Efter flere ugers moralsk forberedelse, diplomatisk pres og massiv misinformation er den tyrkiske stat endt med at gå til angreb på den overvejende kurdiske enklave Afrin i det nordvestlige Syrien. Med omhyggelig udnyttelse af modsætningerne mellem Washington og Moskva har den tyrkiske præsident indledt en større militæroperation med luftangreb, indsættelse af islamistiske militser og indtrængen på syrisk område af tyrkiske tropper, som er klar til en offensiv.

 

Vi fordømmer stærkt denne krig, som på kynisk vis er blevet døbt ”Olivengren”, som ikke vil få andre konsekvenser end at forstærke spændingerne mellem de tyrkiske, kurdiske og arabiske folk og udsætte håbet om et liv i samdrægtighed. Det ultimative mål er utvivlsomt at konsolidere Erdogans diktatoriske regime.

 

For at modsætte sig den igangværende proces i det syriske Kurdistan, som er uacceptabel for det tyrkiske islamisk-nationalistiske regime, ønsker Ankara med denne offensiv at etablere en ”sikkerhedszone” på 30 kilometer fra sin grænse. Projektet med at besætte syrisk område bliver fremlagt som et bolværk mod tilstedeværelsen nær grænsen af styrker fra PYD – og dens væbnede gren YPG, som er støttet af Washington i kampen mod Islamisk Stat. Med godkendelse fra Rusland og kun en svag reaktion fra USA præsenterer Erdogans regime – som søger en sejr i sin udenrigspolitik – denne militære operation som en ”national sikkerhedsoffensiv” med stærke antivestlige/anti-imperialistiske associationer.

 

Trods en stærk polarisering mellem Erdogans støtter og hans modstandere er det lykkedes – med retorikken om national sikkerhed og ved at genoplive de militaristiske og nationalistiske tendenser i landets historie, at samle alle dele af det tyrkiske samfund, forskellige politiske grupper og forskellige dele af borgerskabet bag krigstrommen. Det største oppositionsparti, CHP, et republikansk og sekulært parti tilsluttet den Socialdemokratiske Internationale, svigtede som altid i kritiske situationer ikke muligheden for at alliere sig med AKP og bekendtgøre sin ”totale opbakning til den militære operation”.

 

Ved at tilføje krigstilstanden til den allerede repressive undtagelsestilstand står Erdogans regime nu for en hidtil uset kriminalisering af enhver modstand mod krigen. Mens HDP, et venstreorienteret parti fra den kurdiske bevægelse, har hænderne fuldstændig bundet på grund af undertrykkelsen, er adskillige journalister og antikrigsaktivister blevet arresteret i de første dage af operationen, især på grund af pacifistiske budskaber, som er opslået på sociale medier. Kunstnere og intellektuelle bliver udstødt for ikke at støtte krigen. Den mindste kritik af den militære operation bliver sidestillet med støtte til terrorisme og forræderi mod fædrelandet.

 

Kampen for demokrati i Tyrkiet kan ikke undgå at blive en kamp mod militarismen, ”både ude og hjemme”, som den historiske figur for den revolutionære antimilitarisme, Karl Liebknecht, sagde. Det er så meget mere sandt i en situation, hvor man per dekret legaliserer den juridiske immunitet for civile, som mobiliserer for at undertrykke et statskup og ”enhver anden begivenhed i forlængelse heraf”, kort sagt for at forsvare regimet, og hvor eksistensen af mange paramilitære grupper ikke længere er en hemmelighed for nogen.

 

Vil satsningen på krig endnu engang redde Erdogan og styrke hans svækkede herredømme, som i 2015, hvor HDPs valgresultat havde destabiliseret Erdogans regime, som så besluttede at spille krigskortet? Det afhænger af evnen til at mobilisere og gøre modstand – i den demokratiske opposition – med den radikale venstrefløjen i spidsen – som endnu ikke har bøjet sig for militaristisk ufornuft og nationalistisk blindhed under hidtil usete undertrykkende betingelser.

 

Ja, antikrigs-aktivister og aktivister, som solidariserer sig med de demokratiske krav fra det kurdiske folk, har grunde til at blive skræmt af den nationalistisk-fascistiske bølge, men grundene til at gå ind for fred er mange flere og meget mere humane. Det er derfor, vi nægter at lukke munden eller at forsømme vores internationalistiske pligt. Vi nægter at underkaste os det krigeriske, autokratiske og korrupte Erdogan-regime.

 

  • Nej til krig mod Afrin, tilbagetrækning af de tyrkiske tropper
  • Støt retten til demokratisk selvbestemmelse for det kurdiske folk og alle folk i Mellemøsten
  • Ingen tillid til imperialistiske kræfter – det syriske folks befrielse kan kun ske gennem deres fælles kamp
  • Længe leve den proletariske internationalisme, længe leve den revolutionære anti-militarisme!

 

25. januar 2018.

Sosyalist Demokrasi icin Yeniyol er den tyrkiske sektion af Fjerde Internationale.
Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

Opslået i Facebook, Mellemøsten, Tyrkiet

single.php