Hvert år får regionspolitikerne til opgave at ‘fordele smerten’ i et sundhedsbudget, der slet ikke kan dække behovet. Standardløsningen hedder ‘produktivitetskrav’ – et nyt ord for, at de ansatte skal løbe hurtigere. Det er vigtigt, at Enhedslisten siger klart fra, peger på alternativer og blæser til kamp imod dette galoperende effektiviseringsvanvid, der både rammer ansatte og brugere. Det gør Enhedslisten heldigvis også – i fire ud af fem regionsråd…

 

2-2,75 procent om året lyder måske ikke af så meget. Hvor slemt kan det lige være, at de ansatte skal løbe sådan en lille smule hurtigere? Svaret er desværre, at det allerede er blevet meget slemt. For stigningen i ‘produktivitetskrav’ kommer nemlig hvert eneste år. Og en lommeregner kan fortælle, at når man f.eks. har været sygeplejerske i 28 år, og hvert år har ‘effektiviseret sig’ 2,5% – så løber man lige præcis dobbelt så hurtigt, som da man blev ansat… Intet under, at sundhedspersonalets organisationer protesterede heftigt, da regionerne lovede regeringen (igen) at forbedre ‘produktiviteten’ på hospitalerne med 2% i aftalen om regionernes økonomi i 2015.
I disse uger er der så lavet budgetforlig i landets fem regioner. Og alle vegne har man lydigt bøjet nakken og budgetteret ud fra effektiviseringen. Nogle steder har man endda effektiviseret lidt mere, så der også kan blive lidt overskud til at fylde andre huller – eller til at gennemføre nye prioriteringer, som regionsrådet så kan bryste sig af.

Region Midtjyllands budget
I Region Midtjylland skal effektiviteten øges med hele 2,75%, hvoraf de 0,25-0,35% skal udmøntes i regulære besparelser (på hhv. psykiatriske og somatiske hospitaler). På Århus Universitetshospital og Hospitalsenhed Midt (4 mindre hospitaler) skal der effektiviseres for yderligere 60 mio. – fordi disse i en (stærkt kritiseret) ”produktivitetsmåling” kom ud med lavere karakterer end sammenlignelige hospitaler.
”Disse krav viser med al tydelighed, at regionsrådet ikke har ladet sig mærke af de gentagne advarsler og opråb som medarbejderne igennem den seneste tid er kommet med – såvel igennem MED-systemet som i dagspressen”, konstaterede medarbejdersiden i et høringssvar før vedtagelsen, og fortsatte: ”Fortsatte produktivitetskrav har negative konsekvenser for fagligheden, arbejdsmiljøet og opgaveløsningen – hvilket i sidste ende fører til flere fejl og dårligere faglig kvalitet til borgerne. Mon det er det, de midtjyske borgere ønsker og forventer af deres sundhedsvæsen?”

Enhedslisten siger fra
I Nordjylland, Region Syd, Sjælland og Hovedstaden har Enhedslisten sagt fra.
”År efter år bliver der lavet et 2 % effektivisering for personalet i region Sjælland. Det er en automatisk grønthøster som bliver skrevet ind i budgettet. Det er Enhedslisten imod. Derfor kan Enhedslisten ikke være med på dette års budget i region Sjælland”, hedder det f.eks. i et læserbrev fra de fire EL-repræsentanter i Region Sjælland.
Det betyder ikke, at man her eller de andre steder har sat sig helt på sidelinjen. Tvært imod har man lavet masser af forslag, små og store, der kunne trække budgettet i den rigtige retning. Flere steder endda hele alternative budgetforslag, kan man forstå. Men man har sagt fra over for at være en del af ”De Forenede Partier”, der presser sundhedspersonalet yderligere.
Og det er godt. Først og fremmest fordi vi på den måde åbner en dør på klem for dem, der vil kæmpe imod. Det er Enhedslistens fornemste opgave at være talerør for modstand mod øget arbejdspres, stress osv. Måske kan vi endda være fødselshjælpere eller i hvert fald støtter for f.eks. sygehuspersonalets organiserede modstand mod effektiviseringsvanviddet. Vi skal i hvert fald gøre, hvad vi kan.

– Men ikke i Midtjylland
Enhedslisten i Midtjylland har imidlertid valgt en anden kurs: At stemme ja til budgettet sammen med samtlige andre partier. Til gengæld fik Enhedslisten så gennemført en bevilling på 1,3 mio. til et familieambulatorium samt indføjet nogle hensigtserklæringer i den mere lyriske del af aftaleteksten. ”Vi jubler ikke”, skriver repræsentanterne nøgternt – og argumenterer for ja-stemmerne med, at der med regeringens bebudede sundhedspakke i den kommende finanslov ”vil tilflyde regionerne en betragtelig sum penge til forbedringer inden for sundhedsvæsnet”. ”Hvis ikke vi gik med i forliget, ville vi ikke få skyggen af indflydelse på anvendelsen af disse midler, og det vil give de partier, der er glade for udlicitering og øget brug af privathospitaler, for stor styrke i de kommende forhandlinger.” Det er altså for at være med ved bordet i en senere forhandling, at man stemmer for forringelserne her og nu.

Én ting er, at der her er tale om det, man med henvisning til et gammelt ordsprog kan kalde ”fugle på taget”. En anden ting er, at disse eventuelle bevillinger med ganske stor sikkerhed vil blive knyttet til løsning af en lang række nye opgaver – og dermed ikke kan bruges til at rette op på det arbejdsmiljø, man nu lægger stemmer til at ødelægge. Og en tredje, måske den vigtigste ting er, at argumentationen bygger på et noget skævt syn på, hvor og hvem der i det store perspektiv kan lægge muskler i kampen mod privatisering. Er det de to EL-repræsentanter, der egenhændigt vil flytter holdninger i forligskredsen? At dømme efter resultatet i budgetforhandlingerne er det vist ikke så let. Og det er givetvis ikke, fordi de to er dårlige forhandlere, men slet og ret fordi det, vi i gamle dage kaldte ’styrkeforholdene i klassekampen’, har større betydning for, hvor lidt og hvor meget der privatiseres.

Når det handler om klassekamp
Og når det handler om klassekampen, så er der ingen tvivl om, at et Enhedsliste-Nej til effektiviseringsbudgettet alt andet lige ville have styrket mulighederne for en organiseret modstand, hvorimod enstemmigheden om Ja’et er med til at få en modstand til at se en smule mere udsigtsløs ud.
Og det gør det jo – for Enhedslisten: handler om klassekamp. Det er faktisk netop derfor, vi for få måneder siden vedtog i vores nye Principprogram, at vi altid er imod den mindste forringelse: Fordi vi altid skal være dem, der prøver at mobilisere almindelige mennesker til bevægelse, f.eks. til aktiv modstand mod forringelser. Og så er det jo temmelig signalforvirrende, hvis vi gør os til en del af den bande, der vedtager dem.
Regionsrådets formand, Bent Hansen, fremstår nærmest hoverende i sine udtalelser til pressen:
”Jeg vil især gerne kvittere for, at alle partier med aftalen tager ansvar for de meget store krav, vi stiller til regionens ansatte. Vi beder også i år om forbedringer, der ikke kommer uden forandringer. For nogle medarbejdere er det en hård tid og alle fortjener rådets tak.”
Den kvittering – for at tage ansvar for urimeligt store krav til de ansatte – kunne Enhedslisten godt have undværet.

Sidste års regions- og kommunalvalg gav Enhedslisten et nationalt gennembrud med et væld af nye repræsentanter – med svage baglande og ofte uden mange erfaringer med ”socialistisk parlamentarisk arbejde”. Det er fuldstændig uundgåeligt og undskyldeligt, at der i den første tid ryger nogle tallerkner på gulvet. Det er helt sikkert fantastisk svært at være ’de eneste hellige’, når man sidder dybt begravet i papirbunker og omgivet af garvede folk, der tænker i fundamentalt andre baner. Så budgettet i Region Midtjylland får næsten sikkert følge af nogle kommunale paralleller. Dertil kommer så alle de tilfælde, hvor det kan være uklart, om der er forringelser eller ej (desværre synes dette ikke uklart i Midtjylland).
Det er der ikke noget at gøre ved. Vi har en høj grad af decentralt demokrati i Enhedslisten, og det er der gode argumenter for. Men det er vigtigt, at vi så får gjort status og taget diskussionen kollektivt og grundigt. Og forhåbentlig kan vi efterhånden lande på i hvert fald nogle principper, der ligger nogenlunde i nærheden af – Enhedslistens principprogram. Ikke så meget for princippernes skyld, som for klassekampens.

SAP’s forretningsudvalg, den 26. september 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php