Statscheferne for Europas to største lande, Merkel og Sarkozy, er gået sammen for at diktere resten af EU en finanspolitisk pagt på deres betingelser. De to borgerlige regeringsledere har ikke bare det til fælles, at de står til at tabe det næste valg, men også at de hellere vil hjælpe aktionærerne i deres egne banker end skabe velfærd og udvikling i de gældsplagede euro-lande.

Skåret ind til benet handler aftalen mellem de 17 euro-lande om, at der bliver sat ekstra tommeskruer på landenes finanspolitiske råderum. Euro-landene forpligter sig til at vedtage lovgivning om automatiske sanktioner (bøder til EU), hvis det offentlige budgetunderskud overstiger 3 procent. Desuden bliver budgetkravene skærpet i forhold til nu: ”Der skal som udgangspunkt være overskud eller balance i landenes budgetter. Det strukturelle underskud må højst være en halv procent af det årlige bruttonationalprodukt.”

Bag de fine økonomiske begreber handler aftalen i virkelighedens verden om at tvinge en række lande til at gennemføre dramatiske nedskæringer i de offentlige udgifter og sælge ud af offentlige ejendomme og selskaber, som det allerede sker i for eksempel Grækenland, Portugal og Italien. Det skal overbevise udenlandske banker om, at de igen kan købe statsobligationer fra disse lande. Resultatet er voksende arbejdsløshed og fattigdom – og en uddybning af krisen. En række europæiske socialdemokrater har med rette kritiseret aftalen for at være for højreorienteret, og især at den helt mangler initiativer til nye jobs.

Den grundlæggende årsag til eurokrisen er, at man har indført en valutaunion mellem en række lande med meget forskellige økonomiske forudsætninger – uden samtidig at have en finanspolitisk union. Produktiviteten i euro-landene har udviklet sig forskelligt, hvilket har givet især den tyske industri en stor konkurrencefordel. Det har skabt overskud i den tyske betalingsbalance, men underskud i den græske. Under ”normale” omstændigheder ville Grækenland have devalueret sin valuta, men da de ikke længere har deres egen valuta, har de i stedet optaget lån i blandt andet tyske banker.

Hvis man i sin tid havde spurgt Europas befolkninger, om de ønskede en finanspolitisk union, sammen med euroen, ville de have sagt nej. Så indførte man alligevel euroen, selv om det var på et uholdbart grundlag. Det kunne fungere, så længe den kapitalistiske økonomi var i fremgang. Nu er hele euro-konstruktionen så i fare for at bryde sammen, fordi den fra starten var en fejl-konstruktion. Hvad gør man så? Pisker en hysterisk stemning op, som skal få os til at acceptere nogle EU-regler – et skridt i retning af en fælles finanspolitik – som befolkningerne aldrig har ønsket. Vi er nødt til at sige: Vi vil ikke betale for deres fejltagelser.

Danmark står uden for euroen, men kan vælge at tilslutte sig den nye pagt.
Det kan ikke undre, at Lars Løkke Rasmussen hilser de nye regler velkomne, fordi det er tale om ”god borgerlig politik”. Måske heller ikke, at Helle Thorning-Schmidt på forhånd har erklæret sig positiv. Hun har jo altid ønsket, at Danmark skal være et euro-land. Villy Søvndal udtalte sig i starten en anelse kritisk over for visse dele af europagten, men har siden stukket piben ind. Han henviser nu til, at SF’s Hovedbestyrelse med kun tre stemmer imod gav SF grønt lys til at støtte europagten, på to betingelser.

Den ene er, at den ikke må forhindre regeringens planlagte kickstart af dansk økonomi, den anden at det ikke må rokke ved det danske euroforbehold. Begge dele er helt ligegyldige betingelser, som i praksis intet betyder, andet end at SF kan bakke op. Den såkaldte kickstart går nemlig i gang, inden europagten træder i kraft, og hvis man fortolker euroforbeholdet tilpas snævert, så det kun handler om udskiftning af mønten, er alle enige om, at det kun kan ophæves ved en folkeafstemning.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten har sagt fra, men de tre partier udgør et forsvindende mindretal, når Folketinget skal give regeringen et mandat, forud for EU’s endelige beslutning om europagten, som efter planen skal ske i marts 2012.

Ligesom Storbritanniens David Cameron var imod europagten for at beskytte finansverdenen i London City, har de danske nej-partier helt forskellige bevæggrunde. For Enhedslisten er det afgørende at argumentere imod europagten, fordi den er gennemsyret af borgerlig politik. Den er et redskab til at gennemtvinge offentlige nedskæringer og sociale forringelser. På den måde kan vi appellere til S og SF’s vælgere og samtidig lægge afstand til de to borgerlige nej-partier.

Europagten er også udemokratisk. Den begrænser de valgte regeringers muligheder for at træffe økonomiske valg. Og først og fremmest begrænser den arbejderbefolkningens mulighed for at påvirke de politiske beslutningstagere, som kan bruge euro-kravene som undskyldning for nedskæringer. Vi er naturligvis ikke naive. Vi lever ikke på en isoleret ø, uafhængigt af økonomierne i resten af verden. Men mulighederne for at lægge hindringer i vejen for den borgerlige krisepolitik vil blive mindre, hvis vi overfører mere magt til EU. Omvendt vil de være lidt større, så længe vi holder os uden for euro-pagten og euroen. Her vil vi have lidt flere muligheder for at kæmpe for en social og solidarisk politik.

Endelig er europagten ganske vist ikke det samme som en ophævelse af det danske euro-forbehold. Men argumentet for forbeholdet var jo netop, at befolkningen ikke ønskede at overlade finanspolitikken til EU – og det vil i vidt omfang ske med den nye pagt. Dermed bliver det sandelig nemmere for euro-tilhængerne at argumentere for at afskaffe euro-forbeholdet – ’når vi nu alligevel er underlagt de samme regler’!
En dansk tilslutning til euro-pagten vil betyde, at vi opgiver noget af den selvstændighed, der er en følge af euro-forbeholdet. Forbeholdet kan kun ophæves ved en folkeafstemning, og derfor er der åbenlyst grundlag for en mobilisering for bl.a. Enhedslistens og Folkebevægelsens krav om en folkeafstemning om dansk tilslutning til euro-pagten.

SAP’s Forretningsudvalg, den 16. december 2011.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php