Stemningen var anspændt, efterhånden valgresultaterne nåede frem til Folkets Demokratiske Partis (HDP) lokale kontor i Erzurum i det østlige Tyrkiet. Det er en meget konservativ region på den usynlige grænse mellem det tyrkiske nationalistiske Anatolien og den kurdiske region. HDPs kontor var fyldt med pjecer og bannere, som politiske aktivister ikke turde dele ud af frygt for repressalier og vold.

af Bertil Videt

Partiet mistede sit eneste mandat i området og havde en mindre stemmemæssig tilbagegang på landsplan. Men efter en nervepirrende stemmeoptælling stod det klart, at partiet lige akkurat krøb op over den spærregrænse på 10 procent, der er i Tyrkiet.

Det gjorde ikke venstrefløjsaktivisternes humør bedre at se at Partiet for Retfærdighed og Udvikling (AKP) få 49 procent af stemmerne og absolut flertal i parlamentet, hvad der åbnede mulighed for at etablere en étpartis-flertalsregering. Det var lige netop det mandat, som den allestedsnærværende præsident Recep Tayyip Erdogan ønskede med sit lynvalg, der egentlig bare var en gentagelse af det – for ham – utilstrækkelige juni-valg. Nu fik Erdogans AKP det flertal, der skal til for at slå ind på vejen hen imod et præsidentielt system, der også juridisk vil gøre præsidentposten mere magtfuld, noget som Erdogan allerede de facto har opnået. Eftersom AKP ikke selv har mandater nok til, at der kan udskrives en folkeafstemning (det ville kræve 330 mandater), for slet ikke at tale om at gennemføre forfatningsmæssige ændringer, så der kan indføres et præsidentielt system med det samme (det ville kræve 367 mandater eller 2/3 af de 550 i parlamentet), så har et flertal bragt dem tættere på det. En af Erdogans første reaktioner på valgresultatet var rent faktisk at opfordre de andre partier til at bakke op om AKP på vejen mod en forfatningsændring.

Genoptagelse af borgerkrigen
Der er mange faktorer, der kan forklare AKPs overbevisende sejr, der gik stik imod meningsmålingerne, hvor alle forudså et resultat i stil med det i juni. I løbet af valgdagen, hvor jeg rejste rundt i Erzurum-provinsen og besøgte afstemningssteder, blev det klart, at dette ikke var et valg efter bogen, og at valgkampen heller ikke var det. Situationen i Tyrkiet er på mange måder blevet drastisk forværret i løbet af de få måneder, der er gået siden sidste valg. Fredsprocessen mellem den tyrkiske stat og PKK er brudt sammen, og i den kurdisk-dominerede sydøstlige del af landet har man set borgerkrigens alt for velkendte scener – den borgerkrig, der rasede i regionen op igennem 1990erne. Snesevis af civile er blevet dræbt under daglange udgangsforbud i kurdiske byer og ”anti-terror”-bombetogter i den sydøstlige del.

Erdogan som det sikre valg i kaotiske tider
Venstrefløjs- og kurdiske kræfter, især HDP, er blevet udsat for voldelige angreb over hele landet. Et gennemgående træk ved de mange angreb på HDP-kontorer og forretninger, der tilhører kurdere eller venstreorienterede, er, at myndighederne stort set aldrig har grebet ind for at stoppe pøbelen.

HDPs kontor i Erzurum var fyldt med valgmateriale, fordi partiet havde vurderet, at det var for farligt at dele det ud. Bølgen af vold kulminerede med to selvmordsbomber, der dræbte over 100 deltagere i et fredsmøde, der var arrangeret af HDP og fagforeninger i Ankara den 10. oktober. Gerningsmændene er ikke blevet pågrebet, og blandt venstrefløjs- og kurdiske aktivister er det en udbredt opfattelse at staten er indblandet i disse morderiske handlinger.

AKP har udnyttet stemningen til at oppiske nationalistiske følelser og dæmonisere HDP. Det ser ud til, at Erdogan har vundet dette spil ved at føre sig frem som Den Stærke Mand og det sikre valg i usikre tider, hvor krigen lurer om hjørnet. AKPs skærpede nationalistiske retorik tiltrak mange stemmer fra det yderligtgående højreorienterede Nationalistisk Aktionsparti (MHP), hvis stemmetal faldt fra 16 til 12 procent. Analytikere og tyrkiske oppositionsfolk anklager Erdogan for bevidst at fremkalde en situation, der er præget af konflikt og ustabilitet, med særlig henblik på at kridte banen af for en stærk leder – ham selv.

Arrestationer og trusler

Angrebene på HDP og det pres, der er blevet lagt på dets tilhængere, har været brutal. Mange af partiets ledende medlemmer og aktivister er blevet arresteret i slutspurten op til valget. I Erzurum blev en af partiets seks kandidater fængslet på anklager om at støtte en terrororganisation. 22 HDP-borgmestre er blevet fjernet fra deres post, og yderligere 20 er blevet arresteret i år.

Der var hektisk aktivitet på HDP-kontoret i Erzurum i de tidlige morgentimer på valgdagen. Mange af partiets valgtilforordnede ringede og meldte afbud, og partifunktionærer ringede til medlemmer, der ikke var mødt frem på de afstemningssteder, som de var blevet tildelt. Det viste sig, at folk simpelthen ikke turde vise sig som valgtilforordnede for HDP. Mange var blevet truet med vold, og andre rapporterede, at de frygtede at miste deres job i den offentlige sektor.

Uregelmæssigheder i forbindelse med valget
Rapporter om problemer og uregelmæssigheder indløb valgdagen igennem, hvor politi og militær var talstærkt til stede i kurdisk dominerede områder. Den danske politiker og valgobservatør Serdal Benli fik at vide af politiet, at han ville blive arresteret, hvis han ikke øjeblikkeligt holdt op med at observere valgprocessen. Jeg blev selv smidt ud fra stemmeoptællingen, der officielt er åben for offentligheden, i en afsides liggende kurdisk landsby. Lederen af valghandlingen på afstemningsstedet sagde, at militærpolitiet havde beordret hende til ikke at lukke udefra kommende ind, og hun turde simpelthen ikke andet end at rette sig efter det. Mystisk nok gik denne landsby fra at være ren HDP til nu at være ren AKP.

Den lokale kandidat, Zahir Uzun, overværede optællingen af stemmer og bekræftede vantro, at alle stemmer virkelig var gået til AKP. Han tror, at det enten drejer sig om stemmekøb, eller at landsbybeboerne er blevet truet. Valgtilforordnede i en anden landsby tæt på, der ikke ønskede deres navn nævnt, var blevet rundforvirrede over en lavine af stemmer fra HDP til AKP. Selv om de ikke havde klare beviser, så var de overbeviste om, at AKP havde købt stemmerne.

I en anden HDP-højborg, Besiri-distriktet i Batman-provinsen, kundgjorde de officielle resultater, at AKP havde fået 59 procent af stemmerne, men fotos fra Twitter af resultatet af stemmeoptællingen i distriktet viste en klar sejr til HDP.

Der er blevet rapporteret om mange uregelmæssigheder på valgdagen. Men indtil videre er det begrænset, hvad der er af rapporter om omfattende valgsvindel. Det er på trods af en frygt, der blev bestyrket af en række tweets fra den notoriske AKP-whistleblower Fuad Avni, der fremlagde detaljerede planer om at manipulere med valget.

Progressive kræfter giver håb

Med hensyn til, om det gik ordentligt til, så har de største problemer nok med valgkampen at gøre, mere end med selve valget. ”Denne valgkamp var uhæderlig og præget af for meget vold og frygt,” udtalte Andreas Gross, leder af den valgobservatørmission, der var udsendt af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). I de foreløbige konklusioner vedrørende valget opremser OSCE en række problemer, der har at gøre med vold, arrestationer og indskrænkninger af presse- og ytringsfrihed. HDPs lederpar har udtalt, at valgkampen ikke foregik på en ordentlig måde, eftersom de ikke var i stand til at føre valgkamp på grund af den vold, som partiet og dets tilhængere hele tiden var udsat for.

Det vigtigste spørgsmål er, hvad der nu vil ske i tyrkisk politik. Hvilke følger vil valget få for det tyrkiske demokrati, for den fastkørte fredsproces, og for landets minoriteter?

En BBC-analyse peger på, at AKP måske vil bruge sit komfortable flertal til at styre landet ad mere stabile veje og prøve at genoplive fredsprocessen med kurderne. Det kræver imidlertid, at partiet bryder med sin populistiske retorik, der har pisket en nationalistisk stemning op i brede dele af den tyrkiske befolkning. De umiddelbare signaler fra Erdogan var temmelig uforsonlige. Den regeringsvenlige avis Daily Sabah citerede ham for at sige, at valget sendte et budskab til PKK om at ”vold, trusler og blodsudgydelse ikke kan eksistere sammen med demokrati og retssikkerhed.” Med denne korte udtalelse lykkedes det for præsidenten både at tilkendegive, at PKK deltog i valget, og at de bar hovedansvaret for de seneste blodsudgydelser.

Dette valg er endnu en bekræftelse på at Tyrkiet, med sin kontroversielle præsident i spidsen, forbliver en dybt polariseret nation, delt i to lige store lejre. Med HDPs gentagne succes med at komme over 10 procent-spærregrænsen, der er et levn fra militærkuppet i 1982, vil det være muligt for partiet at etablere sig som en permanent magtfaktor i tyrkisk politik. Forskellen fra tidligere pro-kurdiske partier er, at HDP formår at inddrage venstreorienterede progressive kræfter, feminister, LGBT-aktivister og andre på venstrefløjen. Hvis HDP kan fortsætte arbejdet med at opbygge en bevægelse, der forener Tyrkiets forskellige folkeslag, og kan overføre det til vellykket parlamentarisk politik, så er der måske håb om et bedre Tyrkiet.

4. november 2015

Bertil Videt er forsker inden for international politik med en journalistisk baggrund og to årtiers erfaring som aktivist i bevægelsen for global retfærdighed. Han er udgiver af og medforfatter til ”Living our Internationalism”, historien om det Internationale Institut for Forskning og Uddannelse, hvor han blev udnævnt til leder i januar 2007. Han er medlem af Socialistische Alternatieve Politiek, Fjerde Internationales sektion i Holland, og bidrager til dets tidsskrift Grenzeloos.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com