Hver gang, der diskuteres politiske forslag, som har en økonomisk konsekvens, går regnedrengene i Finansministeriet i gang med at foretage beregninger af disse økonomiske konsekvenser.

af SAP's Forretningsudvalg

Eller, mere korrekt: De går i gang med at lave nogle forudsigelser af, hvilke konsekvenser disse forslag på kort og lang sigt vil have. Beregningerne af helt umiddelbare konsekvenser, som for eksempel de direkte besparelser ved en lavere kontanthjælp, er som regel ikke så kontroversielle. Men ved hjælp af store matematiske modeller påtager regnedrengene i Finansministeriet sig også at forudsige de afledte effekter på længere sigt. Ved hjælp af disse modeller hævdes det for eksempel, at en lavere kontanthjælp vil betyde, at betydeligt flere kontanthjælpsmodtagere vil komme i arbejde, og at beskæftigelsen derfor vil stige, at skatteindtægterne såvel som det private forbrug således vil vokse, osv. osv. Omvendt vil det ifølge modellerne koste mange penge at give kontanthjælpsmodtagere ret til at tage på ferie med deres børn som andre mennesker – fordi de så ikke står helt så meget til rådighed for arbejdsmarkedet som ellers…

Enhedslisten har gennem lang tid sat berettiget spørgsmålstegn ved kvaliteten af og den politiske farve på de modeller, som disse forudsigelser bygger på. Det samme har for øvrigt SF’s nye formand, Anette Wilhelmsen, gjort i sin valgkamp – selv om hun her straks blev undsagt af sin nye skatteminister, der skal være hendes makker i finanslovsforhandlingerne. Der er nemlig ingen tvivl om, at spådommene om især de mere langsigtede konsekvenser af en politisk beslutning er behæftet med en voldsom usikkerhed, og at det her er fuldstændig afgørende, hvilke antagelser man selv vælger at lægge til grund for beregningerne.
Regnedrengene i Finansministeriet har valgt at holde kortene tæt ind til kroppen, når det handler om, hvordan deres model faktisk ser ud, og det er dermed ikke klart, hvilke antagelser den bygger på. Dette hemmelighedskræmmeri er i sig selv fuldstændig underminerende for enhver påstand om ”videnskabelighed” i disse såkaldte prognoser. Det er grundlæggende for enhver videnskabelig redelighed, at alle kan få indsigt i modeller og forudsætninger, så man på den baggrund selv kan vurdere og efterprøve resultaterne.

Meget tyder imidlertid på, at Finansministeriet anvender en såkaldt ”ligevægtsmodel”, der har indlagt som en forudsætning, at når udbuddet af arbejdskraft øges, vil efterspørgslen efter arbejdskraft i løbet af ganske få år øges tilsvarende. Og så er der jo pludselig ikke noget mærkeligt ved den ellers besynderlige påstand om, at afskaffelsen af efterlønnen ifølge ”den matematiske model” fører til flere arbejdspladser: Det er jo netop dét, man på forhånd selv har besluttet at forudsætte, altså at indbygge i modellen som en på forhånd given sandhed!

Men når det er sagt, så har slagsmålet om modellerne også sin begrænsning. For sagen er jo den, at også en model, der giver en mere korrekt beskrivelse af den kapitalistiske økonomis funktion, vil give absurde resultater, hvis man vil indrette sin økonomiske politik efter den.
Det er jo f.eks. ikke løgn, at væsentlige forbedringer af løn- og arbejdsvilkår for danske arbejdere vil betyde, at nogle virksomheder flytter arbejdspladser til andre lande – hvis man ikke samtidig griber ind over for kapitalens frie bevægelighed og det frie marked i EU. Det er alt andet lige sandt, at en større arbejdsløshed kan trykke løn- og arbejdsforhold og derved forbedre konkurrenceevnen og tiltrække nye investeringer, så der opstår nye arbejdspladser. Det er en uomtvistelig kendsgerning, at fuld beskæftigelse truer profitraten og derfor udløser økonomiske katastrofer i en kapitalistisk økonomi – hvis der ikke samtidig påbegyndes et opgør med denne. Og det er, også ifølge en marxistisk forståelse af den kapitalistiske økonomis love, en forudsætning for at undgå udbrud af en økonomisk krise, at der år efter år er en stadigt stigende vækst i produktion og produktivitet – uanset at denne permanente materielle vækst på sigt truer med at underminere naturgrundlaget for menneskets liv på kloden.

Modellerne er helt sikkert fyldt med politisk motiverede overdrivelser og fejlslutninger. Men de er i høj grad også udtryk for, at de modellerer et økonomisk system, hvis logik er defineret af kapitalens profitjagt, og hvor almindelig sund fornuft er sat totalt ud af spillet. Der er tale om modelfejl, men i bund og grund også om systemfejl.
Derfor er det ikke nok at tordne mod de økonomiske modellers absurde forudsigelser. Det er også nødvendigt at pege på de brud med det kapitalistiske system, der skal til, hvis modellerne ikke skal have et betydeligt element af sandhed i sig. Det er nødvendigt at tordne mod det økonomiske system, som i alt for mange tilfælde gør absurde konsekvenser til reelle konsekvenser.

SAP’s forretningsudvalg, den 26.oktober 2012.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com