Store jordbesiddere dominerer det politiske og økonomiske liv i Brasilien og i dag tegner sig for den stærkeste politiske gruppering, 'ruralistas', i den brasilianske kongres, hvis flertal for nylig stemte for at rette meget omfattende anklager for korruption mod den nuværende præsident Michel Temer.

af Gilmar Mauro, Brian Mier

Op igennem 60’erne verserede myten om, at guvernør José Sarney sad ved et bord med sit sjak af kvægbaroner og nogle luftfotografer fra Maranhão-staten i det nordøstlige Brasilien. De trak grænser op på luftfotografierne med en blyant og delte hele landområdet mellem sig. I årtierne, der fulgte, begik disse ranch-ejere, hvad brasilianerne kalder ‘grilhagem’, dvs de rettede i skøderne for at få fat i jorden på ulovlig vis. Sarney og hans håndlangere indhegnede millioner af hektar land, idet de enten smed de bønder ud, der levede der, og tvang dem til at leve i mudderhytter mellem vejen og indhegningerne, eller de beholdt dem som arbejdere, der som regel blev betalt med købsanvisninger til brug i butikker, som de selv ejede, og den tyvstjålne jordbesiddelse blev afpatruljeret af bevæbnede vagter, så ingen kunne undslippe. Under Sarneys kontrol blev Maranhão-staten ryddet for skov, og godt og vel halvdelen af det afro-brasilianske og oprindelige flertal af befolkningen migrerede til de store byer i sydøst, hvoraf nogle, bl.a. São Paulo, femdoblede deres befolkning i løbet af få årtier.

 

Eksemplet med José Sarney, der senere blev præsident i Brasilien (1985-90) og tre gange præsident for Senatet, er bare ét kapitel i den 500 år gamle historie om, hvordan store jordbesiddere dominerer det politiske og økonomiske liv i Brasilien og i dag tegner sig for den stærkeste politiske gruppering, ‘ruralistas’, i den brasilianske kongres, hvis flertal for nylig stemte for at rette meget omfattende anklager for korruption mod den nuværende præsident Michel Temer.

 

Brasilien har i modsætning til andre tidligere europæiske kolonier på de amerikanske kontinenter aldrig gennemført en jordreform. Landet har, med 3 procent af befolkningen, der ejer ca. 2/3 af den jord, der kan dyrkes, den mest ulige jordfordeling i hele verden. Da den daværende præsident João Goulart i 1964 forsøgte at få en jordreform vedtaget, blev han smidt ud af præsidentembedet ved et USA-støttet militærkup. Da det påfølgende diktatur så nærmede sig sin afslutning i begyndelsen af 1980’erne, rejste der sig en ny bevægelse blandt bønderne i delstaten Rio Grande do Sul, ‘Movimento de Trabalhadores Rurais Sem Terra’ (de jordløse landarbejderes bevægelse, MST). De jordløse landarbejdere førte teorier fra befrielsesteologien og fra intellektuelle som Paulo Freire, Karl Marx og Antonio Gramci ud i livet ved at organisere sig i grupper, der overtog marker af stjålet jord, modsatte sig udsættelse (undertiden med skæbnesvangre følger) og dyrkede jorden i fællesskab. Ved at implementere en nyskabende organisatorisk struktur, kendetegnet ved demokratisk ansvarlighed fra top til bund, på familie-, landsby-, regions-, delstats- og nationalt niveau, spredte MST sig hurtigt over hele landet og er nu virksom i alle 26 brasilianske delstater, med ‘Venner af MST’-grupper, der er aktive på verdensplan.

 

Selv om bevægelsen endnu har til gode at få vedtaget en jordreform og at påbegynde opbygningen af et socialistisk samfund, så er der nu 400.000 familier, der dyrker jorden og bor i MST-jordreform-landsbyer over hele landet, og bevægelsen har med succes presset regeringen til at tage en række nye initiativer som f.eks. ‘Programa de Aquisicão de Alimentos’ (program for tilvejebringelse af fødevarer/PAA), stadfæstet af tidligere præsident Lula, der påbyder alle offentlige skoler og hospitaler i landområder at købe alle fødevarer til deres måltidsprogrammer til statsligt understøttede priser hos lokale familiefarmere.

 

MST har en kønskvoteret national ledelse med 52 medlemmer, det vil sige 2 tidsbestemt valgte fra hver af bevægelsens 26 delstatsafdelinger. Gilmar Mauro er medlem af den nationale ledelse fra São Paulo. Jeg fik fat i ham på MST’s nationale sekretariat i São Paulo den 25. august, 2017, fordi jeg ville tale med ham om de nuværende politiske rammer og deres betydning for de små farmere.

 

Brian Mier (BM): I Brasilien bliver de fleste fødevarer stadigvæk produceret af familiefarmere. Hvad er det for udfordringer, som de små farmere står overfor under de nuværende politiske betingelser?

 

Gilmar Mauro (GM): Familiefarmere tegner sig reelt for hovedparten af den brasilianske landbrugsproduktion, men de udgør den gruppe, der er mest påvirket af den nedskæringspolitik, der bliver ført af den nuværende kupregering under Michel Temer. Eksempler på dette er den nuværende mangel på adgang til at optage lån og dermed også mangel på investeringer. Landbruget i Brasilien har imidlertid været organiseret med henblik på at favorisere eksporten, og især storlandbruget, som led i en strategi for at nedbringe Brasiliens underskud på handelsbalancen. Da regeringen kører med et stort underskud, bl.a. på grund af gældsforpligtelser, så er hele råvareproduktionen, hvad enten det gælder landbrug eller minedrift, generelt eksportorienteret for at opnå et overskud, der kan stabilisere handelsbalancen. Så det er storkapitalen, der forkæles, på bekostning af de millioner af familiefarmere, der overlever ved at producere fødevarer.

 

Det bliver vi nødt til at lave om på. Jeg tror ikke, at det kun gælder for Brasilien, men der ligger en stor udfordring i at ændre landbrugets produktionsmønster. Som det er nu, bliver miljøet forgiftet, og befolkningen bliver forgiftet. Landbrugets produktionsmønster ødelægger naturressourcerne og biodiversiteten. Vi bliver nødt til at have en samfundsdebat om den rolle, som en landbrugsreform skal spille, og denne debat skal dreje sig om, ‘hvilken slags mad vil du gerne spise?’ og ‘hvordan skal vi anvende vores landbrugsjord, vand og naturressourcer’?’ Hvis kapitalen opfører sig, som den gør nu, så vil tingene blive ved med at være, som de er nu, men det vil betyde meget alvorlige miljøbelastninger for vores generation og for dem, der kommer. Hvis vi bliver ved med at spise de fødevarer, der kommer fra de store supermarkedskæder, så vil det være til stor fare både for dem, der spiser disse fødevarer, og for dem, der producerer dem.

 

Vi bliver også nødt til at genoptage debatten om teknologiske paradigmer og om teknologier, der ikke er til skade for miljøet, og som vi kan benytte os af i landbruget i Brasilien og i verden som helhed. Vi mener, at agroøkologi er et økonomisk og socialt alternativ, der er bæredygtigt i modsætning til, hvad vi lever under nu.

 

BM: Den engelsksprogede presse – selv angiveligt progressive aviser – beskriver MST med de brasilianske mediers gængse konservative sprogbrug. Jeg har f.eks. set en artikel i ‘Guardian’, hvor der står, at MST ‘invaderede’ nogle plantager. Hvorfor bruger MST i stedet for ordet ‘overtagelse’ til at beskrive disse aktiviteter?

 

GM: ‘Overtagelse’ er et ord, som vi bruger, fordi det relaterer sig til de store jordbesiddelser, som forskellige sektorer af det brasilianske samfund illegalt havde tilegnet sig, herunder korrupte politikere, der brugte skatteydernes penge, samt det, der bliver kaldt ‘grillhagem’, der indebærer dokumentfalsk, for at få fingrene i jorden. (…) Vi bruger ordet ‘overtagelse’ for at beskrive tilegnelsen af den stjålne jord, som storgodsejere og andre havde udnyttet. (…) Der blev aldrig gennemført en jordreform i Brasilien, den oprindelig fordeling af jord havde været til arvelige officersembeder, og senere konsoliderede plantageøkonomien sig, gennem store jordoverdragelser, ‘sesmarias’, til den nuværende tilstand i Brasilien. Af denne grund er kampen for at få jord og for en jordreform et historisk principielt konfliktpunkt i Brasilien.

 

Vi (MST) organiserer jordovertagelser som en form for pres henimod en jordreform. Der er en lov, der tillader oprettelsen af selvstændige landbrug i Brasilien. Hvis jorden ikke udfylder sin samfundsmæssige funktion, så berettiger det, i hvert fald i teorien, til, at den skal leveres tilbage. For at jorden skal kunne udfylde sin samfundsmæssige funktion, så skal den dyrkes på fornuftig vis, med respekt for miljøet og arbejdsmarkedslovgivningen. Men de fleste plantage- og kvægejere respekterer hverken miljøet eller arbejdsmarkedslovene, og selv den jord, som de lader stå ubenyttet hen, bliver meget sjældent omfordelt. Vi står med andre ord over for et historisk politisk problem. Det er derfor, vi siger, at kampen for en jordreform er en kamp for at forandre den brasilianske magtstruktur. Politisk magt i Brasilien er, historisk og aktuelt, dybt forankret i besiddelsen af jord. En jordreform er derfor en meget vigtig måde at løse de historiske politiske problemer i vores land på.

 

BM: MST spillede en meget vigtig rolle i forbindelse med at bringe Partido dos Trabalhadores (Arbejderpartiet, PT) til magten. PT’s tre historiske paroler var: Politisk reform, Reform af byerne, og Jordreform. Det lykkedes hverken for Lula eller Dilma Rousseff, trods 13 år ved magten, at indfri nogen af disse løfter. Hvorfor bliver MST så ved med at støtte eks-præsident Lula og PT?

 

GM: Det er et godt spørgsmål, der er meget vigtigt i forbindelse med den politiske kamp i Brasilien. Sådan er det. Der er ikke blevet gennemført nogen jordreform i Brasilien. Der har været tiltag i forbindelse med jordfordelingen. Disse tiltag er resultater af en lang række kampe og utallige dødsfald på landet i Brasilien. Det er et historisk problem, som PT ikke løste, som der ikke er nogen, der har kunnet løse i Brasilien, og vi må forandre den politiske magtbalance for at kunne sætte dybtgående reformer mht jordreformer og reformer af tilstanden i byerne på dagsordenen. MST har altid markeret sig som en selvstændig samfundsmæssig bevægelse i brasiliansk politik. Den har politisk autonomi. Den er ikke organisk forbundet med noget politisk parti, og vi respekterer alle politiske partier på den brasilianske venstrefløj. Men vi befinder os i en opløsningstilstand i Brasilien og i verden i det hele taget, hvor kræfter, der ikke bare er neoliberale, men som repræsenterer en rendyrket fascistisk ideologi, er i vækst, sådan som det har været tilfældet i tidligere historiske kriseperioder.

 

Vi står over for et kup i Brasilien – et politisk kup. Det er et politisk kup, hvis sigte er at tage magten og sætte en række regressive tiltag i gang, der kan afvikle, hvad arbejderklassen har opnået i de seneste år, herunder forbedringer af forholdene, der var fremkommet under Lulas og Dilmas regeringer. Det er jo klart, at vi ikke nåede frem til dybtgående strukturelle reformer, men der var dog vigtige sociale fremskridt, som nu skal rulles tilbage (under den nuværende administration). Det gælder ikke kun i Brasilien. Det sker i forskellige dele af verden, fordi der, efter vores vurdering, er tale om en længerevarende krise, der ikke umiddelbart er nogen løsning på. Jeg ved ikke, om der overhovedet er nogen vej ud af krisen inden for kapitalismens rammer. Der er en del af menneskeheden, som der ikke længere er plads til inden for denne produktionsmåde. Vi befinder os i en magtkonfrontation og må forsvare os mod tilbageslag. Det er derfor, vi i den aktuelle situation bakker op om Lula.

 

Det er behovet for at skabe de bedste muligheder for modstand, der styrer vores aktiviteter, herunder bestræbelser på at få ham valgt som præsident, så det sociale reformarbejde kan fortsættes. Det er nu ikke kun det, som vi ønsker for det brasilianske samfund. Det, vi ønsker, er at gå fremad, med socialismen som vores fremtidsperspektiv. Vi forsvarer socialismen som et politisk og økonomisk alternativ for menneskeheden, ikke bare for Brasilien. MST har dog ikke mulighederne for selv at gøre det. MST er ikke stærk nok til at presse en jordreform igennem. Jordreform og ændringer mht de måder, som landbruget skal foregå på, afhænger af diskussioner inden for hele den brasilianske arbejderklasse og af forandringer af magtstrukturen. MST er en vigtig aktør, men alligevel kun én blandt andre aktører. Vi har sammen dannet ‘Frente Brasil Popular’ (den brasilianske folkefront, FBP), med en masse interne forskelligheder. Men vi er enige om, at vi står over for fælles fjender, og at vi må opbygge en fælles politisk kultur med hensyn til at etablere brede fronter på mellemlangt og langt sigt. Og det er den proces, som vi er i nu. (…)

 

Det er nødvendigt for venstrefløjen at udvise historisk tålmodighed, når der skal dannes koalitioner. Sådan som vi ser på det, så er der ingen, der sidder inde med den absolutte sandhed, vi stræber hver især mod vores mål. Vi har alle sammen vores ideer, og vi må finde ud af at snakke os frem til fælles ideer, så vi kan udgøre en fælles front mod fælles fjender. Der er nogen, der vil gøre det af med hele den neoliberale samfundsorden, mens nogen vil stille geledderne op over for kuppet og de neofascistiske ideer, men ikke gå hele vejen til socialisme. Det er noget, som vi vil drøfte og diskutere, efterhånden som hele processen udfoldes, men ikke for at søge hegemoni eller lade os ensrette af andre. Af denne grund er PT vores allierede, ‘Central Unica de Trabalhadores’, den faglige landsorganisation CUT, er vores allierede, de folkelige sociale bevægelser i Brasilien er vores allierede, og de andre venstreorienterede politiske partier er også vores allierede i dette historiske øjeblik.

 

BM: Den største generalstrejke i mange år fandt sted den 28. april. Den følgende måned var der en enorm demonstration i Brasilia, den største i byens historie. På dette tidspunkt så det ud, som om kampen imod kupregeringen fik momentum. Den anden generalstrejke var, på trods af at den var meget effektiv i byer som Belo Horizonte og Brasilia, ikke så stor som den første. Og den aften, hvor korruptionsanklagerne mod Michel Temer blev bragt frem i kongressen, var der ikke mange demonstrationer i gaderne. Det kunne se ud, som om den organiserede venstrefløj havde tabt pusten lige dér. Er denne analyse korrekt? Hvad bliver de næste skridt i kampen imod en yderligere konsolidering af 2016-kuppet?

 

GM: Det er måske det vigtigste tema for os og for hele verden. Der er et strukturelt problem. Nogen gange fokuserer venstrefløjen på ideologiske forskelle, der klart nok er der, men den glemmer det grundlæggende strukturelle problem, der gør sig gældende overalt. Der er  en proces inden for den produktive struktur i kapitalismen, der forandrer sig på verdensplan. Den produktive strukturering, der begyndte i 50’erne og 60’erne, ændrer sig på grund af nye teknologier og de materialer, der bliver brugt i dag. Fords produktionsmodel skabte enorme mængder varer, ud fra samlebåndets logik, og var også permanent årsag til cykliske overproduktionskriser. Det har ændret sig overalt, til dels pga. Toyota-produktionsmodellen, der er blevet udviklet til fuldkommenhed over hele verden. Jeg kan ikke komme alt for meget ind på det, fordi mit svar ville blive meget langt og komplekst, men vi er et sted i historien, hvor verdens største taxaselskab ikke ejer en eneste taxa. Det største hotelselskab ejer ikke et værelse. Store virksomheder har ikke længere fastansatte medarbejdere. Denne proces med svækkelse og outsourcing af arbejdsstedet er virkelighed overalt.

 

Hvorfor siger jeg alt det? Fordi det virker ind på arbejderklassens organisatoriske værktøjskasse. Én ting var at holde gang i en strejke i Ford-modellens dage. Hvis man lukkede én fabriksafdeling ned, kunne det lamme de andre fuldstændigt. I dag er mange sektorer forbundet både fra et arbejdsmæssigt og et finansielt standpunkt. Selskaber centraliserer nogle af deres aktiviteter og outsourcer andre til forskellige steder over hele verden. Mange arbejdere er nu løsrevet fra andre, uden faglige rettigheder overhovedet. Så strejkevåbenet, der var så fundamentalt for arbejderklassen, i en meget lang tidsperiode, er nu i mange sektorer af økonomien ikke længere anvendeligt. Mange uafhængige arbejdere kan ikke strejke, for hvis de holder op med at producere, får de ikke længere løn, og de har hverken finansiel eller fysisk sikkerhed. Så her står vi over for et grundlæggende spørgsmål, fra min synsvinkel, og vi diskuterer det på venstrefløjen.

 

De redskaber, som arbejderklassen frembragte op igennem historien, rækker ikke til at konfrontere de aktuelle politiske problemer, fordi de langt hen ad vejen kun er til defensiv brug. De blev frembragt på et særligt tidspunkt i historien, hvor den kapitalistiske udvikling stadigvæk muliggjorde fremskridt for arbejderklassen. Vi går nu ind i en ny fase i historien, hvor den kapitalistiske udvikling producerer tilbageslag for arbejderklassen, og det er svært at stable en offensiv på benene imod denne model. Det påvirker fagbevægelsen. Se f.eks. på metalarbejderne i São Paulos ABC-region, der var basis for PT’s opkomst. Op igennem 60’erne var der enormt mange metalarbejdere i regionen. I dag er der 13.000 metalarbejdere i ABC. I 60’erne og 70’erne var der 90.000. Og i dag, hvor der kun er 13.000, producerer de meget mere, end de gjorde dengang. Alt tyder på, at antallet af metalarbejdere ikke igen vil gå op, det vil formindskes. Man kan sige det samme om bankassistenterne, der var udsat for omfattende fyringsrunder i forbindelse med computernes fremmarch, og om alle andre dele af arbejderklassen. Det virker ind på arbejderklassens politiske kamp.

 

At uddelegere den økonomiske kamp til sociale og faglige bevægelser og den politiske kamp til partiet var en alvorlig fejl. De sociale og faglige bevægelser endte med at forfalde til korporatisme og apolitisk økonomisk kamp, og partiet isolerede sig i forhold til menneskers hverdagsliv og endte i bureaukrati. Man kan ikke adskille den økonomiske kamp fra den politiske kamp. Den økonomiske kamp er også en politisk kamp, fordi man ikke kan adskille nutiden fra fremtiden. Vi kan være optaget af en vigtig konfrontation for øjeblikket, men vi er også nødt til at plante, hvad vi ønsker os af fremtiden, i dette nu. (…) Der er ingen andre måder at gøre det på. Hvis vi vil have et samfund med mere solidaritet, så må vi plante solidaritet her og nu. Hvis vi ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder deltager på lige fod, så må vi træde tilbage og gøre plads til ligheden her og nu, dvs. også i vores egne hjem. Hvis man ønsker en ny type samfund med nye værdier, så må man dyrke og udvikle disse værdier i hjertet af vores organisationer her og nu. Eftersom teori ikke kan adskilles fra praksis, så burde jeg have formuleret det på denne måde: der må dannes nye bevægelser, og de må inkorporere den konkrete økonomiske kamp på en måde, der forbinder den med menneskers hverdagsliv. En organisation, der ikke modsvarer de konkrete behov i dens basis, har ikke nogen eksistensberettigelse. Konkrete behov må være integreret i behovet for politisk kamp. Samtaler om, hvad der sker i hverdagen, forbundet med overlevelse, må flettes ind i dialoger om, hvilken slags samfund vi ønsker i fremtiden. Det er de udfordringer, der er på vores daglige vej.

 

Men for nu at afrunde mit svar på spørgsmålet – fint, hvis vi ikke har disse nye redskaber, skal vi så smide alt, hvad arbejderne gennem tiden har frembragt, i skraldespanden? Nej, vi skabte jo det bedste, som vi kunne. Disse værktøjer er så alligevel ikke gode nok til at klare alle nutidens udfordringer. Vi må tilpasse disse værktøjer og udvikle nye redskaber, der passer til nye udfordringer. Nogle dele af venstrefløjen vil etablere et nyt referencepunkt i masserne ved at se væk fra historisk konstruerede redskaber og taktikker. Det er klart, at man skal være kritisk, men man udvikler et redskab, der kan være bredt anvendeligt, ved at ødelægge et andet redskab. Det er det gamle problem med avantgardisme på venstrefløjen. Mange grupperinger på venstrefløjen fejrer andre venstrefløjsgrupperingers nederlag. Det er ikke revolutionært, det er antirevolutionært. Nye redskaber skal ikke skabes ved at ødelægge andre redskaber, heller ikke selv om de er fulde af problemer og begrænsninger. Den, der ingen problemer har, kan kaste den første sten.

 

Man skal altså være ydmyg og forstå, at vi alle er individuelt svage, og selv mens vi forener hele venstrefløjen, er vi i gang med at tabe slaget. Vi bliver besejret. Vi må så forstå, at der er masser af udfordringer foran os, for at vi kan organisere arbejderklassen, hvoraf en stor del slet ikke tog del i de politiske kampe i Brasilien. Vi har en militant tradition i arbejderklassen, der har været meget vigtig. Hvis vi ikke var gået ud i gaderne, ville kuppet have konsolideret sig, så det kunne smadre den brasilianske venstrefløj, men vi gør stadigvæk modstand. Men det er så stadigvæk også for lidt til at modstå den frontale offensiv fra storkapitalen i Brasilien. Jeg tror dog, at situationen er ved at forandre sig, der er en politiseringsproces undervejs i Brasilien, og jeg håber, at vi vil opretholde en historisk tålmodighed, og samtidig med det tage initiativer til at forøge den folkelige deltagelse – så vi ikke altid taler til de samme mennesker, så vi viser os i stand til at modificere vores metoder inden for venstrefløjen, i vores organisationer, så der åbnes op for en dialog med det brasilianske folk, med arbejderklassen, for det første for at forstå dette øjeblik i historien, og for det andet for at opbygge en folkelig offensiv, som kan besejre kupregeringen i Brasilien.

 

Brian Mier er ekstern medarbejder ved den brasilianske afdeling af Council on Hemispheric Affairs (COHA).

Oversat og forkortet fra The Bullet (Canada) af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com