Banksektoren i USA og Europa har spillet en afgørende rolle i den økonomiske krise, der siden 2008 har hærget verdensøkonomien.

 

 

Artikelserie om
antikapitalistiske krav

 I foråret arbejdede en arbejdsgruppe i SAP med udviklingen af antikapitalistiske krav. Gruppen bestod af Anders Hadberg, Falle Hjorth og Michael Voss. I første omgang resulterede arbejdet i et arbejdspapir, som er udsendt blandt SAP’s medlemmer, og som er diskuteret i SAP’ Landsledelse.

Arbejdspapiret indgår også i arbejdet i den arbejdsgruppe under Enhedslistens hovedbestyrelse, som skal producere en Krisepjece 2 med fokus på kriseløsninger.

På baggrund diskussionerne i SAP har arbejdsgruppens medlemmer omarbejdet arbejdspapiret til fire artikler, som vil blive bragt i Socialistisk Information.

Denne artikel handler om antikapitalistiske krav i forhold til finanssektoren. Tidligere er bragt en artikel om energisektoren og en generel artikel om metoden i antikapitalistiske krav. Den sidste artikel bliver om medicinal-industrien.

Artiklerne skal ikke læses som ét samlet program, heller ikke som færdigudviklede sektorprogrammer, men som eksempler på, hvordan vi kan gribe udviklingen af antikapitalistiske krav an.

Vi håber, at diskussionerne i Enhedslisten, SUF og på andre dele af venstrefløjen kan udvikle og forbedre dem.
 

Krisen har igen sat på dagsorden spørgsmålet om, hvordan vi kan indrette vores samfund for at skabe en stabil samfundsøkonomi, der tager hensyn til de behov, som lønarbejderne og modtagerne af overførselsindkomst har, frem for spekulanternes og aktionærernes behov.

Det bliver mere og mere tydeligt, at en moderne økonomi baseret på hensyn til menneskelige behov står i  modsætning til en banksektor, der alene tilgodeser aktionærernes og investorernes interesser.

En af de mest centrale forudsætninger for at skabe en stabil samfundsøkonomi er, at investeringsbeslutningerne er organiseret demokratisk. I den moderne kapitalisme er bankernes (og realkreditinstitutters) kreditgivning til virksomhederne den absolutte forudsætning for langsigtede og dermed betydningsfulde investeringer.

Bankerne spiller en nøglerolle i samfundet. Gennem kontrollen over kreditten har de magten til at bestemme, hvilke samfundsinvesteringer, der bevilges lån og hvilke der ikke gør. Imidlertid er det alt for vigtig en sag at overlade til bankerne, der – har det vist sig – hellere vil investere i spekulation end bæredygtig produktion og klimajobs.

En demokratisk organiseret banksektor er derfor forudsætningen for en stabil samfundsøkonomi, der tager hensyn til menneskelige behov frem for kapitalejernes profit.

• Nationalisering af banksektoren i Danmark er første skridt i retning af en demokratisering af samfundsøkonomien.

Socialisér gevinsten

Nationaliseringen af banksektoren må ske som led i en række omstruktureringer inden for finanssektoren, som kan bringe bevægelserne af kredit til forskellige investerings- og forbrugsformål under samfundets kontrol.

Erfaringer fra tidligere perioder med restriktiv lovgivning overfor bankerne viser, at det ikke er tilstrækkeligt at regulere bankkapitalen. Det er nødvendigt at først nationalisere og derefter at socialisere bankerne.

Krisen i 1970’erne viste, at selvom staten havde ført streng kontrol med bankerne siden 1930’erne, så unddrog bankerne sig alligevel kontrollen, da krisen brød ud. Det blev muligt at omgå reglerne for banker og på den måde begynde at føre direkte samfundsskadelig virksomhed i strid med de politiske målsætninger: Grå kreditmarkeder voksede frem, med egne rentesatser, og udlånsvæksten eksploderede. Denne vækst havde karakter af spekulation på samme måde som under boligboblen i 2000’erne.

Kun gennem en nationalisering af banksektoren bliver det faktisk muligt at:
• Genindføre loft over renten, så almindelige lønmodtagerfamilier sikres mod stigende renter – og dermed større renteudgifter.
• Genindføre kontrol med bankernes samlede udlån
• Forlænge udbyttestoppet i 10 år for de danske banker, som har medvirket i bankpakkerne
• Sætte loft over bankdirektørernes lønninger
• Permanent stop for alle tilbagekøb af bankernes egne aktier
• Kræve at bankerne åbner regnskabsbøgerne for offentligheden, så det er klart, hvilke projekter, der gives kredit og investeres i.
• Pålægge bankerne en kreditpolitik, der stiller billig kredit til rådighed for offentlige virksomheder, der skaber klima-jobs.

En strategi, der søger at udgrænse kapitalistisk økonomisk vækst (dvs. vækst baseret på udbytning af arbejdskraften), må nødvendigvis skabe et afgørende rum for en banksektor, der fungerer på de ansatte, brugernes præmisser. Det kan kun ske, hvis størstedelen af banksektoren overgår til fælleseje.

Nationaliseringen er derfor blot første skridt på vej til en samfundskontrol over bankerne. Styringen af bankerne må ejes og kontrolleres af tre instanser i fællesskab: de ansatte og brugerne, hvor staten kontrollerer, at styringen sker i overensstemmelse med de større samfundsmæssige behov.

For at nationaliseringen kan spille en strategisk rolle i en sådan socialiseringsproces, må de 6 største banker i Danmark eksproprieres (den såkaldte gruppe 1). Gruppe 1 bankerne forvalter 85 pct. af den samlede kredit pengeinstitutsektoren i Danmark, jf. tabel 1.

Bankerne i denne gruppe kontrollerer ligeledes en stor del af den samlede realkredit – dvs. er styret af samme holdingselskab eller koncern. Koncentrationen af ejerskabet i kreditsystemet blev fremskyndet af ”liberaliseringerne” på kreditmarkederne i 1980-1990’erne foretaget af borgerlige og socialdemokratiske regeringer. I dag er både bank- og realkredit samlet i finansielle supermarkeder, som fx Danske Bank eller Nykredit.

Danske Bank, der i sig selv forvalter 51 pct. af den samlede kapital i banksektoren, ejer RealDanmark, der forvalter ca. 25 pct. af den samlede danske realkredit. Ligeledes er Nykredit Bank A/S (4. største bank i Danmark) forbundet med Nykredit Realkredit A/S, der er langt den største spiller på realkreditmarkedet og som kontrollerer (efter overtagelsen af Totalkredit i 2010) hele 52 pct. af den samlede kapital i realkreditsektoren. (note 1)

Som fortrængningsstrategi må en nationalisering af bankerne derfor også være en overtagelse af koncernerne bag for at opnå kontrol med realkreditten.

Tabel 1: Koncentrationen i pengeinstitutsektoren (5 største), 1980-2009.
Kilde: Finanstilsynet, div. år.
Anm.: Tabellen viser hvor stor en procentdel af den samlede kapital, de 5 største banker kontrollerer.

  1980 1986 1993 1999 2005 2009
Balance 54,2 53,0 76,5 82,8 83,4 81,8
Udlån 59,7 81,2 79,1 76,0

 

Tabel 2: Træk af banksektor regulering i Danmark

Regulering Indhold af regulering
Bankloven af 1919 Første lov om banker
Bankloven af 1930 Kraftig regulering af bankerne pba. de krakket på Wall Street 1929, samt krakket i Landmandsbanken (senere Danske Bank) i 1922
Bank- og Sparekasse-loven af 1974 Lempelse af 1930-loven, men stadig ønske om ’styring af kapitalen’.
Implementering af EF’s 1. samordningsdirektiv, dvs. harmonisering og liberalisering
 
Schlüter-regeringens
deregulering 1982-1988
Schlüter-regeringen udfaser ’Udlånsloftet’ (hindrer udlånsekspansion), ’Indlånsrenteaftalen’ (sikring mod opadgående renteglidning siden ), Valutarestriktioner
Bank- og Sparekasse-loven af 1990 Implementering af 2. samordningsdirektiv fra EU: nedbryder brandmure mellem brancher og lemper krav til bankernes kapitalgrundlag
Direktiver 1991-1995 EU-direktiver, der reducerer krav til kapitalgrundlag i banker.
Capital Adequacy Directive II (CAD II) 1998 EU-direktiv, der åbner op for selvregulering i banksektoren.
CAD III 2006 EU-direktiv, der kraftigt udvider bankernes selvregulering og lemper krav til kapitalgrundlag. Er implementering af Basel II Akkorden.

Bankerne og krisen

Det bliver gentaget i både stats- og borgerlige medier, at finanssektoren og bankerne er årsag til den økonomiske krise. Imidlertid har det en begrænset rigtighed. Bankernes rolle må forstås på baggrund af den måde bankerne har fungeret på siden 1980’erne. Fjernelsen af restriktioner på banksektoren gjorde, at kreditten kunne øges i et hidtil ukendt omfang. Lovgivningen animerede til spekulation, hvilket ramte først boligmarkedet i Skandinavien 1980’erne, så valuta- og aktiemarkederne i 1990’erne, og til sidste boligmarkedet igen i 2000’erne.

Kreditspiralen syntes uden ende, og bankerne tjente massivt. I årene 2000-2008 havde bankerne en gennemsnitlig årlig profit på over 20 mia. kr. I årene 2005-2007 var overskuddet hvert år over 30 mia. kr. – se figur 1. Profitten blev betalt af lånerne gennem rentebetalinger, stigende gebyrer og provisioner.

De store milliardprofitter, som bankerne tjente, blev ikke brugt til sikre billig kredit til forbrugerne og virksomhederne. I stedet blev profitten brugt på spekulation og kontante gaver til aktionærerne. Af overskuddet i bankerne blev en stadigt større andel af profitten direkte udbetalt til aktionærerne fra slut-1990’erne og frem.

Figur 1 Profit og udbytte til aktionærer, 1979-2009 (Løbende priser).
Kilde: Finanstilsynet, div.år.

I perioden 2000-2008 blev i gennemsnit over 50 procent givet væk til aktionærerne, jf. figur 1.
Dertil kom tilbagekøb af aktier, dvs. at banken tilbyder at købe sine egne aktier tilbage fra aktionærerne, når kursen er høj. Det er en mere skjult måde at forgylde aktionærerne på, blandt andet fordi kursgevinster i et vist omfang er skattefri. Danske Bank og Nordea stod ifølge Finanstilsynet for at give mere end 75 procent af alle udbytter til aktionærerne mellem 2000-2008. Ligeledes er det sandsynligt, at disse to banker også stod for langt de største aktietilbagekøb.

Bankernes profitjagt har altså drevet risikabel udlånsvirksomhed for at kunne finansiere flere og flere penge til aktionærerne. Og aktionærerne er ikke hvem som helst: Danske Bank ejes 25 procent af multinasseren A.P. Møller-Mærsk, som har høstet milliarder og atter milliarder på Danske Bank.

Krisen har midlertidigt forstyrret indtjeningen hos bankerne. Især store tab på lånere, der ikke kunne betale lån tilbage – både Stein Bagger-typer og almindelige lønmodtagerfamilier, der er blevet ofre for boligboblen – har suget mange penge ud af bankerne. Men også tab på egne og andre virksomheders aktier og generelt nedgang i kreditmarkederne har påvirket bankernes indtjening.

Ved krisens højdepunkt måtte den danske stat konstruere et sikkerhedsnet under bankerne, hvortil de selv måtte finansiere 36 mia. kr. Indtil videre ser det ud til, at staten tjener på bankpakke I og II, idet udgifterne til redningsaktioner ikke har overgået tilskuddene fra bankerne selv.

Imidlertid forskydes regningen for redning af den danske banksektor videre til almindelige lånere. Således er bankernes rentemarginal (forskellen på indlånsrente og udlånsrente) steget kraftigt under krisen. Det sker, fordi Nationalbanken sænker renten for at sætte skub i økonomien, mens bankerne enten lader deres udlånsrente være uændret eller hæver den. Bankerne låner billigt af staten, mens de udlåner dyrt til kunderne.
Det er altså klart, at taberne i spillet er almindelige bankkunder, der betaler for krisen hos bankerne.

På samme måde med danske statsobligationer. De har typisk en pålydende på 5 pct. Når den danske stat, som tilfældet er for nuværende, har måttet stifte gæld, men samtidig låner bankerne billig kredit, så er det nærliggende for bankerne at udnytte hullet. De kan låne til en rente på måske 1-2 pct. og kan derfor købe statsobligationer med en rente på 5 pct. Det er en direkte foræring af penge til banksektoren.

Fra nationalisering til demokratisering

Nationalisering af banksektoren kan kun være et første skridt mod en demokratisering af sektoren, så den kommer til at fungere på arbejderbefolkningens vilkår. For at demokratiseringen kan udfoldes og sikre reel indflydelse for ansatte og brugere på fordelingen af kredit må banker og realkreditinstitutter sikres en lokal forankring. Heri må der åbnes op for, at ansatte og brugere bestemmer vilkårene for långivning og -tagning i lokalsamfundet.

Imidlertid må staten bevare en tilknytning til de lokale banker/filialer som en kontrolmekanisme, der kan sikre, at der sker en samfundsmæssigt hensigtsfuld fordeling og anvendelse af kreditten, som lever op til overordnede politiske målsætninger, fx regional-, velfærds- eller industripolitiske prioriteringer.

En model kunne være oprettelsen af en struktur, hvor de lokale filialer blev bundet sammen i regionale netværk, og hvor hovedsædet fungerede som en buffer i forhold til den nationale koordinering af kreditsystemet. I storbankerne i dag eksisterer der allerede et omfattende filialnetværk, som efter en nationalisering vil udgøre den centrale infrastruktur i koordineringens lokale led.

Den konkrete udformning af en sådan koordinering, herunder Nationalbankens rolle heri, er imidlertid et passende emne til videre undersøgelser. Her rækker det at slå fast, at (i) en egentlig demokratisk socialisering af banksektoren må finde sted, samt (ii) at infrastrukturen til at oppebære en demokratisering af sektoren – således at den også tager hensyn til koordinering af nationale politikker – allerede eksisterer i dag pga. den voldsomme koncentration i sektoren siden 1980’erne og yderligere efter 2008.

Den foreliggende opgave består først og fremmest i at underlægge bankerne samfundets vilje og kontrol. Denne opgave hedder i første omgang nationalisering.

28. august 2010

Note 1: Nykredit har i dag et demokratisk element over sig, idet låntagerne ved afstemning vælger flertallet af repræsentantskabet, som igen vælger bestyrelsen.
 

Opslået i Økonomi

single.php