Latinamerika-eksperten Iain Bruce analyserer resultatet af det venezuelanske præsidentvalg og udfodringerne for venstrefløjen i Venezuela og resten af Latinamerika.

Internationale medier strømmede til Venezuela i begyndelsen af oktober i håb om at kunne rapportere om afslutningen på et autoritært regime. Markeds-analytikere fra f.eks. Barclay’s Capital tilrådede indtrængende investorer at satse på Venezuelas gæld ud fra formodningen om, at oppositionen ville sejre.

Måneder tidligere havde Robert Zoellick, der dengang stadigvæk var chef for Verdensbanken, frydet sig ved visheden om, at Chavez’ dage var talte. Og endnu bedre, at Chavez’ nederlag ville sætte en stopper for Venezuelas økonomiske støtte til Cuba og Nicaragua, så det også ville være slut med disse ‘regimer’, og der nu kunne blive ‘en chance for at gøre den vestlige halvkugle til den første demokratiske halvkugle’.

Da disse forestillinger blev kendt en uge før valget, på oppositionens sidste store møde med titusinder af deltagere, så det ud til, at de ville blive opfyldt. Mange af os havde glemt, at oppositionen i Venezuela havde holdt dusinvis af lige så store møder og demonstrationer tilbage i 2002 og 2004. Selv blandt venstrefløjsaktivister var der flere og flere, der kom i tvivl, om der virkelig var noget, der kunne redde den bolivariske revolution.

Da det kom til stykket, så vandt Chavez jo med 55,08 procent imod 44,30 procent, med en stemmeprocent på 80,5. Der er god grund til at se nærmere på disse tal. Efter næsten 14 år ved magten, og på trods af en enorm fjendtlighed fra udenlandske og indenlandske medier, så havde en siddende præsident vundet med en margin på 11 pct. I et land, hvor det er frivilligt at stemme (i modsætning til mange andre lande i Latinamerika), var det uden fortilfælde, at 4/5 af de stemmeberettigede havde afgivet deres stemme, herunder en meget stor del af førstegangsvælgerne, dvs både de unge og nogle af de mest marginaliserede grupper, der normalt aldrig stemmer. Og ingen stillede det mindste spørgsmålstegn ved, om det var et fuldstændigt rent valg. Sammenlign tallene med præsidentvalget i USA, og forskellen springer i øjnene. Også et lille fodnote-tal er bemærkelsesværdigt: Den eneste kandidat på den ‘yderste venstrefløj’, Orlando Chirino fra PSL, en koalition af små trotskistiske strømninger, fik 4000 stemmer på landsplan, dvs. 0,02 procent.

Hvordan kunne det gå til, og hvad betyder det?

Oppositionen i Venezuela udgjorde et mere samlet og troværdigt alternativ end tidligere. Den havde nedtonet sin temmelig rabiate, undertiden åbenlyst racistiske retorik og tillagt sig en blødere, mere centrumagtig og socialliberal fremtræden. Det gjorde, at den kunne få fat i en del skuffede Chavez-tilhængere – væksten i vælgerkorpset gør det svært at afgøre, hvor stort frafaldet var. Det har selvfølgelig altid været sandt, med en lettere omskrivning af Fidel Castros formulering, at der ikke kan være 6 mio oligarker i Venezuela. Oppositionens bastioner er dog stadig de overvejende hvide mellem- og overklassekvarterer i det østlige Caracas og tilsvarende kvarterer i Maracaibo, Merida og Valencia. Dertil kommer en vælgerbasis blandt en bredere gruppe af marginaliserede dele af småborgerskabet og de dårligst organiserede og mindst politiserede dele af arbejderklassen og de fattige i byerne.  Dette har ikke ændret sig afgørende i de seneste ti år, så i den forstand var oppositionens forsøg på at fremstå pænere altså ikke nogen succes.

Det betyder, at spændingerne inden for oppositionen kan dukke op igen i forbindelse med parlamentsvalget i december og kommunalvalget i april 2013. På den ene side er der de mere aggressive, kup-orienterede dele af oppositionen, der vil af med Chavez med alle midler, og som sikkert ville have råbt op om valgsvindel denne gang, hvis han havde vundet med en mere snæver margin. På den anden side er der støre dele af oppositionen, som Primero Justicia (højreorienteret parti, o.a.) nu står i spidsen for, men som også indeholder rester af de traditionelle partier Accion Democratica og Copei, som især er interesseret i at styrke deres repræsentation på lokalt og regionalt plan og i parlamentet, og som derfor indtil videre har indtaget et mere ‘demokratisk’ standpunkt.

Nederlaget for højrefløjen i Venezuela, den indre splittelse og det internationale establishments selvbedrag med hensyn til det sandsynlige resultat af præsidentvalget er symptomatiske træk ved den forvirring og desorientering, der kendetegner højrefløjen i Latinamerika og den imperialistiske politik i forhold til regionen.

Fra 1990’erne og indtil begyndelsen af 2000-tallet har Washington haft en sammenhængende plan for Latinamerika: frihandel plus kontrolleret, formelt demokrati og ‘krig mod narko’ som påskud til at slå ned på oprør, når de måtte forekomme. I begyndelsen af sin første periode tog George W. Bush allerførst til Mexico, hvor han lagde vægt på, at hans fokus var mod syd. Den store plan om et frihandelsområde for Nord-, Syd- og Mellemamerika endte med et nederlag i Mar del Plata i 2005. USA har ikke siden dengang været i stand til at etablere et nyt alternativ.

I begyndelsen af sin embedsperiode havde Barack Obama en kort flirt med den bløde venstrefløj, Lula i Brasilien og Michelle Bachelet i Chile, men han mistede hurtigt interessen. Ved præsidentvalget for nylig var Latinamerika helt forsvundet fra horisonten. Mitt Romney førte sig frem med, at han ville underskrive en masse frihandelsaftaler med Latinamerika – som om han ikke havde lagt mærke til noget i det sidste årti. Obama nævnte nogle gange den såkaldte ‘krig mod narko i Mexico. Men begge kandidater gik uden om emnet, hvis de kunne komme af sted med det.

Det kunne se ud, som om kuppet i Honduras varslede en ny offensiv fra USA og højrefløjen i regionen. Derefter kom afsløringen af Washingtons planer om nye militærbaser i Colombia og valget af højrefløjs-præsidenter i Chile, Panama og Costa Rica. Men offensiven gik i stå. Der var splittelse mellem de rivaliserende mellemniveau-kliker, der nu skulle tage sig af Washingtons Latinamerika-politik. De fleste af de stadig mere selvstændige borgerlige regeringer i regionen reagerede fjendtligt. Obama-administrationen fremstod mere diplomatisk isoleret end nogensinde før.

Samtidig mødte Washingtons allierede på højrefløjen i regionen voksende social modstand. Den enorme bevægelse i Chile, anført af studenterne, er den vigtigste, men opstanden for nylig i Colon i Panama, der tvang præsident Ricardo Martinelli til at trække planerne tilbage om at privatisere jorden i kontinentets største frihandelszone, er udtryk for et mere omfattende stemningsskift. Selv i Mexico og Colombia er højrefløjens greb om magten blevet svækket, med afklapsningen af PAN i Mexico og med præsident Santos’ søgen imod midten i Colombia. De fredsforhandlinger, der nu er på vej i Cuba med FARC kunne godt være tegn på en slags nederlag for venstrefløjen i Latinamerika. Men de kan også åbne op for nogen af de mest omfattende sociale kampe i regionen.

I denne sammenhæng virker det parlamentariske kup i Paraguay sidste juni mere som et såret dyr, der afmægtigt slår fra sig, end som fortsættelsen af en samlet strategi.

Årsagen til den relative fiasko for højrefløjen er åbenlys. Latinamerika er stadigvæk den del af verden, hvor udfordringen af det neoliberale overherredømme – dvs imperialismen – har været mest vidtgående. Selv ikke de meget omfattende mobiliseringer i den arabiske verden og i Europa siden 2011 har ændret på dette. Den bolivariske revolution i Venezuela har været en nøglekomponent i denne sammenhæng: For det første, fordi den viste i praksis, at et brud med neoliberale prioriteringer var mulig. For det andet, fordi den for første gang siden Sovjet-blokkens sammenbrud åbnede op for en diskussion om socialismen som den eneste ramme for et alternativ, under overskriften ’socialisme i det 21. århundrede.’ I denne sammenhæng er der ingen tvivl om, at Chavez’ sejr for os alle på venstrefløjen, er en vigtig sejr.

Der er imidlertid ikke noget af dette, der må få os til at forfalde til selvtilfredshed. Det kan godt være, at det ikke er lykkedes for højrefløjen at etablere et sammenhængende modangreb, men den bolivariske venstrefløj er også løbet ind i alvorlige problemer.

Latinamerikas udfordring af neoliberalismen hviler i store træk på tre søjler. Først kom bølgen af sociale kampe – kampe, der blev startet op af studenter, bevægelser af de oprindelige folk, bondeorganisationer, miljøkampagner og bevægelser blandt de fattige i byerne, men relativt få faglige kampe. Disse kampe er udtryk for, at de dogmer om det frie marked, som man plejede at kalde Washington-konsensus, har mistet enhver troværdighed for millioner af mennesker. Inden for rammerne heraf, og under indflydelse af de oprindelige folks bevægelser og Via Campesina-organisationerne, så er der de seneste år vokset en økologisk og også øko-socialistisk bevidsthed frem.

Den anden søjle omfatter regeringerne i den bolivariske alliance, ALBA, der direkte eller indirekte opstod som følge af disse kampe, især i Venezuela, Bolivia og Ecuador, samt Cuba.

Den tredje søjle afspejler også, på en forvrænget måde, den folkelige afvisning af det neoliberale overherredømme. Men denne afvisning bliver underordnet et nyt, selvsikkert lokalt borgerskabs interesser – det vil simpelthen bare sikre sig fordele og selvstændighed inden for rammerne af den eksisterende globale økonomi. Brasilien, Argentina, Uruguay og Peru hører alle til i denne sammenhæng.

Relationerne mellem disse tre komponenter veksler hele tiden. Hvad det ender med, er svært at forudsige. Men det er langtfra sikkert, at det vil ende godt.

Hvis vi ser ud over det sydamerikanske kontinent, så har der i Bolivia været gentagne konfrontationer mellem sociale bevægelser og Evo Morales’ regering, og Correa-administrationen i Ecuador er drejet til højre. Det betyder, at der nu er en stadig dybere kløft mellem Latinamerikas vigtigste sociale bevægelse, bevægelsen blandt de oprindelige folk (der også er internt uenige om mange ting), og så ALBA-aksen, der består af progressive regeringer.

I Venezuela har mange venstrefløjs-observatører, ud over usikkerheden om Chavez’ helbred, bemærket en voksende utilfredshed blandt revolutionens støtter, fordi konservative, bureaukratiske eller ligefrem opportunistiske og korrupte elementer får en stadig stærkere position i den bolivariske regering. Det er stadig usikkert, hvad det ender med. Revolutionære i Marea Socialista-tendensen beskriver, hvordan valget blev vundet. Først var der en meget større og mere kampberedt folkelig mobilisering end forudse på den sidste store Chavez-demonstration, og det satte gang i en valgkampagne, der ellers havde været jævnt kedelig. Og så på selve dagen, hvor de bolivariske embedsmænd var ved at gå i panik pga foruroligende meddelelser fra afstemningsstederne, så kom der en enorm bølge af stemmer fra fattigkvartererne i Caracas og i andre byer. Marea sammenlignede det med de folkemasser, der myldrede ud af blikskurene for at nedkæmpe kuppet imod Chavez i 2002.

Et andet måske positivt tegn viste sig ved Chavez’ første regeringsmøde efter valget den 20. oktober. Chavez kom med en lysende klar kritik vedrørende de problemer, som revolutionen står over for, og som imødekom de argumenter, der er fremført af revolutionære, både i Venezuela og udlandet. Med reference til Karl Marx argumenterede han for, at selve det økonomiske grundlag for produktionen må ændres, hvis ikke kapitalismen skal skylle revolutionens landvindinger tilbage. Det indebærer, efter hans opfattelse, en gennemgribende demokratisering af al økonomisk aktivitet, fordi socialisme er demokrati. Det betyder også, at den påtrængende opgave med at opbygge folkemagt i lokalsamfundene ikke kan overlades til et ministerium. Det må lokalsamfundene selv stå for. Og Venezuelas offentlige medier må ændres, så de kan bakke op om udvidelsen af demokratiet.

Problemet er, at Chavez har sagt stort set det samme i de seneste seks år. Men det er ikke sket endnu.

5. november 2012.

Iain Bruce er Latinamerika-korrespondent for International Viewpoint. Han er journalist, filminstruktør og forfatter til ‘The Porto Alegre Alternative: Direct Democracy in Action (IIRE – International Institute for Research and Education).

 

Opslået i Latinamerika, Venezuela

single.php