Samspillet mellem natur og menneskehed er ikke så ofte til udstilling på de danske museer. Men Arkens sommerudstilling “Natur/Retur” foregår også i andre rammer. Man er gået udenfor – ja, i naturen.

Naturen er ganske vist blevet forandret af menneskers forandringer, og udstillingen viser netop dette samspil. Menneskets påvirkning af naturen er alle stedsnærværende og så massiv, at det er nødvendigt at “gentænke hvad er natur(ligt), og hvad der er menneske(ligt). Klimaforandringer og tab af biodiversitet er synligt i udstillingen.

Det er en udendørs sommerudstilling. Den undersøger forholdet mellem menneske og natur. Menneskene er blevet den afgørende drivkraft bag de globale forandringer og er ved at bringe kloden ind i en ny geologisk epoke: antropocæn – menneskets tidsalder, som starter fra omkring 1800. En tidsalder hvor menneskeheden er blevet den planetforandrende kraft og dermed pludselig står med det egentlige ansvar for samme planets skæbne. Der er en historisk, dramatisk ny situation, som vi ikke bare lige kan ryste af os ved at sige, “det går nok over”, eller “det er urealistisk at lave tingene om”.

Den antropocæne tidsalder, epoke, eller hvad vi nu vælger at kalde fænomenet kommer fra græsk anthopos, “menneske”, og kainos, “ny” (tid) – mennesketid. I denne antropocæne tid vender natur tilbage som en ukendt størrelse.

Udstillingen er i det kunstigt skabte område omkring Arken. Godt placeret til netop en sådan udstilling. Museet er placeret i et landskab – Køge Bugt Strandpark – et område skabt af mennesker for nogle årtier siden – med de vestjyske klitter som forbillede. Strandparken var et stort inddæmningsprojekt, hvor sumpede vandområder blev forvandlet til grønne rekreative arealer. Altså her indbegrebet af et antropocænt landskab.

Det virker som en parallel til den udstilling, Aros i Aarhus har i denne sommer – rød maling ud over natur i byen. Den tyske kunstner Katharine Grosse har lavet sin land-art-invasion i byen og skabt voldsom debat med sin helt egen surrelle poesi, der kan engagere og få folk til at reflektere over de overgreb, der begås mod naturen hver eneste dag – igen og igen. Kunstværkets maling er ikke giftig, og har som æstetisk oplevelse haft sin effekt.

Dolkhaler støbt i flyveaske
De to kunstnere, der udstiller på Arken eller rettere ved Arken, er Tue Greenfort og Nanna Debois Buhl. De arbejder med store vægflader, støbte skulpturer ved og i vandet ved Arken, hvor blandt andet flyveaske – et alvorligt miljøproblem – indgår i et af Tue Greenforts værker: En billedgørelse af den antropocæne epoke. Støbte dolkhaler på vej op på lagunens bred. Det sjove krabbelignende dyr findes normalt ikke på vore breddegrader, men naturen – takket være menneskets indgriben – forandrer sig jo.

Flyveasken, som dolkhalerne er støbt i sammen med beton, produceres fx på det nærliggende Avedøreværket, som kan ses fra det kunstigt skabte miljø omkring Arken. Dolkhalen er en art, der er betydelig ældre end mennesket. Støbningerne viser et ældgammelt dyr og et nutidigt problem, som er indeholdt i flyveasken – kapslet ind i betonen.

Smuk og truende
Nanna Debois Buhl har opsat tre store fotografier, som næsten går sammen med murværket – museets mure. Her fortæller hun, at naturen – som blandt andet vingen på et stankelben – nok er smuk, men skrøbelig. Naturen får en tydelig handlekraft og får lov til at sætte aftryk på en måde, der kan virke magisk, smuk og truende på en og samme tid – som museet skriver i folderen om udstillingen

Naturen ændrer sig ikke af sig selv – gennem evolutionen ganske vist, men den påvirkes og provokeres til ændringer gennem menneskets aktiviteter. Kapitalismen accelerer derudad i jagten efter profit. Det er ikke nævnt i udstillingen, men vel underforstået? Arkens udstilling viser, at naturen er på vej væk og kommer retur på nye måder. Ikke at det skal accepteres, men at blive bevidst om, at det sker, og handle derefter.

ARKEN – Museum for Moderne Kunst i Ishøj
Udstillingen varer til den 17. september

 

Opslået i Anmeldelse, Kultur

single.php