I disse dage forbereder den spanske regering at aktivere artikel 155 i den spanske forfatning, med det formål at overtage kontrollen med det catalanske selvstyre, afsætte den regionale regering og udskrive nyvalg. Dermed håber den spanske regering at stoppe den udvikling af selvstændighedsbevægelsen, som har taget særlig fart i de seneste måneder, med kulmination i den forbudte folkeafstemning den 1. oktober.

Aktiveringen af artiklen, og dermed overgangen til et nyt niveau af konfrontation mellem den catalanske og spanske regering sker samtidig med, at den spanske stat har arresteret to af de civile ledere af den catalanske selvstændighedsbevægelse og bebudet fyringer af en række offentligt ansatte i Catalonien.

 

Den catalanske situation åbner en lang række spørgsmål for socialister i hele Europa angående vores forhold til statsdannelser og selvstændige regioner. Det er helt klart, at så forskellige forhold, som Tysklands samling, Jugoslaviens opdeling, den skotske folkeafstemning og de russiske aggressioner i f.eks. Ukraine ikke kan sammenlignes mekanisk og at der ikke er et simpelt svar på spørgsmålet. Ikke desto mindre, er det vigtigt at gennemføre grundige og præcise analyser af spørgsmålet og lægge snittet for vores støtte krystalklart.

 

Den catalanske selvstændighedsbevægelse har udviklet sig parallelt med, og uafhængigt af, de store sociale kampe, der har præget Den Spanske Stat siden den økonomiske krise slog igennem. I det internationale billede har den ofte stået i skyggen af den mere betydningsfulde pladsbevægelse, der kendes som 15M – efter den 15. maj 2011, hvor bevægelsen for alvor slog igennem – som har fået et politisk udtryk i blandt andet partiet Podemos.

 

I udgangspunktet har den catalanske selvstændighedsbevægelse haft middelklassen som sin sociale baggrund med særlig støtte blandt små næringsdrivende og funktionærer i den regionale administration. Dette har givet sig udslag i dens politiske repræsentation, der er karakteriseret ved en særlig type midterpartier, der har catalansk selvstændighed som deres eneste egentlige forskel til de store partier, som dominerer spansk politik. Ikke desto mindre har der også fra starten af været en venstrefløjsstrømning i uafhængighedsbevægelsen og i de senere år har denne strømning, repræsenteret politisk ved partiet CUT, vundet strategiske sejre ved at forbinde spørgsmålet om selvstændighed med det sociale spørgsmål. Dette er en tendens, der har haft sit modstykke i, at de politiske resultater af 15M-bevægelsen i Catalonien har vundet politisk magt, navnlig borgmestersædet i Barcelona.

 

Da den catalanske regering således udskrev folkeafstemningen den 1. oktober, så skete det på baggrund af et enormt socialt pres fra denne venstrefløj, som holder den ved magten, og dermed også fra en konflikt, som denne venstrefløj havde formået at så i midterpartiernes eget bagland. Det er nu velkendt, at den spanske stat med autoritære midler forsøgte at forhindre afstemningen. Hvad der er mindre kendt er, at det var i kraft af lokale organiseringer af kvarterer og mindre byer, samt samarbejde med de lavere administrative lag i det catalanske selvstyre, at det lykkedes at gennemføre afstemningen på trods.

 

Denne basisorganisering blev ikke opløst efter afstemningen, men omdannedes til strejkekomiteer, der forberedte den massive manifestation den 3. oktober. Rådene eksisterer stadigvæk og udgør nu den demokratiske basis for at organisere selvstændighed i Catalonien. I takt med at bevægelsen er blevet mere basisorganiseret og den spanske stats autoritære metoder er blevet mere frastødende er bevægelsen også blevet mere interessant for den catalanske arbejderklasse, der begynder at samles omkring den.

 

Uafhængigt af den tøvende regionale regering er disse lokale råd begyndt at diskutere grundlaget for en catalansk forfatning og de sociale, økologiske og faglige rettigheder, som en sådan forfatning må hvile på. Dette er den egentlige dynamo i den catalanske situation og den egentlige mulighed for at trække de store dele af den catalanske arbejderklasse, der stadig forholder sig afventende med sig. Kapitalisterne har allerede forberedt deres træk og Catalonien står overfor en massiv kapitalflugt og en afsværgelse fra EU-systemet. Overfor dette har den catalanske bevægelse ikke andre muligheder, end at forberede en administration af deres samfund, der er uafhængig af disse kapitalstærke virksomheders gunst.

 

Muligheden for at organisere sociale og demokratiske krav på regionalt og lokalt plan er en direkte trussel mod EU-systemet. Derfor har dette system, kun til overraskelse for midterpartierne i Catalonien, også valgt fuldstændigt at afsværge de demokratiske principper i EU’s grundlag og overlade situationen helt og holdent til den spanske regering. Det beviser endnu en gang, at EU ikke er et redskab for demokratiske forandringer. Den spanske regering har på sin side, og i samarbejde med de spanske socialdemokrater, ikke det fjerneste ønske om at lade en sådan bevægelse blive en inspration for andre regioner i Spanien, der også kunne tænkes at ændre på magtforholdene i et land, hvor fastholdelsen af rigdom og magt i Madrid har været en grundsten for højrefløjens enhed siden den anden republik.

 

Den spanske befolknings legitime demokratiske og sociale krav kan ikke løses ved indsættelse af gendarmeri og militær. Rå magt kan ikke erstatte behovet for politiske løsninger og de sociale spændinger vil kun stige ved denne fremfærd.

 

Vi støtter ubetinget den catalanske befolknings ret til selvbestemmelse, til at afholde valg og til at vælge deres egen regering uafhængigt af regeringen i Madrid. Vi fordømmer fængslingen af bevægelsens civile ledere og fyringen af offentligt ansatte. Vi opfordrer til at alle demokratiske kræfter samles for at støtte disse krav og for at presse EU og de europæiske regeringer til at leve op til deres løfter om demokrati og menneskerettigheder. Vi sætter alene vores lid til de lokale organiseringer og råd og håber at deres samarbejde med arbejderbevægelsen i alle sine former vil udvikles.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 22.oktober 2017

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar

single.php