De Konservative i Storbritannien har dannet en koalitionsregering med de Liberale Demokrater. Britiske socialister advarer om udsigten til en barsk nedskæringspolitik, hvor arbejderbevægelsen må ruste sig til kamp.

Kort efter valget – mens regeringsforhandlingerne stadig stod på – udsendte Fjerde Internationales organisation i Storbritannien denne udtalelse. (Se også note om venstrefløjens valgresultat).


Resultatet af parlamentsvalget blev som forudset – ingen af partierne fik et absolut flertal. Labour tabte, og det lykkedes ikke de Konservative at vinde. Liberaldemokraterne fik ikke det gennembrud, de havde håbet på, og resultatet blev det første ”hung parlament” (dvs. uden et parti med absolut flertal, red) i over 30 år. Liberaldemokraterne fik 25 procent af stemmerne, men under 10 procent af mandaterne.

Ingen partier fik det ønskede mandat til at gennemføre deres nedskæringsplaner i den skærpede økonomiske krise. Uanset hvilken regering det ender med, vil arbejderbevægelsen derfor være nødt til at kridte skoene til en kamp mod forringelser.

Valgmatematikken har givet Liberaldemokraterne nøglen til den næste regering, men også den bedste mulighed i flere generationer for at få ændret det skandaløse valgsystem i Storbritannien. Hvis de misser den chance, vil de få en ny lang periode, som bliver ligegyldig på grund af et korrupt og bizart valgsystem, som tildeler de politiske partier en magt, som er helt ude af proportion med deres stemmer.

Clegg er først gået til de Konservative, formodentlig på grundlag af udtalelser fra ham under valgkampagnen, for at diskutere en mulig koalitionsregering på grundlag af en valgreform. Det er et farligt spil. Cameron svarede med et typisk uærligt tilbud og vil følge det op med ministertaburetter og en smag af magtens sødme til Liberaldemokraterne for at gøre sit tilbud mere appetitligt.

Dertil kommer, at disse forhandlinger finder sted under indtryk af en krise i EU og en voksende finansiel ustabilitet, som blev antændt af krisen og konflikten I Grækenland, og som truer med at sprede sig over Sydeuropa og videre. Der er en reel risiko for, at dette forhold vil blive brugt til at få Liberaldemokraterne til at støtte den konservative nedskæringsdagsorden.

Det er et ekstremt farligt spil, som Liberaldemokraterne spiller. De Konservative vil gøre alt for at få magten og klæbe sig til den. De håber på en ”honeymoon”-periode på grundlag af en uærlig politisk manipulation, mens de samtidig satser på en chance for et hurtigt nyvalg.

Der foregår nu en massiv kampagne i de konservative medier for at presse de Liberale ind i det konservatives greb. Chancen for at Konservative kommer med et ægte tilbud om en valgreform er imidlertid ringe, og hvis de gør, vil de sørge for, at det er en aftale, som de kan bryde. De Konservative vil ikke afholde sig fra noget for at holde fast ved status quo. De havde regeringsmagten i det 20. århundrede mere end noget andet parti i kraft af systemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse, og deres mål er at gentage denne præstation i det 21. århundrede.

Samtidig er de Konservatives prioritering at få deres nedskæringsbudget vedtaget så hurtigt som muligt, og der bliver med sikkerhed lagt pres på Liberale for dette. Men enhver aftale, som de Liberale måtte lave for at tillade dem at komme igennem med dette, enten som del af en koalitionsregering, eller som led i en aftale om en konservativ mindretalsregering, vil ikke bare være en katastrofe for arbejderklassen, men også for de Liberale selv – med tanke på deres linje i valgkampagnen.

Alternativet for de Liberale er at søge en aftale med New Labour og de nationalistiske partier – et arrangement, som også vil kunne mønstre et flertal i Parlamentet. Det vil ikke være mindre demokratisk end en konservativ-liberal regering, eftersom Labour og de Liberale fik 14 millioner stemmer, mod 10 millioner til de Konservative.

 

Det er rigtigt, at Tony Blair Blair snød de Liberale vedrørende proportional repræsentation efter 1997. Han lavede en aftale med dem, men sagen blev udskud, da han ikke længere havde brug for dem. Brown står imidlertid i en helt anden situation. En aftale med de Liberale er det bedste kort for New Labour i en overskuelig fremtid, og ville være et reelt tilbud om proportional repræsentation værd – og det ser ud til, at han har tilbudt dette. Det vil også gøre en fremtidig konservativ regering usandsynlig, eftersom de i så fald skal vinde over 50 procent af stemmerne.

Brown har allerede tilbudt at få en ny valglov hurtigt på bordet og en folkeafstemning herom, selv om der nok vil ligge et pres på ham for at træde tilbage og bane vej for en ny New Labour-leer, før en aftale kan falde på plads.

Det giver mere politisk mening fra et liberaldemokratisk synspunkt end en aftale med de Konservative – som vil være særdeles kontroversiel inden for deres eget parti. De ligger tættere på New Labour end på de Konservative, og hvis de går sammen med de Konservative, vil de snart stå over for at skulle lægge stemmer til et George Osborne-krisebudget, som koster millioner af arbejdspladser.

Vi opfordrer ikke til dannelsen af koalitionsregering med Labour og de Liberale. Men vi er ikke lige glade med, om de Liberale går med eller imod de Konservative. Det er klart, at en koalition af Labour og Liberale vil være en mindre trussel både på kort og længere sigt end hvis de Konservative får magten – enten i en koalitionsregering eller som mindretalsregering.

Men vi ved, at ingen af de dominerende partier repræsenterer arbejderklassens interesser. Det vil aldrig blive ”vores” regering, men en regering for den herskende klasse, for hvem det ikke lykkedes at få den bedste løsning – et absolut konservativt flertal. Det er åbenlyst, at selv hvis en regering med de Liberale og Labour bliver resultatet, så vil også den komme under massivt pres fra det internationale marked og de konservative medier for at gennemføre den konservative nedskæringsplan.

Det gør det kun endnu vigtigere for fagbevægelsen at sætte gang i en mobilisering. I modsætning til hidtil, hvor man stort set har forholdt sig passiv over for nedskæringer, må fagbevægelsen stå sammen og forbinde sig med pensionister og offentligheden i en kamp mod nedskæringer og privatisering af velfærden og de offentlige ydelser. Fagforeningerne og arbejderbevægelsen må kræve, at det budgetunderskud, som er skabt af bankkrisen, bliver klaret ved at droppe meningsløse udgifter til projekter som Trident, Afghanistan og andre krige, id-kort, osv., kombineret med en effektiv opkrævning af skatter fra storkapitalen, bankerne og de rige: selskabsbeskatningen må hæves til mindst det niveau, den var på under Thatcher.

 

Vi må ikke overlade propagandaen til de Liberale og Labour, men forsøge at opbygge en massiv kampagne I fagforeningerne og arbejderbevægelsen for at presse på for en hurtig vedtagelse af en progressiv valgreform, som bygger på proportional repræsentation. Og arbejderbevægelsen må også stå op mod den farlige glidning i retning af en racistisk, indvandrerfjendtlig politik. En Liberal-Labour-regering vil ikke i sig selv være et progressivt løsning, men kampen for at forhindre denne regering i at gennemføre en reaktionær politik kan blive et fokuspunkt for en progressiv radikalisering af fagbevægelsen.

Efter en lang periode i halen på Blair og Brown, star vi nu over for truslen om en konservativ regering. Kun arbejderklassens egen aktivitet kan redde fagforeningerne fra nye, massive og ødelæggende angreb.

 

Oversat fra Socialist Resistances hjemmeside

Note: Socialist Resistance er den britiske sektion af Fjerde Internationale og er en del af venstrefløjspartiet Respect. Respect blev dannet i 2004 og samler dele af den yderste venstrefløj og antikrigsaktivister, blandt andet en del indvandrergrupper. En splittelse i 2007 betød dog et farvel til Socialist Workers Party, det største parti på den yderste venstrefløj. Før det britiske valg den 6. maj 2010 havde Respect et enkelt medlem af parlamentet, George Galloway, ekskluderet fra Labour, mens han repræsenterede partiet, og siden genvalgt for Respect i 2005. Ved det seneste valg opstillede Respect i mange valgkredse, men vandt ingen mandater. Bedst gik det for Respects formand, den muslimske antikrigsaktivist Salma Yaqoob, som i en Birmingham-kreds fik 25 procent af stemmerne, kun overgået af Labours kandidat. Galloway og Abjol Miah fik omkring 17 procent af stemmerne i to London-kredse – mindre end både Labour og de Konservative. Generelt var venstrefløjens valgresultat skuffende, men de Grønne fik for første gang valgt et medlem af parlamentet (Caroline Lucas).

 

 

 

Opslået i Nordeuropa

single.php