtige. Her er byfortætning er godt middel med mange plusser, og langt gunstigere, end byudvidelse, hvis målet er at reducere biltrafikken og fremme brug af cykel, gang og kollektiv transport.

 

Byfortætning kan ske ved at inddrage centralt beliggende tomme grunde, udtjente industriejendomme, ledige havne- og banearealer mv. At fortætte vil også sige, at der bygges mere på det samme areal fx udnytte underetager i en boligblok til nye lejligheder eller nye kontorer i en uudnyttet baggård. I Zürich, Amsterdam, Freiburg og andre byer fremmes en byplanlægning, der begrænser energiforbrug og bilisme.

 

Deutsches Institut für Urbanistik har set på udviklingen i boligområder og trafikforhold i en række europæiske byer. Undersøgelsen viste, at byer, der stræbte efter tæthed og miljøvenlig mobilitet, klarede sig bedre end de byer, der mere eller mindre lod stå til. De første havde enten stabiliseret eller endog forøget befolkningstallet. Bolig- og trafikarealet var mindre i byer, hvor gang, cykling og kollektiv trafik blev prioriteret højt. Samtidig var der færre biler, antallet af ture og det kørte antal km pr. indbygger lavere og miljøbelastningerne tilsvarende.

 

I Norge har man flere myndighedsinstanser, som kan sende kommunernes udvidelsesplaner til miljøministeren, hvis de mener, at planerne fx skaber for meget trafik, skader naturen eller miljøet i for stort et omfang. Det gør, at kommunerne er ret omhyggelige med at planlægge.

 

Kun de færreste danske har forstået, hvad der er brug for. Således har de udlagt meget store arealer til fortsat byvækst. Det gælder eksempelvis Hjørring, der vil udvide det bebyggede byareal med 3,2 kvadratkilometer inden 2025.

 

De kommunale arealudlæg er så store, at Thorning-regeringen forlangte, at mere end 250 arealreservationer, udlagt til erhverv og fritidsformål, skulle tilbageføres til landzone.

 

Bedre bliver det ikke af, at der nu er åbnet op for, at de 230.000 sommerhus kan omdannes til helårsbeboelse, hvorved sommerhusområder vil miste deres rekreative præg og gradvist vil komme til at ligne parcelhuskvarterer. Også golfbanerne ekspanderer voldsomt, ofte på meget naturskønne arealer. Siden 1990 er antallet af baner steget fra 62 til 200 – det er mere end Samsøs areal.

 

Uagtet at der er skrappe bestemmelser for planlægningen og udnyttelsen af by- og landzoner, så har det ofte vist sig, ikke at være så meget værd, når fx. en kommune vil tiltrække arbejdspladser eller gode skatteydere. Især efter at kommunalreformen trådte i kraft i 2007, har kommunerne haft svært ved at styre sig. Nu agerer de ofte uden hensyn til helheder, eller til hvad der sker hos naboen, eller i regionen. Den ringe indflydelse, der blev givet regionerne, er for intet at regne sammenlignet med den faglige styrke, amterne besad, og det var vel derfor, at de skulle nedlægges.

 

Allerede i maj 2007 erklærede KL sig ude af stand til at stoppe tilbagegangen i naturen, som vi har forpligtet os til overfor for EU.: ”Hvad angår 2010-målene kan kommunernes nuværende redskaber og ressourcer ikke påtage sig ansvaret for at nå de mål, der har været kendt siden 1992. Det bliver svært at standse tilbagegangen i biologisk mangfoldighed… især når regeringen er usikker på, hvordan målet kan nås”.

 

Resultatet af kommunaldeformen og den politiske svækkelse af “Aukens miljøimperium” har været, at store butiksenheder breder sig ureguleret, at svinefarmene udvides ud over, hvad lokale forhold kan bære, at den braklægning, der er påkrævet for at nedbringe landbrugets CO2-udslip, næsten er gået i stå, at golfbanerne hapser naturskønne, artsrige områder, og, som det seneste, at der nu må bygges hoteller og lignende i vandkanten. Foreløbig som en forsøgsordning 15 steder i landet.

 

Hertil kommer dels, at der skal afsættes plads til en fordobling af skovarealet, der i 2050 skal dække en fjerdel af Danmark. Der skal også reserveres plads dyrkning af energiafgrøder (fx. pil, flis mv., men ikke halm eller etanolplanter) til erstatning for den olie, der snart slipper op. Endelig er der opstilling af vindmøllerne (til havs og til lands), solcellerne, den termiske energi osv. I dag hentes stigende energimængder udefra. Ud over olie og naturgas, drejer det sig om fx palmeolie fra Sydøstasien, hvor man i dag reducerer fødevareproduktionen, og i stedet omstiller sig til produktion af palmeolie, der så hældes i de europæiske biler.

 

Vandløb, søer og vådområder vil vokse pga. klimaforandringerne, og som et led i genopretningen af kvaliteten i de vådområder, der i dag ikke har det for godt. Endvidere vil der være behov for, at flere områder i det åbne land kan blive oversvømmet, for at undgå oversvømmelser i byerne.

 

Danmark har meget af lære af den regionalpolitik, der udfolder sig i fx dele af Frankrig eller Italien. Her har man fastholdt et solidt befolkningsunderlag, selv i områder, der ligger fjernt fra større byer. Her findes levedygtige småbyer, hvor der produceres landbrugsprodukter af meget høj kvalitet. Her bosætter folk sig, ikke kun fordi de leder efter en billig bolig, men fordi der lokalt findes varige og fornuftige erhvervsmuligheder.

 

Størst mulig regional, national og lokal selvforsyning er et princip, der bør være et gennemgående træk i planlægningen. Herved kan unødvendig transport elimineres samtidig med, at de økologiske kredsløb kan sluttes. Det betyder bl.a., at landbrugets følgeindustri skal tilbage til landområderne, som basis for en genopbygning af lokale arbejdspladser, og herved sætte gang i en udvikling, der kan tage trykket af storbyerne

 

I en beskæftigelsesanalyse skønner 3F, at ved en omlægning til økologisk drift kan der skabes omkring 10.000 flere arbejdspladser – svarende til ti års afvandring fra landbruget.

 

Som socialister skal vi stille krav om, at regering, folketing, kommuner og regioner skaber sammenhænge og koordination, baseret på den alment tilgængelige viden, vi har om effekten af vores handlinger, og om de erfaringer, der er gjort med de igangværende klimaforandringer.

Valg skal træffes, grænser skal drages, områder udpeges, love og regler skal justeres, ændres eller laves helt om ud fra ovenstående hensyn. Landsdækkende forpligtende strategier, indeholdende tidsrammer og milepæle for, hvordan og hvornår tingene skal gennemføres.

 

Offentlige myndigheder lever i dag kun i ringe grad op til det globale ansvar, der påhviler dem om at yde, hvad ydes kan. Det er indlysende, at der også her er brug for et pres udefra mod de folkevalgte forsamlinger. Der er langt større udfordringer at tage fat på, end burkaer og frikadeller i daginstitutionerne.

 

Et eksempel er Teknologirådets høringer. Her samles et par hundrede repræsentativt udvalgte borgere over nogle weekender, hvor de får tid til at sætte sig ind problemerne, udvikle ideer om løsninger og tage (hjemme) stilling til spørgsmål via elektronisk afstemning. Opgaven lød: “I hvilken retning ser du helst Danmark udvikler sig”? Svaret var markant: Langt de fleste ønsker, at forskellige funktioner kombineres i de samme områder – og med stor vægt på beskyttelse af natur og miljø. Et klart flertal gik ind for en overordnet statslig prioritering, og stram kommunal styring af udviklingen i det åbne land.

 

Kombinationer af forskellige funktioner kan fx. være skovrejsning, der både bidrager til at reducere CO2-indholdet, leverer træprodukter (møbler, brændsel), samt har et højt rekreativt indhold. Eller at kombinere naturpleje med ekstensivt landbrug. Genopretning af vådområder passer fint sammen med klimatilpasning og fritidsaktiviteter.

 

Anbefalingerne fra høringen blev afleveret til rådets “ejer”, Folketinget. Der pænt tog imod dem, indbød til offentlig debat, og – som det jo går med den slags – arkiverede dem lodret.

 

(Jeg deltog i 2000 i Rådets høring om støj, som repræsentant for NOAH-trafik, og kan berette, at kun få af de anbefalinger (de billigste), et enigt borgerpanel kom frem til, siden blev fulgt op af politikerne. Her opfattes støj generelt som et individuelt problem. Er den slem nok, kan folk få et høreværn eller støjisolering af boligen. Men ellers – støj er ikke et samfundsproblem, så derfor går de fleste politikere med stor sindsro videre til mere sexede ting på dagsordnen. Det her nævnte eksempel kan overføres til andre samfundsforhold).

 

Presset på beslutningstagerne er med andre ord ikke kraftigt nok, og det er derfor opgaven for dem, der vælges den 21. november til kommunal- og regionsråd, at forøge dette tryk mærkbart.

 

Teknologirådets høringer kan omsættes til kommuner eller regioner. I 1998 arrangerede Svend-borg kommune og Miljøstyrelsen et CO2-spil, hvor udvalgte borgere skulle pege på tiltag på trafik- og planlægningsområdet, der kunne give en bestemt reduktion af CO2-udslippet. Her indgik fx. nedlæggelse af p-pladser, oprustning af bustrafikken, flere cykelstier, ændret vareudbringning, forbud mod tomgangskørsel, øget brug af delebiler og taxier mv. Fidusen ved “spillet” er, at man kan tilpasse efter det lokale udfordringer og prioriteter, og at det kan anvendes på fx. byvækst, byfortætning, turisme, erhvervspolitik, detailhandel, eller hvad man nu ønsker.

 

Vores økonomiske system vil formentlig være det svageste punkt under denne omstilling. Den måde, vi har opbygget vore økonomiske system på, er ikke lagt an på så drastiske reduktioner i produktions- og forbrugsmønstre. Nok er kapitalismen fleksibel og omstillingsparat. Men …

 

Opslået i Dansk politik, Klima, Kommuner og regioner

single.php