Da Enhedslisten besluttede at støtte den danske deltagelse i krigen i Libyen, blev mange medlemmer chokerede. For mange af os var det et dramatisk brud med det, vi mener Enhedslisten står for og bør stå for.

Nogle frygtede, at beslutningen kan tolkes som en tilpasning til andre partier, der vil forstærkes, når Enhedslisten efter næste valg med stor sandsynlighed får afgørende mandater for en ny regering.
Chokket fik nogle få til at melde sig ud, mens andre råbte vagt i gevær: Nu må vi samle os til kamp for den antikapitalistiske og antiimperialistiske Enhedsliste, vi har brug for.

Gruppen Internationale Socialister (IS) har tilsyneladende valgt Libyen-beslutningen som anledning til at forsøge at etablere en slags venstrefløjs-fraktion i Enhedslisten. I hvert fald opfordrer en af IS’ talsmænd, Jørn Andersen, i en artikel i gruppens online-magasin”den venstrefløj i EL, der har revolution, socialisme og anti-imperialisme som ”guidelines” til at begynde ”at diskutere sammen og organisere sammen”.
Selv om IS og SAP har forskellige perspektiver med arbejdet i Enhedslisten, er vi ofte enige, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at også SAP har revolution, socialisme og anti-imperialisme som ”guideline”, hvis man vil bruge det udtryk.
Flere af de aktuelle kritikpunkter, som Jørn Andersen nævner i artiklen, deler vi også. Vi synes også, at beslutningen om at støtte en imperialistisk krig er et alvorligt svigt fra Enhedslistens side. Vi ønsker også en stærkere folkeligt, mobiliserende udenomsparlamentarisk profil og en politik-udvikling, der i højere grad tager udgangspunkt i, hvad der gavner mobilisering, end i de formelle rammer for forslag i Folketinget. Vi mener også, at Enhedslisten kan blive bedre til at kombinere agitation og mobilisering for dagsaktuelle krav med propaganda for mere vidtgående antikapitalistiske og systemoverskridende krav og for perspektivet om en socialistisk samfundsomvæltning.

Men vandene skilles, når Jørn Andersen – i forlængelse af en række artikler og udtalelser fra IS de seneste to år – forsøger at skrive Libyen-udtalelsen ind i en længere varig højredrejning af Enhedslisten.
Pudsigt nok har IS’ere ved flere lejligheder tidsfastsat højredrejningens start til det år, hvor IS gik ind i Enhedslisten.
Men det har intet på sig. De problemer, som Enhedslisten har i dag, er ikke nye. De har altid været der.
Gennem alle årene har Enhedslistens haft en overvægt til den parlamentariske side. Jørn Andersen bruger manglende støtte fra landskontoret til de faglige netværk som eksempel. Uanset hvad man mener om det, må vi konstatere, at før den såkaldte ”højredrejning” begyndte, var der slet ingen faglige netværk. Ideen var ikke engang accepteret i Enhedslisten.
Lige sådan har Enhedslistens årsmøder, HB og pjecer aldrig fremlagt så mange forsøg på at udvikle antikapitalistiske politiske svar som de seneste to-tre år.
Det har i praksis vist sig, at det er muligt at præsentere alternative politiske analyser, politiske svar og handlingsforslag, der i første omgang står i modsætning til folketingsgruppe, gamle beslutninger og flertalsholdninger i HB – og få det vedtaget i HB eller på årsmøder.
F.eks. var det delvist nedefra, at ideen til den udtalelse fra Årsmødet i 2008, der hed ”Enhedslisten gør en forskel”, kom. Den satte fokus på Enhedslistens rolle som et parti, der intervenerer i og organiserer udenomsparlamentarisk kamp gennem bevægelser og mobiliseringer.
Efter de første ikke særligt systemkritiske reaktioner på finanskrisen førte manges medlemmers kritik, dialogen og politikudvikling bagefter til en væsentlig mere antikapitalistisk forståelse for krisen og alternativ.
HB-flertallet satte sig imod folketingsgruppen, da den havde støttet beslutningen om at sende danske krigsskibe til Somalia for at bekæmpe pirater.
Og det seneste Årsmøde vedtog en udtalelse om Enhedslistens eventuelle deltagelse i finanslove under en ny regering, der var i modsætning til det forslag, folketingsgruppen og HB-flertallet anbefalede.
Dette er ikke hele billedet af udviklingen i Enhedslisten. Der vil også kunne findes eksempler, som trækker i den modsatte retning, men det må være tilstrækkeligt til at illustrere, at højredrejning ikke er en dækkende beskrivelse af partiets udvikling.

Tilsvarende kan man ikke udpege en bare nogenlunde klar gruppe af medlemmer, der sammen udgør en venstrefløj i Enhedslisten.
Lad os bare tage et nærliggende eksempel, IS selv. IS har ved flere lejligheder allieret sig med reaktionære islamiske kræfter og forsøgt at nedtone betydningen af de udemokratiske og kvindeundertrykkende holdninger, som nogle imamer agiterer for. I den forstand hører IS til ”højrefløjen” i Enhedslisten, og vi vil nemt kunne komme i den situation, at vi må alliere os med Enhedsliste-medlemmer, der har et mere ”venstreorienteret” syn på kvindeundertrykkelse for at modarbejde IS’ holdninger.
Et andet eksempel er den aktuelle Libyen-diskussion. Der er ikke nogen entydig og klar sammenfald mellem de medlemmer, der er imod krigen, og de medlemmer, som mest klart markerer sig mod ”budgetansvarlighed”, og som tydeligst vender sig budgetansvarlighed, eller som stiller de klareste betingelser for en Enhedsliste-stemme for finansloven. Eller omvendt.

Men i sidste ende er det en helt anden og mere afgørende skillelinje, som medfører, at vi ikke kan have et fælles projekt med IS i Enhedslisten. For IS – eller i hvert fald for Jørn Andersen – er dette nye forum nemlig ikke et redskab til at styrke og opbygge Enhedslisten.
Som det fremgår af den aktuelle artikel, er Jørn Andersen allerede mentalt på vej ud af Enhedslisten. Hans definition af ”problemet” lyder: ”Vores muligheder for at organisere sammen med folk uden for EL er i øjeblikket hæmmet af, at venstrefløjen i EL ikke er organiseret og diskuterer sammen.”
I forlængelse af dette inviterer han til et netværk sammen med andre ”i og uden for EL”, og her er ikke bare tale om partiløse individer, der lige så godt kunne være medlem af Enhedslisten. Nej, Jørn Andersen har øjnene rettet mod medlemmer af andre partier: ”På mange måder har venstrefløjen i EL mere til fælles med venstrefløjen i SF, og nogle gange endda i Socialdemokratiet, end med højrefløjen i EL, når vi taler om at opbygge bevægelser og modstand.”
Jørn Andersen er altså ved at opbygge en ny socialistisk organisering med folk fra Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne, der har de rigtige ”venstrefløjsholdninger” i modsætning til Enhedslistens ”højrefløj”, der jo må være identisk med flertallet, i og med at det er højrefløjens linje, der tegner partiet.
I modsætning hertil arbejder vi entydigt på at opbygge Enhedslisten – i politisk kamp med S og SF – og derfor vil vi ikke have noget at gøre med IS’ projekt.

Ingen kan udelukke, at et flertal på et eller andet tidspunkt under pres fra kræfter uden for partiet drejer partiet så meget til højre, at den modsatte fløj må samle sig for at rette op på kursen. Men der er intet, der peger på, at vi er der i dag.
Derfor vil SAP’s medlemmer i den kommende tid fortsætte arbejdet med at holde Enhedslisten på en venstrekurs og opbygge partiets agitation, propaganda og intervention i de udenomsparlamentariske mobiliseringer og bevægelser. Det ved vi, at andre også vil. Derfor vil forslag ofte blive stillet af medlemmer af SAP sammen med folk, der ikke er medlemmer af SAP.
Sådan var vi med til at udvikle og støtte ”Enhedslisten gør en forskel”. Sådan har vi sammen med andre udviklet Enhedslistens kriseanalyse og antikrisepolitik. Sådan var vi med til at samle flertal for et forslag om Enhedslisten og finansloven, der dog i første omgang var fremsat af to medlemmer af SAP. Og på det kommende årsmøde vil SAP-medlemmer højest sandsynligt være medforslagsstillere til et forslag, der tager afstand fra støtten til Libyen-krigen, og som gør Enhedslisten til en del af kampen for at trække de vestlige imperialistiske styrker tilbage.

SAP’s forretningsudvalg, 15. april 2011

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php