På en militærbase på Sicilien står to kvinder og en kraftigt bygget herre med kikkerter for øjnene. Det er Inger Støjberg, Ulla Tørnæs og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. De er på udkig efter terrorister og flygtninge. Terroristerne er svære at få øje på, og det kniber også med flygtningene.

 

Heldigvis er de danske Challengerfly i luften til at assistere. Gruppen er ganske tilfreds med den danske indsats – lykkeligvis med et øget militærbudget, så Danmark fortsat kan være USA’s trofaste allierede og loyal NATO- partner. Forude venter NATOs jubilæum. (se Forsvarsministeriets hjemmeside 23.3.2019)

Det er nu ikke nogen af ministrene, der skal tale den 4. april, når der afholdes en højtidelighed ved Kastellet for at fejre NATOs jubilæum. Det er den danske kronprins, der vil være en af hovedtalerne.

Spørgsmålet er, om det er en anledning, hvor man bør hæve glasset eller sænke blikket.
Sænke blikket for at mindes de danske soldater, der er blevet ofre for Danmarks aktive krigspolitik. Men også sænke blikket ved tanken om den kurs, udviklingen har taget siden Murens fald, hvor mange talte om den såkaldte fredsdividende: Våbenmilliarderne skulle anvendes til at løse jordens fundamentale problemer – fejlernæring, sult, epidemier, analfabetisme og voksende miljøproblemer.

Udviklingen tog unægtelig en helt anden retning. NATO blev ikke nedlagt. Atomvåbnene blev ikke tilintetgjort, og oprustningen fortsatte.

 

Fortsat oprustning
Det svenske forskningsinstitut SIPRI har opgjort udviklingen således i 2016: Verdens våbenudgifter beløb sig til 1.686 milliarder dollar. Det var en stigning på mere end en tredjedel i forhold til den kolde krigs epoke. Under Obama moderniserede USA sine våbenprogrammer og brugte 611 milliarder dollar i 2016.

Det er mere end 8 gange så meget som Ruslands udgifter (69,2 milliarder) og næsten 3 gange Kinas udgifter (215 milliarder dollar).

Ikke desto mindre fortsætter spildet af dyrebare ressourcer. Vi ser fremkomsten af to nye imperialismer, der deltager i kampen om mineraler, kapital og indflydelse. Vi ser handelskrig og opbygningen af nye økonomiske og militære alliancer, som f.eks. Shanghai Cooperation, hvor Kina og Rusland er deltagere.

Nogle drager den konklusion, at vi skal støtte de små imperialister mod de store. Vores konklusion er derimod, at vi vender os mod militarisme og oprustning i det hele taget, og kæmper for ensidig såvel atom- som konventionel nedrustning.

 

Krige om ressourcer
Der foregår mange aktiviteter op til NATO’s jubilæum. Et af dem er et møde mellem det Internationale Energiagentur, EU og USA og NATO med temaet energisikkerhed, hvor forsyningssikkerheden er i centrum.

 

Der er ingen tvivl om, at netop energisikkerhed har været en af de centrale ledetråde I NATOs dagsorden siden Murens fald, både som sammenslutning og i forskellige ”villige konstellationer”:  Startende med Balkankrigen, så i rask rækkefølge Golf-krigene, Afghanistan, Libyen og Syrien, og nu en militær indgriben i Venezuela lurende i horisonten. Motiverne herfor er naturligvis at beskytte Vestens industrielle kapacitet. En faktor, der i høj grad også spiller ind, er, at det moderne militære isenkram har brug for enorme mængder af energi til at fremstille, transportere og anvende i krigszonen. Derfor bliver energitilgange udenfor krigszonen afgørende.

USA har tilstræbt kontrol med olieressourcerne nord for Iran og ligeledes i forhold til Algeriet. Det mest i øjnefaldende er verdens største olie- og gasreserve, der er placeret i USA’s baghave: Mexico, Colombia og Venezuela. På den baggrund kan vi se NATO-landene, minus Italien, bakke op om USA’s forsøg på atter få kontrol med Venezuelas olie- og gasfelter. Derfor er NATO i færd med at tildele såvel Colombia som Brasilien status som en militær samarbejdspartner med priviligeret adgang til militært udstyr.

 

Direkte klimakonsekvenser af militarismen
Militarismen er uløseligt forbundet med miljø- og klimakrisen i såvel freds- som krigstid. For eksempel udgør USA’s militære personale 0.0002 procent af verdens befolkning, men det militære system anvender 5 procent af verdens udledninger af drivhusgasser. Tilsvarende i krig: Der blev udledt 141 millioner kubikmeter CO2 under Golfkrigen fra 2003 til 2007. Det er mere end 60 procent af alle landes udledninger.

Endelig bruger USA’s militær i ”fredstid” 395.000 tønder olie hver dag. Her ser vi helt bort fra konsekvenserne af anvendelse af atomvåben, hvor NATO atter forsøger at udarbejde planer for at vinde og føre en atomkrig og gøre anvendelse af taktiske atomvåben mere legitimt, som det allerede er sket under Golf-krigene.

 

Demonstrer mod NATO
Alt i alt ligger kravet om Danmarks udmeldelse af NATO lige for, men det må kun være et af flere skridt til at opbygge en fredsbevægelse, der sætter ensidig nedrustning på dagsordenen og oplyser og mobiliserer mod enhver krig, uanset hvor voldsomt pressehetzen kører om modstandernes umenneskelighed og oprustning.

Oprustning fører til krig – en krig, hvor vi alle er tabere. Skal vi opruste og slås, indtil vandet når os til halsen, eller skal vi sætte en ny dagsorden?

Deltag i møder og demonstrationer mod NATO: i Aarhus her København her.

 

SAPs forretningsudvalg, den 30.marts 2019

Opslået i Facebook, Krig og fred, SAP's ugekommentar

single.php